Briterne er på deres tredje udspil tilbage i noget, der kunne minde om mere vante musikalske rammer. På Marble Skies tør de igen mere end på forgængeren, og det munder ud i en underholdende plade, som både vil og kan en masse.
Tag - melodisk
Mew: +-
Mew præsenterer med +- et poppet udspil, der med sine bløde passager umiddelbart godt kan fremstå for banalt, men som samtidig er så velstruktureret, at man undervejs bliver samlet op af de mange musikalske højdepunkter.
Ef: Ceremonies
Ceremonies er for lang og forudsigelig. Men heldigvis optræder der også momentvise lyspunkter, hvilket redder svenske Efs fjerde studieudgivelse fra at falde helt igennem - og samtidig viser bandet som i grunden udmærkede ambassadører for postrocken.
Sinusstøv: Cellular
Det danske electronica-projekt Sinusstøvs opfølger til deres roste debutalbum Lava har fået titlen Cellular og er på gaden i disse sommerdage. Den lille ny gemmer bestemt på stjerneklare øjeblikke, men desværre også uinspirerede passager, der ikke fænger.
The Men: New Moon
The Men har på sin fjerde plade forladt Brooklyn og flyttet på landet for en stund. Her har de indspillet deres egen version af country-rock og americana. Sangene er melodisk stærke, spillestilen løssluppen og smadret.
Chad Valley: Young Hunger
På "Young Hunger" formår Chad Valley at samle alt det, som inden for musik fornægter god smag. Ikke desto mindre kan et øre for den gode melodi rette op på det meste, og faktisk (viser det sig) i dén grad drage nytte af det.
The Setting Son: Before I Eat My Eyes and Ears
På sit tredje album blander The Setting Son garagerock med psykedelika og skaber en overflod af gode melodier og hooks – så mange, at det faktisk bliver en smule enerverende.
Grizzly Bear: Shields
I fjerde omgang bevarer Grizzly Bear deres gode folkrock, men giver den samtidig et ordentligt skud melodi og krydrer den med lidt moderigtig syre, hvilket med enkelte undtagelser klæder bandet meget godt.
Best Coast: The Only Place
På deres andet album vender Best Coast tilbage med en krystalklar lyd og 11 fine indiepopsange, der fortæller hver deres historier.
Vin Blanc: Chroma Key
Vin Blancs debutalbum indeholder en vis mængde monotoni, men den opvejes af et kringelkroget univers, hvor den elektroniske kerne suppleres af akustiske og rytmiske arrangementer.
Roskilde Festival ’11: Who Knew, 27.06.11, Pavilion Junior
Islandsk rock, der hverken skildrer vulkanøens rå landskaber eller store vidder, var hvad, sekstetten Who Knew bød på mandag. Til gengæld var der fest og melodiøs indierock over hele linjen.
John Olav Nilsen & Gjengen: Det nærmeste du kommer
John Olav Nilsen og hans slæng fra en dødssyg forstad til Bergen er ude med opfølgeren til debuten, der gav dem stor succes i hjemlandet. Tempoet er sat lidt ned, men det store, bankende hjerte i bandets forstadsrock er der endnu.
Adventure: Lesser Known
Fra 8-bit til synkoperet, blød 80'er-synth. Adventures andet udspil er ikke synderligt originalt, men til gengæld indeholder det vellavet og vellydende synthpop.
Envy: Recitation
Japanske Envy blander det melodiske med det metalliske, og selv om der er mange højdepunkter på Recitation, kan det som lytter være svært at finde sig tilpas i deres skizofrene lyd.
The Blue Van: Love Shot
The Blue Van beviser på sin fjerde plade, at de er dygtige til at skrive fængende, guitardrevne rocknumre. Men desværre er fremførelsen for pæn og forsigtig, så Love Shot er sjældent vedkommende.
Lone Wolf: The Devil and I
Med sit første album under kunstnernavnet Lone Wolf udgiver engelske Paul Marshall en plade, der byder på musik, som på en gang er eftertænksom, melankolsk, optimistisk og det meste af vejen bare smuk.
Gigavolt: Hidden Kingdom
Danske Gigavolt leverer med Hidden Kingdom et folket, eventyrligt album, der sætter drømme og tanker i gang. Indimellem er det dog på grænsen til at blive langtrukkent.
Turbo Fruits: Echo Kid
Turbo Fruits' powerpop/punkrock-sange er ikke synderligt originale, men de er særdeles fængende, og det er grund nok til at kaste en anbefaling efter Nashville-trioens anden plade, Echo Kid.
Four Tet: There Is Love in You
Kieran Hebden har vendt blikket mod dansegulvet og lavet sin bedste plade i syv år. Dunkende rytmer rykker i hofterne, mens yndefulde melodier rammer hjertekulen og minder lytteren om, at albumtitlen taler sandt.
Stereophonics: Keep Calm and Carry On
DAB-kanal, oh DAB-kanal. Kom og tag mig. Lad rock blive min herre, og gør mig til en af dine. Jeg er dem, de andre ikke vil lege med, og de siger, jeg er kedelig. Kan det virkelig passe? (Ja...)
Ida Bach Jensen: A Gunnar Ekelöf Soundtrack
A Gunnar Ekelöf Soundtrack udspringer af Ida Bach Jensens arbejde som komponist til filmen "Ekelöfs Blik", men musikken ville også egne sig godt til f.eks. en Lars Von Trier-film, fordi den er så mystisk, mørk og forbandet mærkelig.
Band Ane: Anish Music Too & Free
Hvor meget kan man fortælle uden egentlig at sige noget? Band Ane udfordrer den normale opfattelse af, hvad et narrativ er, og manifesterer sig som en rendyrket anarkist med plads til både abstraktion og konkretisme.
Peter Broderick: 4 Track Songs
Peter Broderick udgiver her en samling tidlige kreationer, der er så kedelige, at det virker unødvendigt, at de overhovedet er blevet udgivet.
Slaraffenland: We’re on Your Side
Den københavnske kvintet tager endnu et skridt i retning af at blive et stramt, vellydende indierockband. Vokalerne er blevet klarere, sangskrivningen mere poppet – og det samlede udtryk lige knap så interessant.
Rinôçérôse: Futurinô
Selvom Futurinô er femte udspil fra den franske duo Rinôçérôse, anmeldes de for første gang i Danmark. Om det er på grund af manglende kvalitet eller et rent uheld, er ikke til at sige, men Danmarks første bekendtskab med duoen er en blandet fornøjelse.
The River Phoenix: Ritual
10 år efter sejren i DM i rock får The River Phoenix endelig deres pladeudgivelse, der er en støjlydmur af melodi og rockpassager og kræver et højtliggende loft og en fast sokkel som lytteunderlag. Og hvordan er det så? Jo, faktisk helt hæderligt, men om det er værd at vente 10 år på, må tiden vise.
Metric Noise: Future From Sand
Danske Metric Noise har på deres andet album i nogen grad forladt det tunge støjpunkede udtryk til fordel for flere variationer i lydbilledet. De 10 numre veksler mellem at byde på dels fine detaljer, dels forladelig og temmelig anonym guitarrock.
The Autumns: Fake Noise From a Box of Toys
Med dygtig, kompleks og patosfuld poprock med accent på alle instrumenterne arbejder The Autumns sig igennem Fake Noise From a Box of Toys. Det gør de faktisk ganske udmærket og relativt originalt, men ikke desto mindre er den blivende smag i munden et umiskendeligt minde om salig Jeff Buckley.
Marvins Revolt: Killec
Forandring fryder hos danske Marvins Revolt. Støjrocken er lagt på hylden til fordel for melodisk mathrock. Den snørklede rytmik har bandet altid dyrket, men nu rendyrkes den, og det gør Killec til et hæderligt udspil.
Dolores O’Riordan: Are You Listening?
Voksen og afklaret melodisk rock, der i længden bliver for middelmådig og ikke helt fortjener at blive husket.
65daysofstatic: The Destruction of Small Ideas
Selv om Sheffield-kvartetten 65daysofstatic ikke har været videre heldige med deres bandnavn, kan man ikke tage fra dem, at deres tredje album er temmelig uundværligt for fans af blandingen af mathrock og raffineret metal. Til tider er pladen lidt lang i spyttet, men som helhed er den glimrende.
made of buildings: The World Has Been Stolen by Cynics
Århusianske made of buildings debuterer med glimrende indierock, der slet ikke er så prætentiøs eller postrock-præget, som deres navn kunne indikere. The World Has Been Stolen by Cynics er en charmerende, ambitiøs plade med gode muligheder for at ramme de melankolikere, der er blevet trætte af overdyster postpunk.
Dog Day: Night Group
Canadiere er tilsyneladende ikke så dumme. Denne debutplade fra strømlinede Dog Day er i hvert fald solidt proppet med forholdsvis korte, men temmelig vanedannende og melodiøse skæringer. Intelligent sangskrivning, hedder det vist også.
Nephew: Interkom kom ind
Danmarks vel nok mest succesrige fritidsbeskæftigelse, Nephew, bygger videre på forrige års meget populære recept. Ambitionsniveauet i musikken er hævet, og de Kvammske finurligheder er stadig lige kringlede. Trods en nedtoning af de åbenlyse hitsingler er pladen ganske robust.
Transmission Low: s.t.
Transmission Low står over for udgivelsen af deres debutalbum. På denne demo viser københavnerbandet, at de kan skrive nogle fængende sange. Men da de hverken er særlig alsidige eller på nogen måde dragende, vil bandets første fuldlængdealbum næppe vække større opsigt.
Tonekontroll: #2 + #3
Det unge danske band Tonekontroll har stadig deres første fuldlængde-udspil i vente, men indtil da diverterer de lytterne med to ep'er, der er fyldt til randen med Television-inspireret musik. Bandet viser tænder, men mangler dog stadig at tage det næste skridt.
Lucknow Pact: Youth Is for the Old
Svenske Lucknow Pact blæser prisværdigt til opgør imod ungdomsdyrkelsen på debuten Youth Is for the Old, der rummer flere fine momenter, men desværre også et lidt for patetisk og meget paradoksalt tekstligt knæfald for den ungdommelige rus.
Tonekontroll: #1
Tonekontrol, et upcoming ensemble af fire århusianske drengerøve, der spiller uptempo melo-rock. Deres selvsikre lyd er på befriende vis afskåret fra både retrorock og britpop, men endnu leder man som lytter efter de afgørende finesser, især angående vokalarbejdet.
Kilowatthours & The Rum Diary: Split
På denne splitudgivelse spiller Kilowatthours og The Rum Diary op mod hinanden. Deres numre ligger placeret skiftevis på albummet, og det bliver en kamp, som i sidste ende falder ud til The Rum Diarys fordel.
Graham Travis: Why Don’t You Know Me Yet?
Med Why Don’t You Know Me Yet? viser Graham Travis, at han er en popsnedker af første klasse. Så gør det ikke så meget, at han ikke opfinder den dybe tallerken.
Lost in the Garden: Demo
Københavnske Lost in the Garden har udgivet et udspil, hvor de hylder heavyrock og dyrker det simple i musikken – og det ender med at være både bandets styrke og svaghed.
Lock and Key: No Fate EP
Mens Boston-bandet Lock and Key arbejder med at færdiggøre deres egentlige debutalbum, udsender de ep’en No Fate, som indeholder syv intense og ærlige punk/hardcore-numre, der lover ganske godt for fremtiden.
Thistle: Tired Anchor
»Sometimes I don’t thrill you / Sometimes I think I’ll kill you / Just don’t let me fuck up, will you / 'Cause when I need a friend it’s still you.«
The Collapse: s.t. EP
Powerpop, punkpop, melodisk punk – kært barn har mange navne – men det gør nu ikke barnet mere interessant af den grund.
The Raveonettes: Chain Gang of Love
Med Chain Gang of Love har The Raveonettes genopfundet rocken på en helt ny handlekraftig måde, man skal være mere end mavesur for ikke at lade sig rive med af.
Sparta: Austere EP
Spartas debut-ep overbeviser ikke endegyldigt om, at bandet kan hive sig selv ud af At the Drive-ins skygge. Men lysten til at eksperimentere virker til at kunne føre Sparta langt.
Mykness: Autopilot
Med en forkærlighed for "den uforfalskede og ægte rocklyd" forsøger Mykness på deres debutalbum at lave en plade, der på én gang rummer aggressive politiske statements, episke kærlighedshymner og sange, der ganske enkelt hylder hverdagens små mirakler.
Puressence: Planet Helpless
Puressences tredje album er herligt varieret, men mangler til gengæld den gnist og nerve, som gjorde de to første plader så glimrende.
Broken Social Scene: You Forgot It in People
Broken Social Scene har åbnet en del øjne og ører rundt omkring. Det forstås med de mange flotte popmelodier i forholdsvis ny indpakning. Men samtidig lider You Forgot It in People under decideret dårlig lyd og består af lige dele kedsommelige øjeblikke og originale højdepunkter.