Briterne er på deres tredje udspil tilbage i noget, der kunne minde om mere vante musikalske rammer. På Marble Skies tør de igen mere end på forgængeren, og det munder ud i en underholdende plade, som både vil og kan en masse.
Tag - melodisk
Mew præsenterer med +- et poppet udspil, der med sine bløde passager umiddelbart godt kan fremstå for banalt, men som samtidig er så velstruktureret, at man undervejs bliver samlet op af de mange musikalske højdepunkter.
Ceremonies er for lang og forudsigelig. Men heldigvis optræder der også momentvise lyspunkter, hvilket redder svenske Efs fjerde studieudgivelse fra at falde helt igennem - og samtidig viser bandet som i grunden udmærkede ambassadører for postrocken.
Det danske electronica-projekt Sinusstøvs opfølger til deres roste debutalbum Lava har fået titlen Cellular og er på gaden i disse sommerdage. Den lille ny gemmer bestemt på stjerneklare øjeblikke, men desværre også uinspirerede passager, der ikke fænger.
The Men har på sin fjerde plade forladt Brooklyn og flyttet på landet for en stund. Her har de indspillet deres egen version af country-rock og americana. Sangene er melodisk stærke, spillestilen løssluppen og smadret.
På "Young Hunger" formår Chad Valley at samle alt det, som inden for musik fornægter god smag. Ikke desto mindre kan et øre for den gode melodi rette op på det meste, og faktisk (viser det sig) i dén grad drage nytte af det.
På sit tredje album blander The Setting Son garagerock med psykedelika og skaber en overflod af gode melodier og hooks – så mange, at det faktisk bliver en smule enerverende.
I fjerde omgang bevarer Grizzly Bear deres gode folkrock, men giver den samtidig et ordentligt skud melodi og krydrer den med lidt moderigtig syre, hvilket med enkelte undtagelser klæder bandet meget godt.
På deres andet album vender Best Coast tilbage med en krystalklar lyd og 11 fine indiepopsange, der fortæller hver deres historier.
Vin Blancs debutalbum indeholder en vis mængde monotoni, men den opvejes af et kringelkroget univers, hvor den elektroniske kerne suppleres af akustiske og rytmiske arrangementer.
Islandsk rock, der hverken skildrer vulkanøens rå landskaber eller store vidder, var hvad, sekstetten Who Knew bød på mandag. Til gengæld var der fest og melodiøs indierock over hele linjen.
John Olav Nilsen og hans slæng fra en dødssyg forstad til Bergen er ude med opfølgeren til debuten, der gav dem stor succes i hjemlandet. Tempoet er sat lidt ned, men det store, bankende hjerte i bandets forstadsrock er der endnu.
Fra 8-bit til synkoperet, blød 80'er-synth. Adventures andet udspil er ikke synderligt originalt, men til gengæld indeholder det vellavet og vellydende synthpop.
Japanske Envy blander det melodiske med det metalliske, og selv om der er mange højdepunkter på Recitation, kan det som lytter være svært at finde sig tilpas i deres skizofrene lyd.
The Blue Van beviser på sin fjerde plade, at de er dygtige til at skrive fængende, guitardrevne rocknumre. Men desværre er fremførelsen for pæn og forsigtig, så Love Shot er sjældent vedkommende.
Med sit første album under kunstnernavnet Lone Wolf udgiver engelske Paul Marshall en plade, der byder på musik, som på en gang er eftertænksom, melankolsk, optimistisk og det meste af vejen bare smuk.
Danske Gigavolt leverer med Hidden Kingdom et folket, eventyrligt album, der sætter drømme og tanker i gang. Indimellem er det dog på grænsen til at blive langtrukkent.
Turbo Fruits' powerpop/punkrock-sange er ikke synderligt originale, men de er særdeles fængende, og det er grund nok til at kaste en anbefaling efter Nashville-trioens anden plade, Echo Kid.
Kieran Hebden har vendt blikket mod dansegulvet og lavet sin bedste plade i syv år. Dunkende rytmer rykker i hofterne, mens yndefulde melodier rammer hjertekulen og minder lytteren om, at albumtitlen taler sandt.
DAB-kanal, oh DAB-kanal. Kom og tag mig. Lad rock blive min herre, og gør mig til en af dine. Jeg er dem, de andre ikke vil lege med, og de siger, jeg er kedelig. Kan det virkelig passe? (Ja...)