Tag - Mikael Simpson

Koncerter

Diabeté, Toumani, Devendra Banhart, Mikael Simpson, The Raveonettes, Four Tet, 02.07.05, Roskilde Festival 2005

Toumani Diabeté, Ballroom, 12.30 Den ydmyge og imødekommende koraspiller Toumani Diabeté gik alene på scenen på Ballroom og fik en stormende modtagelse af et forventningsfuldt publikum. Ikke desto mindre indledte han sin koncert, som om vi ikke anede, hvem han er. Han fortalte om sin slægt (hvor der er rigtig mange koraspillere, Diabeté er således 21. generation!), om koraens opbygning med en kalabash som resonansrum, en hals og strengene, der spilles med tommel og pegefinger på hver hånd, om dens tre oktaver m.m. Med et smil på læben afsluttede han den pædagogiske intro med et »yes, it’s a crazy job« og demonstrerede derefter koraens mulighed for på én gang at spille både baslinje, akkompagnement og improviseret melodilinje. Koncerten rummede alt – fra det meditative og tænksomme, over det blidt vuggende til det vildt rykkende. Stille sad virtuosen med lukkede øjne, som i sin egen verden, og forførte os – upåvirket af publikums jubel over tekniske finesser – med smukke melodier, opfindsomme bas-ostinater og medrivende improvisationer. At musikkens verden er kosmopolitisk, var denne koncert et klokkeklart eksempel på. Først benyttede Diabeté en basgang som taget ud af en gammel Robert Johnson-sang, dernæst satte han publikum i gang med at klappe en rytme, som hov! – var i 5/4! Så godt som al afrikansk musik er 4/4, så hvad var nu det? Det var såmænd en fortolkning af Paul Desmonds gamle jazzklassiker “Take Five”. Fusionen af Vesten og Afrika blev fuldbyrdet, da Diabeté efter ca. en time inviterede et par familiemedlemmer og en dansk guitarist, hvis navn jeg ikke fangede, på scenen. Den rytmiske appel steg betragteligt, og folk, der ellers havde ligget ned og nydt musikken, kom på benene og lod sig rive med. Denne koncert gik på jublende vis op i den berømte højere enhed, men faktisk blev det hele skudt i gang af Diabetés umiddelbare glæde over musikken og mødet med publikum – en så ligefrem glæde og ærlighed, at mange kunstneriske wannabes på denne festival sagtens kunne lære noget. (JOM) Devendra Banhart, Pavilion, 16.00 Devendra Banhart er en hippie på godt og ondt. I bar overkrop og med langt hår og skæg spillede, sang, dansede og fjollede han sig igennem en overraskende rocket koncert, der var skiftevis medrivende og halvkedelig. Devendra Banhart er et interessant navn på den internationale musikscene og derfor også på Roskilde Festival, men den helt mindeværdige musik var han ikke i stand til at fremføre. Underholdningsværdien var dog god. Teltet omkring den lille Pavilion-scene var lørdag eftermiddag mere end fyldt med hovedsagelig to slags festival-gæster: Små indie-piger med et forelsket blik i øjnene og lidt større indiedrenge med skæg og flannelsskjorter. Alle som én var de begejstrede for Banharts veloplagte og næsten overgearede optræden, men de var måske også en anelse overraskede over musikken. Devendra og hans backingband med medlemmer fra folk-gruppen Vetiver havde nemlig valgt at nedtone mange af de stille numre fra den populære Rejoicing in the Hands og spillede i stedet en hel del rhythm blues-agtig rock. Det fungerede udmærket, men meget af det nye sangmateriale var ikke helt så stærkt, som man kunne ønske sig, og det holdt derfor ikke hele vejen. Det største øjeblik var vel også, da der blev fremført en forrygende udgave af Lauren Hills “That Thing”, samt måske da en ellevild Devendra Banhart forsøgte at kravle ind over hegnet for at give et ekstra ekstranummer, selv om konferencieren havde sagt, at det var slut. Det lykkedes ikke, men publikum elskede ham for det, og det var vist også det vigtigste den eftermiddag. (PH) Mikael Simpson & Sølvstorm, Odeon, 21.00 Det var overvældende for Mikael Simpson at spille på Odeon lørdag aften. Man kunne tydeligt se det på ham, og han sagde også flere gange, at koncerten var noget særligt. Men nervøsitet var der ellers ikke spor af – han virkede oprigtigt glad for at være sammen med os andre, og som koncerten skred frem blev det også en overvældende oplevelse for os andre. Det kan godt være, at Simpson ikke laver de store forkromede melodiske mesterværker (det forhindrer os nu ikke i at synge med alligevel…), men til gengæld skaber han en særdeles stemningsfuld musik, der flere gange i løbet af en koncert, kan få de små nakkehår til at rejse sig. Allerede fra koncertens begyndelse, hvor Simpson alene med synth’ens sav-lignende lyd ved sin side konstaterede, at han ikke har spor at sige, og »det siger jeg så, så højt det nu kan bli’e«, var vi på sporet af noget stort. Han sang fantastisk; lyden var for at sige det mildt pissegod; og publikum var lydhøre. Da bandet satte fut under det kölnertechno-inspirerede beat og dissede Pia Kjærsgaard, var der ingen vej tilbage: Festen var i gang. En fest der på trods af al sin rytmiske hoppeappel, alligevel rummede de smukkeste, følsomme passager. De store øjeblikke var utallige – den langsomme og rugende opbygning af “Set det ske”, da resten af bandet efter den inderlige indledning faldt ind med fremragende leadguitar; den smukke afslutning på linjen om at »Christiana det husker, Christiansborg glemmer«, der blev lavet om til noget i retning af »M siger tak, fordi I kom« – og ikke mindst ekstranummeret “Det sommer” med Simpson alene sammen med kölnerbeatet, sin mundharmonika og løsslupne selvlærte dansetrin! En stor aften sammen med et stort talent. (JOM) The Raveonettes, Arena, 23.30 Der er ingen tvivl om, at Raveonettes efterhånden er blevet et stort band. Måske endda for stort til Danmark. Lørdag aften gav Sune Wagner og Sharin Foo i hvert fald en yderst professionel og velspillet koncert, men de valgte samtidig at snakke engelsk mellem numrene. Now what’s up with that shit? Fra første færd var det tydeligt, at Raveonettes er blevet et bedre band, også i live-situationerne, siden de sidst besøgte Roskilde-festivalen i 2003. En mur af vellydende støj rejste sig fra starten af koncerten og lagde sig først igen, da publikum forlod teltet. Det pyntede i den grad på musikken, og man må imponeres over den dygtighed, bandet efterhånden fyrer deres sange af med. En endnu større forskel fra den sidste koncert var dog, at Raveonettes nu har tre plader bag sig og kan byde på langt større variation. Numrene fra de tre plader blev også blandet fint sammen og supplerede hinanden glimrende. Alligevel følte bandet måske, at de lige skulle gøre noget ekstra, og det skete så, meget passende, i ekstranumrene. Steen Jørgensen fra Sort Sol kom på scenen sammen med bandet og sang to numre, hvoraf det sidste var en forrygende version af Velvet Underground-klassikeren “Waiting for My Man”. En god afslutning på en ret så glimrende koncert. Eller, musikken var der i hvert fald ikke noget at udsætte på. Til gengæld må den næste opgave for duoen være at blive noget bedre til at interagere med publikum. Lørdag aften var der nemlig ikke den store kontakt mellem folkene på scenen og dem foran den. Det er lidt ærgerligt, for det kunne have løftet koncerten fra glimrende til fremragende. Måske om to år. (PH) Four Tet, Pavilion, 00.00 Har man opholdt sig bare lidt på festivalens scene for elektronisk musik, Metropol, kender man sikkert opskriften: Hvis en musiker kommer ind på scenen med to laptops og en sampler, står han roligt foroverbøjet gennem hele koncerten, mens han en gang imellem klikker lidt med musen. Ved midnatstide havde engelske Four Tet (alias Kieran Hebden) fået lov at entre naboscenen Pavilion, der er helt anderledes intim end den store Metropol-scene. Men det var næppe scenevalget, som gjorde, at Hebden leverede et show, der brød med alle laptop-konventioner. Nok stod han foroverbøjet, men han var i konstant bevægelse – hvordan skulle han også kunne andet med den musik, han tryllede frem? Oven på bølgende basgange og fængende, funky guitar-rundgange konstruerede Hebden bækkensmældende beats med hiphop-inspirationer (ikke ulig dele af Caribous The Milk of Human Kindness-plade), og de var så intenst groovy, at der var dømt fest fra første øjeblik. Det hjalp bestemt på feststemningen, at Hebden ikke var karrig med de tre højdepunkter “Spirit Fingers”, “She Moves She” og “As Serious as Your Life” fra 2003-albummet Rounds. Det fantastiske ved Hebdens show var, at disse kendinge kortvarigt blev afviklet i de kendte udgaver, hvorefter den smilende englænder improviserede sig ud af et væld af afveje lige fra krautrock-passager med bumlende trommer til minimalistisk fusionsjazz. Hebden balancerede på imponerende vis sit show: De folk, der kom for at høre kendte numre, fik lov at smage genkendelsens sødme, når Hebden vendte tilbage til udgangspunktet efter endnu en kantet improvisation – og samtidig fik de opdagelystne deres behov mere end almindeligt godt dækket. Ja, selv støj-fans fik deres portion, da “As Serious as Your Life” endte i fræsende 8-bit-anarki a la DAT Politics. Og så måtte han pludselig hive stikket ud – ellers havde han (og vi) nok stået der endnu. (MA)

Årets bedste plader Artikler

Årets bedste plader 2004

Året 2004 er næsten gået. Det er endnu en gang blevet tid til at tælle kortene op, sortere skidt fra kanel, skille fårene fra bukkene og vurdere, hvilke plader der rigtigt rykkede i det forgangne år. Undertoner præsenterer her vores samlede bud på de bedste danske og udenlandske plader i 2004. (22.12.04)December er en måned fuld af traditioner: Pakke-, chokolade- og ulandskalendere til at få smilene frem på de kære smås læber, kalenderlys til at holde mørket på afstand, glögg og æbleskiver til at få farve i kinderne, holde varmen og smelte stalaktitterne i skægget, gaveræset er til at få stress af, virksomhederne holder julefrokoster, politiet foretager spirituskontroller, julemanden bryder alle fartgrænser, og musikmagasinernes skarpe penne udspyr lister over årets bedste albums. Således også Undertoner. Vi bilder os nemlig ind, at sådan en liste er lige så uundværlig som de brune kartofler ved julebordet. Ligesom sidste år var det vores oprindelige idé at præsentere en stor, forkromet gennemgang af musikåret, der gik. Men vi har igen måttet sande, at mængden af plader, der er udkommet, og de divergerende meninger på redaktionen simpelthen ville have gjort det til en uløselig opgave. Hvor skulle vi begynde, og hvor skulle vi ende? I stedet har vi sammenholdt de enkelte skribenters personlige lister og lavet en enkelt én ud fra dem. Hvad kan sådan en så bruges til? Det er klart, at når der er så mange, meget forskellige præferencer at tage hensyn til, bliver resultatet en lille smule forudsigeligt: Det nytter ikke at toppe en enkelt skribents liste; det er i bredden, de mange middelplaceringer, at slaget skal vindes. Det måtte Les Savy Fav: Inches, Liars: They Were Wrong So We Drowned, Kevin Tihista’s Red Terror: Wake Up Captain og Migala: La increíble aventura sande på den udenlandske liste og Autofant: Family på den danske. Alligevel vil vi mene, at sådan en liste bestemt er anvendelig. Faktisk måske så meget desto mere. Vi bilder os nemlig ind, at det er lykkedes os at samle de væsentligste og bedste udgivelser fra 2004 og nær og fjern på to top 20-lister. Her er ikke blevet plads til mange af de virkelig obskure udgivelser fra randområderne. Til gengæld finder du her alle de album, du burde have nået at få hørt i 2004 – eller forhåbentligt inspiration til fremtidige pladekøb. Der er muligt, listen ville se anderledes ud, hvis vi bad vore skribenter gentage eksperimentet om et par måneder. Nogle plader har det med at vokse; andre med at falme. I den forbindelse er det værd at bemærke, at der har sneget sig rigtigt mange debutanter ind på listerne – især på den danske. Den ’gamle garde’ – dem ligger der f.eks. tre repræsentanter for lige under midten på den udenlandske liste – er under stadigt pres med Nick Cave som den lysende undtagelse (og med lidt god vilje også Brian Wilson). Den alternative, rytmiske musik har kun få sejlivede superstars. På den udenlandske liste var der hård kamp om pladserne. Det var der også på den danske, men her lykkedes det alligevel en kunstner at overstråle de andre: Mikael Simpson scorede et gennemsnit på 39% i vores sindrige, interne pointsystem (hvor 100% naturligvis ville have været lig førstepladser over hele linjen). Det var ingen andre i nærheden af. Var det mon De ti skud, der rystede den danske musikverden? Uden yderligere omsvøb hermed årets 20 bedste danske og udenlandske plader: Untitled Document De danske 20 Lake Placid: Make More Friends 19 Amber: Putting All the Pieces Together 18 I Am Bones: If You Really Love Me, Send Me More Medical Supplies 17 Sterling: Solo danser mama sjus 16 The Magic Bullet Theory: Poems and Explosions 15 Powersolo: It’s Raceday… and Your Pussy Is Gut!!! 14 Manual & Syntaks: Golden Sun 13 Tys tys: Go Get Some 12 The Defectors: Turn Me On! 11 Jomi Massage: Aloud 10 Windermere: The World Is Here 9 Barra Head: We Are Your Numbers 8 Martin Ryum: Uden garanti 7 Delicia Mini: Skuggi 6 Lise Westzynthius: Rock, You Can Fly 5 Efterklang: Tripper 4 Epo-555: Dexter Fox 3 Simon Gylden: Go Folk Yourself! 2 Larsen & Furious Jane: I’m Glad He’s Dead 1 Mikael Simpson: De ti skud   De udenlandske 20 Khonnor: Handwriting 20 The Paper Chase: God Bless Your Black Heart 19 Adem: Homesongs 18 Animal Collective: Sung Tongs 17 Joanna Newsom: The Milk-eyed Mender 16 Blonde Redhead: Misery Is a Butterfly 15 Lali Puna: Faking the Books 14 Elliott Smith: From a Basement on the Hill 13 Morrissey: You Are the Quarry 12 Tom Waits: Real Gone 11 Björk: Medúlla 10 !!!: Louden up Now 9 TV on the Radio: Desperate Youth, Blood Thirsty Babes 8 Iron and Wine: Our Endless Numbered Days 7 Devandra Banhart: Rejoicing in the Hands… 6 Brian Wilson: Smile 5 Franz Ferdinand: s.t. 4 Justin Rutledge & The Junction Forty: No Never Alone 3 The Arcade Fire: Funeral 2 Interpol: Antics 1 Nick Cave & The Bad Seeds: Abbatoir Blues/The Lyre of Orpheus  

Plader

Mikael Simpson: De ti skud

Mikael Simpson fortsætter med De ti skud, hvor han slap med den fremragende Os 2 + lidt ro 2002. Stemningen er sat midt om natten i en poetisk og melankolsk hybrid mellem sangskrivning og minimalistisk elektronik.