Københavnerne knækkede ikke halsen, da de besteg Orange Scene torsdag eftermiddag. De kravlede ubemærket derop og viste, at de har potentialet til at komme igen.
Det legendariske Kompakt-label har vanen tro samlet endnu en flot og forudsigelig buket af vellyd, som både agerer udstillingsvindue for et par ukendte kunstnere og byder på nye toner fra et par af genrens giganter.
Spencer Krug gÃ¥r solo og erklærer samtidig sin uforbeholdne kærlighed til marimbaen. Første spadestik er denne ep’s enlige, 20 minutter lange nummer, der nærmest udelukkende er bÃ¥ret af marimbatoner og Krugs karakteristiske vokal.
Woods of Broccoli er en blød, skumgummiagtig, porcelænsbeklædt og porøs omgang skrøbelig lydleg, der farer fremad i minimalt tempo, men med intentionerne og helheden grundigt gennemarbejdet.
Den unge engelske kvartet The xx debuterer med et formfuldendt album med velkomponerede og dygtigt udførte minimalistiske popsange. The xx imponerer, men er alligevel ikke fuldt ud overbevisende.
General Elektriks er et fransk-californisk enmandsprojekt, der satser hele butikken på tung og rusten electro-funk. Desværre er det svært at komme ud på dansegulvet med de tunge kaloriebombebeats.
Modig, nøgen og enkel i sit udtryk. Jacob Faurholt skærer helt ind til sit musikalske nøgleben og giver et bud på, hvordan man kan udgive musik uden alt for megen hurlumhej. Det er til tider smukt og dragende, men desværre også hørt en del gange før.
Solus Ipse er en forsagt plade. Og dog. At lytteren intet andet får serveret end en række spartanske klaverkompositioner og en sælsom, poetisk trackliste, gør pladens evne til at fremmane smukke og dystre stemningsbilleder, følelseslandskaber og tankestrømme så meget desto mere betagende.
Bitches, booties og bling – glem det! Det her er hiphop skåret over den gamle læst. Et simpelt beat – hurtigt eller tungt og langsomt – og et simpelt sample bygger den musikalske motorvej, rimene kan ræse af sted på. Prøv så at se, om du kan følge med i de hæsblæsende rim.
Der har længe været snak om de enæggede tvillingesøstre fra Sverige. Nu er deres debut-ep her så endelig. Det er meget trist musik, og til tider er instrumenteringen så sparsom, at det nærmer sig a cappella. Søstrene Berhan får til fulde mindet os om, at det ikke er let at være teenager.
Nina Nastasia har indgået et arbejdsfællesskab med trommeslageren Jim White fra Dirty Three. Det er der kommet et blandet resultat ud. Musikalsk lyder det som Nina Nastasias tidligere plader, men kvalitetsmæssigt er vi et stykke efter hendes vanlige niveau.
Danny Kreutzfeldt er mest kendt som noise-musiker. Men han laver også musik under en række pseudonymer. Et af dem er SGNL_FLTR, og det bruger Danny Kreutzfeldt, når han laver minimalistisk, mørk techno. Chrono er hans andet SGNL_FLTR-album, men det virker som en famlende debut.
PÃ¥ sit andet soloalbum fortsætter Dustin O’Halloran med at udforske minimalistiske piano-kompositioner. Hans tempo og stil giver de 11 stykker et stærkt udtryk, som det er meget svært ikke at blive pÃ¥virket følelsesmæssigt af. Eneste anke er, at ingen numre skiller sig ud.
Tyskerne har en fantastisk evne til at lave stram, insisterende musik. Så hvad sker der, når en skotte blander sig med vokal? Det er svært at sige, om det er skottens skyld, men faktum er, at dette andet album fra Music AM forsøger at popularisere en tysk genre, som fungerer bedst i sin originale form.
EfterÃ¥ret har indfundet sig. BÃ¥de udenfor og pÃ¥ danske Antophones’ debutalbum. Selv om stemningen er mørk og trist, er der dog rigeligt at glædes over pÃ¥ Happy Failure. Albummet er spækket med flotte melodier, der suppleres af en betagende vokal.
Norikos stemme og Takamasas stramme, sarte programmeringer passer godt sammen, men albummet er for størstedelens vedkommende alt for pænt. For den glatte overflade af japansk minimalisme dækker ikke over noget overhovedet.
Muamuas andet album er mere rytmisk og melodiorienteret end debuten Listen fra sidste år. Det betyder, at Metropolis er mere lyttevenligt og har en fremdrift, som debuten manglede. Enkelte steder truer Metropolis dog med at gå i stå.
Har man endnu ikke stiftet bekendtskab med dette fremragende svenske ensemble, er A Sunset Panorama en auditiv og visuel invitation til det inderste af Loghs mageløse musik. Er man gammel kending, er der stadig nok at komme efter, for Logh går sine egne veje i et parallelunivers.
I forsøget pÃ¥ at nÃ¥ ud til et større publikum har islandske Slowblow allieret sig med sangeren Kristin Anna Valtysdottir fra ligeledes islandske múm. Det unikke lydunivers skabes med hjælp fra bl.a. symaskiner (!) og blikspande … og resultatet er fremragende!
Det 24-årige svenske undergrunds-ikon leverer et næsten ubeskriveligt mesterværk.
En særegen rejse ind i et komplekst abstrakt elektronisk lydlandskab. Ikke hverdagskost fra den danske musikscene, men ikke desto mindre et glædeligt bevis på, at vi altså også kan finde ud af dét.
I et tyst og særdeles personligt lydunivers krydrer Mikael Simpson sin sangskrivning med knitrende elektronik og finurlige sangstrukturer. En aldeles yndefuld solodebut.
