Tag - minimalistisk

Plader

Little Simz: Grey Area

Den mørkegrå kælderstemning på London-rapperen Little Simz’ nyeste udgivelse, Grey Area, er så kompakt og altomsluttende, at man allerede ved første gennemspilning kan have behov for at fylde sin beskidte kasket med isterninger for at holde hovedet koldt. Little Simz er ikke alene en 100 procent veleksekverende musiker, hun er også 100 procent klar over sit talent, og dén skalasprængende selvtillid smitter af på alle omkring sig.

Plader

Wooden Shjips: V

Det er med foden gevaldigt af speederen, at Wooden Shjips kaster sig ud i deres femte fuldlængdeudgivelse, der har fået den logiske titel V. Kompositionerne er heldigvis blevet længere, end tilfældet var på de seneste forgængere, men der træffes alt for mange sikre valg, hvilket hæmmer slutproduktet.

Plader

Sleaford Mods: English Tapas

Sleaford Mods er blevet mere polerede og professionelle på English Tapas, men produktionen mangler for det meste den nerve og ægthed, der skinnede igennem på duoens tidligere udgivelser.

Plader

Damon Albarn: Everyday Robots

Efter 23 år udgiver Damon Albarn sit første soloalbum på XL Recordings. Her inviterer manden med de mange ansigter for første gang lytteren indenfor. Spørgsmålet er så: Hvem er Damon Albarn?

Plader

Wooden Shjips: Back to Land

På Back To Land fortsætter de ellers så spacerockende Wooden Shjips med at udforske popgenren. Og turen fra San Franciscos trygge rammer nordpå til Oregon, har resulteret i gruppens måske mest helstøbte udgivelse til dato.

Plader

August Rosenbaum: Heights

Der var engang, hvor klaver var for nørder og børn af overklassen, og jazz var forbeholdt selvsmagende intellektuelle med rødvinsblå tænder og højhalsede bluser. Mine damer og herrer, den tid er forbi. Det ulmer i den danske jazz-undergrund, og pianisten August Rosenbaum er en af frontløberne.

Plader

Mount Kimbie: Cold Spring Fault Less Youth

Cold Spring Fault Less Youth synes Mount Kimbie til tider på flugt fra den lyd, som de for tre år siden selv var med til at skabe. Udviklingen sker heldigvis med overvejende succes, og det fremgår tydeligt, at den britiske duos evner spænder langt bredere end avantgarde-postdubstep.

Plader

Stubborn Heart: s.t.

På sit debutalbum lægger London-duoens fusion af minimalistisk dubstep og soul sig i slipstrømmen på kunstnere som James Blake og Jamie Woon. Lyden er in og rummer stort potentiale, men som værk er albummet hverken særlig selvstændigt eller varierende i dets udtryk.

Koncerter

The xx, 25.11.12, Falconer Salen, Frederiksberg

Koncerten med The xx begyndte først for alvor at blive rigtig interessant i løbet af den sidste tredjedel efter i lang tid at have testet ens tålmodighed med mangel på egentlige højdepunkter og et unødvendigt sidespring fyldt med især pulserende clubbeats.

Plader

Musik for seks elektriske guitarer: s.t.

Seneste udgivelse fra det altid eksperimenterende Yoyooyoy-kollektiv er en dogmepræget opvisning i de lyde, seks musikere og et tilsvarende antal elektriske guitarer kan fremkalde. På papiret konservatorienørdet og tørt. På plade konservatorienørdet og fabelagtigt charmerende, iørefaldende og velskruet.

Plader

Iori’s Eyes: Double Soul

Med en minimalistisk lyd, der til tider kan forveksles med fænomener som James Blake og the XX, blander Iori's Eyes falset-vokal, varme synths og lækre basgange over dejligt tilbagelænede beat. Det er følsomt. Og det bliver aldrig corny.

Plader

The xx: Coexist

For tre år siden lagde britiske The xx verden ned med deres debut. Nu er de tilbage, og spørgsmålet er, hvad der har ændret sig i trioens intense, minimalistiske elektropop. Svaret har bl.a. noget at gøre med kærlighed.

Plader

Piano Magic: Life Has Not Finished With Me Yet

Livet har endnu ikke gjort det af med Piano Magic. Alligevel emmer det fransk-engelske kultbands 11. plade Life Has Not Finished With Me Yet af død og dommedag. Her er Piano Magic, som vi kender dem bedst: yderst deprimerende selskab, men til tider også uhyggeligt poetisk.

Plader

Peter Broderick: http://itstartshear.com

Peter Broderick, der er kendt for sin medvirken i Efterklangs liveopsætning, står endnu en gang på egne ben. Albummet rammer med sine smukke strygere og rytmiske klavergange et sted, der giver følelsen af ro og tryghed, og det er svært ikke at blive smittet af den empatiske og nærværende stemning.

Plader

Troels Abrahamsen: Unset

Unset er på mange måder typisk Troels Abrahamsen, men er mere houset, end man er vant til. Pladen viser også en mere minimalistisk side af Abrahamsen, der desværre ender med at trække helhedsindtrykket lidt ned.

Plader

Wooden Shjips: West

Lidt har også ret – men uendeligt lange spacerockkompositioner fungerer altså bedst i Wooden Shjips' tilfælde. Derfor er West desværre et stykke under det niveau, som kvartetten tidligere har leveret.

Plader

Wild Beasts: Smother

Wild Beasts synger om sex, begær og alt, der følger med i den pakke. På Smother tager de temaet til nye højder, samtidig med at melodierne er blevet drastisk minimalistiske. Det er frækt og godt.

Plader

Pikara: Constellations

Constellations er en vovet opfølger på Pikaras solodebut med en stringent strategi og et afslappet blik for violinen, der det ene øjeblik tager erotiske kvælertag for derefter at forløse lytteren i åbne, men statiske klange.

Plader

S: I’m Not As Good at It As You

Jenn Ghetto lægger alt tydeligt frem: druk, narko og hjertesorg. Hendes tredje soloalbum er fyldt med tvivl, afsked og banale håb, og på sin egen underspillede måde er det glimrende singer/songwriter-folkpop.

Plader

Wildbirds & Peacedrums: Rivers

Duoens nyeste album består af de to ep’er Retina og Iris, og på trods af at der på hver af ep’erne er distinkte omdrejningspunkter i kirkekor og steelpan, er der samme minimale lyd og affektive stemning gennem hele albummet.

Plader

V/A: Pop Ambient 2010

Det legendariske Kompakt-label har vanen tro samlet endnu en flot og forudsigelig buket af vellyd, som både agerer udstillingsvindue for et par ukendte kunstnere og byder på nye toner fra et par af genrens giganter.

Plader

The xx: xx

Den unge engelske kvartet The xx debuterer med et formfuldendt album med velkomponerede og dygtigt udførte minimalistiske popsange. The xx imponerer, men er alligevel ikke fuldt ud overbevisende.

Plader

Thunderbear: Solus Ipse

Solus Ipse er en forsagt plade. Og dog. At lytteren intet andet får serveret end en række spartanske klaverkompositioner og en sælsom, poetisk trackliste, gør pladens evne til at fremmane smukke og dystre stemningsbilleder, følelseslandskaber og tankestrømme så meget desto mere betagende.

Plader

Darc Mind: Symptomatic of a Greater Ill

Bitches, booties og bling – glem det! Det her er hiphop skåret over den gamle læst. Et simpelt beat – hurtigt eller tungt og langsomt – og et simpelt sample bygger den musikalske motorvej, rimene kan ræse af sted på. Prøv så at se, om du kan følge med i de hæsblæsende rim.

Plader

Taxi Taxi!: s.t.

Der har længe været snak om de enæggede tvillingesøstre fra Sverige. Nu er deres debut-ep her så endelig. Det er meget trist musik, og til tider er instrumenteringen så sparsom, at det nærmer sig a cappella. Søstrene Berhan får til fulde mindet os om, at det ikke er let at være teenager.

Plader

Nina Nastasia & Jim White: You Follow Me

Nina Nastasia har indgået et arbejdsfællesskab med trommeslageren Jim White fra Dirty Three. Det er der kommet et blandet resultat ud. Musikalsk lyder det som Nina Nastasias tidligere plader, men kvalitetsmæssigt er vi et stykke efter hendes vanlige niveau.

Plader

SGNL_FLTR: Chrono

Danny Kreutzfeldt er mest kendt som noise-musiker. Men han laver også musik under en række pseudonymer. Et af dem er SGNL_FLTR, og det bruger Danny Kreutzfeldt, når han laver minimalistisk, mørk techno. Chrono er hans andet SGNL_FLTR-album, men det virker som en famlende debut.

Plader

Dustin O’Halloran: Piano Solos Vol. 2

På sit andet soloalbum fortsætter Dustin O'Halloran med at udforske minimalistiske piano-kompositioner. Hans tempo og stil giver de 11 stykker et stærkt udtryk, som det er meget svært ikke at blive påvirket følelsesmæssigt af. Eneste anke er, at ingen numre skiller sig ud.

Plader

Music AM: Unwound From the Woods

Tyskerne har en fantastisk evne til at lave stram, insisterende musik. Så hvad sker der, når en skotte blander sig med vokal? Det er svært at sige, om det er skottens skyld, men faktum er, at dette andet album fra Music AM forsøger at popularisere en tysk genre, som fungerer bedst i sin originale form.

Plader

Antophones: Happy Failure

Efteråret har indfundet sig. Både udenfor og på danske Antophones' debutalbum. Selv om stemningen er mørk og trist, er der dog rigeligt at glædes over på Happy Failure. Albummet er spækket med flotte melodier, der suppleres af en betagende vokal.

Plader

Aoki Takamasa & Tujiko Noriko: 28

Norikos stemme og Takamasas stramme, sarte programmeringer passer godt sammen, men albummet er for størstedelens vedkommende alt for pænt. For den glatte overflade af japansk minimalisme dækker ikke over noget overhovedet.

Plader

Muamua: Metropolis

Muamuas andet album er mere rytmisk og melodiorienteret end debuten Listen fra sidste år. Det betyder, at Metropolis er mere lyttevenligt og har en fremdrift, som debuten manglede. Enkelte steder truer Metropolis dog med at gå i stå.

Plader

Logh: A Sunset Panorama

Har man endnu ikke stiftet bekendtskab med dette fremragende svenske ensemble, er A Sunset Panorama en auditiv og visuel invitation til det inderste af Loghs mageløse musik. Er man gammel kending, er der stadig nok at komme efter, for Logh går sine egne veje i et parallelunivers.