Tag - Murder

Plader

Vessel: Velocities

Der mangler en film til at løfte de akustiske ambient-eksperimenter og gøre Vessel til mere end et sideprojekt fra den halvdel af Murder, der ikke hedder Jacob Bellens.

Anders Mathiasen fra Murder skabte i 2011 sit folk-soloprojekt Vessel. Sidste år udkom debuten Enlettered Species, og næste album udgives senere på året. Undertoner bad Vessel om at kreere en liste over særligt anbefalelsesværdige plader. Læs om hans beundring for bl.a. Brian Eno, Gavin Bryars og Kraftwerk her.

Jacob Bellens fra Murder og I Got You on Tape har netop sendt et lille lys ud i det danske efterårsmørke. Det er solo-udspillet The Daisy Age – en plade, der både har sin styrke og svaghed i Bellens' stærke stemme.

Hvor Anders Mathiasen sammen med Jacob Bellens i Murder formår at gro fine melodier ud af den dyrkede kedsomhed, er soloprojektet Vessel mest af alt en drøvtygger, der har sneget sig ind på marken og introvert tygger tingene i stykker.

Engang var du noget. Engang var du sej. Her fem år efter arbejder du i svigerfars forsikringsfirma og tilbringer hver anden lørdag med eftermiddagskaffe og tør kringle hos selvsamme svigerfamilie. Murder kender situationen.

Når Jacob Bellens skriver sange til Murder, er det en stærkt rutinepræget proces, fortæller han over en kop kaffe. Netop derfor insisterer han på også at bringe sig selv ud på musikalsk usikker grund.

Her gik man og troede, at man endelig kunne få skovlen under Jacob Bellens, der med alle sine jern i ilden da snart må lave noget decideret bras. Men heller ikke denne gang, for selvom det kræver tid at opdage det, viser Murder formidabel form med Gospel of Man.

I Got You on Tape leverer på deres tredje udspil et potpourri af interessante elementer fra deres repertoire. Det resulterer i et album, der virker en anelse for bekendt og monotont, men som med tiden åbenbarer sit potentiale.

Med monotoni og mellemtempo som virkemidler er I Got You on Tapes anden plade ikke helt nem at komme ind på livet af. Men den tålmodige lytter vil finde skjulte sangskatte på 2. Fænomenalt flettet guitarspil hjælper til at åbne dørene til en mørk popverden, der låner fra både Luna og Lush.

2006 er ved at være parat til at blive pakket ned, så vi kan stille det i kælderen, på loftet eller hvor man nu gemmer arkivkasser. Men inden vi overlader året til sit støvede otium, er det på sin plads at opsummere årets højdepunkter.

Når Jacob Bellens ikke har travlt med I Got You on Tape, har han sin gang i duoen Murder med makkeren Anders Mathiasen. Sammen har de skabt 11 smukke folk-kompositioner, der tindrer af desperat skønhed. Til sammen udgør de et af årets hidtil bedste danske udspil. Jeg er ved at være lidt træt af at høre Jacob Bellens, der synger i I Got You on Tape og pladeaktuelle Murder, blive sammenlignet med David Bowie. For det første har alle i denne verden deres helte, og i stedet for at fokusere på denne i og for sig ret naturlige og gode inspirationskilde kunne man koncentrere sig om, at Bellens er et unikt talent med et særegent og dybt inciterende udtryk, der ikke har sin lige på den danske rockscene. For det andet er rytmikken i Bellens’ vokal også helt anderledes end hos The Thin White Duke. Allerede lidt over et år efter debuten One Year From Now It’s My Birthday er Murder klar med deres andet udspil, Stockholm Syndrome, som på 38 minutter præsenterer 11 akustiske folksange, der sitrer af desperation og nødvendighed. Lydbilledet består af krystallisk guitarfingerspil, cello, klaver og fløjter. På dette grundlag synger Jacob Bellens sin sortsværtede og geniale lyrik med insisterende og let excentrisk stemmeføring. Nogle af de første ord man helt bogstaveligt bider mærke i på pladen er fra åbneren “Feast in My Honour”: »I was eating off the floor / every little apple core.« Så simpelt kan det suggestive billede skabes. Så få midler skal der til, før man som lytter føler sig hjemme i et musikalsk univers, og det er dét, Murder forstår, hvad angår såvel ord som musik. Pladen fordrer nogle gennemlytninger, før sangene skiller sig ud fra hinanden og bliver rigtig distinkte. De holder sig i det samme temperament og tempo, men efterhånden begynder forskelle og detaljer at træde frem, og det viser sig, at alle sangene hver især bærer deres individuelle signifikans. “When the Bees Are Sleeping” og “Applejuice” akkompagneres af søvnige surfguitarer, der leder tankerne hen på I Got You on Tape, mens et af pladens stærkeste kort, den geniale “No Future” pludselig mødes af blokfløjter og underskøn kvindevokal. Sangene lever hver især, men bidrager på samme tid til en mangefarvet helhed. Og modsat I Got You on Tape, som stemningsmæssigt hovedsageligt flirter med americanaen, kombinerer Murder denne støvede country-lyd med en anden melankoli, nemlig den skandinaviske, og det er i dette møde, at musikken for alvor gnistrer hul i lytterens hud. Ifølge pressemeddelelsen har succeskriteriet været at skabe den bedste danske folk-plade nogensinde. Om nøjagtigt dét er lykkedes, er svært at svare på. Men man kan jo passende købe pladen og dømme selv. Stockholm Syndrome er i hvert fald et af årets hidtil bedste danske udspil.

Der er hverken indrømmelser, tilståelser eller øvrigt bevismateriale på båndspolerne hos det danske band I Got You on Tape. Derimod præsenterer de på deres debutplade tilbagelænede og atmosfæriske popvignetter, der stiller krav til sin lytter for fuldt udbytte.

Debutpladen fra danske Murder byder på ulmende popmusik med en indkapslet, svært beskrivelig angst, som synes at varsle om ulykker. Albummet løftes af en række bundsolide sange – sange der er med til at demonstrere et stort potentiale i Murder. Helt indfriet bliver det dog ikke.