At påstå, at Terminal er mere sjælden end køn, er lige groft nok. Det er dog sjældent, at skæve indiebands kaster sig over musicalgenren med så stor loyalitet. Resultatet er solidt, på sin vis vellykket og ikke videre lytteværdigt.
PÃ¥ sit album Been Listening lyder Johnny Flynn som ‘en, der spiller, at han spiller folkmusik’. Albummet mangler energi, nerve og lyst til at være til stede.
En musical om Filippinernes førstedame? David Byrne og Fatboy Slim fortæller historien om Imelda Marcos. Konceptalbummet kræver imidlertid, at man fordyber sig i historien, da musikken ikke er noget at skrive hjem om.
Jamie McDermot hedder frontmanden bag bandet The Irrepressibles. Endnu et skud på stammen af vokalister med ekstravagante, androgyne stemmer. Skulle der laves en musical over Antony Hegarty, ville Irrepressibles være det perfekte soundtrack.
These New Puritans har smidt de puritanske tøjler og rodet sig ud i en gang galskab med elementer af bailefunk, industrial og musicalmusik. Ud af det er der kommet en spændende, men rodet plade.
Tjuhej, hvor der smides krydderier i gryden, og jeg skal love for, at Jookabox laver noget af en spicy cocktail. Men det er ikke nok at være crazy og eksperimenterende, og et formål med skævheden er lidt en mangelvare på Dead Zone Boys.
Dead Man’s Bones er som at tage del i en gotisk folkefest, hvor et spøgelsesbesat Arcade Fire bakkes op af et børnekor, mens Edgar Allan Poe og Mary Shelley har banket støvet af knoglerne og valser rundt til tonerne af underverdens mystik og tragik.
Et manifest over popindustriens sølle tilstand – men hvor er løsningen pÃ¥ problemet?
