Det lader til, at man sagtens kan lave den svære to’er, uden at det virker særligt svært. Med mere alternativ indiepop hopper Vampire Weekend i hvert fald temmelig elegant over i næste kapitel.
At vide er ikke det samme som at kunne. Der stjæles postpunk og shoegaze en masse på denne lille ep, der demonstrerer indsigt i musikhistorien, men så sandelig også mangel på originalitet.
60-80 trommespor, elguitarer og elektriske remedier. Jo, The New Loud inviterer til energisk electropop, og med denne ep er de bestemt sendt videre til næste runde, men har stadig et stykke vej igen.
Cold Cave spiller mørk electropop efter den helt rigtige opskrift: Tilsæt to deciliter Crystal Castles, en deciliter Human League, en knivspids The National og en teskefuld Joy Division. Det lyder godt, men der mangler noget, hvis det rigtig skal smage.
Hippie-idyl, punk-attitude og en rodløshed, som man kun finder hos en teenager, der bitter og såret leder efter en plads i tilværelsen. Lyder det som en underlig blanding? Følg Girls’ udlagte krummer gennem en skov af fortvivlelse, der dog også rummer lysninger.
Pavilion Junior bød tirsdag aften pĂĄ sej pop i vidt forskellige afskygninger. Vi bevægede os fra fjeldpop til 60′er-pigepop med new wave-beat.
PĂĄ førstedagen af Roskilde ‘09 var musik fra hver sin ende af kvalitetsspektret: Ikke sĂĄ fremragende new wave og særdeles fremragende dancepunk fra Karrierekanon-vinder.
Så er røjserne pakkede, teltet er tørret af, og stregerne i programmet er sat. Undertoner guider dig igen i år igennem det store Roskilde-program.
Der er dømt stram norsk synthpop på Red, og de 13 hybridsange tænder godt op i et feststemt sankthansbål, men ilden dør relativt hurtigt og efterlader et forkullet indtryk, der ikke giver plads i databasen over mindeværdige plader anno 2009.
Basix møder Speen United? Vokalharmonier møder elektronik? Tja. When Saints Go Machine har helt deres eget udtryk, og det kan de sagtens være bekendt. Det er småt med musikalsk ukrudt, og i disse miljømæssige tider er det helt rart at slippe for at bruge Roundup.
Den svenske trio har i den grad ændret stil siden deres festlige og skizofrene debut. Efterfølgeren er anderledes afdæmpet og mere helstøbt. Med de mange inspirationskilder giver bandet os et musikunivers, der er orientalsk, melankolsk – og absolut betagende.
Synthen er blusset op, teksterne er patetiske, og melodierne er melodiske midt i al new wave-virakken. Maxïmo Parks tredje album har fået lidt mere af det hele, men de beholder sig selv og laver en fornøjelse ud af det.
Nyt design og masser af live-anmeldelser
Puha, sĂĄ blev det sommer, og vi fik maj overstĂĄet her pĂĄ Undertoner. En begivenhedsrig mĂĄned, der foruden live-anmeldelser og artikler, bød pĂĄ et helt …
Blondies powerpopklassiker Parallel Lines er indbegrebet af coolness og indeholder et af verdens ubetinget bedste numre. I tilgift kan pladen i sig selv vende enhver situation til det bedste.
Tre år er der gået siden Metrics sidste udspil, og tiden har bestemt ikke været dårligt brugt. Fantasies’ 10 numre spænder vidt og bredt genremæssigt såvel som indholdsmæssigt. Her er tale om glad, velklingende musik, og man føler, at Metric ønsker alle lyttere god sommer og byder op til dans.
Umiddelbart vil This Gift være i fare for at ryge over i stakken af ligegyldige udgivelser, for skotske Sons & Daughters’ polerede punkrytmer har negative mainstream-tendenser. Men giver man albummet en fair chance, ĂĄbner det sig og viser lovende takter via guitar-bombardementer samt ikke mindst en betagende vokal.
Svenske Forest & Crispians debutalbum Modern Sensation er en løjerlig omgang blandede bolcher med mange forskellige smage og farver. Rock, jazz, soul, funk, bossa nova, vokalharmoni-pop – eller som de selv kalder det: New Wave Barber Shop Rock. Det er dristigt, talentfuldt og charmerende som bare pokker.
Tommetyk inspiration fra 80’ernes altmodische new wave-pop er der masser af på de tidligere garagepoppere The Legends skuffende andet fuldlængdealbum – et professionelt udført, men forstemmende uoriginalt udspil.
Punk og new wave-bevægelserne har ikke levet forgæves, når amerikanske Hail Social slår sig løs på sit selvbetitlede debutalbum, der et langt stykke hen af vejen fænger og fascinerer med sin indædte rastløshed – men dog desværre også har visse melodiske mangler.
Maxïmo Park spiller på alle effekter. Fra socialrealisme set fra en udslukt arbejderklasse til stroboskopstjerner i rockklubbens røgtunge luft. Det er lystige øjebliksbilleder af en tilværelse fuld af tvivl, men tvivle kan man dog også på autenticiteten. Selskabeligt og fornøjeligt er det ikke desto mindre.
TV on the Radio har lavet et af årets bedste albums, der ikke rigtigt lyder som noget andet. Gruppen tager afsæt i new wave og postpunk, men formår at udvide formlen med en række elementer fra den amerikanske musiktradition, som man normalt ikke hører i indierocken.
Electric Turn to Me er skæv og skør newyorker-new wave med en ordentlig håndfuld forskellige inspirationer. Bandet synes at have fundet sig selv og leverer en fin ep.
Det spanske orkester Migala har med sit nyeste album begået intet mindre end en genistreg. Det er postrock, new wave, country og spansk inspiration i én skøn sammenblanding. Hey ho og vamos herfra.
Electric Turn to Me er det seneste skud på stammen af fremadstormende new yorker-rockere. Ep’en er så overlæsset med referencer, at det er vanskeligt at danne sig et ordentligt, dækkende indtryk af gruppen.
The Alpine laver Superheroes-agtig pop, der er så pæn og overfladisk, at der ikke er meget ægthed tilbage.
