Tag - new wave

Indiepoppen er langtfra stendød, men hos svenske Love Is All begynder hængslerne at knirke, og melodierne at snorke. Bandet forsøger og forsøger, men trætter og trætter, på et album der aldrig når at blive mere end helt okay.

Det lader til, at man sagtens kan lave den svære to'er, uden at det virker særligt svært. Med mere alternativ indiepop hopper Vampire Weekend i hvert fald temmelig elegant over i næste kapitel.

At vide er ikke det samme som at kunne. Der stjæles postpunk og shoegaze en masse på denne lille ep, der demonstrerer indsigt i musikhistorien, men så sandelig også mangel på originalitet.

60-80 trommespor, elguitarer og elektriske remedier. Jo, The New Loud inviterer til energisk electropop, og med denne ep er de bestemt sendt videre til næste runde, men har stadig et stykke vej igen.

Cold Cave spiller mørk electropop efter den helt rigtige opskrift: Tilsæt to deciliter Crystal Castles, en deciliter Human League, en knivspids The National og en teskefuld Joy Division. Det lyder godt, men der mangler noget, hvis det rigtig skal smage.

Plader

Girls: Album

Hippie-idyl, punk-attitude og en rodløshed, som man kun finder hos en teenager, der bitter og såret leder efter en plads i tilværelsen. Lyder det som en underlig blanding? Følg Girls’ udlagte krummer gennem en skov af fortvivlelse, der dog også rummer lysninger.

Plader

Datarock: Red

Der er dømt stram norsk synthpop på Red, og de 13 hybridsange tænder godt op i et feststemt sankthansbål, men ilden dør relativt hurtigt og efterlader et forkullet indtryk, der ikke giver plads i databasen over mindeværdige plader anno 2009.

Basix møder Speen United? Vokalharmonier møder elektronik? Tja. When Saints Go Machine har helt deres eget udtryk, og det kan de sagtens være bekendt. Det er småt med musikalsk ukrudt, og i disse miljømæssige tider er det helt rart at slippe for at bruge Roundup.

Den svenske trio har i den grad ændret stil siden deres festlige og skizofrene debut. Efterfølgeren er anderledes afdæmpet og mere helstøbt. Med de mange inspirationskilder giver bandet os et musikunivers, der er orientalsk, melankolsk - og absolut betagende.

Synthen er blusset op, teksterne er patetiske, og melodierne er melodiske midt i al new wave-virakken. Maxïmo Parks tredje album har fået lidt mere af det hele, men de beholder sig selv og laver en fornøjelse ud af det.

Nyt design og masser af live-anmeldelser Puha, så blev det sommer, og vi fik maj overstået her på Undertoner. En begivenhedsrig måned, der foruden live-anmeldelser og artikler, bød på et helt nyt design for Undertoner. Det er blevet taget godt imod, og vi er selv ret tilfredse med resultatet, nu hvor det for alvor er blevet testet. Men lad os se lidt på, hvad vi har oplevet i den forgangne måned. Først var Lasse Winther Jensen, Daniel Flendt Dreesen og Jeppe Carstensen til Pop Revo i Århus, hvor de var særdeles tilfredse med de mange koncerter, især Gang Gang Dance, og aftalen med Ølfabrikken, der leverede gode øl til fornuftige priser. Om søndagen i samme weekend så Signe Palsøe And You Will Know Us by the Trail of Dead i Lille Vega, hvor hendes frygt for, at bandets pompøse artrock ville føre til urimelig højpandethed, blev gjort alvorligt til skamme. De formåede at rocke publikum som få på en ellers tung søndag. Og Signe var på overarbejde i disse dage, da hun dagen efter også så Andrew Bird det eksakt samme sted. Han vandt helt og holdent hendes hjerte med sin fascinerende og underholdende optræden, der fik hans sange til at fremstå endnu stærkere. Christian Klauber var senere på måneden også i Lille Vega for at se Wolf Parade-forsanger Dan Boeckners sideprojekt med sin kone, Handsome Furs. Han var dog noget mere lunken over koncerten, end publikum synes at være. Bandet virkede desværre lidt for påvirkede og overgearede i et forsøg på at fremstå som ægte rock’n’roll. Til trods for at Art Bruts naturlige midtpunkt havde alvorlige rygsmerter efter et fald i Amsterdam, så havde Christian en god koncert med bandet i Lille Vega den 12. maj. De sørgede for, at publikum havde det sjovt og leverede en god og velopbygget koncert. Midt i maj var Signe så i Pumpehuset til koncert med Oh No Ono, der lige har udgivet ny plade, som indeholder noget af et genreskift ift. deres debut. Desværre turde de ikke helt at gennemføre dette stilskift live, hvilket resulterede i en aften, hvor bandet forsøgte at ramme lidt for bredt og dermed sjældent ramte overhovedet. Så var der noget mere blæs på dagen efter, da Kim Elgaard Andersen oplevede danske Slütspürt og amerikanske Mi Ami på Lades Kælder levere nogle intense koncerter med hvert sit udtryk for en ganske eksklusiv skare. Især Mi Ami sørgede for at alle, der ikke var til stede, burde ærgre sig over, at de ikke dukkede op til denne intense oplevelse. Hen mod slutningen af måneden lod Christian sig tryllebinde af Roskilde Festival-aktuelle Marissa Nadlers smukke stemme og sange, da hun lagde vejen forbi Loppen. Publikum overgav sig tydeligvis til hendes indadvendte sange og lod hende føre dem væk. I Aalborg trodsede Anders Hougaard Laustsen det lokkende sommervejr og gik indenfor i Studenhuset for at høre Dragontears’ psykedeliske rock. Bandet fyldte rummet med ekko, rumklang og effekter i længere jamsessions, der dog ikke blev for lange, men formåede at holde publikum i en trance uden at kede. Foruden de mange live-anmeldelser forklarede Mads Jensen os også, hvorfor han synes, at Blondies Parallel Lines er en klassiker. Nu begynder vi her på redaktionen at forberede os på og se frem til Roskilde Festivalen 2009, der som sædvanlig er et af årets højdepunkter. Det store spørgsmål er selvfølgelig, om vi skal tage waders eller badetøj med.

Tre år er der gået siden Metrics sidste udspil, og tiden har bestemt ikke været dårligt brugt. Fantasies’ 10 numre spænder vidt og bredt genremæssigt såvel som indholdsmæssigt. Her er tale om glad, velklingende musik, og man føler, at Metric ønsker alle lyttere god sommer og byder op til dans.

Københavnske The Foreign Resort spiller indierock med elementer af støj og melodisk post-newwave med massive og ikke altid lige vellykkede keyboardflader. Offshore indeholder en del gode elementer, men bliver desværre også lidt ensformig i længden.

Umiddelbart vil This Gift være i fare for at ryge over i stakken af ligegyldige udgivelser, for skotske Sons & Daughters' polerede punkrytmer har negative mainstream-tendenser. Men giver man albummet en fair chance, åbner det sig og viser lovende takter via guitar-bombardementer samt ikke mindst en betagende vokal.

Plader

Pylon: Gyrate Plus

Det kan godt være, at R.E.M.s trommeslager Bill Berry engang har udnævnt new wave-bandet Pylon til at være verdens bedste band, men det er ikke rigtigt. Denne opspædede genudgivelse af albummet Gyrate fra 1980 er berettiget og fin nok. Men Gyrate er heller ikke verdens bedste plade i plus-udgaven.

Engelske Editors følger op på den store succes med et album, der ikke tilføjer så meget nyt til gruppens musikalske univers, men til gengæld perfektionerer udtrykket. Storladen rockmusik i den dystre ende – af absolut bedste slags.