Den svenske trio har i den grad ændret stil siden deres festlige og skizofrene debut. Efterfølgeren er anderledes afdæmpet og mere helstøbt. Med de mange inspirationskilder giver bandet os et musikunivers, der er orientalsk, melankolsk - og absolut betagende.
Tag - new wave
Maxïmo Park: Quicken the Heart
Synthen er blusset op, teksterne er patetiske, og melodierne er melodiske midt i al new wave-virakken. Maxïmo Parks tredje album har fået lidt mere af det hele, men de beholder sig selv og laver en fornøjelse ud af det.
Undertoners maj
Nyt design og masser af live-anmeldelser Puha, så blev det sommer, og vi fik maj overstået her på Undertoner. En begivenhedsrig måned, der foruden live-anmeldelser og artikler, bød på et helt nyt design for Undertoner. Det er blevet taget godt imod, og vi er selv ret tilfredse med resultatet, nu hvor det for alvor er blevet testet. Men lad os se lidt på, hvad vi har oplevet i den forgangne måned. Først var Lasse Winther Jensen, Daniel Flendt Dreesen og Jeppe Carstensen til Pop Revo i Århus, hvor de var særdeles tilfredse med de mange koncerter, især Gang Gang Dance, og aftalen med Ølfabrikken, der leverede gode øl til fornuftige priser. Om søndagen i samme weekend så Signe Palsøe And You Will Know Us by the Trail of Dead i Lille Vega, hvor hendes frygt for, at bandets pompøse artrock ville føre til urimelig højpandethed, blev gjort alvorligt til skamme. De formåede at rocke publikum som få på en ellers tung søndag. Og Signe var på overarbejde i disse dage, da hun dagen efter også så Andrew Bird det eksakt samme sted. Han vandt helt og holdent hendes hjerte med sin fascinerende og underholdende optræden, der fik hans sange til at fremstå endnu stærkere. Christian Klauber var senere på måneden også i Lille Vega for at se Wolf Parade-forsanger Dan Boeckners sideprojekt med sin kone, Handsome Furs. Han var dog noget mere lunken over koncerten, end publikum synes at være. Bandet virkede desværre lidt for påvirkede og overgearede i et forsøg på at fremstå som ægte rock’n’roll. Til trods for at Art Bruts naturlige midtpunkt havde alvorlige rygsmerter efter et fald i Amsterdam, så havde Christian en god koncert med bandet i Lille Vega den 12. maj. De sørgede for, at publikum havde det sjovt og leverede en god og velopbygget koncert. Midt i maj var Signe så i Pumpehuset til koncert med Oh No Ono, der lige har udgivet ny plade, som indeholder noget af et genreskift ift. deres debut. Desværre turde de ikke helt at gennemføre dette stilskift live, hvilket resulterede i en aften, hvor bandet forsøgte at ramme lidt for bredt og dermed sjældent ramte overhovedet. Så var der noget mere blæs på dagen efter, da Kim Elgaard Andersen oplevede danske Slütspürt og amerikanske Mi Ami på Lades Kælder levere nogle intense koncerter med hvert sit udtryk for en ganske eksklusiv skare. Især Mi Ami sørgede for at alle, der ikke var til stede, burde ærgre sig over, at de ikke dukkede op til denne intense oplevelse. Hen mod slutningen af måneden lod Christian sig tryllebinde af Roskilde Festival-aktuelle Marissa Nadlers smukke stemme og sange, da hun lagde vejen forbi Loppen. Publikum overgav sig tydeligvis til hendes indadvendte sange og lod hende føre dem væk. I Aalborg trodsede Anders Hougaard Laustsen det lokkende sommervejr og gik indenfor i Studenhuset for at høre Dragontears’ psykedeliske rock. Bandet fyldte rummet med ekko, rumklang og effekter i længere jamsessions, der dog ikke blev for lange, men formåede at holde publikum i en trance uden at kede. Foruden de mange live-anmeldelser forklarede Mads Jensen os også, hvorfor han synes, at Blondies Parallel Lines er en klassiker. Nu begynder vi her på redaktionen at forberede os på og se frem til Roskilde Festivalen 2009, der som sædvanlig er et af årets højdepunkter. Det store spørgsmål er selvfølgelig, om vi skal tage waders eller badetøj med.
Blondie: Parallel Lines – enkel coolness
Blondies powerpopklassiker Parallel Lines er indbegrebet af coolness og indeholder et af verdens ubetinget bedste numre. I tilgift kan pladen i sig selv vende enhver situation til det bedste.
Metric: Fantasies
Tre år er der gået siden Metrics sidste udspil, og tiden har bestemt ikke været dårligt brugt. Fantasies’ 10 numre spænder vidt og bredt genremæssigt såvel som indholdsmæssigt. Her er tale om glad, velklingende musik, og man føler, at Metric ønsker alle lyttere god sommer og byder op til dans.
The Foreign Resort: Offshore
Københavnske The Foreign Resort spiller indierock med elementer af støj og melodisk post-newwave med massive og ikke altid lige vellykkede keyboardflader. Offshore indeholder en del gode elementer, men bliver desværre også lidt ensformig i længden.
Sons and Daughters: This Gift
Umiddelbart vil This Gift være i fare for at ryge over i stakken af ligegyldige udgivelser, for skotske Sons & Daughters' polerede punkrytmer har negative mainstream-tendenser. Men giver man albummet en fair chance, åbner det sig og viser lovende takter via guitar-bombardementer samt ikke mindst en betagende vokal.
Pylon: Gyrate Plus
Det kan godt være, at R.E.M.s trommeslager Bill Berry engang har udnævnt new wave-bandet Pylon til at være verdens bedste band, men det er ikke rigtigt. Denne opspædede genudgivelse af albummet Gyrate fra 1980 er berettiget og fin nok. Men Gyrate er heller ikke verdens bedste plade i plus-udgaven.
Editors: An End Has a Start
Engelske Editors følger op på den store succes med et album, der ikke tilføjer så meget nyt til gruppens musikalske univers, men til gengæld perfektionerer udtrykket. Storladen rockmusik i den dystre ende – af absolut bedste slags.
Forest & Crispian: Modern Sensation
Svenske Forest & Crispians debutalbum Modern Sensation er en løjerlig omgang blandede bolcher med mange forskellige smage og farver. Rock, jazz, soul, funk, bossa nova, vokalharmoni-pop – eller som de selv kalder det: New Wave Barber Shop Rock. Det er dristigt, talentfuldt og charmerende som bare pokker.
The Legends: Public Radio
Tommetyk inspiration fra 80’ernes altmodische new wave-pop er der masser af på de tidligere garagepoppere The Legends skuffende andet fuldlængdealbum – et professionelt udført, men forstemmende uoriginalt udspil.
Hail Social: s.t.
Punk og new wave-bevægelserne har ikke levet forgæves, når amerikanske Hail Social slår sig løs på sit selvbetitlede debutalbum, der et langt stykke hen af vejen fænger og fascinerer med sin indædte rastløshed – men dog desværre også har visse melodiske mangler.
Maxïmo Park: A Certain Trigger
Maxïmo Park spiller på alle effekter. Fra socialrealisme set fra en udslukt arbejderklasse til stroboskopstjerner i rockklubbens røgtunge luft. Det er lystige øjebliksbilleder af en tilværelse fuld af tvivl, men tvivle kan man dog også på autenticiteten. Selskabeligt og fornøjeligt er det ikke desto mindre.
TV on the Radio: Desperate Youth, Blood Thirsty Babes
TV on the Radio har lavet et af årets bedste albums, der ikke rigtigt lyder som noget andet. Gruppen tager afsæt i new wave og postpunk, men formår at udvide formlen med en række elementer fra den amerikanske musiktradition, som man normalt ikke hører i indierocken.
Electric Turn to Me: Clouds Move So Fast EP
Electric Turn to Me er skæv og skør newyorker-new wave med en ordentlig håndfuld forskellige inspirationer. Bandet synes at have fundet sig selv og leverer en fin ep.
Migala: La increíble aventura
Det spanske orkester Migala har med sit nyeste album begået intet mindre end en genistreg. Det er postrock, new wave, country og spansk inspiration i én skøn sammenblanding. Hey ho og vamos herfra.
Electric Turn to Me: s.t. EP
Electric Turn to Me er det seneste skud på stammen af fremadstormende new yorker-rockere. Ep’en er så overlæsset med referencer, at det er vanskeligt at danne sig et ordentligt, dækkende indtryk af gruppen.
The Alpine: Four New Numbers
The Alpine laver Superheroes-agtig pop, der er så pæn og overfladisk, at der ikke er meget ægthed tilbage.
Killing Joke: s.t.
Killing Jokes andet selvbetitlede album. Er musikken også genbrug?
Stellastarr*: s.t.
Stellastarr* skruer med en samling glimrende og intense sange tiden tilbage til de dystre firsere.