Tag - nordicana

Plader

Poor Billy: Brother Wake Up

Opskriften er klar: Stem instrumenterne en tone ned, og spil røven ud af de stramme sorte jeans. Poor Billy med Karsten Olesen i forgrunden har med Brother Wake Up ramt en stor grad af originalitet i det beskidte og enkle nordicana-udtryk.

Plader

Phil Shivers: Boxes

Phil Shivers' Boxes serverer velspillet americana, men drukner i uforløst potentiale og alt for mange numre. Phil Shivers har brug for at finde sig selv og sin plads på den danske americanascene.

Plader

Murder: Gospel of Man

Her gik man og troede, at man endelig kunne få skovlen under Jacob Bellens, der med alle sine jern i ilden da snart må lave noget decideret bras. Men heller ikke denne gang, for selvom det kræver tid at opdage det, viser Murder formidabel form med Gospel of Man.

Plader

Homesick Hank: Ghosts

Tredje Homesick Hank-udspil er dejligt at lytte til. Neonskiltet siger nordicana og skandinavisk melankoli. Det er ikke overdrevet trist, indelukket eller navlepillende, ej heller noget studie i jubelglade sange, og det er faktisk ikke så tosset endda.

Plader

The State, the Market & the DJ: New Speak

Danske The State, the Market & the DJ fanger på deres albumdebut en krystalklar kølighed, der formår at være både minimalistisk og vidtfavnende. Desværre gør en kluntet tekstside det ofte svært at tro på musikkens triste budskaber.

Plader

Murder: Stockholm Syndrome

Når Jacob Bellens ikke har travlt med I Got You on Tape, har han sin gang i duoen Murder med makkeren Anders Mathiasen. Sammen har de skabt 11 smukke folk-kompositioner, der tindrer af desperat skønhed. Til sammen udgør de et af årets hidtil bedste danske udspil. Jeg er ved at være lidt træt af at høre Jacob Bellens, der synger i I Got You on Tape og pladeaktuelle Murder, blive sammenlignet med David Bowie. For det første har alle i denne verden deres helte, og i stedet for at fokusere på denne i og for sig ret naturlige og gode inspirationskilde kunne man koncentrere sig om, at Bellens er et unikt talent med et særegent og dybt inciterende udtryk, der ikke har sin lige på den danske rockscene. For det andet er rytmikken i Bellens’ vokal også helt anderledes end hos The Thin White Duke. Allerede lidt over et år efter debuten One Year From Now It’s My Birthday er Murder klar med deres andet udspil, Stockholm Syndrome, som på 38 minutter præsenterer 11 akustiske folksange, der sitrer af desperation og nødvendighed. Lydbilledet består af krystallisk guitarfingerspil, cello, klaver og fløjter. På dette grundlag synger Jacob Bellens sin sortsværtede og geniale lyrik med insisterende og let excentrisk stemmeføring. Nogle af de første ord man helt bogstaveligt bider mærke i på pladen er fra åbneren “Feast in My Honour”: »I was eating off the floor / every little apple core.« Så simpelt kan det suggestive billede skabes. Så få midler skal der til, før man som lytter føler sig hjemme i et musikalsk univers, og det er dét, Murder forstår, hvad angår såvel ord som musik. Pladen fordrer nogle gennemlytninger, før sangene skiller sig ud fra hinanden og bliver rigtig distinkte. De holder sig i det samme temperament og tempo, men efterhånden begynder forskelle og detaljer at træde frem, og det viser sig, at alle sangene hver især bærer deres individuelle signifikans. “When the Bees Are Sleeping” og “Applejuice” akkompagneres af søvnige surfguitarer, der leder tankerne hen på I Got You on Tape, mens et af pladens stærkeste kort, den geniale “No Future” pludselig mødes af blokfløjter og underskøn kvindevokal. Sangene lever hver især, men bidrager på samme tid til en mangefarvet helhed. Og modsat I Got You on Tape, som stemningsmæssigt hovedsageligt flirter med americanaen, kombinerer Murder denne støvede country-lyd med en anden melankoli, nemlig den skandinaviske, og det er i dette møde, at musikken for alvor gnistrer hul i lytterens hud. Ifølge pressemeddelelsen har succeskriteriet været at skabe den bedste danske folk-plade nogensinde. Om nøjagtigt dét er lykkedes, er svært at svare på. Men man kan jo passende købe pladen og dømme selv. Stockholm Syndrome er i hvert fald et af årets hidtil bedste danske udspil.

Plader

Wynona: Lost Hill

Wynona tager den amerikanske alt. country og iblander en skandinavisk varme og skrøbelighed. Tilbage står vi med genren nordicana og en plade, som er et decideret mesterværk.

Plader

Camilla Munck/Moogie Johnson: Unlike You

Lad dig ikke narre af det ucharmerende og lidet informative cover. Her er masser af nærvær, varme, indhold og lytteoplevelse, når Camilla Munck og Moogie Johnson tænder ild i lejrbålet. Men det kræver tålmodighed at finde frem til deres refugium på prærien.

Plader

Minor Majority: Up for You and I

Minor Majority har med deres tredje plade fremvist så gennemgående gode sange, at inspirationerne – og alt hvad Norge ellers har leveret af folk-pop gennem tiderne – stort set blegner ved sammenligning.