Tag - Okkervil River

Okkervil River besøger med The Silver Gymnasium frontmanden Will Sheffs barn- og ungdomsminder fra byen Meriden. Et vellydende, behageligt og rocket tilbageblik, der dog bliver noget kvalmt og uden bid eller kant.

Amerikanske Okkervil River er på trapperne med albummet The Silver Gymnasium, som for tiden kan streames via NPR. Ved siden af musikken kan man desuden fornøje sig med et tilhørende The Silver Gymnasium-spil samt et interaktivt kort.

I Am Very Far sender Okkervil River lytteren ud i grænselandet mellem drøm og mareridt. Will Sheffs dystre, men farverige univers skaber en plade, der ånder og lever.

For et stykke tid siden blev det offentliggjort, at det gamle syrehoved Roky Erickson, der spillede i legendariske 13th Floor Elevators, som ofte bliver regnet for verdens første psykedeliske band, ville udgive et nyt album med Okkervil River som backingband. Pladen kommer til at hedde True Love Cast Out All Evil og kommer på gaden 20. april. Nu har Anti- afsløret coveret til pladen (som kan ses til højre), og en trackliste er også blevet tilgængelig: 1. Devotional Number One 2. Ain’t Blues Too Sad 3. Goodbye Sweet Dreams 4. Be and Bring Me Home 5. Bring Back the Past 6. Please Judge 7. John Lawman 8. True Love Cast Out All Evil 9. Forever 10. Think Of As One 11. Birds’d Crash 12. God Is Everywhere Desuden linker de også til en video med Roky, der bliver imponeret over udbuddet i en legetøjsforretning i Austin, Texas. Den kan ses lige her:

The Stand Ins svinger med sin poppede indierock ind og ud mellem udadvendt glæde og indadvendt melankoli – og vice versa. På samme måde svinger jeg mellem at lytte eftertænksomt og overgive mig fuldstændigt.

2007 blev lidt af et comeback-år. Og her refererer vi ikke til, at Karen Jespersen fik sig en ny ministerbil efter at have lært at lægge trykket i ordet ‘vensteorienteret’ anderledes. Vi hentyder ikke til DR’s tilbageerobring af titlen som landets mest omstridte nyhedsmedie, og vi har endda heller ikke Andrea Elisabeth Rudolphs tilbagevenden til såvel Vild med dans som Se & Hørs glittede sider i tankerne. Nej, vi tænker såmænd bare på, at der har været rigtig meget snak om musikalske comebacks i årets løb. Smashing Pumpkins vendte tilbage med en plade, vi af hensyn til alle parter lader stå uomtalt. Dinosaur Jr. genopstod for alvor med et nyt album og bl.a. en buldrende høj Europa-turné. Ja, minsandten om ikke også Led Zeppelin for ganske nylig spillede en koncert sammen i London. Som om det ikke var nok, kan vi næste år vente os nye plader fra Breeders (sølle seks års ventetid), triphoplegenderne Portishead (11 år) og, nå-ja, efter alt at dømme også selveste My Bloody Valentine, der efter 17 år slipper en opfølger til deres omtrent helgenkårede album Loveless. Dem lytter vi nærmere til næste år. Lige nu er det 2007, det gælder. Redaktionen har nemlig traditionen tro været ved stemmeurnerne, og der er en hel del comebacks at hæfte sig ved – både på og uden for listen. Hvis vi starter med det sidstnævnte, kan det allerførst nævnes, at Anne Linnets tilbagevenden til den danske musikscene ikke overraskende har prellet helt af på Undertoner-anmelderne. Anderledes interessant er det, at to af dette års ellers stort opslåede genhør med amerikanske indie-mastodonter ikke har resulteret i en top 20-placering på listen. Både Modest Mouse og Interpol underpræsterede åbenbart så meget, at de ikke fik lov at komme ind i det fine selskab – hvilket for sidstnævntes vedkommende er noget af et formdyk efter topplaceringen i 2004. Clap Your Hands Say Yeah leverede ligeledes lidt af en uoplagt maveplasker med deres andet album. Animal Collectives relativt lave placering på listen sætter vel også kvaliteten af Strawberry Jam lidt i relief – i hvert fald når man medtænker fjerdepladsen forrige år. Til gengæld var AC-medlemmet Panda Bears soloplade så overrumplende god, at redaktionen har været nødt til at skulderklappe den så meget, at den efterhånden må være helt øm. Mens nogle bands altså ikke nåede tidligere tiders storhed, viser listen, at Arcade Fire var i stand til at leve op til de enorme forventninger, de tre års ventetid siden debutpladen nåede at generere. På de hjemlige kanter lod Efterklangs andet fuldlængdealbum vente på sig lige så længe – og udløste samme store tilfredshed blandt Undertoners skribenter. Men hvor især den danske liste ellers er præget af nye, unge bands som Death by Kite og Odense-triumviratet Rumskib, Causa Sui og Skøtt, Rasmussen & Munk (alle tre bands har nære relationer til hinanden) samt en af årets mest positive danske overraskelser, Slaraffenland – ja, så er der dømt comeback i den øverste ende af både den hjemlige og den udenlandske liste. At Speaker Bite Me ville vende tilbage i foråret, havde været en kendt sag længe – og at forhåbningerne til Action Painting således blev næret i fuld offentlighed, gør det ikke mindre imponerende, at kvartetten ikke blot kunne kapere dem, men også oversteg dem. Helt anderledes uventet var Radioheads genkomst. Ja, man kunne nærmest tro, at det ikke var deres, men Kristi, der blev varslet den mandag i starten af oktober. Musikpressen gik i al fald i totalt selvsving over, at Thom Yorke & co. halvanden uge efter ville udgive deres syvende album, In Rainbows, i digital form uden om hele pladebranchen – og uden at kræve anden betaling end dén, som brugerne måtte finde rigtig. 0 pund ville være lige så okay som de sædvanlige 13-14 stykker. At dømme efter de første danske anmeldelser af albummet havde den omtrent hysteriske fokusering på distributionsmodellen fået alt og alle til at glemme, at de der mp3-filer, som man kunne hente hos Radiohead, rent faktisk indeholdt musik, som man kunne lytte til og mene noget om – også uden at tage musikken som gidsel i en lang udredning om, hvordan denne nye distributionsform er et pistolløb mod pladebranchens tinding. Men det gjorde de altså, mp3-filerne. Indeholdt musik. Og mens musikindustriens fremtid stadig ligger, hvor den hele tiden har ligget – i det kaffegrums, der netop går under navnet ‘fremtiden’ – har Undertoners skribenter lyttet intenst og efter fire års plademæssig tavshed fra Oxford-bandet katapulteret Radiohead tilbage til den placering, de gennem årene har indtaget så mange gange før: helt fremme i feltet. Det er, hvad man kalder et rigtigt comeback. De danske 10 I Got You on Tape: 2 9 Jakob Skøtt, Rasmus Rasmussen og Jonas Munk: September 8 Causa Sui: Free Ride 7 Olesen-Olesen: Kain og Abel 6 Death by Kite: s.t. 5 Rumskib: s.t. 4 Raveonettes: Lust Lust Lust 3 Efterklang: Parades 2 Slaraffenland: Private Cinema 1 Speaker Bite Me: Action Painting De udenlandske 20 Electrelane: No Shouts, No Calls 19 Spoon: Ga Ga Ga Ga Ga 18 Battles: Mirrored 17 Animal Collective: Strawberry Jam 16 Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters 15 M.I.A.: Kala 14 Stars of the Lid: And Their Refinement of Decline 13 Burial: Untrue 12 Iron & Wine: The Sherperd’s Dog 11 Bright Eyes: Cassadaga 10 Of Montreal: Hissing Fauna, Are You the Destroyer? 9 Caribou: Andorra 8 Jens Lekman: Night Falls Over Kortedala 7 Marissa Nadler: Songs III: Bird on the Water 6 PJ Harvey: White Chalk 5 The National: Boxer 4 Okkervil River: The Stage Names 3 Arcade Fire: Neon Bible 2 Panda Bear: Person Pitch 1 Radiohead: In Rainbows

Med The Stage Names cementerer amerikanske Okkervil River sin placering som et af de bedste og mest intense amerikanske bands i øjeblikket. Denne gang fortæller Will Sheff & co. fremragende storbyhistorier og viser samtidig nye, legende sider af sig selv.

Samfundsudviklingen og ikke mindst dens hastighed forandrer konstant vaner og traditioner. Men der er bare nogle ting, der ikke kan pilles ved – eksempelvis mediernes juletraditioner: Enhver sportsredaktion med respekt for sig selv kårer årets største sportspræstationer. Enhver tv-station med respekt for sig selv opsummerer mellem jul og nytår, hvad den royale familie fik tiden til at gå med, mens apanagen rullede ind på kontoen. Ethvert musikmagasin med respekt for sig selv udnævner årets bedste plader. Eller gør det? For er det egentlig respektfuldt eller -løst at rangordne plader og sige, at plade A lige præcis var to pladser bedre end plade B? Hvordan kan man overhovedet holde en garagerock- og en ambient-plade op imod hinanden og udråbe én af dem som vinder? Nogen vil måske spørge, om det ikke netop er dét, Undertoner gør hver eneste dag ved at sætte karakterer på de plader, vi anmelder – altså at gøre noget så udefinérbart og ikke-målbart som musik til genstand for en opmåling. Til den anke er der kun at svare: ja. Men i de daglige anmeldelser er det den enkelte plade, der bliver bedømt. Måske sammenligner anmelderen den med andre plader inden for samme stilart, men hun holder sig fra at lægge freak-folk i den ene vægtskål og old school-hiphop i den anden. De enkelte karaktergivninger forholder sig altså aldrig til hele den øvrige produktion af plader i løbet af året, men til albummets kvalitet i sig selv. Kunne man så ikke lave listen over årets bedste plader på andre måder? Helt sikkert. Vi kunne for eksempel lade være med at nummerere pladerne med tallene 1 til 20 og bare lade dem stå i alfabetisk rækkefølge. Vi kunne også droppe at lade hver enkelt anmelder komme med en årsliste for i stedet at lave en liste over de plader, der fik høje karakterer i løbet af året. Men her ville vi løbe ind i det “problem”, at nogle plader faktisk viser sig at falme, når der er gået et halvt år, og måske ikke længere helt fortjener den karakter, de fik. Samtidig vil den model fjerne muligheden for, at Undertoners redaktion kan udtale sig som et fællesskab. Uanset indvendingerne har vi valgt at lave traditionelle årslister med alle disses styrker og svagheder. Og igen i år er en række plader blevet forment adgang til listen på trods af førstepladser hos en af skribenterne: Oneida: The Wedding, Jaga Jazzist: What We Must og Tunng: Mother’s Daughter and Other Songs. Se kommentarer til nogle af de plader, vi ikke nåede at anmelde i 2005, i vores opsamlingsheat. Vinderen af den danske liste var særdeles suveræn, mens den udenlandske liste blev meget tæt. De 22 skribenter, der stemte på udenlandske plader, valgte intet mindre end 110 forskellige udgivelser, og det gjorde resultatet temmelig uforudsigeligt. Eller gjorde det? Det må vi nok hellere lade være op til læserne. Her er de i hvert fald: 10 danske og 20 udenlandske plader som Undertoners redaktion i fællesskab har vurderet som årets bedste udgivelser. De danske 10 Lack: Be There Pulse 9 Spleen United: Godspeed into the Mainstream 8 Olesen Olesen: Solsort og forstærker 7 Manual: Azure Vista 6 The Raveonettes: Pretty in Black 5 Jens Unmack: Vejen hjem fra rock’n’roll 4 I Am Bones: Wrong Numbers Are Never Busy 3 Figurines: Skeleton 2 Diefenbach: Set & Drift 1 Mew: And the Glass Handed Kites De udenlandske 20 Depeche Mode: Playing the Angel 19 Earth: Hex or Printing in the Infernal Method 18 Kaiser Chiefs: Employment 17 Boards of Canada: The Campfire Headcase 16 The Mountain Goats: The Sunset Tree 15 Clap Your Hands Say Yeah: s.t. 14 New Pornographers: Twin Cinema 13 Caribou: The Milk of Human Kindness 12 Bright Eyes: Digital Ash in a Digital Urn 11 Wolf Parade: Apologies to the Queen Mary 10 Rufus Wainwright: Want Two 9 Franz Ferdinand: You Could Have It So Much Better 8 Devendra Banhart: Cripple Crow 7 Broadcast: Tender Buttons 6 (Smog): A River Ain’t Too Much to Love 5 Okkervil River: Black Sheep Boy 4 Animal Collective: Feels 3 Antony and the Johnsons: I Am a Bird Now 2 Bright Eyes: I’m Wide Awake It’s Morning 1 Sufjan Stevens: Illinois

Med Black Sheep Boy forløser Okkervil River deres store potentiale og mere til. En vanvittigt intens og emotionel americana fører lytteren helt der op i musikhimlen, hvor man sjældent kommer. En smuk, smuk plade og et klokkeklart mesterværk.

Amerikanske Okkervil River udgav i sidste måned deres andet album. Indtil da har man kunnet udfylde ventetiden med ep'en Sleep and Wake-Up Songs. For en singer/songwriter-ignorant som undertegnede er den en fin lille øreåbnende plade med fem både stærke og enkle numre.