Jamie McDermot hedder frontmanden bag bandet The Irrepressibles. Endnu et skud på stammen af vokalister med ekstravagante, androgyne stemmer. Skulle der laves en musical over Antony Hegarty, ville Irrepressibles være det perfekte soundtrack.

Efterklang har bøjet deres virkemidler således, at de mere end nogensinde før lyder som et typisk populært indieband. Heldigvis gør de det så godt, at Magic Chairs alligevel er en fin plade.

Jeg har gået en tur i Efterklangs lydlandskab, hvor jeg fandt Casper Clausen og spurgte ind til dét at spille live, lave nyt album og blive signet hos 4AD.

Herzog, Seneca, Homer og Sartre er bare et udpluk af inspiratonskilderne på Konstantin Groppers andet album – en teksttung udgivelse om den lange vej til stoisk frihed. Men endnu vigtigere: en melodiøs, interessant og dejlig plade.

Efterklang og Slaraffenland mødtes som Slaraffenklang i Det Kgl. Teaters Skuespilhus. De to bands har hver for sig arbejdet mod en lettere tilgængelig og ørehængende lyd, men 10 mand på en scene indbød til eksperimenter. Man blev ikke skuffet.

Stemmen fra Nottingham crooner sig gennem 10 strygerbaserede pop/rocknumre, der vil lindre de Tindersticks-tilbedende ører, der lider under savnet af en ny plade fra det nordengelske band. Om det ligefrem er medicin? Tja, man kan vel snarere kalde Leaving Songs for et godt alternativ