Tribalpop goes Justin Timberlake goes rave. Med deres musikalske kludetæppe, inciterende danseglæde og et skønt vokalarbejde bragte Yeasayer foråret til Vesterbro.

»Fordi hun vil og kan ‘mere’.« SÃ¥dan lyder det gudhjælpemig i pressemeddelelsen til RebekkaMarias nye album. Mere? Ja, mÃ¥ske, hvis der med ‘mere’ menes mere kliché, mere skabethed og mere metervare.

Amerikanske Spoon både forkæler og forskrækker med denne perle af en indierockplade.

Et ubeslutsomt navn til et band med dybe rødder. En selvudslettende titel til en darkwaveplade, der aldrig peaker. En anmelder, der er både for og imod.

2050’s Brian Eno er U.S.-pigen Megan Remy dejligt dumt blevet kaldt. ForhÃ¥bentligt kommer den vildledende overkompensation ikke til at afholde alt for mange fra at lytte til hendes dystre østrogen-noise.

Med et arsenal af blottede følelser siddende uden på cardiganen og mere kontrol over deres virkemidler end nogensinde før forfølger Hot Chip den store kærlighed på deres hidtil bedste og mest helstøbte plade.

Ginger Ninja har været udsat for noget, som minder om hype i løbet af det sidste år. De holder, hvad hypen har lovet: friskfyragtig dansabel electrorock/-pop. Men mere har de altså ikke rigtig at byde på.

Bag Fallulah gemmer Maria Apetri sig, og hun har både danske og rumænske rødder, og det er også især i kraft af sine balkanprægede rytmer, hvor man næsten kan mærke et bælte af klokker vokse frem gennem hofternes rytmer, at hun er bedst.

Melankoli og mol i rigelige mængder kombineres på Become Secret med sorgfulde celloer og verdensfjern skønsang. Negativiteten bliver for overvældende.

Indie er virkelig blevet et hit i de mere poppede hiphop-kredse. Beyonce og Jay-Z har allerede erklæret deres kærlighed til genren, hvis man kan kalde den det, og nu har …

Ren kliché lyder som Kristen Bjørnkjær-digte med let pop som underlægningsmusik. Noget siger mig, at melodierne og arrangementerne faktisk er fine, men det drukner i platte metaforer og en oplevelse af, at alle teksterne er voldsomt konstruerede.

Copenhagen Popfest byder fra den 16. til den 18. april på uforfalsket indiepop i Råhuset på Vesterbro. Og arrangørerne af den spritnye festival har nu de tre første navne klar.
Engelske …

Delphics debut, Acolyte, er elektronisk (radio)pop, der går lige ind ad ørerne og nogle gange ud igen, mens deres kunstreferencer kan få selv den bedste akademiker til at trække på smilebåndet. Som de selv siger: »Art is cool.«

Ecovillages perlende, psykedeliske pop med masser af nutidige hippie-vibrationer fænger ikke helt.

xx. Navnet siger det hele: alt og ingenting. Det er fredag aften, og om lidt går det engelske orkester på scenen, og her skal en væsentlig detalje så afsløre sig: Om der er bund i hypen.

Chant Darling er som at ligge på en græsplæne med hænderne foldede bag hovedet og kigge op himlen, mens Lawrence Arabias luftige vokalharmonier glider forbi i takt med skyernes lethed.

Alicia Keys skal endnu en gang leve op til sit enorme potentiale, og endnu en gang har hun rykket sig endnu længere mod poppen og væk fra R&B’en. Det er dog heldigvis et interessant, omend ikke helt vellykket, ryk, hun denne gang har foretaget.

Nogle af 2009’s raketter har været flotte og farverige og har lyst nattehimlen op, andre har været fusere eller ligegyldigt larmende. Ét stykke fyrværkeri er dog værd at huske. Det er de dugfriske indiepoppere Freelance Whales.

Ep-opfølgeren til årets mest hypede plade er en fokuseret og indadvendt oplevelse, til trods for bassen, trommerne og lidt for glade fløjter. Animal Collective løber næppe tør for idéer i den nærmeste fremtid.

Dette skotske ægtepar gør, hvad de kan, for at give lytteren en guidet tur i de smukke skotske landskaber. Desværre når man aldrig til den vilde natur – man når kun til souvenirboden og må nøjes med et postkort.

Svensk country/folk, som vi kender den. Man kan ikke undgå at forestille sig et band bestående af mænd med fuldskæg, skovmandsskjorte og hat. Og det er bare godt.

Lo-fi beats. Farverige musikvideoer. Dejlig dovent rap. Inspireret af ungarske folkehistorier og myter. Frit fortolket som fabler af Alexis Gideon. Finurligt er det, og faktisk er det også godt.

Peter Deleurans seneste udspil er et forsøg på at fange storbyen og dens beboere, men resultatet er blevet en ligegyldig platte af fløjlsindpakkede kærlighedsskriblerier.

Yirh! Der er god grund til at glæde sig til Yeasayers nye album, der som allerede nævnt udkommer 9. februar 2010 og kommer til at hedde Odd Blood.
I hvert fald …

Med Let It Beep uddeler Royal Bangs energikanyler til den eventyrlystne lytter. Det går ikke stille for sig, når elektronikken, guitarerne og trommerne brager derudad.