Indie er virkelig blevet et hit i de mere poppede hiphop-kredse. Beyonce og Jay-Z har allerede erklæret deres kærlighed til genren, hvis man kan kalde den det, og nu har …
Ren kliché lyder som Kristen Bjørnkjær-digte med let pop som underlægningsmusik. Noget siger mig, at melodierne og arrangementerne faktisk er fine, men det drukner i platte metaforer og en oplevelse af, at alle teksterne er voldsomt konstruerede.
Copenhagen Popfest byder fra den 16. til den 18. april på uforfalsket indiepop i Råhuset på Vesterbro. Og arrangørerne af den spritnye festival har nu de tre første navne klar.
Engelske …
Delphics debut, Acolyte, er elektronisk (radio)pop, der går lige ind ad ørerne og nogle gange ud igen, mens deres kunstreferencer kan få selv den bedste akademiker til at trække på smilebåndet. Som de selv siger: »Art is cool.«
Ecovillages perlende, psykedeliske pop med masser af nutidige hippie-vibrationer fænger ikke helt.
xx. Navnet siger det hele: alt og ingenting. Det er fredag aften, og om lidt går det engelske orkester på scenen, og her skal en væsentlig detalje så afsløre sig: Om der er bund i hypen.
Chant Darling er som at ligge på en græsplæne med hænderne foldede bag hovedet og kigge op himlen, mens Lawrence Arabias luftige vokalharmonier glider forbi i takt med skyernes lethed.
Alicia Keys skal endnu en gang leve op til sit enorme potentiale, og endnu en gang har hun rykket sig endnu længere mod poppen og væk fra R&B’en. Det er dog heldigvis et interessant, omend ikke helt vellykket, ryk, hun denne gang har foretaget.
Nogle af 2009’s raketter har været flotte og farverige og har lyst nattehimlen op, andre har været fusere eller ligegyldigt larmende. Ét stykke fyrværkeri er dog værd at huske. Det er de dugfriske indiepoppere Freelance Whales.
Ep-opfølgeren til årets mest hypede plade er en fokuseret og indadvendt oplevelse, til trods for bassen, trommerne og lidt for glade fløjter. Animal Collective løber næppe tør for idéer i den nærmeste fremtid.
Dette skotske ægtepar gør, hvad de kan, for at give lytteren en guidet tur i de smukke skotske landskaber. Desværre når man aldrig til den vilde natur – man når kun til souvenirboden og må nøjes med et postkort.
Svensk country/folk, som vi kender den. Man kan ikke undgå at forestille sig et band bestående af mænd med fuldskæg, skovmandsskjorte og hat. Og det er bare godt.
Lo-fi beats. Farverige musikvideoer. Dejlig dovent rap. Inspireret af ungarske folkehistorier og myter. Frit fortolket som fabler af Alexis Gideon. Finurligt er det, og faktisk er det ogsĂĄ godt.
Peter Deleurans seneste udspil er et forsøg på at fange storbyen og dens beboere, men resultatet er blevet en ligegyldig platte af fløjlsindpakkede kærlighedsskriblerier.
Yirh! Der er god grund til at glæde sig til Yeasayers nye album, der som allerede nævnt udkommer 9. februar 2010 og kommer til at hedde Odd Blood.
I hvert fald …
Med Let It Beep uddeler Royal Bangs energikanyler til den eventyrlystne lytter. Det gĂĄr ikke stille for sig, nĂĄr elektronikken, guitarerne og trommerne brager derudad.
Sverige barsler for gud ved hvilken gang med et stærkt hold, og det er er svært at modstå Tutankamons impulsive indierock, der sætter en tyk streg under landets evner inden for det musikalske.
Glem alt om Blue Foundation. Ab Mannov har trukket sit triphop-stik ud og bruger i stedet energien pĂĄ et 80′er-landskab præget af synth og emotionelle arrangementer. Ep’en skal nok tiltrække købere til et kommende album.
The Soundcarriers imponerer med psykedelisk pop og analog nostalgi på et fantastisk gennemført debutalbum.
Since We Are Pigeons er en papvin, to guitarer, en mørk skov, et uldent tæppe, en at holde i hånden og nogle gode venner at grine sammen med. Since We Are Pigeons er dit livs bedste oplevelser komprimeret og set i skæret fra et lejrbål.
En blanding af messende melankoli og poppede rytmer danner rammen om Port O’Briens fængende Threadbare. Et passende soundtrack at gĂĄ vintersæsonen i møde med. Et album med et nostalgisk islæt, uden at være ekkoer fra arkivskabet.
Stoopid Love Songs er det første album i en trilogi, der kredser om kærlighed, død/sex og ensomhed. Om det ikke er tre sider af samme eksistentialistiske sag, kunne man nok diskutere, men albummet tager i hvert fald sit emne ganske let.
Bradford Cox’ øre for uimodstĂĄelige popmelodier er i dĂ©n grad intakt pĂĄ andet album under aliaset Atlas Sound, men trods tre af ĂĄrets mĂĄske bedste numre, er det ikke det mesterværk, det mere og mere virker, som om Cox blev sat pĂĄ jorden for at levere.
Foto: Guy Aroch
Say “Yeah!” (undskyld) for Yeasayer er klar med opfølgeren til deres anmelderroste debutalbum All Hour Cymbals. Der er desværre ikke nogle rygter om, hvordan de vil følge op …
Giana Factorys debut-ep Bloody Game rummer nogle lovende elementer og en pæn portion ambition, men hvad bandet rent faktisk vil med denne udgivelse, er stadig en smule uklart.
