Rockfaklen fra forrige udgivelse er dæmpet en smule, og det eftertænksomme fylder mere i psych-pop-kompositionerne. Der er mange originale indfald, men de fire amerikanere putter lige rigeligt med genrer ned i blenderen, og derfor bliver man ikke for alvor mæt af Horus.
Tag - pop
Psapp: Tiger, My Friend
Den charmerende og legesyge debut fra Londonduoen Psapp er en kombination af den gode tekniske producer og en yndefuld sangerinde, der tilsammen beskriver en voksenverden med barnlige musikalske hjælpemidler.
Noël: Wrong Places
Dybsindig og smaskcharmerende berlinsk cafémusik serveret med stor omhu.
Lisa Cerbone: Ordinary Days
En rigtig god følgesvend til et stille og eftertænksomt øjeblik og en plade, der bør være plads til på hylden med regnvåd søndagsmusik.
Aluminium Group: More Happyness
Aluminium Group er ude med andet udspil i deres i folkemunde døbte happyness-trilogi. Igen mestrer de at skabe en dejlig smøre af dunet, indsmigrende synth-pop – lige til at smøre sig ind i og lade sive ind.
L’altra: Different Days
L’altra har på deres tredje album skiftet selskab og fået en elektronisk producer til at skrue på knapperne. Det er desværre gået lidt ud over det ellers så følelsesmæssigt intense og intime, melodiske lydbillede. Men indimellem klæder det elektroniske islæt musikken.
Murder: One Year From Now It’s My Birthday
Debutpladen fra danske Murder byder på ulmende popmusik med en indkapslet, svært beskrivelig angst, som synes at varsle om ulykker. Albummet løftes af en række bundsolide sange – sange der er med til at demonstrere et stort potentiale i Murder. Helt indfriet bliver det dog ikke.
Bright Eyes: Digital Ash in a Digital Urn
Man må virkelig have musikalsk overskud, når man ikke bare udsender to plader samtidigt, men også to rigtig gode plader. Conor Oberst begiver sig ud i mørk popmusik med en overflod af keyboards, guitar og flerrytmiske trommer. Og resultatet? Fremragende!
Thomas Dybdahl: One Day You’ll Dance for Me, New York City
Thomas Dybdahl afslutter sin indtil videre ganske kritikerroste oktober-trilogi. Og han har gjort det godt – rigtig godt endda. Undertegnede sidder i hvert fald efter adskillige gennemlytninger tilbage med en god, massiv følelse af øregangsvelvære og fuldkommenhed. Den bider sig fast, gør den.
Brian Wilson: Smile
Der er igennem årene blevet sagt og skrevet meget om Brian Wilsons gamle, ufuldendte og diabolsk smilende mareridt. Wilson har nu konfronteret de gamle dæmoner og forvandlet mareridtet til den smukkeste drøm.
Kevin Tihista’s Red Terror: Wake Up Captain
Tredje album fra amerikanske Kevin Tihista beviser, at fremragende singer/songwriter-pop sagtens kan være både melodiøs og dybt melankolsk.
Frank Black Francis: s.t.
News flash: Pixies er populære igen! I år har vi fået en koncert, en dvd og endnu en best of-opsamling. Og mens vi venter på en ny plade, får vi denne dobbeltudgivelse med Black Francis’ gamle demoer samt vovede og sære fortolkninger af Pixies' hits.
Avoidance Theory: The Shape of Trees
Akustisk vellyd og en døsig ro sænker sig. Dette er musik, der kan pleje dit stressede jeg i denne verden og hive dig med til en skov, som udgør pladens harmoniske omgivelser, men fra tid til anden træder et sært og foranderligt mørke ind. Et interessant udspil.
Adem: Homesongs
En lejlighed i London-kvarteret Stoke danner rammen om et af årets mest overbevisende debutalbummer inden for singer/songwriter-genren. At en brite skulle rende med den titel, er næsten utopi, men det er ikke desto mindre et faktum, som selv den mest fanatiske amerikaner må acceptere.<
Spoof: White Lines in a Livingroom
Tillad mig at stille et fundamentalt spørgsmål: Hvad vil de os egentlig, alle disse vindere af musikkonkurrencer? Det bliver gang på gang bevist, at det kvalitetsmæssigt ikke er vejen frem. Danske Spoof spiller en dirrende blanding af pop, rock og sovemedicin.
The Lyndsay Diaries: Midwestern EP
Hovedmanden bag The Lyndsay Diaries, Scott Windsor, har følelserne uden på tøjet. Han leverer melankolske, semi-akustiske numre, der i sine forsøg på at virke oprigtige og ærlige svæver et sted mellem det geniale og det banale.På sin vis er det med vemod, man lytter til Midwestern, for efter sigende er dette udspil det sidste, der udgives fra The Lyndsay Diaries.
V/A: This Is Indie Rock: The Best Bands You’ve Never Heard – volume one
Indieselskabet Deep Elm Records indleder med denne plade en række udgivelser – dels med bands fra egen stald, dels med usignede navne. Pladen fremstår uundgåeligt som en rodebutik, men det er spændende at gå på opdagelse i collageværket – også selv om man ikke finder sit nye favoritband.
V/A: The Late Great Daniel Johnston – Discovered Covered
En række af indierockens store navne hylder sangsmeden Daniel Johnston. Her kan man for alvor høre, hvorledes potentialet vrides ud af Johnstons sange, som – selv om de er dårligt sunget og spillet – indeholder så meget hjerte og sjæl.
Monster Movie: s.t. EP
Der er ikke mange uhyggelige væsner på Monster Movies selvbetitlede debut-EP. I stedet serveres en overmåde rar omgang shoegazer-pop.
27: Let the Light In
Boston-kvartetten 27 blander på Let the Light In bittersød elektronisk pop og energisk hardcore med inspiration fra Aimee Mann, PJ Harvey og Fiona Apple. Resultatet er en varierende ep, der dog aldrig helt rammer en konsistent stemning, der kan holde lytteren fanget.