Pladeklubben har lyttet til Kashmirs nye album, der lyder fuldstændig som et Kashmir-album. Og det er pladens problem. Den er lidt for sikker og velproduceret.

B.M.A.N. er en rædderlig blanding af lyd, der er væltet ned i slags melodi-mixskål for derefter at blive pisket totalt i smadder og endelig til sidst hældt ud i atten portioner med dertil påsat mærkat: ’MØG’.

Konceptet var at spille hele det første soloalbum, Navnløs, og hele det seneste, Tid og sted. Hatten af for idéen. Førstnævnte manglede desværre magien fra albummet, sidstnævnte var bedre, men ekstranumrene var aftenens højdepunkt.

xx. Navnet siger det hele: alt og ingenting. Det er fredag aften, og om lidt går det engelske orkester på scenen, og her skal en væsentlig detalje så afsløre sig: Om der er bund i hypen.

60-80 trommespor, elguitarer og elektriske remedier. Jo, The New Loud inviterer til energisk electropop, og med denne ep er de bestemt sendt videre til næste runde, men har stadig et stykke vej igen.

Jacob Faurholt har droppet Sweetie Pie Wilbur. Eller i hvert fald dele af dem og skabt et nyt band. Det hedder Why Write? Vind ep’en lige her…

Efter tre albumindspilninger er der støvet af på hylderne, og 18 hengemte sange får nyt lys på b-side-opsamlingen Swords. En gang blandede bolsjer, der både smager surt, skarpt, bittert og sødt.

Jens Blendstrup savner bier fra Naturcenter Vestamager, men alligevel forbistrer She Keeps Bees på fremragende vis med deres mørktflydende indiepop.

Idlewild er god for en række fængende indierockskæringer, men på Post Electric Blues er det småt med øjeblikke, der er meget mere end dét. Musikken tjener sit formål, men særlig skelsættende bliver den aldrig.

Debonair er navnet på et britisk flyselskab, et indisk mandeblad og et dansk band, der spiller melodisk, tilforladelig pop/rock med tungen lige i munden og skrald på guitaren.

Med Let It Beep uddeler Royal Bangs energikanyler til den eventyrlystne lytter. Det går ikke stille for sig, når elektronikken, guitarerne og trommerne brager derudad.

Danske Why Write? står bag en ep, der indeholder noget af det mest interessante fra den danske musikscene i år og vidner om et projekt, som har potentiale.

Flight of the Concords er fortsat 50 procent gøgl og 50 procent musik. Musikken tager sig bedre ud end tidligere, hvilket ikke helt kan siges om gøgleriet.

Richard Walters animalske debutplade burde slå lidt med den akustiske hale og hive sig op af underlægningsmusikkens dødvande.

Måske er The Sons et af de få stenede navne, der var tilbage på 60’er-hylden, og måske er det derfor, dette navn er blevet valgt. Under alle omstændigheder er bandet yderst overbevisende med henblik på både attitude og talent.

På Be Set Free er der skruet ned for banjoen og den forvrængede klang til fordel for nærværende og lystige pop/rock-numre blandet med forskellige genreelementer. Resultatet er en stor del vellykkede numre og en mindre del knap så vellykkede.

De canadiske tvillinger Tegan and Sara kredser om alt det mærkelige, vi gør for anerkendelse og kærlighed på 13 tempofyldte indierocksange. Det er bestemt ikke banebrydende, men det er forbandet fornøjeligt.

Dansende rytmer, langsomme stemningsspredere og feelgood-tekster. Historier om længsel, kærlighed og håb. Følelsesmæssige tilståelser og humørpiller til folket. Seán Needham breder sig bestemt ud og rammer næsten ikke forbi.

To danske tvillingesøstre med rødblondt hår (deraf bandnavnet) har udgivet et debutalbum, hvis ukomplicerede poprock på countrymåden er kedeligt og ensformigt og derfor ikke fænger.

I løbet af de sidste 10 år har hele 35 individer været inde over The Unit Breed og det kan høres. Fragmenteringen af lydbilledet og dekonstruktionen af ideerne er altid i højsædet, og deres surf ’n’ sample-stil er overbevisende.

Rigtig fine poprockperler udgør denne stramme ten piece-plade, men det personlige, skæve præg, som Athlete tidligere har vundet stort på, er reduceret kraftigt.

Du er 25 Ã¥r, du er model, du bor i New York, du har en attitude, du samler et band og udgiver en fræk og flabet ep, der sparker røv. Hvor er fejlen? Lissy Trullie skulle have holdt sin attitude til de New York’ske art galleries, hendes musik er nemlig kedelig.

The Parlotones er på banen med et lidt ligegyldigt album, som forkæler med velkomponeret radiorock. Desværre bliver det ikke til mere end det.

Britiske Athlete besøgte København for første gang og fik efterhånden varmet det mindre publikum op med deres gode sange og med deres sympatiske og ydmyg tilgang til opgaven.

Nørlunds musikalitet, lyd og skrevne ord er altid noget, der enten kan forbindes med sommerskør majforelskelser eller hjerteskærende kærestekollaps. Vælg selv, hvilket hold du vil være på.