Sterling har igen smurt tonemaskineriet, men de toner, der slipper ud, er for størstedelen lænset for den kantede charme, der tidligere var Sterlings force.

The Black Box Revelation spiller belgisk bluesrock på den snottede facon. Det er ikke videre mindeværdigt.

Som en harmløs rejse gennem et ensformigt terræn snoer Yamon Yamon sig rundt i et idyllisk lydlandskab. Nogle vil måske betages, de fleste vil gabe efter et par numre.

The Ruby Suns’ seneste skive burde have et kæmpe advarselsskilt pÃ¥ coveret, for sÃ¥ lækker og ørehænger-agtig indiepop kan næsten kun betragtes som psykologisk krigsførelse.

Ginger Ninja har været udsat for noget, som minder om hype i løbet af det sidste år. De holder, hvad hypen har lovet: friskfyragtig dansabel electrorock/-pop. Men mere har de altså ikke rigtig at byde på.

Supershine er af flere varslet en lovende fremtid, og denne ep vidner da også om et band, der er midt i den identitetsskabende udviklingsproces.

Pladeklubben har lyttet til Kashmirs nye album, der lyder fuldstændig som et Kashmir-album. Og det er pladens problem. Den er lidt for sikker og velproduceret.

B.M.A.N. er en rædderlig blanding af lyd, der er væltet ned i slags melodi-mixskål for derefter at blive pisket totalt i smadder og endelig til sidst hældt ud i atten portioner med dertil påsat mærkat: ’MØG’.

Konceptet var at spille hele det første soloalbum, Navnløs, og hele det seneste, Tid og sted. Hatten af for idéen. Førstnævnte manglede desværre magien fra albummet, sidstnævnte var bedre, men ekstranumrene var aftenens højdepunkt.

xx. Navnet siger det hele: alt og ingenting. Det er fredag aften, og om lidt går det engelske orkester på scenen, og her skal en væsentlig detalje så afsløre sig: Om der er bund i hypen.

60-80 trommespor, elguitarer og elektriske remedier. Jo, The New Loud inviterer til energisk electropop, og med denne ep er de bestemt sendt videre til næste runde, men har stadig et stykke vej igen.

Jacob Faurholt har droppet Sweetie Pie Wilbur. Eller i hvert fald dele af dem og skabt et nyt band. Det hedder Why Write? Vind ep’en lige her…

Efter tre albumindspilninger er der støvet af på hylderne, og 18 hengemte sange får nyt lys på b-side-opsamlingen Swords. En gang blandede bolsjer, der både smager surt, skarpt, bittert og sødt.

Jens Blendstrup savner bier fra Naturcenter Vestamager, men alligevel forbistrer She Keeps Bees på fremragende vis med deres mørktflydende indiepop.

Idlewild er god for en række fængende indierockskæringer, men på Post Electric Blues er det småt med øjeblikke, der er meget mere end dét. Musikken tjener sit formål, men særlig skelsættende bliver den aldrig.

Debonair er navnet på et britisk flyselskab, et indisk mandeblad og et dansk band, der spiller melodisk, tilforladelig pop/rock med tungen lige i munden og skrald på guitaren.

Med Let It Beep uddeler Royal Bangs energikanyler til den eventyrlystne lytter. Det går ikke stille for sig, når elektronikken, guitarerne og trommerne brager derudad.

Danske Why Write? står bag en ep, der indeholder noget af det mest interessante fra den danske musikscene i år og vidner om et projekt, som har potentiale.

Flight of the Concords er fortsat 50 procent gøgl og 50 procent musik. Musikken tager sig bedre ud end tidligere, hvilket ikke helt kan siges om gøgleriet.

Richard Walters animalske debutplade burde slå lidt med den akustiske hale og hive sig op af underlægningsmusikkens dødvande.

Måske er The Sons et af de få stenede navne, der var tilbage på 60’er-hylden, og måske er det derfor, dette navn er blevet valgt. Under alle omstændigheder er bandet yderst overbevisende med henblik på både attitude og talent.

På Be Set Free er der skruet ned for banjoen og den forvrængede klang til fordel for nærværende og lystige pop/rock-numre blandet med forskellige genreelementer. Resultatet er en stor del vellykkede numre og en mindre del knap så vellykkede.

De canadiske tvillinger Tegan and Sara kredser om alt det mærkelige, vi gør for anerkendelse og kærlighed på 13 tempofyldte indierocksange. Det er bestemt ikke banebrydende, men det er forbandet fornøjeligt.

Dansende rytmer, langsomme stemningsspredere og feelgood-tekster. Historier om længsel, kærlighed og håb. Følelsesmæssige tilståelser og humørpiller til folket. Seán Needham breder sig bestemt ud og rammer næsten ikke forbi.

To danske tvillingesøstre med rødblondt hår (deraf bandnavnet) har udgivet et debutalbum, hvis ukomplicerede poprock på countrymåden er kedeligt og ensformigt og derfor ikke fænger.