Tag - pop/rock

Danske Demons Are Real giver med deres andet udspil, ep'en Hum Speed On/Off et alternativt bud på dansk rock anno 2006. Stilen er dyster, melankolsk og med inspiration fra 80'ernes mørke poprock som Joy Division og The Cure. Og stilen bliver fulgt helt til dørs. En helstøbt og anderledes ep.

En solid og velsammensat dansk pop-/rockplade klistret til med storladne følelser, der spænder fra det småpsykotiske og vanvittige til det bløde, romantiske og varme. Men den trænger aldrig rigtig ind under huden.

Københavnske The Elephants fortsætter sit lange tilløb mod det første fuldlængdealbum. Special Thing er således bandets tredje ep-udgivelse inden for de sidste par år. Og de fem numre emmer af let og lys pop-rock og alt.country og passer som sådan godt til den lyse årstid.

Amerikanske Bound Stems maler med brede penselstrøg på denne forløber for deres egentlige debutplade, som udsendes til sommer. Lydbilledet fyldes ud med popsange tilsat periodevis støjende guitar, rumlende bas og dominerende keyboards. Resultatet er, med enkelte undtagelser, ikke særlig vellykket.

Plader

Clearlake: Amber

Det engelske band Clearlake skuffer med deres tredje udspil Amber, der kun er tæt på at nå noget, der lyder virkelig medrivende. Til tider er det faktisk halvkedeligt, og det virker næsten, som om bandet ikke rigtig har gjort sig umage.

Maritime har været på tidsrejse til 60'erne. Der fandt de 'melodisk' og 'lalleglad', som de tilførte lidt energisk melankoli og dernæst kombinerede med en nutidig, glat produktion. Udfald: endnu et asylband, der gerne vil ind i poprock-land.

Det er ingen overdrivelse at kalde And the Glass Handed Kites det danske album, som i år er ventet med størst forhåbning. Heldigvis er det en lykkelig forløsning, for Mew lever op til forventningerne. Kernen i Mews lyd er bibeholdt, men ellers har bandet bevæget sig et godt stykke. I en yderst spændende retning.

Plader

Hal: s.t.

De debuterende Dublindrenge puster deres tyndbenede ballader så voldsomt op, at pompøsiteten bliver klæg og uinspirerende. En glat og ikke videre opildnende debutplade.

Aloha har med Here Comes Everyone lavet en speciel plade, der kombinerer eksperimentel prog-rock med masser af pop-hooks. Det er musik, som placerer det amerikanske band højt på listen over nutidige musikere, der formår at eksperimentere og fryde på samme tid.

Et hav af rockmusikere refererer konstant til ham som en afgørende inspirationskilde; gamle rock-kendere taler om ham med ærefrygt i stemmen, og alle vi andre tænker: "Hva' f.... er der med ham Scott Walker?" Et nyt bokssæt giver svaret.

The Kind of Bitter er et musikalsk projekt fra det mindre københavnerselskab Play/Rec. Musikken lyder dog mere som et provins-ensemble med store melodramatiske visioner, men med mangelfuld evne til at formidle dem.

Plader

The Klerks: s.t.

The Klerks deler label og land med The Cardigans, og det er ikke svært at høre, at de har lyttet til meget svensk pop, inden de skrev sangene til debutalbummet.

Plader

Velour: Get in Room

Danske Velour debuterer med 10 tilbagelænede og vellydende popsange, der uden at gøre det store væsen af sig skaber en meget afslappende og behagelig stemning.

Med en forkærlighed for "den uforfalskede og ægte rocklyd" forsøger Mykness på deres debutalbum at lave en plade, der på én gang rummer aggressive politiske statements, episke kærlighedshymner og sange, der ganske enkelt hylder hverdagens små mirakler.

Interessant poprock fra herboende amerikansk sangskriver, der har meget tilfælles med Lloyd Cole. Ganske lytteværdigt, hvis man ikke er bange for at være lidt anti-cool.