Tag - pop/rock

Nyheder

Lyt til det nye Brian Wilson-album

Lyt til det nye Brian Wilson-album Det ser ud til, at de store selskaber endelig er ved at indse, at de skal tænke i nye baner for ikke at miste salgstal. EMI har i hvert fald valgt at promovere det nye Brian Wilson-album ved at lægge det ud til streaming på 33 netavis-steder og 19 tv-kanal-sider, bl.a. hos USA Today Om det så er lige så fremragende som hans sidste album, kan jo komme an på en prøve, men jeg kan da godt afsløre, at den ældede strandløve ikke har lært nogle overvældende nye tricks.

Plader

UNKLE: End Titles … Stories for Film

UNKLE rører på sig igen - på ny med et væld af gæsteoptrædender: bl.a. Josh Homme fra Queen of the Stone Age, Chris Goss (Masters of Reality) og Black Mountain. Alligevel skuffer albummet fælt. Pladen lyder mest af alt som et lydspor til en umanerligt overfladisk, ligegyldig film.

Plader

Windsor for the Derby: How We Lost

De forholdsvis anonyme indierockere Windsor for the Derby har på album nummer syv begået en charmerende, men svingende plade. De bedste passager rummer melodier og stemninger, som gør bandet fortjent til mere end en anonym tilværelse. Fans af Yo La Tengo og Tortoise bør læse videre.

Plader

Nada Surf: Lucky

Glem 90'ernes Weezer-efterabende "Popular". Nada Surf er i det 21. århundrede modnet uden at blive gammel-kedelige. De har opdyrket en bittersød, eftertænksom form for poprock a la Death Cab for Cutie, der kan ramme helt rigtigt, når sigtekornet er korrekt indstillet.

Plader

Levy: Glorious

Amerikanske Levy, der føres an af James Levy, har med sit andet album begået en både pompøs og lidt trættende powerpop-plade. Med strygere, fængende guitarhooks og et højtragende tekstunivers er det indledningsvis nemt at overgive sig til udtrykket. I længden bliver det dog småkedeligt.

Plader

The Autumns: Fake Noise From a Box of Toys

Med dygtig, kompleks og patosfuld poprock med accent på alle instrumenterne arbejder The Autumns sig igennem Fake Noise From a Box of Toys. Det gør de faktisk ganske udmærket og relativt originalt, men ikke desto mindre er den blivende smag i munden et umiskendeligt minde om salig Jeff Buckley.

Plader

Elvis Perkins: Ash Wednesday

Der hersker vist nogenlunde enighed om, at man som musiker helst ikke må være banal eller triviel. Det er også almindeligt at mene, at kunsten skal bringe mere end blot åbenlyse sandheder; den skal også finde nye. Alt dette går singer/songwriteren Elvis Perkins imod på sit debutalbum, der dog har visse mere jordnære kvaliteter.

Plader

Robert Green: Sleeping at a 100 MPH

Det kan godt være, at titlen på Robert Greens debutalbum lader forstå, at århusianerne er i hastig bevægelse. Men vigtigere er det, at det afsløres, at kvintetten er faldet i søvn. Og de må have været i noget nær dvale, da de besluttede sig for at indspille en så poleret, pæn og kønsløs plade. Nogen burde vække dem.

Plader

Cosmic Rough Riders: The Stars Look Different From Down Here

Sigter man for bredt, kan man risikere ikke at ramme noget som helst. Det er, hvad der beklageligvis er sket for skotske Cosmic Rough Riders. Glasgow-trioen har eksisteret siden 1998, og The Stars Look Different From Down Here er bandets fjerde album. I pressemeddelelsen skrives der, at bandet efterhånden har en lyd, der indfanger unge og gamle, det moderne, “vintage” samt det lette og intense – og at bandet synes at have intet mindre end en “universel appel” til musikelskere i hele … ja, hele universet åbenbart. Man kan sagtens bilde mig ind, at ingen vil finde Cosmic Rough Riders ubehagelige at lytte til, for deres lyd er tilpasset, gennemsnitlig og behagelig. Der er ingen kanter eller upolerethed. Glasgow-drengene trækker i høj grad på lyden fra Coldplay og U2, men kvalitetsmæssigt når de dog ikke i nærheden af idolerne. Den eneste lighed er, at Cosmic Rough Riders’ forsanger Stephen Fleming har en stemme, der lyder lidt som Bonos. En anden af skotternes selvproklamerede referencer er Beach Boys, men almindeligt kor som støtte til forsangeren er altså ikke automatisk i samme kategori som de liflige californiske vokalharmonier. Ikke desto mindre er det en ganske god stemme, mini-Bono besidder, og af samme grund er det ironisk, at nogle af numrene er produceret så tåbeligt, at hans stemme er tæt på at drukne i instrumenter og kor. Stephen Flemings vokal er et af de bedre kort, bandet har på hånden, så det er dumt at gemme det væk. Lou Reed kunne lige akkurat pull it off da han sang “Satellite of Love”, men nogen burde have fortalt Cosmic Rough Riders, at der virkelig skal meget til for at kunne slippe afsted med at bygge en sang op om linien: »I’m just a satellite«, og på nummeret “Just a Satellite” lykkes det heller ikke. Imidlertid triller dette nummer og resten af albummet lige så sikkert og ufarligt derudaf i midterste gear uden nogen særlige udsving, afkørsler eller opbremsninger, og leverer velmenende guitarrock for alle pengene. Nu skal det heller ikke være negative miner det hele, for det ville alligevel været uretfærdigt overfor trioen, hvis håndværk i det store hele er fint, og der er ikke mange af deres numre, der er dårlige. “Lost in America” er et udmærket nummer, hvor Stephen Flemings vokal i versene er forvrænget i god Sparklehorse-stil, og nummeret lægger sig da også op ad den gode Mark Linkous, men spændingerne og potentialet i nummeret indfries ikke i omkvædet, der bliver til flad guitarpop. Albummet afsluttes med titelnummeret, en forholdsvis simpel sag udelukkende bestående af nøgen vokal og klaver. Men faktisk er det dette nummer, som Cosmic Rough Riders slipper bedst fra på hele albummet. Den melankolske klavermelodi kæler for lytteren, og vokalen og teksten er, omend en lille smule patetisk, alligevel rørende. Jeg vil erklære mig uenig i, at Cosmic Rough Riders har “universel appel”, men jeg kan høre, at de forsøger. I bandets forsøg på at lave musik, som det er svært at hade, er de dog endt i den anden grøft. Deres nyeste album er godt nok svært at hade, men det er også svært virkelig at elske. Det har simpelthen ikke personlighed nok

Plader

Jarvis Cocker: Jarvis

Den syngende asparges, Jarvis Cocker, ligner sig selv fra Pulp-dagene. Med sit første soloalbum har han ikke bevæget sig mange mil væk fra det gamle orkester. Det behøver han heller ikke, for hans professionelle popsange og skarpe poesi beviser, at Jarvis Cocker såvel i Pulp som solo er et både interessant og behageligt bekendtskab.

Plader

Destroyer: Destroyer’s Rubies

Destroyer lyder mere som et band end nogen sinde før, og Destroyer's Rubies viser en åben, legende og dynamisk sangsstruktur langt fra det snævre melodifokus på forgængeren Your Blues. Selv om albummet har skønhedsfejl rundt omkring, er Dan Bejar på ny helt fremme i kapløbet om årets bedste udgivelse.

Plader

Joan As Police Woman: Real Life

Joan As Police Woman er det seneste musikalske skud på den stamme af teatralsk og cabaret-agtig musik, der med Rufus Wainwright og Antony and the Johnsons i spidsen har haft stor succes de sidste år. Real Life er flot og melankolsk, men mangler det sidste for at løfte sig over det anonyme.

Plader

Stuart A. Staples: Leaving Songs

Stemmen fra Nottingham crooner sig gennem 10 strygerbaserede pop/rocknumre, der vil lindre de Tindersticks-tilbedende ører, der lider under savnet af en ny plade fra det nordengelske band. Om det ligefrem er medicin? Tja, man kan vel snarere kalde Leaving Songs for et godt alternativ

Plader

Demons Are Real: Hum Speed On/Off

Danske Demons Are Real giver med deres andet udspil, ep'en Hum Speed On/Off et alternativt bud på dansk rock anno 2006. Stilen er dyster, melankolsk og med inspiration fra 80'ernes mørke poprock som Joy Division og The Cure. Og stilen bliver fulgt helt til dørs. En helstøbt og anderledes ep.

Plader

Funch: My Love Demon

En solid og velsammensat dansk pop-/rockplade klistret til med storladne følelser, der spænder fra det småpsykotiske og vanvittige til det bløde, romantiske og varme. Men den trænger aldrig rigtig ind under huden.

Plader

The Elephants: Special Thing EP

Københavnske The Elephants fortsætter sit lange tilløb mod det første fuldlængdealbum. Special Thing er således bandets tredje ep-udgivelse inden for de sidste par år. Og de fem numre emmer af let og lys pop-rock og alt.country og passer som sådan godt til den lyse årstid.

Plader

Bound Stems: The Logic of Building the Body Plan EP

Amerikanske Bound Stems maler med brede penselstrøg på denne forløber for deres egentlige debutplade, som udsendes til sommer. Lydbilledet fyldes ud med popsange tilsat periodevis støjende guitar, rumlende bas og dominerende keyboards. Resultatet er, med enkelte undtagelser, ikke særlig vellykket.

Plader

Clearlake: Amber

Det engelske band Clearlake skuffer med deres tredje udspil Amber, der kun er tæt på at nå noget, der lyder virkelig medrivende. Til tider er det faktisk halvkedeligt, og det virker næsten, som om bandet ikke rigtig har gjort sig umage.

Plader

Maritime: We, the Vehicles

Maritime har været på tidsrejse til 60'erne. Der fandt de 'melodisk' og 'lalleglad', som de tilførte lidt energisk melankoli og dernæst kombinerede med en nutidig, glat produktion. Udfald: endnu et asylband, der gerne vil ind i poprock-land.