Det er ingen overdrivelse at kalde And the Glass Handed Kites det danske album, som i år er ventet med størst forhåbning. Heldigvis er det en lykkelig forløsning, for Mew lever op til forventningerne. Kernen i Mews lyd er bibeholdt, men ellers har bandet bevæget sig et godt stykke. I en yderst spændende retning.
2005-udgaven af Roskilde Festival kom i gang på glimrende vis med alt fra irsk folkpunk til en koncert, der satte en tyk streg under Sonic Youths status som støjrock-legender.
De debuterende Dublindrenge puster deres tyndbenede ballader så voldsomt op, at pompøsiteten bliver klæg og uinspirerende. En glat og ikke videre opildnende debutplade.
Aloha har med Here Comes Everyone lavet en speciel plade, der kombinerer eksperimentel prog-rock med masser af pop-hooks. Det er musik, som placerer det amerikanske band højt på listen over nutidige musikere, der formår at eksperimentere og fryde på samme tid.
The Silent League spiller 70'er-retrorock. Det er så dygtigt og charmerende udført og indeholder en passende mængde gode melodier til, at det fuldstændigt åbenlyse rip-off faktisk er til at leve med.
Et hav af rockmusikere refererer konstant til ham som en afgørende inspirationskilde; gamle rock-kendere taler om ham med ærefrygt i stemmen, og alle vi andre tænker: "Hva' f.... er der med ham Scott Walker?" Et nyt bokssæt giver svaret.
Enkelte lyspunkter kan ikke skjule, at Josh Rouse skuffer voldsomt med sit tredje album.
The Kind of Bitter er et musikalsk projekt fra det mindre københavnerselskab Play/Rec. Musikken lyder dog mere som et provins-ensemble med store melodramatiske visioner, men med mangelfuld evne til at formidle dem.
The Klerks deler label og land med The Cardigans, og det er ikke svært at høre, at de har lyttet til meget svensk pop, inden de skrev sangene til debutalbummet.
Danske Velour debuterer med 10 tilbagelænede og vellydende popsange, der uden at gøre det store væsen af sig skaber en meget afslappende og behagelig stemning.
Med en forkærlighed for "den uforfalskede og ægte rocklyd" forsøger Mykness på deres debutalbum at lave en plade, der på én gang rummer aggressive politiske statements, episke kærlighedshymner og sange, der ganske enkelt hylder hverdagens små mirakler.
Interessant poprock fra herboende amerikansk sangskriver, der har meget tilfælles med Lloyd Cole. Ganske lytteværdigt, hvis man ikke er bange for at være lidt anti-cool.
