Tag - pop/rock

Marissa Nadlers nyeste album er en tung og dyster fortælling, der vipper mellem dyb fortvivlelse og glimt af håbefuldhed.

Den danske singer/songwriter Alaudidae har gennem klassisk rock og blød pop skabt debutalbummet Whitewater, som langt hen ad vejen er en original og spændende oplevelse og en historie med en hel del på hjerte.

Lyden på Waking Lines er umiskendeligt "NME-britisk". Et mix af grandiost trommespil og lag-på-lag-produktioner tilsat højfrekvent guitarklimpren synes at være den primære opskrift bag langt størstedelen af albummets numre. Dette resulterer i et produkt, der er lige så behageligt, som det er forglemmeligt.

Villagers havde meget på hjerte til koncerten i Lille Vega. Og måske lidt for meget. Højdepunkterne var sporadiske, men til gengæld beviste de, at bandet kan få tingene til at gå op i en højere enhed.

Placebo blev dannet for snart 20 år siden og er nu ude med deres syvende album, Loud Like Love. Albummet indeholder numre, der beviser trioens fortsatte værd, men flirten og frustrationen fra Placebos bedste numre savnes.

Plader

Yamon Yamon: UISU

Svenske Yamon Yamon er på gaden med deres andet studiealbum, UISU. En plade gennemsyret af tilbagelænet ro, der næppe kommer til at sætte verden i brand.

Dansksproget musik har det godt i disse dage. En af grundene er Spillemændenes nye plade, Nationalsange. Her finder du nemlig en fin samling sange, der ganske vist ikke er særligt nationale, men til gengæld meget menneskelige.

De tidligere glamrockere har skiftet tempo og stil på deres tredje udspil. De er blevet ældre, forsigtigere og ser nu mere sort på tilværelsen.

Mescalin Baby ignorerer advarsler om "den svære toer" og leverer et album, der, når det fungerer, byder på solid, simpel rockmusik.

Uanset hvor provokerende de to piger i Deap Vallys tøjvalg var, reddede det dem ikke fra at levere en omgang triviel og forudsigelig topersoners tromme- og guitarrock, da de søndag eftermiddag gæstede NorthSide Festival.

Det ville være en anelse frækt at påstå, at der ikke sker noget på musikscenen i Portland, Oregon for tiden. Den lille amerikanske vestkyst-by, som i manges øjne har været ophav til de stærkt fortærskede hipster- og indiebølger, oplever for tiden noget nær en renæssance på den internationale musikscene. Således har 2013 begunstiget både Roskilde-aktuelle Unknown Mortal Orchestra, STRFKR og den albumdebuterende duo Wampire med en ganske betydelig mængde omtale på alverdens undergrund-musikblogs. Omtale, der unægtelig må ses i lyset af navne som The Gossip, The Dandy Warhols og Elliot Smith, der gennem 90’erne og 00’erne holdt fanen højt for Portland og omegn. At sammenligne Wampire med ovenstående navne, der alle har fået en form for ny-legendarisk status, er måske noget af et langskud. Dog bærer duoen visse fællestræk med ikonerne, hvilket giver anledning til konspirationer om en mulig Portland-vibe; positive stemninger med en noget kantet tilgang til hit-skabelonen og et krampagtigt håndfast tag om musiktendensernes aorta er i hvert fald et gennemgående træk. Således er også Wampire mere eller mindre eksponenter for summen af den lyd, som har floreret på de mere trendsættende blogs gennem de seneste år. For Curiosity er en noget spraglet affære, som langt hen ad vejen forsøger at rumme en hel del. Således lægger albummet ud med den ganske uptempo og noget MGMT’ske “The Hearse” for derefter at bevæge sig ud på mere udsyrede bølgelængder med phaser-guitar en masse i “Orchards”, der tværtimod er som taget ud af et Ducktails-album. Det er svært at sige, om det er duoens fortid som en slags house party-orkester, der trænger igennem, men langt hen ad vejen synes musikkens underholdningsværdi med allestedsnærværende, danseopbydende basgange at komme det kunstneriske og eksperimenterende i forkøbet. Når man lytter til det ni numre lange debutalbum får man som lytter et indtryk af et band med vidtrækkende ambitioner. Hvert eneste nummer synes frembragt med det eneste formål at sikre duoen airplay på radiostationer. Kun få numre inde i albummet bliver det tydeligt, at gruppen ikke har den fornødne musikalske kapacitet til at begå en sådan debut. Ligegyldigt hvor mange gange man endevender albummet, bliver den røde tråd ved med at være fraværende. Når det så er sagt, medfører ambitionsniveauet dog også, at Curiosity indeholder decideret mindeværdige stunder. Heriblandt kan “The Hearse” nævnes, mens også den tilbagelænede og sært 50’er-inspirerede “Trains” samt den kitschede kærlighedssang “Magic Light” gør indtryk. Wampires debut må dog overordnet siges at være en noget spraglet affære. Idéerne stikker i alle retninger, hvilket i albumformatet desværre ikke fungerer særlig godt. Modsat vidner Curiosity dog også om et band, som ligefrem sprutter af spilleglæde. Hvor albummet fejler som selvstændigt værk, fungerer det tværtimod fremragende som en teaser for, hvilket energisk band man unægtelig vil opleve til en Wampire-koncert. I Danmark har vi endnu den første koncert til gode. Men når den kommer, vil mange forhåbentlig være på pletten. Den mulighed bør man ganske enkelt ikke snyde sig selv for.

Det rutinerede liveband Keane havde slået autopiloten til ved deres fredagskoncert på NorthSide Festival. Hitsene virkede, og folk fik både fællessang og rockdrømme. Men rusen var i sidste ende lige så hurtigt glemt, som den var opstået.

Peter Sommer skød dette års NorthSide Festival i gang med nye numre samt en række ældre kompositioner, der i liveformat var blevet gevaldigt nyfortolket – det var hverken et potentielt højde- eller lavpunkt, men i det mindste kom vi problemfrit fra land i Ådalen.

Violinen indtager indiegenren på den københavnske gruppe Mother Lewinskys første ep. Den er på mange måder et unikt bekendtskab, og resultatet er lettilgængelig musik, der appellerer til det brede poppublikum, men som stadig udfordrer en mere krævende lytter.

Er man til let og lækkert swingende jazzpop, er Jonas Alaskas If Only As a Ghost et rigtig stærkt bud på soundtracket til denne sommer. Graver man et lag dybere, er der masser af alvor og dybde i på den unge nordmands andet albumudspil.

Det moderne Sveriges nationalskjald, Håkan Hellström, er pladeaktuel for syvende gang. Det nyeste skud på stammen hedder Det kommer aldrig va över for mig og er en traditionel poprockplade, der tematisk kredser om livets gang, om døden, der kommer til os alle - og sidst og selvfølgeligt: kärleken.

boeger