How to Feel Huge blander det smukke og melodiske med det grimme og støjende på deres sorg-udforskende debut-EP. Med elementer fra et bredt spektrum af rock- og punk-undergenrer markerer bandet sig som et eklektisk friskt pust på den danske musikscene.
Med sit nye soloprojekt, Hernia, bygger københavnske Malte Hill videre på den nostalgiske gør-det-selv-rocklyd fra tidligere samarbejder.
I en time fik frustrationer frit lejde, da La Disputes sympatiske forsanger delagtiggjorde de loyale fans i hans egen ufuldkommenhed. Det var befriende ærligt.
Odenseanske The Fall From Grace har lavet en debutplade, der er værd at lægge mærke til. Der trækkes klare tråde til den alternative metals store mestrer, men fynboerne formår at alligevel at gøre denne plade til deres egen.
Med Ten Stories tager mewithoutYou et skridt tilbage til tidligere besejret land. Den folkrock, der blev spillet på det seneste album, er blevet blandet med den specielle post-hardcore/indierock, der især prægede de tidligere udgivelser - og det med stor succes.
Refused leverede på Primavera en overbevisende og velspillet comeback-concert. Selvom den ikke var foruden politisk-demagogiske taler, der er så karakteristiske for det politisk engagerede band, så fornemmede man et sympatisk band bag den aggressive overflade.
De fire unge briter i Pulled Apart by Horses er blevet mere modne siden sidst, hvilket har resulteret i et lige så modent og gennemført album, der desværre mangler noget af den trang til at udfordre, som debuten besad.
Benhård heavy metal, der med djævlens vold og magt gør alt for at sparke benene væk under dig. Energien er helt oppe i det røde felt, men desværre er det hele gjort mange gange før.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med I Owe Hell. På papiret ser det godt ud; jeg burde kunne lide det. Men det kan jeg ikke. De vinger, man håber på, når man ser opskriften, folder sig aldrig ud. Overhovedet.
Britiske Pulled Apart by Horses vil meget, men ender midt mellem to stole på deres selvbetitlede debutplade. Evnerne og spillelysten er stor, men ønsket om kunstnerisk anerkendelse spænder ben for de unge briter.
Mi Ami genopliver dancepunk-bølgen, men har deres helt egen agenda med dub-elementer og hysterisk vokal beyond emo.
Baroness viste publikummet på The Rock fundamentet for deres succes med et yderst kompetent og overbevisende sæt.
Hårdtarbejdende Lack har langsomt skrællet det overflødige fra deres musik. Tilbage står et fortørnet skelet, der rasler igennem til det sidste. I marven af bandets hardcore-knogler sidder stadig gode omkvæd, umådeligt velskrevne tekster og en misundelsesværdig evne til at begrænse sig.
Du kender sikkert paradokset: Du elsker alle de instrumentale dele, men du hader sangeren. Velkommen til The Blood Brothers – universet for den modstridende musik. The Blood Brothers er ikke indierock, ej heller hardcore, men forsøger at lande et sted i midten.
Brazil er på banen igen, denne gang med en virkelig interessant, men også meget besynderlig og svært tilgængelig plade.
