Det kan godt være, at R.E.M.s trommeslager Bill Berry engang har udnævnt new wave-bandet Pylon til at være verdens bedste band, men det er ikke rigtigt. Denne opspædede genudgivelse af albummet Gyrate fra 1980 er berettiget og fin nok. Men Gyrate er heller ikke verdens bedste plade i plus-udgaven.
The Floor Is Made of Lava spiller dansabel postpunk, som vil derudad. Uden svinkeærinder.
Engelske Editors følger op på den store succes med et album, der ikke tilføjer så meget nyt til gruppens musikalske univers, men til gengæld perfektionerer udtrykket. Storladen rockmusik i den dystre ende – af absolut bedste slags.
Efter to fremragende plader er de coole new yorkere i Interpol tilbage med nye sange, gamle toner, blå melankoli og lånte fjer. Desværre synes gruppens interne ægteskab at knirke, og Our Love to Admire er lyden af et band, der ikke længere spiller som et kollektiv og prøver at køre på hjul af de forrige albums bedste sange.
Den københavnske sekstet knoklede, så sveden haglede af dem, for at få deres sortsynede storbyrock til at bide sig fast i århusianerne. Men lydforholdene gjorde så stor modstand, at Decorate. Decorate. aldrig rigtig fik fat.
Svenske The Mary Onettes er gode sangsmede, som tager arven op fra de storladne engelske 80'er-popbands. Selv om svenskerne er forbilledlige tronfølgere, balancerer deres debutplade mellem god retropop og ren nostalgi. Faretruende tæt på at falde til den forkerte side.
De seks gutter i Decorate. Decorate. har fundet sammen om en forkærlighed for storbymørkerock, som vi kender fra Joy Division og Interpol. Med styr på virkemidlerne formår debutanterne at fremmane et iskoldt tungsind, men arven fra forbilleder formår de ikke at løfte.
Det er en stor kvalitet, når en plade bliver bedre og bedre for hver gennemlytning. Den modsatrettede proces er lige knap så hensigtsmæssig, og af den grund er det tredje album fra Chicago-bandet The Ponys ikke den helt store succes.
Canadiere er tilsyneladende ikke så dumme. Denne debutplade fra strømlinede Dog Day er i hvert fald solidt proppet med forholdsvis korte, men temmelig vanedannende og melodiøse skæringer. Intelligent sangskrivning, hedder det vist også.
"Det svære andet album" viser sig at være en problematisk størrelse for de engelske anmelderdarlings, der fejler mindst lige så meget, som de rammer plet på opfølgeren til den millionsælgende debut.
Nogle gange kan det være helt uoverskueligt at komme ind på livet af et band eller en solokunstner, der har udgivet et hav af plader. Det afhjælper Undertoner nu med en serie af "begynd hér"-anbefalinger. Første levende billede er Pere Ubu.
Clinics fjerde album er lyden af et band, der protesterer mod sin egen stagnation. Kvartetten pumper nyt blod i alle deres hidtidige kendetegn, og musikken fremstår mere potent end før. Undertiden lyder Clinic faktisk, som The Raveonettes ville gøre, hvis Sune Wagner kom fra Helvede og ikke fra Sønderborg.
Ballet Mécaniques debutalbum er et af den danske rockhistories mest ambitiøse værker – på én gang ekstremt tidstypisk for de tidligere 80'ere og frigjort fra tid og sted.
Årets arkæologiske fund. Den titel bør Tryghed & Tristesse få for genudgivelsen af det glemte og oversete danske postpunkband De Må Være Belgieres meritter. Både singlen og liveoptagelsen viser, at DMVB var en særdeles kompetent pendant til den sortrandede del af 80'ernes mørke britiske postpunkscene.
Fra 1980 til 1981 udgav skotske Postcard Records en række skelsættende singler. Primært med Orange Juice og Josef K, der begge spillede en funkinspireret postpunk, som især Franz Ferdinand har fået skudt i danseskoene, at de minder vel meget om; bare i en mere poppet og poleret version. Sidste år præsenterede Domino Orange Juices meritter på opsamlingen The Glasgow School, og nu står selv samme selskab klar med en Josef K-antologi. I sin levetid indspillede Josef K kun to plader. Sorry for Laughing i 1981, der dog aldrig blev udgivet, da Postcard-chefen, Alan Horne, fandt pladen for poleret og dermed ikke gav det rette indtryk af Josef K’s lyd. Og The Only Fun in Town, som blev Postcards eneste albumudgivelse. Opsamlingsalbummet, der får titlen Entomology, samler op på noget nær hele Josef K’s output. Det udkommer den 20. november og har en tilpas lang trackliste: 1. Radio Drill Time2. It’s Kinda Funny 3. Final Request4. Heads Watch5. Drone6. Sense of Guilt7. Citizens8. Variation of Scene9. Endless Soul10. Sorry for Laughing11. Revelation12. Chance Meeting13. Pictures (of Cindy)14. Fun ‘N’ Frenzy15. Crazy to Exist16. Forever Drone17. Heart of Song18. 16 Years19. The Angle20. Heaven Sent21. The Missionary22. Applebush
Det samlede materiale fra det eksperimenterende amerikanske Factory Records- band Ike Yard er nu blevet genudgivet på en enkelt plade med et virkelig unikt lydbillede. Men desværre også et enerverende og ikke særligt langtidsholdbart et af slagsen.
Kvindetrioen Erase Errata har med udgangspunkt i no wave og postpunk fat i en særegen lyd. Og med stærke politiske budskaber skulle der være lagt i ovnen til et rockende oprør. Men de gode intentioner fremstår noget uforløst.
De Rosas debutplade varsler om en spændende sitren fra den skotske undergrund. I hvert fald er der her blevet begået en temmelig fin plade, som er en rammende cocktail af attitude, melodisk støj, intensitet og ægthed.
Det canadiske femkløver The Organ har blikket rettet mod de tidlige 80’ere. Selv om de planker vel meget fra deres inspirationskilder, har de et særpræg, som adskiller dem fra ligesindede bands, der også har opdateret postpunken.
Ensformigt og kedeligt debutalbum fra den texanske kvintet, der meget gerne vil være Joy Division eller Interpol, men ikke en gang er i stand til at komme op på siden af Editors.
