Tag - postpunk

Plader

Calla: Collissions

Undergrunden er blevet for lille, og på deres fjerde album kæmper amerikanske Calla bravt for det store gennembrud. I cirka tre minutter. Derefter er det atter tilbage til den grå hverdag, og det gør faktisk ikke noget som helst.

Plader

The Lucy Show: Mania

Genudgivelsen af det glemte band The Lucy Shows Mania fra 1986 er en god idé. Der bliver på ingen måde tale om en revival, men det driver med 60'er-melodier og en charmerende postpunk-attitude, der gør Mania til en fængende oplevelse, der går fra glimrende til rædsom.

Plader

Editors: The Back Room

Endelig et engelsk band, der trækker på Joy Division og Echo and the Bunnymen (og Interpol). Editors fremviser et enormt potentiale på deres debutalbum, men desværre også en høj fejlprocent. De er endnu ikke så gode som forbillederne, men kan blive rigtig store en dag.

Plader

Maxïmo Park: A Certain Trigger

Maxïmo Park spiller på alle effekter. Fra socialrealisme set fra en udslukt arbejderklasse til stroboskopstjerner i rockklubbens røgtunge luft. Det er lystige øjebliksbilleder af en tilværelse fuld af tvivl, men tvivle kan man dog også på autenticiteten. Selskabeligt og fornøjeligt er det ikke desto mindre.

Plader

The Prefects: Are Amateur Wankers

Dette er den rigtige vare. Engelsk punk fra '77-'79, der først nu er blevet udgivet. Kan man ikke få nok af obskure bands, der tumlede rundt på denne scene for snart 20 år siden, er dette interessant. Ellers ikke.

Plader

31Knots: The Curse of the Longest Day EP

31Knots har en særdeles kompleks tilgang til musikken og med stor variation af udtryk og tempo undervejs. Der leges ivrigt med både tunge guitarriffs, samples og piano, samtidig med at teksterne har masser af substans. Og selv om ikke samtlige eksperimenter lykkes, er helhedsindtrykket rigtig godt.

Plader

Q and Not U: Power

Ingredienserne til denne fest er lige dele dance-punk, neo-funk, post-punk og ja – drenget og barnlig spilleglæde. Har du ikke mod på at danse hele natten lang, skal du slet ikke begynde på denne plade. Skip et par numre, og du har soundtracket til den perfekte fest.

Plader

Interpol: Antics

Den måske mest ventede plade i år. Interpol kaster sig ud i den svære toer, der skal følge op på den fremragende debut, Turn on the Bright Lights. De når ikke debutens niveau, men har alligevel støbt en værdig efterfølger.

Plader

Green Concorde: s.t.

Joy Divisions dystre storbymusik vækkes til live med Green Concorde. Lyden af den kolde metropol rammes næsten til perfektion, men udspillets sange taler ikke deres tydelige sprog om, hvor meget dette unge band kan.

Plader

Lock and Key: No Fate EP

Mens Boston-bandet Lock and Key arbejder med at færdiggøre deres egentlige debutalbum, udsender de ep’en No Fate, som indeholder syv intense og ærlige punk/hardcore-numre, der lover ganske godt for fremtiden.

Plader

The Walkmen: Bows + Arrows

The Walkmen leverer en original blanding af U2, Pixies og Joy Division, der leverer både det drømmende og det aggressive. Det kræver dog lidt tid, før sangene falder på plads"¦

Plader

The Stills: Rememberese EP

Rememberese udnytter ikke ep-formatet ordentligt. Der vises et stort potentiale; stort nok til at forventningerne til fuldlængden er skruet helt i vejret. Men der sløses til gengæld også med overflødige sange, som sætter spørgsmålstegn ved, om ep’en overhovedet er værd at smide sine penge efter.

Plader

The Natural History: Beat Beat Heartbeat

Newyorker-gruppen The Natural History lægger sig musikalsk i forlængelse af mange andre af bysbørnenes tag i sen-70’ernes postpunk, men i modsætning til mange af de andre grupper, der strømmer ud fra den amerikanske metropol for tiden, er der ikke meget at komme efter her.