Undergrunden er blevet for lille, og på deres fjerde album kæmper amerikanske Calla bravt for det store gennembrud. I cirka tre minutter. Derefter er det atter tilbage til den grå hverdag, og det gør faktisk ikke noget som helst.
Tag - postpunk
The Lucy Show: Mania
Genudgivelsen af det glemte band The Lucy Shows Mania fra 1986 er en god idé. Der bliver på ingen måde tale om en revival, men det driver med 60'er-melodier og en charmerende postpunk-attitude, der gør Mania til en fængende oplevelse, der går fra glimrende til rædsom.
Test Icicles: For Screening Purposes Only
Med Test Icicles debutalbum bevæger postpunk-bølgen sig i retning af nu-metal. I de bedste numre svinger det forrygende, men Test Icicles har svært ved at holde fanen højt over et helt album, hvor monotonien lurer.
Charlottefield: How Long Are You Staying
Delvist skrigende og delvist instrumental postpunk viser sig at være en fin blanding for de debuterende englændere Charlottefield, der dog mangler et stykke endnu.
Editors: The Back Room
Endelig et engelsk band, der trækker på Joy Division og Echo and the Bunnymen (og Interpol). Editors fremviser et enormt potentiale på deres debutalbum, men desværre også en høj fejlprocent. De er endnu ikke så gode som forbillederne, men kan blive rigtig store en dag.
Maxïmo Park: A Certain Trigger
Maxïmo Park spiller på alle effekter. Fra socialrealisme set fra en udslukt arbejderklasse til stroboskopstjerner i rockklubbens røgtunge luft. Det er lystige øjebliksbilleder af en tilværelse fuld af tvivl, men tvivle kan man dog også på autenticiteten. Selskabeligt og fornøjeligt er det ikke desto mindre.
The Plastic Constellations: Mazatlan
Ung energisk rock med kant, skingre omkvæd og rigeligt med guitar. Der er masser talent at spore hos kvartetten, der leger lige så meget med musikken, som musikken leger med lytteren.
The Prefects: Are Amateur Wankers
Dette er den rigtige vare. Engelsk punk fra '77-'79, der først nu er blevet udgivet. Kan man ikke få nok af obskure bands, der tumlede rundt på denne scene for snart 20 år siden, er dette interessant. Ellers ikke.
31Knots: The Curse of the Longest Day EP
31Knots har en særdeles kompleks tilgang til musikken og med stor variation af udtryk og tempo undervejs. Der leges ivrigt med både tunge guitarriffs, samples og piano, samtidig med at teksterne har masser af substans. Og selv om ikke samtlige eksperimenter lykkes, er helhedsindtrykket rigtig godt.
Q and Not U: Power
Ingredienserne til denne fest er lige dele dance-punk, neo-funk, post-punk og ja – drenget og barnlig spilleglæde. Har du ikke mod på at danse hele natten lang, skal du slet ikke begynde på denne plade. Skip et par numre, og du har soundtracket til den perfekte fest.
The Panoply Academy: Everything Here Was Built to Break
The Panoply Academy er gået hver til sit og findes således ikke mere. Men kompilationen Everything Here Was Built to Break vidner om et band, som i høj grad har haft sin eksistensberettigelse inden for postpunk-genren.
V/A: This Is Indie Rock: The Best Bands You’ve Never Heard – volume one
Indieselskabet Deep Elm Records indleder med denne plade en række udgivelser – dels med bands fra egen stald, dels med usignede navne. Pladen fremstår uundgåeligt som en rodebutik, men det er spændende at gå på opdagelse i collageværket – også selv om man ikke finder sit nye favoritband.
Interpol: Antics
Den måske mest ventede plade i år. Interpol kaster sig ud i den svære toer, der skal følge op på den fremragende debut, Turn on the Bright Lights. De når ikke debutens niveau, men har alligevel støbt en værdig efterfølger.
Green Concorde: s.t.
Joy Divisions dystre storbymusik vækkes til live med Green Concorde. Lyden af den kolde metropol rammes næsten til perfektion, men udspillets sange taler ikke deres tydelige sprog om, hvor meget dette unge band kan.
Lock and Key: No Fate EP
Mens Boston-bandet Lock and Key arbejder med at færdiggøre deres egentlige debutalbum, udsender de ep’en No Fate, som indeholder syv intense og ærlige punk/hardcore-numre, der lover ganske godt for fremtiden.
The Walkmen: Bows + Arrows
The Walkmen leverer en original blanding af U2, Pixies og Joy Division, der leverer både det drømmende og det aggressive. Det kræver dog lidt tid, før sangene falder på plads"¦
The Stills: Logic Will Break Your Heart
Postpunk-bølgen strømmer videre i rock-landskabet med kompetent og refræn-sikkert hjælp af The Stills fra Montreal. Det er dog langt fra det hele, der er lige interessant"¦
Killing Joke: s.t.
Killing Jokes andet selvbetitlede album. Er musikken også genbrug?
The Stills: Rememberese EP
Rememberese udnytter ikke ep-formatet ordentligt. Der vises et stort potentiale; stort nok til at forventningerne til fuldlængden er skruet helt i vejret. Men der sløses til gengæld også med overflødige sange, som sætter spørgsmålstegn ved, om ep’en overhovedet er værd at smide sine penge efter.
The Natural History: Beat Beat Heartbeat
Newyorker-gruppen The Natural History lægger sig musikalsk i forlængelse af mange andre af bysbørnenes tag i sen-70’ernes postpunk, men i modsætning til mange af de andre grupper, der strømmer ud fra den amerikanske metropol for tiden, er der ikke meget at komme efter her.