Skotske Mogwai gæstede københavnske Store Vega, og Undertoners fotograf var med.
Tag - postrock
Efter flere soundtracks er Glasgow-bandet tilbage med ny postrock i egen ret. Når bølgerne går højt, er niveauet som altid imponerende. Men Every Country's Sun stikker også i lidt for mange retninger.
Himmelrum er en plade, der både tvinger dig i bevægelse og sender dig ud i himmelrummet.
Anmeldelserne er tikket ind fra Primavera Sound i Barcelona, men inden vi lukker for festivalen for denne gang, er der nogle koncerter, som fortjener også at blive nævnt – fra det ringe til det ypperlige.
»We’re just gonna finish this show, ’cause I know ya’ll got better things to do,« sagde det chilenske krautrockband inden sidste nummer. Men det havde vi ikke, for bedre kunne det næsten ikke blive.
Sigur Rós viste, at de selv som trio kan levere storslåede og imponerende lydklimakser. Det kræver bare de helt rette omgivelser, som NorthSide ikke helt kunne levere.
Med det nylige, anmelderroste album The Wilderness i bagagen indtog postrockorkestret fra Texas et udsolgt Pumpehuset. Ligesom albummet levede Explosions in the Skys koncert fuldt ud op til forventningerne.
Med dette soundtrack, der udgives som selvstændigt album, når det skotske postrockband længere ud og dybere ind og viser, at Rave Tapes fra 2014 ikke var en enlig svale på bandets vej mod et nyt udtryk. Superlativerne står ganske enkelt i kø!
Det var med angst og bæven lyttebøfferne blev sat på hovedet, da The Wilderness blev sat på 'play', for sidst der udkom en plade fra texanske Explosions in the Skys hånd, var det med en følelse af let skuffelse og undren man sad tilbage. Det gør man ikke nu!
På trods af de svimlende mange æstetiske traditioner, som Tortoise trækker på, er lyden af den gamle landskildpadde ikke til at tage fejl af: Det eklektiske men letgenkendelige udtryk, som bandet har kultiveret i over 20 år, er igen at finde på The Catastrophist. Selvom pladen derfor altid er interessant at lytte til, byder den på meget få overraskelser. Intet af det er kedeligt, men det meste er forudsigeligt.
I går havde CPH:DOX sat postrock-mestrene fra Montreal, Godspeed You! Black Emperor, på programmet i Den Grå Hal på Christiania. Det blev en 360 graders oplevelse af bandet med den enorme lyd.
Det er syv år siden, amerikanske Tortoise sidst gæstede Danmark. I det nye år vender de tilbage, endda med et nyt album i bagagen.
Med deres seneste udspil Asunder, Sweet and Other Distress, der er optaget i samarbejde med lydkunstneren/lyddesigneren Greg Norman, sætter Godspeed You! Black Emperor atter en gang en tonstung monolit ud i landskabet, som vi med lyttebøfferne om ørerne kan sidde og begejstres over.
Generelt var det en koncert, hvor modsætninger blev nedbrudt. De elektroniske og akustiske lyde blev gjort ligeværdige, og pludselig, uden at man vidste af det, stod man og spjættede med sin krop til det islandske bands toner.
Der er to ting, der skal siges: 1) Colin Stetson og Sarah Neufeld har med Never Were the Way She Was lavet et fedt album. Deres individuelle ekspressivitet og effektklang, der klinger postrocket og avant-jazzet, går flot i spænd med kompositionernes repetitive minimalisme. Det er struktureret kompositorisk arbejde og virtuos instrumentbeherskelse. 2) Jeg synes, det er lidt træls, at vi skal kalde det indie-classical.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at de to mørkekvinder, Jarboe & Helen Money, har haft de bedste intentioner om at lave et kulsort og tungt mastodontalbum - en forening af de to kunstneres evner. Desværre for Jarboe og Money er det ikke intentioner, men lyd der i sidste ende udgør et album.
Danske Acorn Falling er storladne på deres andet album. Det nærværende kues af pompøsiteten, og den synkende skude har desværre alt for få redningsbåde til at sikre forbindelse til land igen.
De evigt uaktuelle rundvisninger i Prøverummets musikarkiv byder på lidt af hvert denne gang; rave, postrock og avantgarde blandes sammen i en herlig pærevælling og serveres halvvarm fra ovnen.
Drømmende musik på fristadens førende spillested. På Loppens lille scene kommer man i øjenhøjde med kunstnerne, og det er altid en oplevelse at se og høre bands i deres mest jordnære og nærværende version. Som denne fredag med Navneløs og Temple.
Den rent instrumentelle debutplade Mitau skaber så stemningsfuldt et ridt, at man som lytter egentlig ikke mangler vokalen, men netop lader musikken være grundlag for sine egne historier.