Tag - postrock

Gentagelse, støj og skrig. Den cocktail giver en mærkelig musikalsk størrelse, som amerikanske The Body udforsker med deres nyeste plade I Have Fought Against It, But I Can´t Any Longer. Det er et møde med sammensmeltning af flere musikalske strømninger, hvoraf nogen fungerer bedre end andre.

Efter flere soundtracks er Glasgow-bandet tilbage med ny postrock i egen ret. Når bølgerne går højt, er niveauet som altid imponerende. Men Every Country's Sun stikker også i lidt for mange retninger.

Himmelrum er en plade, der både tvinger dig i bevægelse og sender dig ud i himmelrummet.

Anmeldelserne er tikket ind fra Primavera Sound i Barcelona, men inden vi lukker for festivalen for denne gang, er der nogle koncerter, som fortjener også at blive nævnt – fra det ringe til det ypperlige.

Plader

Mogwai: Atomic

Med dette soundtrack, der udgives som selvstændigt album, når det skotske postrockband længere ud og dybere ind og viser, at Rave Tapes fra 2014 ikke var en enlig svale på bandets vej mod et nyt udtryk. Superlativerne står ganske enkelt i kø!

Det var med angst og bæven lyttebøfferne blev sat på hovedet, da The Wilderness blev sat på 'play', for sidst der udkom en plade fra texanske Explosions in the Skys hånd, var det med en følelse af let skuffelse og undren man sad tilbage. Det gør man ikke nu!

På trods af de svimlende mange æstetiske traditioner, som Tortoise trækker på, er lyden af den gamle landskildpadde ikke til at tage fejl af: Det eklektiske men letgenkendelige udtryk, som bandet har kultiveret i over 20 år, er igen at finde på The Catastrophist. Selvom pladen derfor altid er interessant at lytte til, byder den på meget få overraskelser. Intet af det er kedeligt, men det meste er forudsigeligt.

Med deres seneste udspil Asunder, Sweet and Other Distress, der er optaget i samarbejde med lydkunstneren/lyddesigneren Greg Norman, sætter Godspeed You! Black Emperor atter en gang en tonstung monolit ud i landskabet, som vi med lyttebøfferne om ørerne kan sidde og begejstres over.

Der er to ting, der skal siges: 1) Colin Stetson og Sarah Neufeld har med Never Were the Way She Was lavet et fedt album. Deres individuelle ekspressivitet og effektklang, der klinger postrocket og avant-jazzet, går flot i spænd med kompositionernes repetitive minimalisme. Det er struktureret kompositorisk arbejde og virtuos instrumentbeherskelse. 2) Jeg synes, det er lidt træls, at vi skal kalde det indie-classical.