Ærlig og redelig pop på denne ep med tre sange. Man får ikke meget for pengene, men er man til gedigen radiopop, kunne man måske få hang til The Norman Conquests poppede sangunivers.
Undertoner er tilbage efter tiltrængt ferie, og det er fredagsvideoen ogsÃ¥. Men selvom ferien er slut, er sommeren det ikke, og derfor holder vi fast i den med en video, …
Nogle gange skal man bare have et skud uforfalsket rock’n'roll. Det leverede Thee Attacks sÃ¥ overbevisende, at bilfri søndage pludselig hørte fremtiden til.
Efter fire tidligere plader er den canadiske powerpopgruppe modnet betragteligt og lyder nu som et regulært kollektiv og ikke en flok individuelle sangskrivere, der mere eller mindre tilfældigt har slået sig sammen.
Tilbage i februar kunne vi afsløre, at The New Pornographers var pÃ¥ vej med et nyt album og allerede havde den første single klar. Den hedder “Your Hands (Together)”, og …
Indiepop pakket ind i fuzz og lo-fi-æstetik er det, de unge vil have. Og det er præcis, hvad de får på Hippies. Det virker dog ikke, som om Harlem på nogen måde fedter for lytteren. De kan bare godt lide at spille popmusik.
San Francisco-bandet Deerhoof gæstede for nylig Loppen med et skørt, musikalsk show og indiepowerpop, der sad lige i skabet. Danske Shout Wellington Air Forces opvarmning var derimod ikke helt overbevisende, men med gode momenter.
»Jo tak, jeg vil da gerne have lidt mere af Crystal Antlers’ patenterede indierock.«
75 pct. nice. Århusgruppen Coco Moon disker op med vellydende popudskejelser på deres debut-ep, der er velskruet uden at være synderligt original.
Juice Water er udmattende og kunstigt frisk, mens den udgiver sig for at være club-dansegulvets svar på Tour de France-terminologiens Miguel Indurain.
Devonté Hynes er som en uendelig kilde af kreativitet, der smukt bevæger sig ned over et bjerg. Anden udgivelse under dæknavnet Lightspeed Champion er en indieopera med højt til loftet og et væld af musikalske virkemidler.
Nu hvor Alex Chilton desværre er død, er det rart at tænke pÃ¥, at der stadig er nogen til at føre powerpoppens traditioner videre. En af de helt store og …
Alex Chilton, en af powerpoppens grundlæggere med bandet Big Star, døde i går af et formodet hjerteanfald.
Turbo Fruits’ powerpop/punkrock-sange er ikke synderligt originale, men de er særdeles fængende, og det er grund nok til at kaste en anbefaling efter Nashville-trioens anden plade, Echo Kid.
Sterling har igen smurt tonemaskineriet, men de toner, der slipper ud, er for størstedelen lænset for den kantede charme, der tidligere var Sterlings force.
The Ruby Suns’ seneste skive burde have et kæmpe advarselsskilt pÃ¥ coveret, for sÃ¥ lækker og ørehænger-agtig indiepop kan næsten kun betragtes som psykologisk krigsførelse.
De er canadiere. Den slags spiller ishockey, nÃ¥r de ikke laver himmelsk veldrejet powerpop.Dan Bejar, Neko Case og resten af det canadiske powerpopslæng The New Pornographers er klar med første …
Så røg stikket for alvor i kontakten. Los Campesinos! giver los og fyrer op for energien i en form for kærligheds-grandprix for alternative køretøjer. Er man til alternativ pop og sur/sød lyrik, skal man gå på opdagelse.
B.M.A.N. er en rædderlig blanding af lyd, der er væltet ned i slags melodi-mixskål for derefter at blive pisket totalt i smadder og endelig til sidst hældt ud i atten portioner med dertil påsat mærkat: ’MØG’.
Alabama-bandet Thomas Function udgav sidste år debutpladen Celebration, der er en fabelagtig powerpop/garagerockplade. In the Valley of Sickness er et forsøg på at følge op på succesen. Det lykkes ikke helt.
Pharaohs leverer velspillet, tight og total uinteressant powerpoppunk. Er man til det, er Pharaohs det britiske svar på Good Charlottes offspring.
De canadiske enæggede tvillinger Tegan og Sara Quin var glade for at være opgraderet til »the big room« for første gang. Her leverede de en solid koncert med næsten alle de powerfyldte indierocksange fra det nye album plus gamle godbidder.
Beurre Noir! leverer solid indierock på en overbevisende, men ujævn debut-ep fra den københavnske undergrund.
Måske er The Sons et af de få stenede navne, der var tilbage på 60’er-hylden, og måske er det derfor, dette navn er blevet valgt. Under alle omstændigheder er bandet yderst overbevisende med henblik på både attitude og talent.
Indierockens tunge prettyboys kæmpede en brav kamp for at lade solen komme til sin ret og træde ud af månens skygge; det tog lang tid virkelig at brænde igennem, men da det først skete, var det med et eksplosivt VROOOM!
