The Ruby Suns’ seneste skive burde have et kæmpe advarselsskilt pÃ¥ coveret, for sÃ¥ lækker og ørehænger-agtig indiepop kan næsten kun betragtes som psykologisk krigsførelse.
De er canadiere. Den slags spiller ishockey, nÃ¥r de ikke laver himmelsk veldrejet powerpop.Dan Bejar, Neko Case og resten af det canadiske powerpopslæng The New Pornographers er klar med første …
Så røg stikket for alvor i kontakten. Los Campesinos! giver los og fyrer op for energien i en form for kærligheds-grandprix for alternative køretøjer. Er man til alternativ pop og sur/sød lyrik, skal man gå på opdagelse.
B.M.A.N. er en rædderlig blanding af lyd, der er væltet ned i slags melodi-mixskål for derefter at blive pisket totalt i smadder og endelig til sidst hældt ud i atten portioner med dertil påsat mærkat: ’MØG’.
Alabama-bandet Thomas Function udgav sidste år debutpladen Celebration, der er en fabelagtig powerpop/garagerockplade. In the Valley of Sickness er et forsøg på at følge op på succesen. Det lykkes ikke helt.
Pharaohs leverer velspillet, tight og total uinteressant powerpoppunk. Er man til det, er Pharaohs det britiske svar på Good Charlottes offspring.
De canadiske enæggede tvillinger Tegan og Sara Quin var glade for at være opgraderet til »the big room« for første gang. Her leverede de en solid koncert med næsten alle de powerfyldte indierocksange fra det nye album plus gamle godbidder.
Beurre Noir! leverer solid indierock på en overbevisende, men ujævn debut-ep fra den københavnske undergrund.
Måske er The Sons et af de få stenede navne, der var tilbage på 60’er-hylden, og måske er det derfor, dette navn er blevet valgt. Under alle omstændigheder er bandet yderst overbevisende med henblik på både attitude og talent.
Indierockens tunge prettyboys kæmpede en brav kamp for at lade solen komme til sin ret og træde ud af månens skygge; det tog lang tid virkelig at brænde igennem, men da det først skete, var det med et eksplosivt VROOOM!
Lou Barlow beviser endnu en gang, at han kan noget med lo-fi og ballader. Men det er ved at være et lige lovligt sikkert kort at spille igen og igen.
The Parlotones er på banen med et lidt ligegyldigt album, som forkæler med velkomponeret radiorock. Desværre bliver det ikke til mere end det.
Jay har lidt ekstra at gruble over. Han mangler eksempelvis et band. Og har mindre end ti dage næste koncert.
Bassisten og trommeslageren er skredet fra Memphis-punkerens band. Det fortalte han …
Det er sjældent, at debuterende danske artister kaster sig over powerpop. Umiddelbart kan jeg ikke komme i tanker om andre bands, der minder om Roof on Fire. Har de virkelig fundet deres helt egen niche?
Brendan Benson kan spille guitar. Han har mange venner, der også kan spille rock-instrumenter. Det viser han på hans fjerde soloplade My Old, Familiar Friend. Og det er så også sådan cirka det, manden formår at bevise på pladens 11 numre.
På opfølgeren til mesterstykket Blood Visions lægger Jay Reatard en dæmper på sig selv, men det er en dæmper fyldt med mørke, selverkendelse og fremragende melodier.
Slow Clubs debutalbum Yeah So er lidt som at høre Det Elektriske Barometer, efter man er blevet for gammel til det. Engang sødt, uskyldigt og mystisk. Nu plat, uoriginalt og ufrivilligt morsomt.
Undertoner var overdrevet begejstrede for festivalens sidste koncerter. Om det så var avant-, synth- eller almindelig pop.
St. Vincent leverede utraditionel indiepop i Astorias lukkede scene, mens Mew tog den slagne, velkendte vej på Arena og gav folket, hvad de ville have.
I Was a Kings anden plade er et fremragende opkog af fremragende bands, men heller ikke så meget mere end det. Det er heldigvis også alt rigeligt.
Nogle album har vi bare ikke tid til at anmelde, andre kommer først til vores kendskab sent pÃ¥ Ã¥ret. Det forsøger vi at kompensere for ved denne lille artikelserie, hvor vi hiver plader ned fra 2008-hylden og giver dem et par ord med pÃ¥ vejen, inden de forsvinder i det næste mylder af nye plader, der allerede er pÃ¥ vej i 2009. Her er tredje og sidste del af “Plader vi oversÃ¥ i 2008″.
Nogle album har vi bare ikke tid til at anmelde, andre kommer først til vores kendskab sent pÃ¥ Ã¥ret. Det forsøger vi at kompensere for ved denne lille artikelserie, hvor vi hiver plader ned fra 2008-hylden og giver dem et par ord med pÃ¥ vejen, inden de forsvinder i det næste mylder af nye plader, der allerede er pÃ¥ vej i 2009. Her er første del af “Plader vi oversÃ¥ i 2008″.
En tilbagevenden til form for det new zealandske rawk-orkester. Og med form menes der »catchy garagerock, der aldrig for alvor sætter tænderne i.« Man kan mene, at den slags er ved at være en saga blot, men The Datsuns overbeviser halvt om, at hjertet i projektet ingenting fejler.
Kevin Barnes og hans farverige kollegers nye album er et genremiks med pop-fragmenter og en tekstside, der fremtryller en ren buffet af seksuelle identiteter. Spændende, spændende. Men lyder det godt? Egentlig ikke. Albummet lever desværre ikke op til de høje forventninger efter sidste års Hissing Fauna, Are You the Destroyer?
Vil man underholdes, hoppe og danse, er der masser af mulighed for at få sine lyster styret ved at lytte til Are We Brothers’ selvbetitlede debut, der oser af glæde og iørefaldende hooks. Det er ikke nogen poprevolution, men bandet har alligevel snøret sækken omkring noget, der er værd at åbne, nu når sæsonen for manglende vitaminer står for døren.
