The Ruby Suns' seneste skive burde have et kæmpe advarselsskilt på coveret, for så lækker og ørehænger-agtig indiepop kan næsten kun betragtes som psykologisk krigsførelse.
Tag - powerpop
Nyt fra The New Pornographers
Dan Bejar, Neko Case og resten af det canadiske powerpopslæng The New Pornographers er klar med første udspil fra deres kommende album Together. Det skriver Stereogum. “Your Hands (Together)” hedder det første nummer, som netop er kommet online hos Matador Records. Og ikke overraskende er det da også Matador Records, der udgiver albummet den 4. maj. Som altid er det den bundsolide melodi, der er grundpillen hos The New Pornographers. Det og så et solidt udvalg af dyr og natur i og omkring studiet. Trackliste 1. Moves 2. The Crash Years 3. Your Hands (Together) 4. Silver Jenny Dollar 5. Sweet Talk, Sweet Talk 6. My Shepherd 7. If You Can’t See My Mirrors 8. Up In The Dark 9. Valkyrie In The Roller Disco 10. A Bite Out Of My Bed 11. Daughters Of Sorrow 12. We End Up Together Lyt til “Your Hands (Together)” (via Stereogum) [AUDIO:(Together).mp3]
Los Campesinos!: Romance Is Boring
Så røg stikket for alvor i kontakten. Los Campesinos! giver los og fyrer op for energien i en form for kærligheds-grandprix for alternative køretøjer. Er man til alternativ pop og sur/sød lyrik, skal man gå på opdagelse.
N.A.M.B.: B.M.A.N.
B.M.A.N. er en rædderlig blanding af lyd, der er væltet ned i slags melodi-mixskål for derefter at blive pisket totalt i smadder og endelig til sidst hældt ud i atten portioner med dertil påsat mærkat: ’MØG’.
Thomas Function: In the Valley of Sickness
Alabama-bandet Thomas Function udgav sidste år debutpladen Celebration, der er en fabelagtig powerpop/garagerockplade. In the Valley of Sickness er et forsøg på at følge op på succesen. Det lykkes ikke helt.
Pharaohs: We’ve Tried Nothing and We’re All Out of Ideas EP
Pharaohs leverer velspillet, tight og total uinteressant powerpoppunk. Er man til det, er Pharaohs det britiske svar på Good Charlottes offspring.
Tegan and Sara, 22.11.09, Store Vega, København
De canadiske enæggede tvillinger Tegan og Sara Quin var glade for at være opgraderet til »the big room« for første gang. Her leverede de en solid koncert med næsten alle de powerfyldte indierocksange fra det nye album plus gamle godbidder.
Beurre Noir!: Golden Virgina!
Beurre Noir! leverer solid indierock på en overbevisende, men ujævn debut-ep fra den københavnske undergrund.
The Sons: Visiting Hours
Måske er The Sons et af de få stenede navne, der var tilbage på 60’er-hylden, og måske er det derfor, dette navn er blevet valgt. Under alle omstændigheder er bandet yderst overbevisende med henblik på både attitude og talent.
Placebo, 12.11.09, KB Hallen, København
Indierockens tunge prettyboys kæmpede en brav kamp for at lade solen komme til sin ret og træde ud af månens skygge; det tog lang tid virkelig at brænde igennem, men da det først skete, var det med et eksplosivt VROOOM!
Lou Barlow: Goodnight Unknown
Lou Barlow beviser endnu en gang, at han kan noget med lo-fi og ballader. Men det er ved at være et lige lovligt sikkert kort at spille igen og igen.
The Parlotones: A World Next Door to Yours
The Parlotones er på banen med et lidt ligegyldigt album, som forkæler med velkomponeret radiorock. Desværre bliver det ikke til mere end det.
Jay Reatard uden band, fortsætter tour
Bassisten og trommeslageren er skredet fra Memphis-punkerens band. Det fortalte han tidligere i dag på Twitter. Jay Reatard har, ifølge Pitchfork, ikke planlagt aflyse nogen af de mange koncerter i oktober og november. Heller ikke den på Loppen i København den 1. november. “Band quit ! Fuck them ! They are boring rich kids who can’t play for ahit anyways .. Say hello to your ugly and boring wifes opps I mean …” skrev han, ganske høfligt, som afskedssalut til bassist Stephen Pope og trommeslager Billy Hayes i eftermiddags. Da Jay Reatard ikke ligefrem har ytret ønsker om at læse på nogen som helst universiteter eller at bedrive journalistik, kan vi tilgive ham trykfejlene. Men at det er slut med nu tidligere bassist Stephen Popes afro til Jay Reatard-koncerter, bliver svært at sluge. Indtil Jay får styr på et nyt band, kan du lytte til “Wounded” fra hans fremragende Watch Me Fall-album fra i år. [AUDIO:]
Roof on Fire: s.t.
Det er sjældent, at debuterende danske artister kaster sig over powerpop. Umiddelbart kan jeg ikke komme i tanker om andre bands, der minder om Roof on Fire. Har de virkelig fundet deres helt egen niche?
Brendan Benson: My Old, Familiar Friend
Brendan Benson kan spille guitar. Han har mange venner, der også kan spille rock-instrumenter. Det viser han på hans fjerde soloplade My Old, Familiar Friend. Og det er så også sådan cirka det, manden formår at bevise på pladens 11 numre.
Jay Reatard: Watch Me Fall
På opfølgeren til mesterstykket Blood Visions lægger Jay Reatard en dæmper på sig selv, men det er en dæmper fyldt med mørke, selverkendelse og fremragende melodier.
Slow Club: Yeah So
Slow Clubs debutalbum Yeah So er lidt som at høre Det Elektriske Barometer, efter man er blevet for gammel til det. Engang sødt, uskyldigt og mystisk. Nu plat, uoriginalt og ufrivilligt morsomt.
Roskilde ’09: Deerhoof, Yeah Yeah Yeahs, Coldplay, 05.07.09
Undertoner var overdrevet begejstrede for festivalens sidste koncerter. Om det så var avant-, synth- eller almindelig pop.
Roskilde ’09: St. Vincent, Mew, 02.07.09
St. Vincent leverede utraditionel indiepop i Astorias lukkede scene, mens Mew tog den slagne, velkendte vej på Arena og gav folket, hvad de ville have.
I Was A King: s.t.
I Was a Kings anden plade er et fremragende opkog af fremragende bands, men heller ikke så meget mere end det. Det er heldigvis også alt rigeligt.