I Was a Kings anden plade er et fremragende opkog af fremragende bands, men heller ikke så meget mere end det. Det er heldigvis også alt rigeligt.
Tag - powerpop
Plader vi overså 2008 (del 3)
Nogle albums har vi bare ikke tid til at anmelde, andre kommer først til vores kendskab sent på året. Derfor hiver vi nu oversete plader ned fra 2008-hylden og giver dem et par ord med på vejen. Her er tredje og sidste del af "Plader vi overså i 2008".
Plader vi overså i 2008 (del 1)
Nogle albums har vi bare ikke tid til at anmelde, andre kommer først til vores kendskab sent på året. Derfor hiver vi nu oversete plader ned fra 2008-hylden og giver dem et par ord med på vejen. Her er første del af "Plader vi overså i 2008".
The Datsuns: Headstunts
En tilbagevenden til form for det new zealandske rawk-orkester. Og med form menes der »catchy garagerock, der aldrig for alvor sætter tænderne i.« Man kan mene, at den slags er ved at være en saga blot, men The Datsuns overbeviser halvt om, at hjertet i projektet ingenting fejler.
Of Montreal: Skeletal Lamping
Kevin Barnes og hans farverige kollegers nye album er et genremiks med pop-fragmenter og en tekstside, der fremtryller en ren buffet af seksuelle identiteter. Spændende, spændende. Men lyder det godt? Egentlig ikke. Albummet lever desværre ikke op til de høje forventninger efter sidste års Hissing Fauna, Are You the Destroyer?
Are We Brothers: s.t.
Vil man underholdes, hoppe og danse, er der masser af mulighed for at få sine lyster styret ved at lytte til Are We Brothers’ selvbetitlede debut, der oser af glæde og iørefaldende hooks. Det er ikke nogen poprevolution, men bandet har alligevel snøret sækken omkring noget, der er værd at åbne, nu når sæsonen for manglende vitaminer står for døren.
A Kid Hereafter: Yo!
A Kid Hereafter har i vanlig eklektisk og småfjollet stil bedrevet 15 små eksplosive popperler med Yo!. Men takket være Frederik Thaaes uomtvistelige talent for den gode melodi, et toptunet band og et humør, der smitter som influenza i oktober, er Yo! både underholdende og udfordrende.
The Disciplines: Smoking Kills
Norske Briskeby uden sangerinden, men med Posies-guitarist og -sanger Ken Stringfellow i front? Det er en virkelig god idé, for resultatet er en sexet rockplade. Ikke mere. Men definitivt heller ikke mindre.
Guillemots: Red
Der er ikke sparet på de musikalske legoklodser i alle mulige størrelser og farver. Guillemots bygger stadigvæk deres musik op af alskens indspark fra rock, pop og jazz krydret med elektronik. De beviser et ganske imponerende all-round håndværk, men denne gang fungerer sammensætningen af inspirationskilderne ikke så optimalt som på debuten.
Owen Tromans: Hope Is a Magnet
Hope Is a Magnet er langt fra den typiske soloplade. Owen Tromans får hjælp af backingbandet The Elders, som straks fyrer op for en forfriskende gang powerpop. Talentet og intentionen er på plads, men pladen mister momentum, når bandet får for lidt plads.
Levy: Glorious
Amerikanske Levy, der føres an af James Levy, har med sit andet album begået en både pompøs og lidt trættende powerpop-plade. Med strygere, fængende guitarhooks og et højtragende tekstunivers er det indledningsvis nemt at overgive sig til udtrykket. I længden bliver det dog småkedeligt.
Jakobinarina: The First Crusade
Jakobinarina er en rigtig god historie. Hypen er stor, medlemmerne er kun omkring 18 år, de har varmet op for store navne og så er de noget så sjældent som et punkband fra Island. Men den gode historie holder ikke vand, for skønt drengenes høje energiniveau er debuten en ensformig, forhastet omgang.
The New Pornographers: Challengers
The New Pornographers' fjerde album er deres mest afdæmpede, men det er der bestemt ikke noget galt i. Bandet har for det meste godt styr på sangskrivningen og leverer et glimrende powerpop-album – også selv om Destroyers Dan Bejar ikke er kommet særligt godt af sted med at skrive sin lille håndfuld sange.
Sloan: Never Hear the End of It
Det er yderst sjældent, at man slipper heldigt fra at have hele 30 numre på en cd, og Sloans forsøg når da heller ikke gennem uden skrammer. En ordentlig tur med lugejernet havde gjort underværker, for kvaliteten svinger lige lovlig meget.
Ted Leo klar med label-debut
Kender du ikke Ted Leo? Bare rolig, der er en introduktion længere nede. Amerikanske Ted Leo har færdiggjort sit første album efter pladeselskabsskiftet til Touch and Go Records. Og at dømme efter den mp3, som ligger til fri afbenyttelse hos pladeselskabet (klik på “The Sons of Cain”), så er der ikke sket den store landvinding med hensyn til sangskrivningen. Det er stadig markant rockende popmusik med den halvt råbende, halvt syngende Leo i front, og et band, der ikke har meget til overs for “less is more”-principper, når det kommer til antallet af guitaranslag pr. minut bagved. Hvis du ikke allerede kender Ted Leo and The Pharmacists, er der kun ét at gøre: nemlig at finde hans hjemmeside, klikke på “audio” og ellers vælge løs. Undertoner kan især anbefale “Me and Mia” og “Where Have All the Rude Boys Gone”. Så skulle du være klar til den 20. marts, hvor Living With the Living udkommer på både cd og dobbelt vinyl. Ace! PS: Vi plejer da altid at have en trackliste klar, gør vi ikke? Jo, det gør vi: 1. Fourth World War 2. The Sons of Cain 3. Army Bound 4. Who Do You Love? 5. Colleen 6. A Bottle of Buckie 7. Bomb.Repeat.Bomb 8. La Costa Brava 9. Annunciation Day/Born on Christmas Day 10. The Unwanted Things 11. The Lost Brigade 12. The World Stops Turning 13. Some Beginner’s Mind 14. The Toro and the Toreador 15. C.I.A.
Pernice Brothers: Live a Little
Hvordan lyder drømme egentlig? Det spørgsmål forsøger Joe Pernice at besvare ved hjælp af 12 udtag fra hans eget drømmeunivers.Live a Little disker op med sublim pop, lækre strygerarrangementer og rigtige gode melodier – som et langtidsbrændende lys til de mørke tider.
The Nice Boys: s.t.
Kun tanken om et uforløst potentiale og lysten til at høre The Exploding Hearts står tilbage, når debuten fra The Nice Boys rinder ud. Tynd mp3-lydende produktion ødelægger det færdige produkt.
Sterling: Yndigt land
En voksen spejderlejr med kådhedsblodige knæ, søvnige ungdrengedrømme, store tanker om små ting og en evne til at binde det hele sammen med syng-med-knob, som selv den mest tungsindede voksne på lejren ikke kan lirke op.
The Lemonheads: s.t.
Efter 10 års pause er Evan Dando og The Lemonheads tilbage med en frisk blanding af poppunkede rockbolsjer. Med sig i bandet har han denne gang eks-Descendents-medlemmer, og sammen har de lavet en plade, der naturligt tager tråden op fra sidst. Intet nyt under solen, men den skinner dejligt.
Mojave 3: Puzzles Like You
3/4 af britiske Mojave 3 har en fortid i det legendariske shoegazerband Slowdive. Kvartettens femte udgivelse markerer en skillevej for dem, idet musikken ikke længere er så udpræget melankolsk. Dette er i stedet en rigtig sommerplade. En overraskende udvikling, der oven i købet fungerer fortræffeligt.