B.M.A.N. er en rædderlig blanding af lyd, der er væltet ned i slags melodi-mixskål for derefter at blive pisket totalt i smadder og endelig til sidst hældt ud i atten portioner med dertil påsat mærkat: ’MØG’.
Hvis du var til Panda Bear-koncert i weekenden og harcelerede over den irriterende fyr, der hele tiden sms’ede, stod du nok ved siden af en fra Undertoner. Kasper Würtz og Mikkel Arre har dokumenteret deres oplevelser af Panda Bears koncerter i Tyskland og Belgien.
ISIS’ strukturelle tilgang til deres musik afspejler sig både i tilblivelsesprocessen og deres albums’ tematikker. Men informationen ligger ikke lige for, og man kan godt forvente at skulle arbejde for den.
Vores færøske broderfolk kaster støjende, mørke skygger over hjemlandet, og vi præsenteres for Knút, der lover psykedelisk gospelpop. Han holder sit løfte.
Träd Gräs och Stenar fortsætter ufortrødent med den eksperimentelle trancerock, de også spillede for 40 år siden. Pladen balancerer vaklende på grænsen mellem at være hypnotisk og søvndyssende – selv for den tålmodige lytter.
Musik er en ultimativ måde at kigge ind i nogens hjerne på. Tyondai Braxton har efter alt at dømme en stor hjerne. Om man bliver forbløffet, inspireret eller bare skidestresset over at høre på sådan noget larm, er op til den enkelte.
Do Make Say Think blander på overbevisende maner krautrocket motorik, udsvævende shoegazer og iskold, støjende synth i deres hypnotiserende postrock.
A Gunnar Ekelöf Soundtrack udspringer af Ida Bach Jensens arbejde som komponist til filmen “Ekelöfs Blik”, men musikken ville også egne sig godt til f.eks. en Lars Von Trier-film, fordi den er så mystisk, mørk og forbandet mærkelig.
Espers blander neo-psykedelisk folk, akustiske dele og elektrisk guitar, hvilket gør deres musik en anelse skæv og inspireret af 60′er-musikken og singer/songwriter-genren. På den måde blandes de blødere genrer med et mere råt islæt.
Det bliver ikke en helt almindelig mandag aften, hvis man tropper op til Escho/Demoteket-arrangement på Blågårdens Bibliotek.
Mandag aften den 23. november kl. 19-22 er der mulighed for GRATIS at opleve …
Devendra Banhart rejser ind i Santanas lysestage og begejstrer igen med sin nedbarberede lo-fi-folk.
Hvor meget kan man fortælle uden egentlig at sige noget? Band Ane udfordrer den normale opfattelse af, hvad et narrativ er, og manifesterer sig som en rendyrket anarkist med plads til både abstraktion og konkretisme.
For nylig varmede de op for Muse i Parken. Og mandag aften besøgte The Horrors København på egen hånd, da de spillede i et halvfyldt Lille Vega. Trods få publikummer og lydkiks fejlede koncertpræstationen ikke noget.
Trods skønhedspletter var Dead Weathers rock’n’roll uimodståelig, og ligeså var den momentane vildskab, der blev skabt i blandingen af sitrende seksualitet og faretruende femme fatale.
Wauw! Velkommen til en verden af alternative symfonier og genresammensmeltning af bedste kaliber. Enkelte ting kunne ændres, men gennemgående er On Safari bare pisseforførende. Så simpelt kan det siges.
Tilhører du den befolkningsgruppe, der jubler ved tanken om et genopdaget album fra den danske, psykedeliske undergrund? Så er juleaften kommet tidligt i år. Orpheus Records har støvet en gammel kending af.
I løbet af de sidste 10 år har hele 35 individer været inde over The Unit Breed og det kan høres. Fragmenteringen af lydbilledet og dekonstruktionen af ideerne er altid i højsædet, og deres surf ’n’ sample-stil er overbevisende.
Skal man male et billede af Gorgeous Johnny, må det blive af et folkevognsrugbrød med et kæmpe peace-tegn på siden. Det var muligvis det helt store for 40 år siden, men The Skygreen Leopards kommer altså aldrig på Woodstock.
En mere eller mindre helstøbt koncert leveret med apokalypse-lignende elementer og akustiske akkorder. Alt sammen udført med professionalisme og nærvær i et stemningsmættet og tryllebundet Vega.
Ambient folk? Psykedelisk kormusik? Glem alt om genrer, og tag med Volcano Choir på musikalsk opdagelsesrejse.
Woodstock er et paradoks, for kunstnerne var for fleres vedkommende døde kun fem år senere. De levede for musikken – og døde med den. På Woodstock dopede de sig ud over deres normale evner. Derfor er Woodstock et øjebliksbillede. En fastfrysning af folk på toppen.
No Go Knows univers er noget af en forlystelsespark at træde ind i, og dobbeltalbummet diffunderer ind og ud mellem mathrock, indierock, indiepop, dreampop og og og…
Der er meget at gøre sig lystig over, når det gælder Norge. Men koklokkerne, de overgearede fodboldkommentatorer (“Vive la Norvège!”) og de absurd dyre agurker til trods er der god …
Darker My Love leverer rock, der kræver dig i nuet, og som på paradoksal vis forsøger at fastholde den virkelighed, de flygter fra. En skæv faktor præger deres rockede toner, så de ender med at tilbyde en genrehybrid og flere lag, end man lige umiddelbart gennemskuer.
Søger du efter prædikanter, der vil forvandle verden til et bedre sted? Vil du samtidig gerne høre de politiske budskaber tilsat dansabel indierock? Reverend and the Makers er leveringsdygtige i denne hybrid.
