Tag - psykedelisk

Plader

Caribou: Andorra

Med sit fjerde album forfiner Dan Snaith sin i forvejen glimrende blanding af psychpop og krautrytmik, og med tilføjelsen af flere vokaler end tidligere bliver resultatet absolut blændende. En af de stærkeste og mest medrivende udgivelser i 2007.

Plader

Islaja: Ulual YYY

Finske Islaja nærmer sig det tilgængelige på hendes tredje album, men der er stadig overrumplende mange ubesvarede spørgsmål tilbage, når pladen er ovre. Spørgsmål, der vækker nysgerrigheden og giver Ulual YYY endnu en chance for at åbne sig op. Igen og igen.

Plader

Figurines: When the Deer Wore Blue

Succeshistorien Figurines viser på deres tredje album endnu en gang nye sider af sig selv. Fornyelserne er dog denne gang flere og mere markante i forhold til tidligere, og bandet slipper samlet set godt fra de nye tiltag. Alligevel savner man tidligere tiders mere skæve og pågående udtryk.

Plader

Jennifer Gentle: The Midnight Room

The Midnight Room fortsætter italienske Jennifer Gentle deres anarkistiske stormløb mod konventionel sangskrivning med Syd Barrett som den store ledestjerne. Der er der kommet et afvekslende og underholdende, men også lidt enerverende psychpop-album ud af.

Plader

The Lionheart Brothers: Dizzy Kiss

De norske anmeldere har rost The Lionheart Brothers’ seneste plade, Dizzy Kiss, helt op i de luftlag, hvor bandets drømmende popmusik svæver rundt. Dét ville pladen have levet op til, hvis ikke den havde mistet lidt af sin tiltrækningskraft undervejs.

Plader

Panda Bear: Person Pitch

Brian Wilson bliver kun nævnt én gang i denne anmeldelse (ok, nu er det så to gange). Resten af sammenhængen med det aldrende pop-geni må du selv lytte dig til. Faktum er dog, at Panda Bear har skabt dette års første deciderede mesterværk. Og har gjort det med melodisk nysgerrighed som en grundsubstans, der er svær at overhøre.”Take a look at the new Brian Wilson of our generation, everybody.” Sådan lyder en af kommentarerne til en live-video med Panda Bear på Youtube. Og Animal Collective-medlemmet Noah Lennox, der alene står bag Panda Bear-udgivelserne, har vitterligt noget at have det i. For med en særegen evne til at konstant at lade grundsubstansen i sit værk, melodien, udvikles, har Panda Bear med sit tredje soloudspil begået det mesterværk, som hele tiden har ligget gemt et sted i sfæren omkring Animal Collective. Det starter faktisk ganske blidt og velkendt ud. “Comfy in Nautica” optrådte første gang på en 7″-single udgivet sidste år, og dens brusende og fjernt håndklappende melodi springer stadig lige klart frem fra ekkotågerne. Den messende tone efterlader et andægtigt indtryk af en kunstner, der i løbet af pladens levetid har tænkt sig at tage dig med på en rejse til steder, hvor du end ikke havde håbet på at komme. Og på den måde lægger Panda Bear selv linjen til en plade i hvis selskab selv de mest ruskende forårsdage føles tropiske og sorgløst barnlige. Og allerede herefter kommer den første virkelige overraskelse. Det sker i form af “Take Pills”, hvor Panda Bear langsomt og med småt skiftende samples bygger frem mod en pumpende og overraskende dansabel rytme. De første par gange virker skiftet mellem langstrakt tambourinakkompagneret ambience til den tungere bastante rytme noget brat, men efterhånden træder små brudstykker af den kommende rytme frem i hele opbygningen. Og åbner dermed for et helt nyt univers af små velkomne genkendeligheder. Under den elegant fængende melodi befinder sig endnu et ny-åbnet univers i Panda Bear-regi, nemlig let forståelige tekster. Og sangens opfordring til at tage piller – hvilke det er er lidt svært at nå frem til – er faktisk nærmere en advarsel Panda Bear giver sig selv men også sin moder: »I dont want for us to take pills / Because we’re stronger / And we don’t need them,« lyder den afsluttende rundgang. Ligesom pladens åbner er “Bros” også en tidligere udgivet sang. Men det gør det ikke værre at høre den i fuldlængdealbummets sammenhæng, for med sin åbne akustiske rytmik kunne sangen fint stamme fra Animal Collective-pladen Sung Tongs. Men i dette selskab giver Panda Bears skiftevis grædende sampling af en mandestemme og et leende barn samt den noget primitive hihat-programmering pludselig mere mening. For det nærmer sig det mantraagtige, når han lader børnene skrige under linjerne »I’m not trying to forget you / I just like to be alone / Come and give me the space I need / And you may and you may / And you may and you may and you may / Find that we’re alright.« Det er så forbandet elegant, at de lidt for mange samples, der hele tiden væves ud og ind af melodien og sangens rytmik helt bliver tilgivet. “I’m Not”, der udkom på samme single som “Comfy in Nautica”, har en akustisk dubbet grundtone og viser samtidig, at de mange referencer til nyere minimaltechno a la Berlin i Person Pitch-coveret ikke er nogen tilfældighed. Og det er især her, at henvisningen til Markus Guentner bliver tydelige, til trods for at Guentner opererer i et vokalløst univers, og Panda Bear netop bruger sin lyse virkningsfulde stemme i opbygningen af de mange niveauer i musikken. Vokalen er også omdrejningspunktet i den percussion-opbyggede “Good Girl”, hvor høje elektroniske frekvenser blander sig i det trevlede ekko af vokalsamples og skaber en stammelydende stemning med udfasede skrig og masser af melodiske krumspring, der faser ud og skifter – måske lidt for brat – retning over i et klaverbaseret stykke med et ganske banalt trommesample, der igen peger imod langt mere firkantede og dansable inspirationer. For til sidst at blive en vimsende og vuggende reggae-sag, hvor endnu en melodi træder frem. Ja, det er forbandet forvirrende, men samtidig evner Panda Bear hele tiden at holde et nogenlunde fast fokus hos lytteren via den altid nærværende vokal. Det virkelige skifte i forhold til Panda Bears forrige plade, den lige så mesterlige, men noget mere afdæmpede Young Prayer, ligger i teksternes genkendelighed samt de elementer af Jane-projektet, som har fået lov til at blive lagret i hans små samplerinstrumenter. For det er sammenrendet af alle de gode enkeltdele, der til sammen giver en udgivelse, der – ud over at være umiddelbart tilgængelig for de, der ikke er melodiforskrækkede – har den evne, at hvert nyt lyt lader sig folde ud i en vifte af melodiske retninger, der før har virket gemt helt væk i lagene af ekko og reallyde. Person Pitch bliver svær at stikke. Det er – uden tøven – årets hidtil bedste udgivelse.

Plader

Gravy: Glory to Our Brilliant Name

Danske Gravys andet udspil Glory to Our Brilliant Name byder på en lettere psykedelisk blanding af 60'er inspireret syrerock tilsat elementer af punk, hiphop og elektronik fra en iskold skurvogn på Amager anno 2007. Det har givet plads til mange spændende detajler, men desværre på bekostning af finishen.

Plader

Dragontears: 2000 Micrograms from Home

Baby Woodrose- og On Trial-sideprojektet Dragontears syrer godt og grundigt ud – og dét endda på en endnu mere bevidsthedsudfordrende måde, end man kunne have ventet. Resultatet er en stærk plade, hvor man dog hist og her godt kunne have ønsket sig lidt mere nyt under solen.

Plader

The Earlies: The Enemy Chorus

Engelsk-amerikanske The Earlies vender tilbage med et album, der på fornem vis blander elektronik og akustiske instrumenter i en fremragende produktion, men man sidder også lidt for meget tilbage med fornemmelsen af at have hørt det før.

Plader

Nurse & Soldier: Marginalia

Oneida-medlemmet Bobby Matadors sideprojekt er klar med sit andet album og er kommet fint af sted med at lave et lytteværdigt album. Duoen har hentet inspiration i 60'erne hos såvel pigegrupper som psych-hoveder og ender i et mildt grænseland.

Plader

The Ruby Suns: s.t.

Ryan McPhun flyttede helt fra Californien til New Zealand for at finde ligesindede til et band. Men hans musikalske rødder er ærkecaliforniske. Debutalbummet fra McPhun og hans syv bandkollegaer bærer præg af stor Beach Boys-betagelse, men er mere end blot en hyldestplade.

Plader

Jan Jelinek: Tierbeobachtungen

Da Jan Jelinek skulle flytte til sit nye studie i Berlin, besluttede han sig for at lave en plade. Albummet er en flytterods-skive, der lyder som Jan Jelineks live-optrædener med mere improvisation og mindre substans.

Plader

Dead Moon: Echoes of the Past

Et af verdens allerstærkeste bands har samlet en kæmpe opsamling af overvældende gode garagepunksange med masser af melankolsk indføling. Echoes of the Past er en uovertruffen introduktion til et fremragende rockband.

Plader

The Sadies: In Concert – Vol. One

Toronto-kvartetten The Sadies blander punk, surf og bluegrass sammen til en form for kosmisk country. Denne mastodont af et livealbum skal bides over, for der er musik til flere dage. Men selv om der skal sorteres lidt i indholdet, giver albummet et godt indblik i, hvordan The Sadies gør sig på scenen.

Plader

Viva Voce: Get Yr Blood Sucked Out

Velkommen tilbage til 60’erne! Ægteparret Kevin og Anita Robinson har forvildet sig 40 år tilbage i tiden for at skabe en glimrende omgang psykedelika, der burde kunne begejstre de fleste med hang til tilbageskuende, hypnotisk rock.

Plader

On Trial: Forever

På deres første studiealbum i næsten fire år byder On Trial på en virkelig stærk omgang syrerock, hvor trippede ekko-guitarer, seje riffs og soulfulde melodier går op i en højere enhed. Psykedelisk rock af højeste klasse.

Plader

Aloha: Some Echoes

Amerikanske Aloha udsender deres fjerde fuldlængdeplade, der til fulde løfter arven fra 2004's ydmyge triumf, Here Comes Everyone. Velkommen til de uopdagede melodiers evige ekkodale!

Plader

Baby Woodrose: Love Comes Down

Love Comes Down er Baby Woodroses hidtil mest velproducerede og varierede plade. Og så er det deres hidtil bedste forsøg på at levere afdæmpede og melankolske sjælere. Vær forberedt på en intens oplevelse!

Plader

Ariel Pink’s Haunted Graffiti 5: House Arrest

Denne genudgivelse fra undergrundsfænomenet Ariel Pink blev vanen tro indspillet i hans soveværelse ved hjælp af en otte-spors-båndoptager. Resultatet er både mærkværdigt og tilmed ofte særdeles fængende. Alligevel kunne det være sjovt snart at opleve et rigtigt studiealbum fra amerikaneren.