Den danske kvartet Causa Sui leverer en herlig fortolkning af psykedelisk syrerock og stonerrock. Pladen domineres af lange numre med god plads til udflugter udi ruskende guitarstøj samt langstrakte stemningsmættede passager. Det er overbevisende udført, og helhedsindtrykket er fremragende.
Blandt walisiske bands er der tilsyneladende en tendens til ikke at være helt normale. Soft Hearted Scientists er ingen undtagelse med deres primært akustiske folk, der er melodisk og ekstremt stemningsfyldt – og lyder stærkt inspireret af psykedelisk musik fra slutningen af 60'erne.
Devendra Banhart har inviteret en flok musikalske legekammerater med på sin nye plade. Resultatet er et mere psykedelisk rocket album i forhold til de nedtonede, simple blues-numre på de foregående albums. Men det er Banhart ikke blevet mindre sær af.
Smid skoene – nej, smid bare alt tøjet - og dans med til The Skygreen Leopards, mens solen går ned. Tempoet og energien er mestendels fraværende på denne ep, men det sløve og overstyrede udtryk er alligevel ganske inciterende – også for de danseglade hippier. Bob Dylan på god, god syre.
Sol, sommer og vind i håret: Danske Gravy leverer ubesværet varen på det selvbetitlede debutalbum, der især imponerer med sit melodiske overskud.
Rockfaklen fra forrige udgivelse er dæmpet en smule, og det eftertænksomme fylder mere i psych-pop-kompositionerne. Der er mange originale indfald, men de fire amerikanere putter lige rigeligt med genrer ned i blenderen, og derfor bliver man ikke for alvor mæt af Horus.
Stille revolutioner. Dæmpede lys i mørket. Modsætninger og rockhistorie parret på nye psykedeliske måder. Jerk With a Bomb er genopstået med en personlig genindspilning af 40 års rockhistorie.
Det fine pladeselskab Asthmatic Kitty formår endnu engang at udgive en lille perle af et album, der rummer elementer af country, avant-folk og indiepop. En på mange måder sær og mærkværdig cocktail, men den smager fantastisk.
Animal Collective går på Sung Tongs sine helt egne veje, som er brolagt med eklektisk børnefolk af den larmende, udfordrende og alligevel poppede slags. Og endnu en gang lyder Animal Collective ikke som andre end sig selv.
Pere Ubu-frontmanden David Thomas er nu på banen igen med det tredje studiealbum fra neofolkgruppen Two Pale Boys. 18 Monkeys on a Dead Man's Chest er en dejlig plade fuld af overraskelser, der placerer David Thomas som den bedste (eneste?) eksponent af fremtidsfolk.
Simon Gylden udgav tidligere i år den fremragende Go Folk Yourself! Nu serverer den unge københavner et frigjort og eksperimenterende bud på et projektalbum/soundtrack, der er et imponerende kludetæppe af skramlede lydmalerier.Man kan ikke beskylde den unge mand fra det nordvestlige København for at være hverken doven eller ensformig, for det er anden gang i 2004, at Simon Gylden serverer en samling numre, der giver stof til eftertanke.
Gruppen optræder sikkert og stilfuldt iklædt deres egne inspirationskilder. Denne hyldest til 60’ernes garagerock får ikke én til at falde bagover, men der er masser af spilleglæde og energi i de 10 covernumre, der alle har fået deres lille dosis af Baby Woodrose.
The Coral beviser med en aldeles uregerlig omgang psykedelisk rock, at hypen bestemt ikke er fejlagtig.
Den seneste plade fra det japanske hippie-kollektiv Ghost er en slem skuffelse, der ikke fortjener den klassikerstatus, som den allerede har fået.
Der er for langt at sige at der ikke er langt nok er Tang under broens livtag med krydsningen mellem poesi og musik. Det er desværre en lidt for sjusket og upoetisk affære.
The Low Frequency in Stereo er begyndt at spille mere rock, og de introducerer på deres andet album både vokal og orgel. Det første til ligegyldighed, det andet til noget, der ligger under middel.
Allerede halvandet år efter debuten udsender engelske The Coral sit album nummer tre. Albummet markerer en tilbagevenden til den mere udflippede 60’er-lyd, men gruppen har glemt melodierne undervejs.
Kort, kontant, råt og smukt nyt album fra Jason Pierce og co.
Lydskaberen bag Cypress Hill dukker alene op til overfladen igen med et album, der i den grad adskiller sig hip-hop fra dagene, men bestemt er lige så skævt som altid.
The Apes har med Oddeyesee mere end overgået deres debutudspil The Fugue in the Fog fra 2001. Der har været en grønøjet sommerfugl forbi med nye riffs – riffs der klæder.
