Januar startede koldt med nyheden om Jay Reatards død, men heldigvis har måneden også bragt gode oplevelser.
Når man laver coverplader, er kunsten at få folk med på vognen og ikke kun at indspille for egen vindings skyld. Så kunne man lige så godt undlade at udgive skidtet. The Hot Rats er på vippen, for der er få højdepunkter på en temmelig ordinær rockudgivelse.
Televisions debut Marquee Moon fra 1977 er en milepæl i rockhistorien og samtidig et forbillede for et utal af senere indierock-bands. Men hvorfor er albummet, der burde have været en dundrende fiasko, alligevel så umådeligt vellykket?
The Impossible Story of Bubu er proppet til randen med idéer på denne kortfattede og alligevel så facetterede opfølger til sidste års debut In the Thermi Table, hvor kvartetten orienterede sig i et omfattende grænseland mellem prog-, math- og støjrock.
Pissed Jeans tredje album er et sublimt, vredt oprør mod alle de andre, ens egen kedsomhed og hårene i vasken. Smålighed destilleret ind til sludgepunk og en af årets bedste plader.
De canadiske enæggede tvillinger Tegan og Sara Quin var glade for at være opgraderet til »the big room« for første gang. Her leverede de en solid koncert med næsten alle de powerfyldte indierocksange fra det nye album plus gamle godbidder.
Sverige barsler for gud ved hvilken gang med et stærkt hold, og det er er svært at modstå Tutankamons impulsive indierock, der sætter en tyk streg under landets evner inden for det musikalske.
Københavnske Iceage har udgivet lige omkring otte minutters musik. Men hvilke otte minutter!
“Our songs aren’t really brain surgery. You’ve got one riff, maybe two, and everything’s pretty much written in half an hour.” Ja, for helvede! Der er langt fra Brooklyns blog-balustrader til outbacken i Australien pÃ¥ Primary Colours. Forfriskende langt.
For nylig varmede de op for Muse i Parken. Og mandag aften besøgte The Horrors København på egen hånd, da de spillede i et halvfyldt Lille Vega. Trods få publikummer og lydkiks fejlede koncertpræstationen ikke noget.
En af de mange positioner Gogol Bordello vil befinde sig i på Rådhuspladsen. Foto: Mike D'Ariano
Under klimatopmødet i København, der efterhÃ¥nden ser ud til at blive en tam affære uden …
Tre kvarters punkrock og en fadøl i fjæset på publikum. Undertoner var til Jay Reatards debutkoncert med danske Cola Freaks som rytmegruppe.
Det er respektindgydende, nÃ¥r et band gør comeback uden at have mistet forrige tiders magi. Det er decideret overjordisk, at Mission of Burma brød op pga. guitarist Roger Millers tiltagende …
Jay har lidt ekstra at gruble over. Han mangler eksempelvis et band. Og har mindre end ti dage næste koncert.
Bassisten og trommeslageren er skredet fra Memphis-punkerens band. Det fortalte han …
Så er der mere guf fra indiepop-rock-punk-reggae-hiphopperen Jamie T, der med sit andet album fortsætter stilen fra debuten Panic Prevention. Dog appellerer han denne gang lidt bredere og fremstår lidt mere målrettet.
PÃ¥ deres tredje album skifter hiphop-duoen spor til et langt mere punket og aggressivt udtryk, men teksterne kredser stadig om et personligt forhold til verden.
Der er fart på fra starten af denne syvtommer-udgivelse, og man når næsten ikke at trække vejret i punkrock-virvaret. Men det gør ikke noget, for det er en fest i højt tempo.
Flipper fra San Francisco er et af de mere indflydelsesrige punkbands fra 80’ernes hardcore-scene, og Undertoner introducerer nu dette omfangsrige omend dovne band igennem en lille guide til fire centrale værker.
Lovvers er et nyt band med masser af attitude, gode melodier og energi. Deres tyggegummipunk er fængende, men ensformig, elskelig, men irriterende og kedelig, men interessant. Under alle omstændigheder er Lovvers bekendtskabet værd!
Hvad får man, hvis man stripper en punk- og rocksanger slash guitarist for sit band og de nurave-beats, der følger ham i bandet merci Miss Monroe? Følg efter Matteo Griziotti aka The Lonely Rat og find ud af det.
Virkemidlerne er simple: skingre kantede vokaler, nedslagsbetonet bas og forvrænget guitar som negle mod en tavle. Der bliver ikke sparet på energien, hvilket er charmerende, men desværre er det for det meste melodiløst frem for melodiøst.
Ikke meget har ændret sig på dette syvende studiealbum. Rancid fortsætter i samme tempo og med samme kritiske tilgang til bl.a. kultur, politik og religion. Hvis man er til rockede toner, punk-attitude og angreb på Guds eget land, vil dette album falde i god jord.
Det for tiden sÃ¥ hypede en-mands-soveværelses-punk-band Wavves har tilsyneladende aflyst deres Europa-koncerter inkluderende den, de skulle have spillet pÃ¥ Loppen søndag den 14. juni. Ingen af koncerterne stÃ¥r i hvert …
Gamle kendinge i nye forklædninger spiller gamle kendinge i nye forklædninger. Der er ikke meget at komme efter, hvis det er originaliteten, der trækker, men som statement og hyldest fungerer Fuckbook umanerlig godt. Og så er sangene (stadig) skidegode.
Magik Markers skifter mellem mange forskellige udtryk på Balf Quarry. I begyndelsen er det en anelse forvirrende, men de mange skift har også potentiale, og når det er allerbedst, er det nærmest fortryllende.
