Thee Attacks er Ã¥benlyst inspireret af den musik og tøjstil, der var hip under british invasion-perioden i 60′erne. Konceptband? Nej, det handler om at føle sig skarp og levere et godt show pÃ¥ scenen, fortæller de fire unge musikere.
SÃ¥ er vi klar med anden del af plader, vi oversÃ¥ i 2009, som fungerer som nedtælling til Undertoners Ã¥rsliste 2009…
Syreregns debut album OCD lÃ¥ner (sagde nogen stjæler?) ganske skamfrit deres musikalske og lyriske udtryk fra en stribe højt besungne 60′er-grupper. Det er ikke med det store held.
De nordjyske retrorockere i The Blue Van udvider denne gang deres lydunivers med lidt glam og sågar rap og sax et enkelt sted. Det er dog først og fremmest den melodiøse guitardrevne rock, der er i centrum, og meget – men ikke alt – lykkes på denne tredje fuldlængdeplade.
Med Raveonettes-guitarist Manoj Ramdas i front har Spektr begået et debutalbum med gennemført videofilmsæstetik. Coveret ligner et VHS-bånd og indeni findes surf, old school-rock, sjove blip-lyde og kvindekor. Sæt gang i din indre biograf med underlægningsmusik til film, der ikke eksisterer.
Den tidligere Comets on Fire-frontmand Ethan Miller har med Howlin’ Rains andet album gjort sit retrorockende sideprojekt til sin førsteprioritet. Det er sÃ¥ afgjort ikke nogen dÃ¥rlig ide, for Magnificent Fiend er ganske glimrende.
Andet album fra Jack Whites sideprojekt indeholder nogle af de bedste sange, White Stripes-frontmanden nogen sinde har udgivet. Uheldigvis indeholder det også nogle af de værste – og sidstnævnte er klart i overtal.
Den norske trio veksler mellem hårdtslående rock, fængslende mid-tempo og bølgende westcoast-ballader. Pladen har helt klart et potentiale, men den mangler også i den grad at fasttømre sin identitet. Idéerne står knivskarpt, men der mangler lidt navigation og en klar rockkurs.
PÃ¥ The Icky Thumb leverer Jack og Meg White bluesinficeret retrorock uden mange fejlskud.
Andet album fra de fire nordjydere er både mindre overrumplende og mindre charmerende end The Art of Rolling fra 2005. Men lydproduktionen er til gengæld i top, og når bandet indimellem giver den gas med syret stemning og tørre tæsk i trommerne, er det skønt at få en tur i den blå vogn.
Sprælsk, funky, svævende og direkte. Med Guero har den postmoderne pop-konge lagt temaerne til side, for i stedet at skabe en fuldkommen og alsidig plade, der med sikre og velovervejede virkemidler tvinger os ud i alverdens hjørner.
På mange måder en forbløffende god udgivelse. Opfølgeren til deres to år gamle debut er både melodisk og radiovenlig, uden at det bliver kedeligt eller intetsigende. British Sea Power beviser, at man ikke behøver at bo i hverken Manchester eller Bristol for at skrive gode sange.
Tilsyneladende behageligt ukompliceret retrorock fra ostestaten Wisconsin. Freeze Motherstickers afslører sig dog hurtigt som et lidt mere komplekst foretagende, for de enkle kompositioner gemmer pÃ¥ mere under overfladen. Det er interessant … et stykke hen ad vejen, i hvert fald.
The Charms leverer en grÃ¥ og uinspirerende omgang retro-rock’n’roll, hvor deres intention om at være “louder, sweatier, and sexier than ever” falder til jorden.
Glem alt om den gamle svada. Glem alt om budskab og genuinitet. I dag handler amerikansk rock om at definere coolness igen og igen. Baby Strange tror, de har det, der skal til.
Med debutpladen var de selvbestaltede kongetitler fuldt ud berettigede, men opfølgeren er gået hen og blevet noget af en royal bommert. Trods enkelte lys er nerven forsvundet i en tåge af halve numre og letkøbte virkemidler. Særdeles skuffende genhør med et band, der alt for hurtigt vil være modne.
Det københavnske undergrundsband Magtværk har med en god bunke ambitioner hevet dansk 70’er syrerock ind i 2004 på deres debutalbum Maximal komfort. Men selv om det ene ben står i fortiden, så lyder det, som om det andet stadig står i nutidens øvelokale
Allerede halvandet år efter debuten udsender engelske The Coral sit album nummer tre. Albummet markerer en tilbagevenden til den mere udflippede 60’er-lyd, men gruppen har glemt melodierne undervejs.
Efter ni album lyder det amerikanske kultfænomen The Brian Jonestown Massacre stadig lige vedkommende med deres fantastiske, evige og uærbødige hymner.
Der er ikke meget ved debutpladens 11 numre (eller bandfotos for den sags skyld), der indikerer, at amerikanske Kings of Leon slÃ¥r deres folder i nutiden. Det oser af slut-60′er- og start-70′er-rock og countryblues referencer. Det er virkelig old school, det her!
Med inspiration fra både The Strokes, The Cure og Built to Spill har svenske Shout Out Louds skabt en yderst lyttevenlig plade, der dog ikke ligefrem emmer af originalitet.
Kendetegnet ved Vues Down for Whatever er, at det er klassisk rock uden kvaliteter. Det er med andre ord en ligegyldig udgivelse, som man musikalsk set har hørt langt bedre fra rockens ægte originaler for 30-35 år siden.
Opløftende og lovende split-ep fra de to tidligere Posies-mænd, der begge har et godt tag i sangskrivningen – også selv om gennembruddet nok egentlig aldrig kommer.
Præcis et år efter debuten er The Coral klar med en opfølger, der fortsætter skattejagten i tredsernes psykedeliske musik. Tempoet er denne gang sat ned, hvilket har ført til en anderledes, men ikke mindre god plade.
Der er liv efter hypen. Yeah Yeah Yeahs demonstrerer potentialet på debutalbummet.
