Tag - riot grrrl

Ti år efter deres seneste plade er trioen Sleater-Kinney fra Olympia tilbage fra førtidspension med deres ottende plade, No Cities to Love, der næppe vil skuffe hverken deres ældre fanskare eller nytilkommere. For det kan indledningsvis sættes som facit, at der har været al mulig god grund til at have savnet de tre hardhitters. Sleater-Kinney anvender, som de for det meste har gjort, John Goodmanson som producer på deres comeback til combat rock. Og hans tørre og jævnt Steve Albini-klingende lyd passer stadig som fod i hose til et band, der givetvis har haft ‘No bull’-stickers hængende her og der i studiet under optagelserne af No Cities to Love. For bullshit-faktoren er stadig forsvindende lav hos Sleater-Kinney, der i de flestes ører ikke vil lyde som et band, der overhovedet har været væk. I modsætning til deres forrige plade og debut på ikoniske Sub Pop, The Woods, der var produceret af den noget mere bullshit-tilbøjelige Dave Fridmann, er No Cities to Love en stor, fed knogle tilbage i hovedet på hulemændene. Sleater-Kinney er (selvfølgelig) stadig både rodfæstet i, og en af de bedste manifestationer af ‘riot grrl’-bevægelsens feministiske rifflussinger. Hvad der får dem til at ligge øverst i det hierarki er i høj grad deres forrygende øre for at flette bittersøde pophooks ind i deres jernhårde programerklæringer. Åbningsnummeret “Price Tag” er et passende eksempel på dette med dets tekstmæssige combo af forbrugerkritik og rastløs jagt på kærlighed, og denne dobbelttydighed i budskaberne er til stede igennem hele pladen, men med forskellige dynamikker i spil. Midteraksen med “A New Wave” og “No Anthems” er på den måde begge afvisninger af de forventninger, der er til en ‘comeback’-plade samt de forventninger, der opstår, som et forhold bliver ældre. Om det så er forholdet imellem bandmedlemmer eller kærester, kan man læse som man vil. “No Anthems”, især, er med sin rå guitarlyd og rumlende stortromme et kys med knojern, der klinger af Steve Albinis band Shellac og åbner for sidste halvdel af pladen, der sender Sleater-Kinney ud i mere episk territorie. Og godt nok mangler det helt store hit, som det har gjort for trioen igennem det meste af deres karriere, men der er ved gud masser af anthems. Ikke bare for feminister, antikapitalister og hverdagsantagonister, men for alle, der sætter pris på at få en gloende lussing igennem hørebøfferne i ny og næ og i øvrigt har savnet Sleater-Kinneys specielle varemærke af riffs, raseri og hullede hjerter. “Bury My Friends” åbner med lyden af et Franz Ferdinand-riff, der bliver flået i slipsene af tre kvinder i deres bedste alder og oser langt mere af testosteron, end skotterne nogensinde vil komme til. Og som Corin Tucker og Carrie Brownstein på skift galper deres længsel efter rampelyset og overskrifter ud mellem deres på skift grovfilende guitarer, virker sidste linie som et godt billede på både bandet og deres på alle måder vellykkede comeback: »We’re wild and weary, but we won’t give in«. Lukkeren “Fade” er, igen-igen, en hyldest til rampelys og mørke og mareridt, og guitaren er så tungt kompresseret, at man næsten hører Brownstein bløde ud af ørerne, inden forstærkerne for en god ordens skyld får lov at brumme ud og afslutte et på alle måder dejligt comeback. Så velkommen tilbage, herlige kæll..kvinder! Må I komme i nærheden af Danmark inden for en overskuelig fremtid.