De amerikanske rockveteraner i Sleater-Kinney er blevet taget under kærlighed behandling af St. Vincent, og det har resulteret i en helt ny lyd. Brodden er blevet taget af, men relevansen af de feministiske budskaber er uformindsket.
Tag - riot grrrl
Sleater-Kinney: No Cities to Love
Ti år efter deres seneste plade er trioen Sleater-Kinney fra Olympia tilbage fra førtidspension med deres ottende plade, No Cities to Love, der næppe vil skuffe hverken deres ældre fanskare eller nytilkommere. For det kan indledningsvis sættes som facit, at der har været al mulig god grund til at have savnet de tre hardhitters. Sleater-Kinney anvender, som de for det meste har gjort, John Goodmanson som producer på deres comeback til combat rock. Og hans tørre og jævnt Steve Albini-klingende lyd passer stadig som fod i hose til et band, der givetvis har haft ‘No bull’-stickers hængende her og der i studiet under optagelserne af No Cities to Love. For bullshit-faktoren er stadig forsvindende lav hos Sleater-Kinney, der i de flestes ører ikke vil lyde som et band, der overhovedet har været væk. I modsætning til deres forrige plade og debut på ikoniske Sub Pop, The Woods, der var produceret af den noget mere bullshit-tilbøjelige Dave Fridmann, er No Cities to Love en stor, fed knogle tilbage i hovedet på hulemændene. Sleater-Kinney er (selvfølgelig) stadig både rodfæstet i, og en af de bedste manifestationer af ‘riot grrl’-bevægelsens feministiske rifflussinger. Hvad der får dem til at ligge øverst i det hierarki er i høj grad deres forrygende øre for at flette bittersøde pophooks ind i deres jernhårde programerklæringer. Åbningsnummeret “Price Tag” er et passende eksempel på dette med dets tekstmæssige combo af forbrugerkritik og rastløs jagt på kærlighed, og denne dobbelttydighed i budskaberne er til stede igennem hele pladen, men med forskellige dynamikker i spil. Midteraksen med “A New Wave” og “No Anthems” er på den måde begge afvisninger af de forventninger, der er til en ‘comeback’-plade samt de forventninger, der opstår, som et forhold bliver ældre. Om det så er forholdet imellem bandmedlemmer eller kærester, kan man læse som man vil. “No Anthems”, især, er med sin rå guitarlyd og rumlende stortromme et kys med knojern, der klinger af Steve Albinis band Shellac og åbner for sidste halvdel af pladen, der sender Sleater-Kinney ud i mere episk territorie. Og godt nok mangler det helt store hit, som det har gjort for trioen igennem det meste af deres karriere, men der er ved gud masser af anthems. Ikke bare for feminister, antikapitalister og hverdagsantagonister, men for alle, der sætter pris på at få en gloende lussing igennem hørebøfferne i ny og næ og i øvrigt har savnet Sleater-Kinneys specielle varemærke af riffs, raseri og hullede hjerter. “Bury My Friends” åbner med lyden af et Franz Ferdinand-riff, der bliver flået i slipsene af tre kvinder i deres bedste alder og oser langt mere af testosteron, end skotterne nogensinde vil komme til. Og som Corin Tucker og Carrie Brownstein på skift galper deres længsel efter rampelyset og overskrifter ud mellem deres på skift grovfilende guitarer, virker sidste linie som et godt billede på både bandet og deres på alle måder vellykkede comeback: »We’re wild and weary, but we won’t give in«. Lukkeren “Fade” er, igen-igen, en hyldest til rampelys og mørke og mareridt, og guitaren er så tungt kompresseret, at man næsten hører Brownstein bløde ud af ørerne, inden forstærkerne for en god ordens skyld får lov at brumme ud og afslutte et på alle måder dejligt comeback. Så velkommen tilbage, herlige kæll..kvinder! Må I komme i nærheden af Danmark inden for en overskuelig fremtid.
Pins: Girls Like Us
Engelske Pins er rejst langt for at finde en lyd, der passer dem, men at gode plader er hårdt arbejde, lader til at være gået bandets næse forbi.
Darling Don’t Dance: City Ghosts
Den jyske pigepunk-rock kvartet Darling Don’t Dance udviser med deres første fuldlængdealbum
Sleater-Kinney bliver gendannet?
Et af de vigtigste bands i riot grrrl-bevægelsen var Sleater-Kinney. De var også et af de længst levende, men tog en pause på ubestemt tid efter deres album Woods fra 2005. Men nu svirrer rygterne på både Tiny Mix Tapes og Prefix Mag om en mulig genforening, efter medstifter af gruppen Carrie Brownstein i et interview med IFC om en ny film, hun er med i, har luftet ideen om en genforening af bandet og en ny udgivelse indenfor de næste fem år. Hmm, det er jo ikke verdens sikreste kort at hænge sig i. Hvad der dog er mere sikkert, er, at hun har startet et nyt band med Janet Weiss, der lige har udgivet nyt album med Quasi, og som var Sleater-Kinneys primære trommeslager. De har syv sange indtil videre, men hvornår det bliver omsat til et album, er også uvist. Lad os nu se det, inden vi begynder at håbe på genforeninger, selvom de er populære for tiden.
Ida Maria: Fortress Round My Heart
Nu har jeg aldrig brudt mig om den tendens inden for rockmusik, hvor fansene på samme tid både jubler og gyser over, hvor "virkelig" en rocksanger/-inde er, når han/hun vælter rundt på scenen med stiksår på de tynde, blege arme og et glas whisky i hånden. Hvor står det skrevet, at man har mere på hjerte, hvis man er totalt ude at skide?
Help, She Can’t Swim: The Death of Nightlife
Englændernes andet album er rigt på rastløshed og frustrationer, der desværre fremstår umanerligt syntetiske og på ingen måde overbevisende. Stilarten, som for en stor del af albummets vedkommende vel bedst kan betegnes som dancepunk, udmønter sig i flere horrible skæringer og kun et enkelt vellykket.
Heidi Mortenson: Wired Stuff
Danske Heidi Mortenson overrasker med et efter dansk målestok monumentalt elektronisk album, der desværre lastes af arven fra riot grrrl-bølgen. Et præg, der synes at forhindre optimalt udbytte af det ellers flotte håndværk.
Killjoy Confetti: The Fun Is
Pigepunk behøver ikke være kedeligt, selv om man ikke opfinder den dybe tallerken med hvert eneste nummer. På Killjoy Confettis andet album er der dog alt for langt mellem de dybe tallerkner, og alt for mange numre er konstrueret kedeligt og helt i inspirationkildernes ånd.
Arcade: Into the Light
Into the Light er en plade, som næppe kommer til at slå igennem, fordi Arcade lyder som en halvtør udgave af de mange pige-punkgrupper, som de trækker på.