Tag - r’n’b

Durand Jones & The Indications charmerer med sjælfulde vokalharmonier, imponerer med stærke tekster og kombinerer lyden af klassisk r’n’b og soul med en nutidig nerve og energi på en måde, der giver rigtig, rigtig god mening.

Ian Isiah kombinerer lyst og spiritualitet på en måde, der både provokerer og fascinerer. Hans nye udgivelse Shugga Sextape byder på en futuristisk og æggende form for R’n’B og er et ganske interessant mixtape.

Plader

Nanna.B: Solen

Nanna.B hænger ud med de seje og serverer sprød, spacet soul, svøbt i lækker LA-lyd og krydret med overbevisende finesse. Hendes nyeste album, Solen, er på gaden, og det er et album, du ikke bør gå glip af.

Dev Hynes er tilbage med et stærkt, velproduceret og tematisk interessant udspil i form af Negro Swan. Trods det tematiske holdepunkt er det dog også en plade, der ikke hænger fuldstændig harmonisk sammen.

Plader

Liss: First EP

Liss svæver ud i verden med deres drømmende og originale lyd, som de har forfinet og foret med fløjl på deres debut-EP, First.

Storladent er formegentligt det ord, der bedst beskriver Kentaurs debut-ep Vertebra by Vertebra. Et udspil der består af fem stærke numre, som både slår i gulvet og hiver ud i rummet. En storladen affære, som emmer af lige dele mystik og lige dele kraft.

Toro y Mois seneste plade, What For?, er som et tableau over et døsigt, sorgløst ungdomsliv. Det er groovy, stemningsfuldt og effektivt, men risikerer måske også at slå over i lækkerhedens ligegyldighed.

Plader

Kindness: Otherness

Adam Bainbridge videreudvikler sin hang til sjælfulde og bastunge r'n'b-ballader. Utallige gæsteoptrædener og kun få mindeværdige produktioner fører dog til, at Otherness gør et noget rodet og uinspireret indtryk.

Med et smalt bagkatalog og kun få koncerter på bagen skulle Banks torsdag aften forsøge at leve op til den massive omtale, hun har været center for. Hun udstrålede dog desværre mere skræmt efterskole-sangerinde end overskudsagtig popdiva.

I dansk pop leder jeg efter den mindre polerede kant. Og for én gangs skyld lyttede jeg til ordene på Rosensale, der ellers har musikalske lag-på-lag og labyrintiske principper, hvor det kan være svært at høre ordentligt efter, når noget bliver fortalt.

Der er gået lang tid, siden Blicher roste jydens egenskaber, og ordene har spredt sig siden. Den 7. februar bliver det svært at finde nogen, der ikke mener, at svensken, hun er stærk og sej. I hvert fald ikke i Store Vega, hvor Jenny Wilson giver koncert. Quiz med om billetter til dig og en ven.

Plader

Poliça: Shulamith

Det er lækker lyd. Det kommer vi simpelthen ikke udenom. Desværre har Poliça underlagt sig det forudsigelige format og fængende hooks domæne.

Plader

M.I.A.: Matangi

M.I.A.’s fjerde udspil rammer hårdt, men bliver aldrig rigtig relevant. Et overrumplende lydbillede reddes langtfra af en uengageret tekstside. En blanding, der efterlader en kedelig og noget tarvelig eftersmag.

Jenny Wilson er hverken til at stoppe eller styre på sit nye album. Det er en stærkt personlig plade, hvor menneske og værk flyder sammen i en, i dette tilfælde, temmelig eksplosiv blanding.

Nothing Was the Same kulminerer Drakes hidtidige karriere i et brag af et popalbum, der repræsenterer lige dele musikalsk snilde og lyrisk håndværk i verdensklasse, og vejen til den storhed, som altid har været prædestineret for ham, er hermed banet.

boeger