I dansk-japanske Atusjis musikalske univers danner øm og følsom indiepop et rum for ængsteligheden og melankolien. Et musikalsk univers der i høj grad drejer sig om manden bag, Terkel Atsushi Røjle, der insisterer på at musikken skal være ligeså mangefacetteret som ham selv - selvom den egentlig er meget radiovenlig.
Uruguayansk-amerikanske Juan Wauters har lavet et fragmenteret indiepopalbum, der leger med både folk, soveværelses-R’n’B og hip-hop. Sangene er både inderlige og vellydende, men flowet afbrydes også af mindre interessante feltoptagelser.
Buscabulla har skabt en plade, der handler om at vende tilbage til et forandret hjem. Det rummer både caribiske rytmer, østafrikansk funk og en elektronisk kærlighedsballade. I det hele taget er det et ret overlegent debutalbum.
Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste udenlandske udgivelser: Vi rammer halvvejsmærket med popdronningens audio/visuelle triumftog, et studie udi groovekunst fra Dev Hynes m. venner samt et visit fra Killer Mike for fjerde uge i træk.
Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste udenlandske udgivelser: Denne gang byder vi på hestevrinsk i Giras galehus, en flok teenagedrenges skræmmende stilsikre rockdebut og et frigørende hiphop-epos med homoerotiske undertoner.
Med blot 15 minutter i baghånden formår Ydegirl på EP'en Notes19 at foretage adskillelige sporskifte og jonglere genrer på dragende vis.
Space10 i Kødbyen var en flot fysisk ramme for koncerten med Marshall Cecil, men stedets dårlige akustik spændte desværre ben for en aften, hvor mange nye sange blev præsenteret.
Koncerten med Durand Jones startede som en rolig tirsdag aften i byen, men blev hurtigt til en sen torsdag og sluttede i en farverig lørdag aften med en sprød og spændstig midnatjam.
Den skrøbelige stemme tog den indadvendte koncert i mange forskellige retninger. I de mange retninger var stemmen det eneste referencepunkt, men den nåede ikke rigtigt helt ind.
Liss havde den hårde opgave at åbne fredag på NorthSide, og løste opgaven godt uden at sætte sig selv på spil.
Masegos koncert på Red Stage torsdag aften var en lummer og musikalsk slagkraftig affære, som festivalens publikum tørstigt lappede i sig.
Med sit genrebrydende tag på indie-pop indtog den canadiske MorMor de legendariske lokaler på Søpavillonen.
Solanges koncert var en betagende, elegant og sømløs sammensmeltning af materialet fra de to seneste albums. Men måske kunne man have ønsket lidt mere personlighed fra en kvinde med så meget på hjerte?
Solange er stadig helt sin egen og formår på mange måder både at tilfredsstille og udfordre øret med sit nye album, When I Get Home. Den særlige og fascinerende lyd, der optræder på sangerindens nyeste udgivelse, har dog en tendens til at drukne i en påfaldende ensformighed.
Durand Jones & The Indications charmerer med sjælfulde vokalharmonier, imponerer med stærke tekster og kombinerer lyden af klassisk r’n’b og soul med en nutidig nerve og energi på en måde, der giver rigtig, rigtig god mening.
Ian Isiah kombinerer lyst og spiritualitet på en måde, der både provokerer og fascinerer. Hans nye udgivelse Shugga Sextape byder på en futuristisk og æggende form for R’n’B og er et ganske interessant mixtape.
Nanna.B hænger ud med de seje og serverer sprød, spacet soul, svøbt i lækker LA-lyd og krydret med overbevisende finesse. Hendes nyeste album, Solen, er på gaden, og det er et album, du ikke bør gå glip af.
Dev Hynes er tilbage med et stærkt, velproduceret og tematisk interessant udspil i form af Negro Swan. Trods det tematiske holdepunkt er det dog også en plade, der ikke hænger fuldstændig harmonisk sammen.
Liss svæver ud i verden med deres drømmende og originale lyd, som de har forfinet og foret med fløjl på deres debut-EP, First.
Storladent er formegentligt det ord, der bedst beskriver Kentaurs debut-ep Vertebra by Vertebra. Et udspil der består af fem stærke numre, som både slår i gulvet og hiver ud i rummet. En storladen affære, som emmer af lige dele mystik og lige dele kraft.
En imaginær stoledans med gravalvorlige miner fra Synd og Skam lørdag på Click Festival.
Toro y Mois seneste plade, What For?, er som et tableau over et døsigt, sorgløst ungdomsliv. Det er groovy, stemningsfuldt og effektivt, men risikerer måske også at slå over i lækkerhedens ligegyldighed.
Adam Bainbridge videreudvikler sin hang til sjælfulde og bastunge r'n'b-ballader. Utallige gæsteoptrædener og kun få mindeværdige produktioner fører dog til, at Otherness gør et noget rodet og uinspireret indtryk.
Med et smalt bagkatalog og kun få koncerter på bagen skulle Banks torsdag aften forsøge at leve op til den massive omtale, hun har været center for. Hun udstrålede dog desværre mere skræmt efterskole-sangerinde end overskudsagtig popdiva.
I dansk pop leder jeg efter den mindre polerede kant. Og for én gangs skyld lyttede jeg til ordene på Rosensale, der ellers har musikalske lag-på-lag og labyrintiske principper, hvor det kan være svært at høre ordentligt efter, når noget bliver fortalt.
Rangleklods møder Reptile Youth, og synth-musik opstår.
Det blev en gensidigt kælen affære mellem newzealandske Connan Mockasin og publikum lørdag aften på Bremen Teater under Frost Festival.
Hvad angår offentliggørelser til dette års Roskilde Festival, må det siges at have været en begivenhedsrig uge, og med dagens offentliggørelser ender vi i denne uge på ialt 30 nye navne.
Den unge brite Låpsley er ude med et let romantisk nummer, der - muligvis i anledning af Valentinsdag - kan downloades kvit og frit.
Der er gået lang tid, siden Blicher roste jydens egenskaber, og ordene har spredt sig siden. Den 7. februar bliver det svært at finde nogen, der ikke mener, at svensken, hun er stærk og sej. I hvert fald ikke i Store Vega, hvor Jenny Wilson giver koncert. Quiz med om billetter til dig og en ven.
Det er lækker lyd. Det kommer vi simpelthen ikke udenom. Desværre har Poliça underlagt sig det forudsigelige format og fængende hooks domæne.
M.I.A.’s fjerde udspil rammer hårdt, men bliver aldrig rigtig relevant. Et overrumplende lydbillede reddes langtfra af en uengageret tekstside. En blanding, der efterlader en kedelig og noget tarvelig eftersmag.
Jenny Wilson er hverken til at stoppe eller styre på sit nye album. Det er en stærkt personlig plade, hvor menneske og værk flyder sammen i en, i dette tilfælde, temmelig eksplosiv blanding.
På Nothing Was the Same kulminerer Drakes hidtidige karriere i et brag af et popalbum, der repræsenterer lige dele musikalsk snilde og lyrisk håndværk i verdensklasse, og vejen til den storhed, som altid har været prædestineret for ham, er hermed banet.
I år har Rihanna været et større samtaleemne end vejret, men modsat dette var popfænomenets koncert forudsigelig og ikke særlig anderledes end en tur i Fætter BR: alt for meget plastik, men det indfrier forventningerne hos de små, og så er alle glade.
Gimle i Roskilde havde fredag aften fint besøg af Danmarks mest charmerende og kunstnerisk dygtige krøltop, Marie Key. Aftenen bød på pophits, akustiske ballader og personlige anekdoter i godt selskab.
Deptford Goth rammer direkte ned i kernesegmentet hos P6 Beat. Lyden er en blanding af r'n'b, soul og electronica, og singlepotentialet er stort. Ikke desto mindre har 40 minutter i soloprojektets selskab det med til tider at blive en noget ensformig affære.
Om vinteren er det småt med fuglesang fra morgenstunden. Undertoner råder bod på den biologiske misere ved at udlodde billetter til den britiske sangfugl Jessie Wares koncert i Vega.
Roskilde Festival har booket r'n'b-ikonet Rihanna til at spille på sommerens festival
Med House of Balloons fangede The Weeknd en tidsånd, der gjorde pladen til noget ganske særligt. To ep'er og næsten lige så mange år senere lander nu en opsamling med alle tre ep'er, men hvordan gør et internetfænomen sig i bokssæt-format?
Fængende, dansabelt, sexet, groovy, eksperimenterende, poppet, rocket – alle disse ord kan siges om Yeasayer denne aften, og intet ville være usandt. Som en ottearmet blæksprutte tog bandet et melodisk favntag om publikum og blæste os omkuld med energi, engagement og en perfekt sætliste.
Nogle gange skal der ikke mere end én stemme til for at fylde et helt rum med kærlighed og eufori. Dette talent tilfalder kun få mennesker i verden. En af de mennesker er Tom Krell. Med en stemme som fløde og flere følelser end hjernen kan fatte, viste How to Dress Well torsdag hvor skabet skulle stå.
Soul-duoen hylder en anden soul-diva med en Anita Baker-inspireret ep, der kan hentes ganske gratis.
Mystikken omkring den L.A.-baserede duo er ikke blevet mindre med udgivelsen af en ny kærlighedserklæring.
Odd Futures soulede historiefortæller leverer på sit første egentlige album singer/songwriter og soul i smuk forening over catchy og funky beat. Frank Ocean har formået at lave et album, der lyder som intet andet før det.
Hiphoppens oversete diamanter fra 2011 er nu samlet på en lækker opsamling, der leder tankerne på den anden side af Atlanten og i retningen af gamle Cadillacs og r'n'b-præget rap.
Et upcoming band fra San Francisco, som du bør holde øje med.
Tom Krells holder gryden i kog før kommende album.
Manden, der engang blev kaldt »R’n’b Jesus«, har ikke givet lyd fra sig i 12 år. Men fredag genopstod D'Angelo i København til en soulkoncert af højeste kaliber.
Jono McCleery, en mand, der er hvidere end hvid, synger en bluesfyldt r'n'b, som tager udgangspunkt i det melankolske, men med en drift frem mod tiden efter skybruddets ophør.
Popmusikkens verdensstjerner kan byde en ny superheltinde velkommen i klubben: Neosoul-energibundtet Janelle Monáe fik bogstaveligt talt Roskilde-publikummet til at bøje sig i støvet med et fabelagtigt show.
How To Dress Well gav en koncert, der aldrig rigtig viste hverken musikkens potentiale eller soloprojektets ophavsmand.
Hvad enten du er til damer, dunder eller det, du ikke lige kender, er Roskilde Festivals program leveringsdygtigt. Se bare nærmere på dagens anbefalinger fra Undertoners skribenter.
Vi fortsætter vores rundtur i de mange genrer, der er repræsenteret på årets Roskilde Festival. I dag kan du læse om fem stensikre højdepunkter, hvis du er en hund efter henholdsvis roots, folk og country, electronica og chillout eller hiphop.
tUnE-yArDs bryder poppens genrekonventioner og skaber sine egne hybrider af pure awesomeness. Skal du kun købe et afropop/r'n'b/jazz/akustisk/folk-album i år, så lad det være dette.
Det über-hypede canadiske r'n'b-projekt The Weeknd har med House of Balloons kreeret en mudret affære, der egner sig bedst som baggrundsmusik.
Soulen er blød, rytmisk og kælen, når den udformes af Joan as Police Woman. Love is in the air.
Så begynder nedtællingen til Undertoners årsliste. Her er første del af de plader vi overså i 2010, som derfor lige får et par ord med på vejen.
Dyr, der opfører sig menneskeligt. Vi elsker det. Små replicas af os selv. Vores måde at føle os som guder på. “Se, de vil være som os. De synes, vi er seje”. Det er nuttet. Indrøm det, du synes det også. Det er i hvert fald svært at stå for kattene i Holy Fucks video til “Red Lights”. En ting er, at den ene kat kører som en wild cat i en ond biljagt. Noget andet er backingbandet, der groover mere overlegent end noget menneskeligt band. Nummeret er fra Latin, der udkom i foråret. Bandet spiller på Loppen 11. november, angiveligt sammen med Buck 65, hvis man skal tro hans Myspace, men vi har ikke kunnet få det bekræftet andre steder fra. Og så lige en bonus: For tre uger siden postede jeg en video med vidunderknægten P-Nut, der syv år gammel spiller benhård gangsta, mens han rapper kærlighedssange. Mens han var sej på den søde måde, så er ni-årige Willow Smith decideret hjernemosende. Seriøst, hvor svedig kan man være som ni-årig? Dengang gik jeg stadig kun i joggingtøj og synes det sandfarvede med hjulspor på, som min mor havde syet til mig, var det sejeste. De der tweens er godt nok veludviklede. Nu er lige denne tween så også genetisk destineret til succes, da hun er datter af Will Smith og Jada Pinkett Smith. Hot damn!
Navnet på David Siteks soloprojekt står godt mål med de ligeledes oppustede forventninger til projektet. Med 10 skæringer og 10 vokalsolister leverer han til dels varen, selvom den visse steder drukner i flødeskumslyd.
