Tag - rock’n’roll

Koncerter

Roskilde Festival 2015: Ezra Furman, 02.07.15, Gloria

Iført rød kjole og perlehalskæde agerede Ezra Furman torsdag eftermiddag utraditionel rockgud på Gloria-scenen. Sammen med livebandet The Boyfriends fremførte han sit personlige tekstunivers i et forrygende format af guitarsoli og powerakkorder i tæt samhørighed med publikum.

Plader

Ty Segall: Manipulator

På mindre end et årti har Segall allerede udgivet otte album plus det løse - inklusive nogle kunstneriske selvmål, som den selvbetitlede debut fra 2008 og den fritflydende psychrockmelankoliker Sleeper. Og nu skal dommen så fældes over Manipulator.

Plader

Parquet Courts: Sunbathing Animal

Parquet Courts er fortsat det mest cool band i Brooklyn. Til lyden af dissonante guitarriffs snøvler forsanger Andrew Savage sig gennem banal historiefortælling. Til trods for enkeltstående stærke numre ender 15 numre desværre med at være for stor en mundfuld for bandet.

Koncerter

Timber Timbre, 13.04.14, Lille Vega, København

Mørket piblede frem alle steder, da canadiske Timber Timbre søndag aften gæstede Lille Vega. Og dog. Der var først og fremmest plads til løssluppen og charmerende opvarming fra Sean Nicholas Savage, mens Timber Timbre-frontmanden Taylor Kirk måtte grine med under ekstranumrene.

Plader

Go Go Berlin: New Gold

Go Go Berlin har allerede opbygget en imponerende fanskare i hele landet. Det bliver ikke mindre imponerende, når man tænker på, det er sket uden udgivelser i ryggen. Den første er hermed ankommet, og den lever op til forventningerne.

Plader

Tex Fuller: Flooded Lawns

Tex Fuller albumdebuterer med en - for et dansk band - sjældent international lyd. Inspirationerne hentes tydeligvis fra 90'ernes store ikoner inden for indie- og slackerrock, men på trods af de åbenlyse referencer er gruppen umiskendeligt sin egen.

Plader

The Hives: Lex Hives

Der er gået fem år siden sidst, men på gruppens femte studiealbum, Lex Hives, lyder The Hives heldigvis stadig som The Hives. Lidt fornyelse eller et overraskelsesmoment hist og her ville dog ikke skade.

Plader

Wrong Side of Vegas: WSOV

Selvom der på Wrong Side of Vegas' debutalbum er en række fængende rock'n'roll-skæringer, er pladen i længden for forudsigelig til at skille sig ud som noget særligt.

Nyheder

Fredagsvideo: Male Bonding: “Year’s Not Long”

Vi skal sgu da have noget god gammeldags rock og rul, skal vi. Male Bonding kommer fra England, men har lige udgivet deres debutalbum på grungerockens oprindelige flagskib, Sub Pop. Og det giver god mening, for deres ligefremme punkrock har helt sikkert noget til fælles med Mudhoney, selvom deres lyd er lidt mere skramlet og vokalen lidt mere fimset. Men “Year’s Not Long” fra deres roste debutplade er et godt nummer, og videoen tager deres bandnavn ret bogstaveligt med bandet og deres venner i en god omgang fysisk udfoldelse, som klart styrker de mandlige bånd. Men deres male bonding bliver måske lidt mere intim end de homofobiske ville bryde sig om. Det er jo deres problem. God weekend!

Nyheder

Them Crooked Vultures til Roskilde Festival

Tidlig lørdag aften foran Orange Scene. Ved siden af dig står to fyre med langt fedtet garn, loppebefængt skæg og poserer med slunken ryg og hængebug (jeg skrev ikke noget om, at de var svenskere). Deres øjenlåg hænger et godt stykke nede på deres ufokuserede øjne, men højre hånd holder krampagtigt fast i en ramme med fem øl, og der bliver drukket flittigt af den sjette i venstre hånd. Lyder scenariet bekendt? Hvis du tager til Roskilde Festival i år, vil du nok få et gensyn med fedtegreverne, for Them Crooked Vultures er blevet offentliggjort til festivalen. Den såkaldte supergruppe bestående af Josh Homme, der er kendt fra efterhånden adskillige bands, men nok bedst Queens of the Stone Age, Dave Grohl fra Foo Fighters og i sin tid Nirvana og John Paul Jones fra Led Zeppelin sikrer festivalen noget solid bøllerock, pøbelen kan skråle med på. Måske ikke den mest spændende booking festivalen har lavet, deres album fra sidste år var en smule forudsigeligt, men klart en af dem, der sikrer et stort publikum. Og hvis stemningen er til det, så er det jo altid sjovt at kværne bajere til rykkende guitarriffs. Festivalen lover mere guitarrock i morgen, så vi kan håbe, at det bliver lidt mere spændende.

Plader

V/A: Saluting The Crunchy Frog-a-Logue

Til tider deciderede fremragende momenter redder ikke helt Crunchy Frogs fejring af sig selv fra at lyde en kende ufokuseret, men pladen er en underholdende og passende fejring af et af Danmarks mindst konforme pladeselskaber. Tillykke Crunchy!

Plader

V/A: Woodstock 40

Woodstock er et paradoks, for kunstnerne var for fleres vedkommende døde kun fem år senere. De levede for musikken – og døde med den. På Woodstock dopede de sig ud over deres normale evner. Derfor er Woodstock et øjebliksbillede. En fastfrysning af folk på toppen.

Plader

Dan Auerbach: Keep It Hid

Dan Auerbach fra The Black Keys har med sin første soloudgivelse taget et skridt i en anden retning end den, han og Patrick Carney normalt vandrer i. På Keep It Hid bliver der eksperimenteret med både soul, folk, psykedelika og country, og resultatet er godt.

Plader

Catfish Haven: Devastator

Catfish Haven lyder umiddelbart som autentiske rester fra den tidlige musikhistorie, der kan grovsorteres under kategorierne soul og rock’n’roll. I virkeligheden er de vist et indierockband med en vridende tilgang til traditionen.

Plader

Hors d’Oeuvres: Yeast

En plade med vokseværk. Det er ikke banebrydende nyt og anderledes, men efter et par lyt er der ingen tvivl om, at Hors d’Oeuvres debutudspil rummer åbenbare kvaliteter.

Plader

60 Watt Kid: s.t.

San Francisco-trioen 60 Watt Kid stormer gennem alle tænkelige lydmure med sin selvbetitlede debutplade. Med udpluk fra 50'er-rock'n'roll, 70'er-psych og 90'er-synth skriger 60 Watt Kid deres helt egen halsbrækkende tone ud i rummet. Resultatet bliver en legende og larmende debutplade.

Plader

The Icarus Line: Black Lives at the Golden Coast

Går man og mangler en grund til at lade ufornuften råde, kan man roligt lytte til det seneste album fra The Icarus Line, som indimellem byder på lyden af at leve stærkt og dø ung. Desværre må man også tage albummets kedeligere sider med – herunder en uheldig håndtering af inspirationerne fra The Jesus and Mary Chain.