Tag - Roskilde Festival 2010

Nyheder

Gonjasufi og Turboweekend til Roskilde

Så er der godt nyt til alle electronica-elskere. Ikke nok med at det californiske syrehoved Sumah Ecks aka Gonjasufi gæster årets Strøm Festival, er det nu også blevet bekræftet at han desuden lægger vejen forbi den nært forestående Roskilde Festival. Debutalbummet A Sufi and a Killer er med dets sampledeliske indhold kombineret med lige dele østlig mystik og Gonjasufis egen udsyrede vokal i det sidste stykke tid blevet hypet til ukendelighed af stort set alle musikpublikationer. Også her på Undertoner blev det som førnævnt mødt med rosende ord.  Samtidig er danske Turboweekend blevet tilføjet til programmet, som lige nu er albumaktuelle med en genudgivelse af sidste års Ghost of a Chance, og hvis Efterklang-remix desuden huserer flittigt på internettet. Roskilde Festival 2010 bliver bare bedre og bedre.

Nyheder

Meteorologer spår om fint Roskilde-vejr

Roskilde Festival er mange ting. For nogle er den synonym med en uges hedonistiske udskejelser, mens den for andre står som højdepunktet for musikoplevelser i vor lille andedam. Til trods for forskellige tilgange til festivalkonceptet, så er godt vejr en vigtig faktor for, om Roskilde Festivalen når magiske højder. Da der er over en uge til, at festivalpladsen bliver åbnet for de mange festivalgængere, er det endnu svært at spå om vejret. Dog kan man med større sikkerhed spå om de kommende dage. Yahoo Weather siger for eksempel, at man kan forvente sig tørt vejr og temperaturer omkring 18 grader i dagene fra fredag den 25. juni til torsdag den 3. juli, mens Accuweather lover byger fredag til lørdag med temperaturer op omkring de 20 grader. Weather lover ligeledes tørvejr. De danske publikationer er langt mere optimistiske omkring vejret. TV 2 lover temperaturer mellem 21 og 23 grader samt sporadiske byger fredag, mens DMI spår om byger fredag og lørdag. Dog ser onsdag ifølge sidstnævnte publikation dårlig ud, hvor der spås om en del regn. Endnu er der ikke givet meldinger om regnskyl a la Roskilde Festival 1991, 1997 og 2007.

Nyheder

Drake aflyser Roskilde-koncert

Den canadiske rapper, Drake, har i den sidste tid været offer fra massiv hype fra en lang række musikpublikationer verden over. Pitchfork gav hans debutalbum, Thank Me Later, en yderst favorabel ameldelse og sammenlignede ham med Kanye West. Af den grund har Drakes koncert på dette års Roskilde Festival været uhyre imødeset, men i går måtte festivalen desværre meddele, at den canadiske hiphop-darling har aflyst sin koncert. Om aflysningen skriver Roskilde Festival: »Vi har desværre en kedelig nyhed. Drake kommer alligevel ikke til at give koncert på Roskilde Festival. Den canadiske popstjerne har været nødsaget til at udsætte sin Europa-turne, så det går ud over de første planlagte koncerter. Vi arbejder hårdt på at finde et nyt navn«. Drakes afbud er foreløbig det første af slagsen, så man kan kun krydse fingre for, at der ikke er andre artister, der følger trop.

Nyheder

Die Antwoord tilføjet til Roskilde Festival

Det vælter ind med nye tilføjelser til årets Roskilde Festival. Forleden kunne vi her på Undertoner fortælle, at de engelske dancerockere, Delphic, lægger turen forbi Roskilde Dyrskueplads til juli. Og i går bekræftede de to dupstepkonger, Skream og Benga, via et britisk radioprogram, at de også giver koncert på sommerens festival. For at det ikke skal være i løgn blev den sydafrikanske internetsucces, Die Antwoord, bekræftet tidligere i dag. Gruppen kommer fra Cape Town og består af Ninja, Yo-Landi Vi$$er og DJ Hi-Tek. Sidstnævnte, hvis fødenavn er Watkin Tudor Jones, har længe været en del af det sydafrikanske hiphopmiljø og har været medlem af grupperne  The Original Evergreens, Max Normal.tv og The Constructus Corporation, før han dannede Die Antwoord. I 2009 udgav gruppen deres debutalbum $O$ som gratis download på deres egen hjemmeside, og ni måneder efter var Die Antwoord blevet et globalt internetfænomen i kraft af videoen til “Enter the Ninja.” Siden da er det gået stærkt for de sydafrikanske galninge, og for nyligt underskrev de en pladekontrakt med pladeselskabet Interscope, der blandt andet huser Snoop Dogg, 50 Cent og Eminem.   Die Antwoord spiller en art electrohiphop med kolossal påvirkning fra trashkulturen. De beskriver selv deres musik som ‘zef’, og deres tekster er en blanding af engelsk og afrikaans. På alle måder en spændende, og komplet sindssyg, tilføjelse til et allerede stærkt festivalprogram.

Nyheder

Delphic til Roskilde

‘The Second Summer of Love’ er endnu ikke overstået. Det mener Manchesterbandet, Delphic, i hvert fald ikke. Deres radiovenlige debutalbum, Acolyte, der blev udgivet i vinters, kombinerede det bedste fra deres hjembys midtfirserrave-scene med mere kontemporære danserytmer. Det var en ganske vellykket stilfusion, og Undertoners egen Anna Møller gav da også albummet en favorabel anmeldelse og konkluderede, at “Delphic (har) lavet en vellykket debut, der nok skal glæde mange fans af alternativ dance, og som uden tvivl får plads i det musikunivers, som 2010 kommer til at bestå af.” Forleden afslørede gruppen så via deres Twitter, at de er blevet bekræftet til at spille på sommerens Roskilde Festival – den 2. juli, nærmere bestemt. Koncerten på Roskilde bliver Delphics tredje koncert på dansk jord, så hvis man har husket at få danskeskoene med sig til Roskilde Dyrskueplads, er Manchesterbandets koncert bestemt en oplagt mulighed for at tage dem i brug.

Nyheder

Sidste navne til Pavilion Junior offentliggjort

I formiddags blev de sidste tre navne til Roskilde Festivalens Pavilion Junior offentliggjort. Og det bliver en noget blandet landhandel rent musikalsk. De tre navne er By the Patient, Ignug og Mescalin, Baby, hvoraf de to sidstnævnte tidligere har vundet DR’s Karrierekanonen. Stilmæssigt beskæftiger de tre bands sig med så forskellige genrer som electropop, dødsmetal og mere traditionel rock ‘n’ roll. Så hvis man ikke er alt for alkoholmedtaget under warm up-dagene, kan det herfra stærkt anbefales at tjekke Pavilion Junior ud til sommer. Ikke blot på grund af de tre ovennævnte bands, men også på grund af de mange andre håbefulde danske talenter, der i år desuden tæller supergruppen og neoshoegazerne, Ghost Society, som mest af alt minder om en dansk pendant til M83. Som altid kan man læse mere om de tre nye tilføjelser og finde det fulde program på festivalens egen hjemmeside.

Nyheder

Prince til Roskilde

Ja, den er god nok. Ingen ringere end Prince gæster Roskilde!  Nyheden om multigeniets koncert på sommerens festival blev offentliggjort nærmest ud af det blå her til formiddags, og vil med garanti glæde dem, der i de sidste par dage har beklaget sig over manglende prominente hovednavne. Prince Roger Nelson blev født ind i en musikalsk familie i 1958 i Minneapolis. Op igennem 80’erne pionerede “The Purple One” sin helt egen lyd ved navn Minneapolislyden, hvis idé kortfattet var at udskifte funkmusikkens traditionelle instrumentsektion med synthesizere og trommemaskiner. Denne revolutionerende lyd skulle i de følgende år vise sig enorm skoledannende, og alle nutidige producere inden for R’n’B og chartpop står i en eller anden grad i dyb gæld til Princes indflydelsesrige diskografi. Det gælder ikke mindst for The Neptunes og Timbaland, der er direkte arvtagere af Princes stil. Princes koncert på Roskilde er den ene i rækken af blot tre koncerter, som han giver i løbet i sommeren, så glæd Jer! Årets Roskilde Festival tegner lige pludselig til at blive uforglemmelig.

Nyheder

Roskilde-lineup afsløret

Så oprandt dagen endelig, hvor programmet for sommerens Roskilde Festival blev afsløret. Blandt de mest prominente tilføjelser kan nævnes punkdronningen Patti Smith og Van Dyke Parks, der nok er bedst kendt som Brian Wilsons mangeårige arrangør, men som under alle omstændigheder ligger inde med en række fine soloudgivelser i eget navn. Af nyere navne kan nævnes crossover-successen Vampire Weekend, hvis to stærke albums nok skulle være garant for en fin koncert. Desuden gæster de Pitchfork-hypede amerikanske bands Local Natives og Titus Andronicus også årets festival. Fra USA kommer ligeså The National, hvis kommende album High Violet er blandt årets mest imødesete udgivelser. Lindstrøms space disco-protegé Prins Thomas lægger minsandten også turen forbi Roskilde Dyrskueplads til juli sammmen med landsmændende fra Kings of Convenience. Desuden er de svenske neo-krautrockere Fontän blevet føjet til programmet. Af danske tilføjelser kan nævnes Kristian Leths Baron Criminel-projekt, Kashmir samt Den Sorte Skole. Tjek det fulde program på Roskilde Festivalens hjemmeside.

Nyheder

Gorillaz til Roskilde Festival

Så klarede Roskilde Festival det, der forventes af dem. De har skaffet noget usædvanligt. Det er måske lidt unfair at forvente det af dem, men de har selv været med til at indgyde den forventning i deres publikum, fordi de tidligere år har præsenteret unikke oplevelser. I år har de anskaffet Gorillaz, der dermed giver den ene af to festival-optrædender på Roskilde Festival. Det er noget af et scoop for den aldrende festival, da deres live-optrædender skulle være ret usædvanlige. Vi taler jo her om et fiktivt band, hvorfor det skulle være en overflod i multimedia. Ifølge festivalen er det en fuld produktion med videoanimationer, udsmykning og film, så der er god grund til at glæde sig.

Nyheder

Hiphop til Roskilde Festival

Så vågner man (altså jeg) op dagen efter en langt ude koncert med Anti-Pop Consortium på Loppen, hvor Beans’ ustoppelige flow gav seriøse pandeskaller og ærgrer sig lidt over, at koncerten lå oveni Brother Alis koncert på Rust, og hvem redder så dagen? Det gør såmænd Roskilde Festival, der har hyret Brother Ali til at spille til sommer. Brother Ali er et af de stærkeste kort fra Rhymesayers-familien og leverede sidste år en fængende plade, der dog var lidt for lang. Live kan han være en fyrig satan, hvilket han beviste sidst Atmosphere var i byen ved at fyre en a capella politisk freestyle af, der fik hele Vega op under loftet. Udover Brother Ali har Roskilde Festival også hyret den flamboyante rapper Tech N9ne, der spillede på festivalen i 2006, og danske Kasper Spez, der i lidt mere roligt tempo leverer personlige og poetiske tekster, bl.a. på hans album Fantasten fra sidste år, der var et af dem, vi overså. Desuden har Soundvenue snuset sig frem til, at de sejlivede grunge-veteraner i Alice in Chains har afsat en dag i deres kalender til at komme til Roskilde.

Nyheder

Efterklang, Lindstrøm og Casiokids til Roskilde

Så kom den offentliggørelse af Efterklang på Roskilde Festival, som vi lidt havde ventet på. Bandet har haft travlt på det sidste, da de sidste år udgav Performing Parades, har turneret en del og indspillet en ny plade, Magic Chairs. Den udkommer 22. februar på det velrenommerede 4AD og skulle være mere ligetil ifølge Anna Møllers interview med bandet tidligere på måneden. Derudover er der også musik til dansegulvet. Norske Lindstrøm har en svaghed for fortidig elektronisk musik, som han bl.a. udforskede på Where You Go I Go Too fra 2008, der svælgede i proto-techno. I år er han gået sammen med sangerinden Christabelle og dyrker en helt anden antikvarisk genre, nemlig discoen, men med en klar opdatering af lyden. Desuden kommer ligeledes norske Casiokids, der tidligere har boltret sig på Pavilion Junior-scenen, og nu får plads på den regulære festival med deres electropop.

Nyheder

Japandroids kommer til Roskilde Festival

Ja, det er nok ikke helt i overenstemmelse med Roskilde Festival, der tidligere i aften afslørede tre nye navne til festivalen, The Temper Trap, Electrojuice og FM Belfast, men Japandroids fortalte i aften, at de spiller på festivalen til sommer. Den energiske duo fyrede deres debutalbum af live på Loppen her til aften og kom til at afsløre, at de vender tilbage til sommer til Roskilde Festival. En dejlig nyhed for de, der ikke fik set dem i går i Århus eller i aften, da bandet lød fuldstændig som på plade: Raslende rastløse, larmende og energiske. De spillede endda også et par nye numre, så der er allerede en plade nr. to på vej. Bandet var i øvrigt utrolig positive anlagte og var glade for den store opbakning og for Loppen som spillested. Der var muligvis lidt for meget bas i starten af settet, men de to canadiere fyrede den virkelig af og udviste stor spilleglæde. En sikker booking fra Roskilde Festival der i Japandroids nok skal få en god koncertoplevelse.

Nyheder

Wooden Shjips til Roskilde Festivalen

Så er der endelig grund for undergrundsfolket til at glæde sig. Nok er det fedt, at indieheltene Pavement kommer, men vi har jo også brug for noget frisk blod, og det får vi, når Wooden Shjips slår vejen forbi dyrskuepladsen til sommer. Det fortæller Roskilde Festival nemlig i dag, at de gør. Wooden Shjips er et band fra San Francisco, der aldrig havde intentioner om at blive kendt for et større publikum. Forsanger og bandleder Ripley Johnson har en svaghed for obskure plader og oversete digtsamlinger og vil derfor selv lave musik, der bliver glemt i second hand-forretningernes tilbudskasser. Det er muligvis derfor, at bandet lyder som et krautrockband, der flyttede til Californien i 1969. Bandet spillede en overvældende koncert i sommers på Loppen, der var »90 forrygende minutter i en psykedelisk, ekstremt velspillende evighedsmaskine, der overførte alt rigeligt med energi til en flyvende tur hjem.« Bandet har udgivet sit andet album tidligere i år med titlen Dos, og for lige at få fornemmelsen af stilen er her nummeret “For So Long” fra den plade.