Tag - Roskilde Festival 2015

Det absolutte hovednavn, Sir Paul McCartney, spillede for første gang nogensinde på Roskilde Festival. Efter en træg første periode tog det fart, og med Beatles-hits, fyrværkeri og masser af overskud leverede han en dybt mindeværdig koncertoplevelse.

Efter at de havde “set giraffen” Sir Paul McCartney og skrålet med på “Hey Jude” foran Orange Scene, var der lagt op til, at Roskilde-publikummet skulle sendes hjem med et brag af en fest. På Arena havde verdensmusik-elskerne allerede danset i timevis til African Express, mens Suspekt lurede under teltdugen ved Orange Scene, som de havde lovet, at de »ville kneppe«. De, der var mere til den elektroniske musik, kunne dog søge ly ved Apollo, og få gang i de ømme dansestænger én sidste gang. Her spillede den hypede engelske producer Jamie xx nemlig. Vi blev indledningsvis lovet masser af “Good Times”, da The Persuasions gamle R&B hit fra ’72 bragede ud fra højtalerne, for at bekendtgøre den spinkle og lettere akavede DJ’s ankomst. Nummeret blev klippet op og røg ud i brudstykker sammen med en gallopperende bas, inden Jamie overlegent lod mixet glide over i sin egen sang “Good Times (I Know There’s Gonna Be)”. Reggae-rap fusionen var en partystarter, og publikum reagerede også ved at smide hænderne i vejret og danse. Energiniveauet dykkede dog støt i takt med at Jamie blev ved med at spille mixes af andre kunstneres musik, fremfor sit eget materiale. Bevares, numrene havde været en tur igennem Jamie XX maskinen og bar præg af hans karakteristisk melankolske lyd, men de nåede ikke i nærheden af hans egne kompositioner, der fremstod som klart funklende perler natten igennem. Som den rutinerede DJ, han er, holdt han dog festen kørende, omend det til tider var på lavblus. Han teasede af flere omgange publikum med at spille brudstykker af megahittet “Loud Places”, mens en oppustelig spækhugger nådesløst blev crowdsurfet frem og tilbage blandt publikum. Enkelte kåde individer forsøgte halvhjertet at gøre spækhuggeren selskab, med tvivlsomme resultater. Natkoncerten var i programmet markeret som en såkaldt “High Energy Concert” – et nyt tiltag der angiver, at man kan forvente moshpits og at blive trampet lidt over tæerne, hvis man vover sig til sådan en koncert. Jamie xx’s introverte ravemusik er dog langt fra musik, som man kan eller bør moshe til. Det er mere den slags rave, hvor man forsvinder og danser lidt inden i sig selv. Når han hev sine egne sange frem, såsom den Gil Scott-Heron-samplende “I’ll Take Care Of U” eller den pulserende “Obvs”, så fungerede det også som tiltænkt. Der ligger noget dybt tilfredsstillende i de smukke kompositioners tilsyneladende simple opbygning, der dog rummer langt flere lag end først antaget. Desværre faldt koncertens nerve og tempo, hver gang Jamie smed mixes af andres sange på. Man nåede at blive træt af numrene, inden de var færdige. Koncerten føltes lidt, som at være til familiemiddag hos sin moster, der insisterer på at blive ved med at servere den ene ret efter den anden til de propmætte gæster. Efter de første par retter bliver det højest til en våd bøvs, hvis man alligevel prøver at klemme mere ned. Det samme gjorde sig gældende for koncerten. Efter en hel uge med fester og dans, så skal der noget særligt til at få de trætte fusser til at rykke. Det havde han heldigvis også materiale til, den kære klejne brite. Mod koncertens slutning fik vi endelig megahittet “Loud Places”, hvor armene røg i vejret og der blev sunget med på det smukke popomkvæd: »Didn’t I take you to / Higher places you can’t reach without me«. Nummeret gled over i den fremragende kærlighedshymne “Girl”, der gav det dansende publikum en euforisk forløsning, og som sagtens kunne have været aftenens sidste sang. Men måske var Jamie blevet distraheret af Suspekts mega fyrværkerishow på Orange, for af uransagelige årsager skulle vi lige sendes i seng på et mix af Ol’ Dirty Bastards hiphop-banger “Got Your Money”. En pudsig slutning på en aften, der cementerede, at det er forbandet svært at skabe illusionen af klubstemning på Apollo-scenen.

Til alt held for Run The Jewels, var det fredag aften, de skulle indtage Arena. Med et show, der havde en hårdtpumpende bas som altoverskyggende omdrejningspunkt, forsvandt mange nuancer i lyden, og særligt El-P's speedrap druknede. Publikum virkede dog tilfredse, og når koncerten alligevel blev en succes, kan æren nok i højere grad tilskrives arrangørerne end de to rappere selv.

Lars H.U.G. er dansk musiks kreative enfant terrible, der elsker at provokere, ligesom han stadig designer interessante, visuelle koncertoplevelser. Det viste han på årets Roskilde Festival, da han med et specieltdesignet show sendte publikum ud på en skøn tour rundt i det hitspækkede bagkatalog.

Med en særdeles veloplagt frontmand og et velspillende liveband, tog The Gaslamp Killer Experience fredag eftermiddag Avalon-teltets lyttere med ud på en musikalsk multikulturel rejse. En rejse, hvor frontmand William Bensussens musik blev vendt på hovedet, og hvor bandet demonstrerede en forfriskende genreforskrækket spilleglæde.

Den elektroniske duo Rangleklods var på en hård mission, da de var sat til at gentage det umulige, de gjorde i 2012, da de kickstartede en morgenfest på Cosmopol. Den bagende sol tog pusten fra publikum, og den euforiske fest udeblev, på trods af en glimrende indsats fra gruppen.

For dem, der, ligesom denne anmelder, havde læst i festivalens program, at Kronos Quartet ville spille en hyldestkoncert til Terry Riley og glædede sig til netop at høre hans kompositioner, var strygerkvartettens koncert på Avalon desværre en skuffelse.