Tag - Roskilde Festival 2015

Koncerter

Roskilde Festival 2015: The Minds of 99, 01.07.15, Orange

2. juli 2015
Martin Colerick

Åbningen af Orange scene er et tillidsfuldt hverv, der traditionelt har været givet danske bands. Roskilde har på det seneste brudt lidt med denne tradition, men i år var det igen dansk. The Minds of 99 havde fået faklen og bar den ærefuldt frem for et begejstret publikum. Bandet har fat i en stor fanskare, og det kunne ses på åbningen. Der var mange mennesker, og Minds nåede helt ned bag pitten, hvor der blev danset og sunget. Forsanger Niels Brandt havde selv udtalt til Orange Press (d. 28.6):  »…. jeg tror det, at det er lidt på samme måde som en fodboldspiller, der spiller med landsholdet i parken«. Måske derfor var dele af bandet klædt i fodboldtrøjer, og Niels Brandt var iklædt orange skjorte med sort jakke. Og The Minds of 99 var klar. Den tempofyldte firser poprock startede med et nyt nummer, hvor konfettikanonerne blæste orange papirstykker ud over det solbeskinnede publikum. Det klassiske Minds ekko akkompagnerede Niels Brandts spørgsmål: »Hvem er vi?«. I er Minds, havde man lyst til at råbe. Og I gjorde det sgu godt. Det var befriende at høre, at det nogle gange lidt for insisterende ekko, kom til sin ret på den store scene. Ekko kræver plads, og det havde The Minds of 99 på Orange. Orange er en scene der kræver nosser, og allerede i andet nummer viste The Minds of 99 sit værd. “Rav” passede perfekt til den sene eftermiddag og publikums forventningsfulde stemning. Vokalen gik klart igennem, og som før viste The Minds of 99, at store dele af deres musik fungerer eminent live. Særligt deres mere tempofyldte numre gør det godt på foran et stort publikum. Efterfølgende fik vi “Tivoli” med de nærmest maskingevær-agtige trommer. I det hele taget var det en tight-spillende trommeslager, der iklædt orange sticks, holdt liv i både band og publikum. Sammen med en energisk arbejdende Niels Brandt, der også tog sig den obligatoriske tur ned blandt de forreste rækker, viste Minds sig at være et band, der kan fylde den legendariske scene ud. Det er der ikke mange bands, med samme korte karriere, der kan. Desværre faldt en del af de nyere numre lidt igennem. Det er svært at præsentere nyt materiale i en kontekst, der kalder på fest og fællessang, men Niels Brandts vokal gør sig klart bedst, når det ikke er for dybt og ballade-agtigt. Heldigvis fik vi også “Et barn af min tid”, hvor frasen »Det gav mig selvtillid«, skinnede ud af Niels Brandts øjne. Han strålede særligt i starten af sættet og er en forsanger, ethvert band bør misunde. Eneste ballade-undtagelse der fungerede optimalt, og endda rigtig godt, er den hos undertegnede personlige favorit “Hurtige hænder”. En virkelig smuk kærlighedstekst, der giver lyst til at holde om sine nærmeste og mærke varmen fra det altid glade Roskilde-publikum. Det blev til fællesklap, og The Minds of 99 kunne her havde grebet stafetten, og ført den helt til dørs. De gav dog lidt for meget plads til længere instrumentale stykker, hvor pulsen kom lige lovligt meget ned, og det store publikum forfaldt til snak. Det var lidt synd. Men The Minds of 99 har selvfølgelig hittet og publikumsfavoritten “Det er Knud som er død”, og sammen med “Fuglebur” afsluttedes Oranges åbningskoncert hvor den startede: Fest, god stemning og stor tiltro til, at der stadig er nyere danske bands, der kan hive den gamle kæmpe op til dans.

Koncerter

Roskilde Festival 2015: Young Fathers, 01.07.15, Apollo

1. juli 2015
Joachim

Med basarmen højt hævet præsterede Young Fathers onsdag aften at skabe et brag af en alternativ hiphop-fest på Apollo. En fest med et energiniveau, der uden tvivl tog nuancerne ud af gruppens produktioner, men som samtidig lagde baren særdeles højt for aftenens resterende acts med hang til dans og tunge beats.

Koncerter

Roskilde Festival 2015: DJ Shantel, 29.06.15, Ghettoblaster

30. juni 2015
Simon Freiesleben

Mandag aften spillede den tyskfødte Stefan Hantel, med kunstnernavnet Shantel, op til dans fra toppen af Tuborgs Ghettoblaster-scene. Den gøglede sigøjnermusikant har tidligere skabt et brag af en fest på Arena, da han spillede der i 2010, men nu stod han altså her, blandt campingstole og klapborde og spillede på festivalens vel nok mindste scene. Det vil sige, spillede gjorde han som sådan ikke. Der var i stedet tale om et tre timer langt DJ sæt, der bød på en eklektisk blanding af dansevenlig balkanmusik, spøjs klezmer, punkede Ramones og Max Romeo reggae. Undervejs blev der af flere omgange drysset egne kompositioner ind, så som “Disko Partizani” og “Disko Boy”, der begge blev spillet mere end en gang, akkurat som til koncerten i 2010. Egentlig følte man sig en anelse snydt, over at liveorkesteret Bucovina Club Orkestar ikke var med, og man derfor måtte tage til takke med plade-udgaven. Det store blæserorkester er garant for et slagkraftigt show, som det er nærmest umuligt ikke at bevæge sig til. Som sådan er det vanskeligt at sætte karakter på et DJ-set, for hvad bedømmer man efter? Hvor stor en fest det sætter gang i? Eller den kvalitative sammensætning af musik? Det blev aldrig en folkefest, men det handlede ikke om musikken der blev spillet. For selvom der var en anelse tyndt befolket, så var der smæk på. Der blev både danset folkedans, kædedans, og sågar crowdsurfet, uden sans for egen eller andres sikkerhed foran scenen. Det tynde opbud af mennesker hænger sandsynligvis sammen med at Ghettoblaster-scenen endnu er et relativt nyt indslag på festivallen, der ikke helt har bidt sig fast endnu. Set i kontekst af de konstant voksende festivalanlæg på campingområdet, så er det prisværdigt, at der er kommet en ny scene, hvor det rent faktisk er kvalificerede DJ’s, der spiller. Der er sgu noget over at kunne feste, uden at det behøver at være til galloperende dødstechno, der brat glider over i et remix af Rebecca Black. Det virker som om, at det er blevet en ny trend, at lade prominente navne vende plader på campingområderne i år. Fredag kan man for eksempel opleve Gaslamp Killer DJ’e i Bycenter Øst, efter at han har spillet på Avalon. Mere af den slags, tak.

Koncerter

Roskilde Festival 2015: Benal, 28.06.15, Apollo Countdown

28. juni 2015
Simon Freiesleben

Det var den danske rapduo med navnet Benal, der havde fået tjansen at vække det halvsløve Roskilde publikum med årets første koncert på Apollo scenen på denne lummervarme søndag eftermiddag. Scenen har fuldendt sin transformation og ligner ikke længere en malplaceret orange kållarve, men er i stedet blevet til en futuristisk rubiks-kube af halvgennemsigtig plast. Det er vidst ikke kun selve scenen, der har haft vokseværk. For det var en tonstung og nærmest håndgribelig bas, der pumpede ud af det massive anlæg klokken tre sharp. Benal er en sammentrækning af navnene Benjamin og Albert, der tilsammen udgør gruppen. Mens Benjamin står i front som rapper, og produceren Albert står bag gruppens mastodont-tunge og dystre lydunivers. Med til lejligheden var også en live-perkussionist, der styrede de elektriske trommer med hård hånd. Lydmæssigt var der således ikke noget at sætte fingre på. Vokalen gik knivskarpt igennem, hvilket ikke altid er tilfældet til Roskildes opvarmningskoncerter. Og det hele startede egentlig meget godt ud. Et hiphop-hungrende publikum var mødt relativt talstærkt op og var klar til at kaste håndtegn og nikke til beatet. Men hyggesludder og sniksnak dræbte hurtigt enhver form for flow i koncerten, da Benjamin imellem hvert nummer insisterede på adressere publikum: »Tina Dickow sidder herude bagved. Der sidder alle mulige herude bagved. Men det er ikke det, som det skal handle om, det skal handle om jer… Hvordan har I det, Roskilde?!« Men problemet var, at det kun delvist endte med at handle om publikum. Hyggesnakken spredte sig hurtigt ned fra scenekanten og ud blandt publikum, der virkede uinteresserede i de snøvlede monologer om kærlighed, optur og backstage-kendisser. Koncerten blev omtrent halvvejs afbrudt, da en mand i jakkesæt blev hevet frem fra baglokalet, og friede til sin kæreste midt i showet. Det udløste forvirrede klapsalver og pift blandt publikum. Vi kom bredt omkring de to ep’er, som Benal hidtil har udgivet, og selve udførelsen af sangene var sådan set fin, om end lettere monoton i længden. Benjamin opererer konstant i ét af to stemmelejer, fladt insisterende eller aggressivt battle-rappende. ”Benalgorytmen” blev serveret i en fin live-version, hvor Benjamin viftede livligt med mikrofonstangen og indbød til fællessamling. Koncertens højdepunkt var dog nummeret ”Hiphop”, der med sit Den Gale Pose-sample var en sand crowdpleaser blandt publikum. Jokeren kom da også på scenen for at fyre et enkelt vers og lidt lir af, inden han dansede tilbage i backstage lokalet. En tidsforvirret Benjamin proklamerede en fire-fem gange, at de nu ville spille det sidste nummer, inden han og de to andre musikere også forlod scenen og gik backstage. Såfremt Benal skal gæste Roskilde igen, så håber jeg, at de er mindre optagede af at fortælle om V.I.P livet bag scenen, og i stedet fokuserer på oplevelsen for dem, der befinder sig foran scenen.