Sidste år lancerede Jacob Faurholt sit nye projekt, Why Write?, der erstatter hans gamle band Sweetie Pie Wilbur, som lukkede ned for deres aktiviteter i 2006. Sammen havde de udgivet …
Phosphorescent indtager countryland efter alle kunstens regler og giver derved dødsstødet til den lyd, som gav ham sit gennembrud.
»Jo tak, jeg vil da gerne have lidt mere af Crystal Antlers’ patenterede indierock.«
Tre år er gået, siden Munck//Johnson sidst udgav et fælles album. Nu er de tilbage med backingband, en fyldigere lyd og mere udadvendte numre, der dog ofte er lidt for pæne og kønsløse.
Storladen, men alligevel indadvendt indierock. Er det dig? Så har du nok fordel af at transportere dine ører ind i Stereo Studio på Nørrebro på lørdag den 21. november.
Der spiller …
Mark Eitzel bruger kun sort og hvidt i sit lydbillede.
Ja, det er ikke nogen decideret nyhed, men i højere grad en påmindelse om, at en af indierockens store, melankolske stemmer …
På sit 17. studiealbum (!!) har The Mountain Goats taget et grundigt tag i Biblen, og det er der kommet et lille, stille, underfundigt og underspillet konceptalbum ud af. Her skal lyttes godt efter, så er man advaret, men det er bestemt umagen værd.
Jeg kan rigtig godt lide Hope Sandovals vokal. Hun er en af de kunstnere, der kan tryllebinde og skabe en helt speciel stemning. Men det er, som om hun er kørt lidt fast.
No Go Knows univers er noget af en forlystelsespark at træde ind i, og dobbeltalbummet diffunderer ind og ud mellem mathrock, indierock, indiepop, dreampop og og og…
Troværdig og naturlig plade fra Cortney Tidwell, der byder på et hav af forskellige genrer. Fra følsom country over indierock til følsom singer/songwriter.
The Late Parade har gode musikalske kort på hånden, og deres dramatiske udtryk er indimellem en fryd for øret. Alligevel vender de kun momentvis op og ned på den danske musikscene, og i længden trænger spørgsmålet om holdbarhed sig på.
Hvem Willie? Den Willie. Phosphorescent har valgt at hylde sit idol, Willie Nelson. Det gør han ved at fortolke 11 af Willies sange. Resultatet virker dog lidt mærkeligt, da det er svært at se, hvordan en så “ucountry’sk” plade skal hylde en countrylegende. Ikke desto mindre er det en flot plade.
Julie Doiron bringer nye toner til marts
Godt nyt til alle jer derude, der ikke kan ryste vinterdepressionen af jer og egentlig heller ikke har lyst. Julie Doiron, der tidligere var …
Ubehagelig julevideo fra Low
Nu er december for alvor gået i gang, og det betyder, at hvis man er dum nok til at tænde for kommerciel radio, bliver man bombarderet med …
Phosphorescent fortolker Willie Nelson på ny plade
Slettet scene fra Gøngehøvdingen.
Man kan sige meget (dårligt) om Willie Nelson og de karrierevalg han har foretaget i sin karrieres efterår, men der er …
43 sange om lige så mange præsidenter
Mens valgkampen beskæftiger den samlede amerikanske medieverden, forsøger tre relativt ukendte sangskrivere – Matthew Gerken, Christen Kiefer og Jefferson Pitcher – at benytte lejligheden …
Anna Brønsted og adskillige dygtige gæstemusikere spiller op til ensomhed og indadvendt eftertænksomhed. Det er smukt, rørende og indimellem en smule stillestående, men det er ikke en skam, for det synes at være en pointe i sig selv.
The Demolition Series vugger spagfærdigt derudaf i en ok udgave af en slags sadcore. I modsætning til de åndsbeslægtede Cat Power og Laura Veirs har Jasmina Maschina ikke sangene på sin side. Til gengæld har hun gode arrangementer.
De to tidligere Galaxie 500-medlemmer går ned i tempo på deres syvende udspil. Selve pladen går bare ned, selvom enkelte numre bærer præg af multikunstnernes evner.
Lyden på Jacob Faurholts nye plade sender nogle ganske andre signaler end titlen, Hurrah Hurrah. Der ligger dystopiske visioner og en dyb sørgmodighed i denne lofi-folk, som ikke umiddelbart opfordrer til glædesudråb. Heldigvis kan man så glæde sig over pladens ret høje kvalitet, som kun trækkes ned af manglende vildskab.
Det går langsomt, rigtig langsomt på amerikanske Matthew Houcks fjerde album under navnet Phosphorescent. Slowcore, sadcore og enormt tyste singer/songwritere kan være interessante, men det er Phosphorescent desværre ikke. Musikken er så indadvendt, at man kommer til at tro, at Houck helst ikke vil have lytteren indenfor.
Den debuterende norske singer/songwriter Magnus Reiten alias Apples & Milk byder med dette minialbum på en samling afdæmpede sange, der grænser til det helt tyste. Alle seks sange er fine, men fungerer især som en helhed.
Lightning Dust består af Joshua Wells og Amber Webber fra Black Mountain. Musikken er dog noget anderledes, for her er tale om melankolsk indierock med minimal instrumentering. Det starter godt, men efter de første to numre daler kvaliteten støt, og det er ærgerligt, for potentialet er tydeligt.
Der har længe været snak om de enæggede tvillingesøstre fra Sverige. Nu er deres debut-ep her så endelig. Det er meget trist musik, og til tider er instrumenteringen så sparsom, at det nærmer sig a cappella. Søstrene Berhan får til fulde mindet os om, at det ikke er let at være teenager.
Canadiske Julie Doiron åbner igen armene og inviterer ind i sit særegne og dybt personlige univers. Med hjælp fra de gamle bandmedlemmer i Eric’s Trip udgør Woke Myself Up en fyldigere bund for Doirons bekendelser uden dog at distancere det tekstmæssige og vokale nærvær fra det musikalske.
