Selvom den musikalske arv tydeligt høres, er det længe siden, at australske Hugo Race var en del af Nick Caves Bad Seeds, og det er på tide at anerkende ham for sit eget værk.
Tag - sadcore
Midlake: Antiphon
Med ny frontmand og psykedelisk eventyrlyst bedriver Midlake deres hidtil bedste album. Lad os håbe, at det næste bliver endnu bedre.
The Dodos: Carrier
The Dodos har på deres femte udspil smidt freak-folkens avantgardistiske klæder og kreeret et solidt og harmonisk indierockalbum.
Low: The Invisible Way
På Lows 10. album er der ingen revolutioner at finde. Men den amerikanske trio behøver heller ikke genopfinde sig selv for at levere smukke, indlevende numre baseret på vokalharmonier og melodisk enkelhed.
Cat Power: Sun
Cat Power er efter to lidt for tandløse album tilbage i det dystre hjørne på sit måske mest modige udspil til dato - nu tilsat synth.
Mazzy Star, 06.08.12, Amager Bio, København
Mazzy Star er på trods af en længere tur i mølposen genopstået som et modent band, der hverken virker uddateret eller dovent.
Low: C’mon
Low leverer efter en længere udgivelsestørke en velproduceret og karakteristisk blanding af slowcore og drømmepop, der i øjeblikke fremstår relevant og insisterende, men primært er et kedsommeligt bekendtskab.
Mark Kozelek, 21.02.11, Huset i Magstræde, København
44-årige Mark Kozelek har sit speciale i tristesse og poesien i livets jammerdal - med en særegen stemme og et sublimt guitarspil. De blev anvendt mere end fornuftigt på den første af hans to koncerter i Danmark.
Betting on the Mouse: BOTM EP
Nogle gange er kan det være en fantastisk positiv oplevelse at blive smådeprimeret og trist til mode. Det er i høj grad tilfældet, når det sker i selskab med Betting on the Mouse.
Simon Finn spiller trøstesløs folk på Studenterhuset
Da folk er blevet mere populært de seneste mange år pga. neofolk og free folk, så er glemte koryfæer også blevet gravet frem af fortiden. En af dem er Simon Finn, der udgav et usædvanligt bittert mesterværk i 1970 kaldet Pass the Distance, hvorefter han forsvandt. David Tibet fra Current 93 fandt ham så siden frem af gemmerne, og Finn har efterfølgende udgivet tre albums samt nogle ep’er. På torsdag den 25. november er der mulighed for at opleve denne levende legende, når han spiller på Studenterhuset i København. Til opvarmning spiller danske Of The Wand & The Moon, som er et af verdens førende neofolk-orkestre. Denne aften optræder bagmanden Kim Larsen solo kun for tredje gang i karrieren, så der venter en eksklusiv oplevelse. Desuden optræder Kloster også, der spiller moderne salmer som sadcore, og som lige har udgivet deres nye album, The Waves and Winds Still Know His Voice. Så dette er en gylden mulighed for at opleve de nye sange live. Torsdag er der altså lagt op til en højstemt folk-aften, og det koster kun 85 kr. at deltage (65 kr. for studerende).
Our Broken Garden: Golden Sea
Our Broken Garden har vakt opsigt såvel herhjemme som i udlandet, og det andet album fra Anna Brønsted & co. fortjener i den grad også opmærksomhed. Dansk melankoli af højeste karat.
Junip, 16.10.10, Lille Vega, København
Blandingen af lettere søvndyssende og overdimensioneret brug af bas gør sig ikke godt på en scene, og Junips ellers så behageligt meditative folkrock gør sig alligevel nok bedre i forholdet én-til-én.
Junip: Fields
Singer/songwriter José González har med sin solokarriere opbygget en vis spænding omkring sit band Junips første fuldlængdealbum. Den svenske trio har dog mere end svært ved at indfri forventningerne.
Gratis ep med Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur
Sidste år lancerede Jacob Faurholt sit nye projekt, Why Write?, der erstatter hans gamle band Sweetie Pie Wilbur, som lukkede ned for deres aktiviteter i 2006. Sammen havde de udgivet en del ep’er og sluttede af med fuldlængden Queen of Hope. Hvis man godt kunne lide den plade, så kan det anbefales at downloade en ny ep, Saint Wilbur, Faurholt har uploadet på sin side. Den består nemlig langt hen ad vejen af alternative versioner af sangene fra pladen samt sange, der ikke nåede med, men er blevet spillet flittigt til koncerter med bandet. Man kan downloade ep’en og Queen of Hope i hele juni, så der er en gratis chance for nye toner til sommerens lydspor.
Phosphorescent: Here’s to Taking It Easy
Phosphorescent indtager countryland efter alle kunstens regler og giver derved dødsstødet til den lyd, som gav ham sit gennembrud.
Crystal Antlers: Little Sister/Dead Horses
»Jo tak, jeg vil da gerne have lidt mere af Crystal Antlers' patenterede indierock.«
Munck//Johnson: Spirits and Ghosts
Tre år er gået, siden Munck//Johnson sidst udgav et fælles album. Nu er de tilbage med backingband, en fyldigere lyd og mere udadvendte numre, der dog ofte er lidt for pæne og kønsløse.
The Late Parade spiller in store-koncert på Nørrebro
Storladen, men alligevel indadvendt indierock. Er det dig? Så har du nok fordel af at transportere dine ører ind i Stereo Studio på Nørrebro på lørdag den 21. november. Der spiller The Late Parade nemlig en minikoncert kvit og frit i butikken. Bandet er lige hjemvendt fra fire koncerter i Japan og promoverer i øjeblikket deres debutplade, In Chase of Red Beads, i Danmark. Således skal de spille på Gimle i Roskilde i aften, Templet i Lyngby fredag, og så hele to koncerter lørdag. Foruden den i Stereo Studio slutter de deres tour af på Rust lørdag aften. Vi tager lige videoen til “We Will Walk Straight Through This Wall” som appetitvækker: We Will Walk Straight Through This Wall The Late Parade | MySpace Video
Mark Eitzel spiller på Musikcaféen
Ja, det er ikke nogen decideret nyhed, men i højere grad en påmindelse om, at en af indierockens store, melankolske stemmer besøger Musikcaféen i weekenden. Mark Eitzel fra American Music Cluc kommer nemlig til Musikcaféen i Århus fredag, og lørdag spiller han på stedet med samme navn, der dog ligger i Huset i Magstræde i København. Det var American Music Club, der i første omgang gjorde Eitzel kendt, men solo har han også gjort sig bemærket med sine mørke, næsten depressive og tunge sange i singer/songwriter-traditionen. Med sig har han keyboardspilleren i The Hold Steady, Franz Nicolay, og det er relativt billigt at se disse to kendisser, nemlig 90 kr. i Århus og 80 kr. i København.
The Mountain Goats: The Life of the World to Come
På sit nyeste album har The Mountain Goats taget et grundigt tag i Biblen, og det er der kommet et lille, stille, underfundigt og underspillet konceptalbum ud af. Her skal lyttes godt efter, så er man advaret, men det er bestemt umagen værd.
Hope Sandoval and the Warm Inventions: Through the Devil Softly
Jeg kan rigtig godt lide Hope Sandovals vokal. Hun er en af de kunstnere, der kan tryllebinde og skabe en helt speciel stemning. Men det er, som om hun er kørt lidt fast.
No Go Know: Time Has Nothing to Do With It
No Go Knows univers er noget af en forlystelsespark at træde ind i, og dobbeltalbummet diffunderer ind og ud mellem mathrock, indierock, indiepop, dreampop og og og...
Cortney Tidwell: Boys
Troværdig og naturlig plade fra Cortney Tidwell, der byder på et hav af forskellige genrer. Fra følsom country over indierock til følsom singer/songwriter.
The Late Parade: In Chase of Red Beads
The Late Parade har gode musikalske kort på hånden, og deres dramatiske udtryk er indimellem en fryd for øret. Alligevel vender de kun momentvis op og ned på den danske musikscene, og i længden trænger spørgsmålet om holdbarhed sig på.
Phosphorescent: To Willie
Hvem Willie? Den Willie. Phosphorescent har valgt at hylde sit idol, Willie Nelson. Det gør han ved at fortolke 11 af Willies sange. Resultatet virker dog lidt mærkeligt, da det er svært at se, hvordan en så "ucountry’sk" plade skal hylde en countrylegende. Ikke desto mindre er det en flot plade.
Julie Doiron på vej med ny plade
Julie Doiron bringer nye toner til marts Godt nyt til alle jer derude, der ikke kan ryste vinterdepressionen af jer og egentlig heller ikke har lyst. Julie Doiron, der tidligere var med i et af 90’ernes mest hyldede indiebands Eric’s Trip, er klar med opfølgeren til Woke Myself Up fra 2007. Albummet kommer til at hedde I Can Wonder What You Did With Your Day og udkommer 10. marts på Jagjaguwar. Det forlyder, at Rick White, som også var med i Eric’s Trip, har hjulpet til med at indspille albummet. Hvad det præcis kommer til at betyde for albummets lyd, kan man få en fornemmelse af ved at høre “Consolation Prize” fra albummet. Mere larm tyder det på.
Julevideo fra Low
Ubehagelig julevideo fra Low Nu er december for alvor gået i gang, og det betyder, at hvis man er dum nok til at tænde for kommerciel radio, bliver man bombarderet med sukkersøde klassikere og horrible genindspilninger af sukkersøde klassikere. Det kræver lidt modgift, og den leverer Low med deres julesang “Santa’ Coming Over”. Ifølge den er der en del børn, der får en traumatisk jul. Der ligger i hvert fald en ubehagelig trussel i titlen, når man ser den sunget af børnene her:
Nyt album fra Phosphorescent
Phosphorescent fortolker Willie Nelson på ny plade Man kan sige meget (dårligt) om Willie Nelson og de karrierevalg han har foretaget i sin karrieres efterår, men der er ikke så meget at ryste på hovedet af, når man ser på de tidlige år. Derfor er det vel også helt fortjent, at der er nogen, der hylder ham med en plade. Det gør Phosphorescent på deres næste plade, To Willie, der er planlagt til udgivelse næste år. Albummet er opfølgeren til gennembrudspladen Pride fra 2007, som vores anmelder dog ikke var specielt begejstret for. I 1975 udgav Willie Nelson To Lefty from Willie, der var Nelsons hyldest til Lefty Frizell, og det er ud fra samme ide, at Phosphorescent nu fortolker Nelsons sange i deres eget formsprog. De udvalgte sange er: 1. Reasons To Quit 2. Too Sick To Pray 3. Walkin’ 4. It’s Not Supposed To Be That Way 5. Pick Up The Tempo 6. I Gotta Get Drunk 7. Can I Sleep In Your Arms 8. Heartaches Of A Fool 9. Permanently Lonely 10. The Last Thing I Needed (First Thing This Morning) 11. The Party’s Over
43 sange om lige så mange præsidenter
43 sange om lige så mange præsidenter Mens valgkampen beskæftiger den samlede amerikanske medieverden, forsøger tre relativt ukendte sangskrivere – Matthew Gerken, Christen Kiefer og Jefferson Pitcher – at benytte lejligheden til at gøre opmærksom på deres noget usædvanlige udgivelse: En tre-dobbelt cd med 43 sange om hver eneste amerikanske præsident. Med hjælp fra Califone, Mark Kozelek, Bill Calahan og mange andre har de skabt albummet Of Great and Mortal Men: 43 Songs for 43 Presidents, der muligvis kan fungere som glimrende debatmateriale i de amerikanske skoler. Albummet kan købes direkte fra pladeselskabet og man kan læse mere om projektet på deres blog. Man kan endda lytte til et nummer med Marla Hansen på vokal. Stadigvæk mindre ambitiøst end Sufjan Stevens’ forsøg på at lave et album om hver eneste amerikanske stat.
Our Broken Garden: When Your Blackening Shows
Anna Brønsted og adskillige dygtige gæstemusikere spiller op til ensomhed og indadvendt eftertænksomhed. Det er smukt, rørende og indimellem en smule stillestående, men det er ikke en skam, for det synes at være en pointe i sig selv.
Jasmina Maschina: The Demolition Series
The Demolition Series vugger spagfærdigt derudaf i en ok udgave af en slags sadcore. I modsætning til de åndsbeslægtede Cat Power og Laura Veirs har Jasmina Maschina ikke sangene på sin side. Til gengæld har hun gode arrangementer.
Damon & Naomi: Within These Walls
De to tidligere Galaxie 500-medlemmer går ned i tempo på deres syvende udspil. Selve pladen går bare ned, selvom enkelte numre bærer præg af multikunstnernes evner.
Jacob Faurholt: Hurrah Hurrah
Lyden på Jacob Faurholts nye plade sender nogle ganske andre signaler end titlen, Hurrah Hurrah. Der ligger dystopiske visioner og en dyb sørgmodighed i denne lofi-folk, som ikke umiddelbart opfordrer til glædesudråb. Heldigvis kan man så glæde sig over pladens ret høje kvalitet, som kun trækkes ned af manglende vildskab.
Phosphorescent: Pride
Det går langsomt, rigtig langsomt på amerikanske Matthew Houcks fjerde album under navnet Phosphorescent. Slowcore, sadcore og enormt tyste singer/songwritere kan være interessante, men det er Phosphorescent desværre ikke. Musikken er så indadvendt, at man kommer til at tro, at Houck helst ikke vil have lytteren indenfor.
Apples & Milk: Master of Disguise
Den debuterende norske singer/songwriter Magnus Reiten alias Apples & Milk byder med dette minialbum på en samling afdæmpede sange, der grænser til det helt tyste. Alle seks sange er fine, men fungerer især som en helhed.
Lightning Dust: s.t.
Lightning Dust består af Joshua Wells og Amber Webber fra Black Mountain. Musikken er dog noget anderledes, for her er tale om melankolsk indierock med minimal instrumentering. Det starter godt, men efter de første to numre daler kvaliteten støt, og det er ærgerligt, for potentialet er tydeligt.
Taxi Taxi!: s.t.
Der har længe været snak om de enæggede tvillingesøstre fra Sverige. Nu er deres debut-ep her så endelig. Det er meget trist musik, og til tider er instrumenteringen så sparsom, at det nærmer sig a cappella. Søstrene Berhan får til fulde mindet os om, at det ikke er let at være teenager.
Julie Doiron: Woke Myself Up
Canadiske Julie Doiron åbner igen armene og inviterer ind i sit særegne og dybt personlige univers. Med hjælp fra de gamle bandmedlemmer i Eric's Trip udgør Woke Myself Up en fyldigere bund for Doirons bekendelser uden dog at distancere det tekstmæssige og vokale nærvær fra det musikalske.
Nina Nastasia: On Leaving
På trods en forskrækkende ufokuseret start viser Nina Nastasia atter, at hun er blandt de mest betydelige kvindelige sangskrivere i øjeblikket. On Leaving er nedbarberet, kortfattet og mestendels uhyre smuk.
The Black Heart Procession: The Spell
Indierockerne fra San Diego har sagt adjø til de latinske virkemidler fra forrige udspil, men bevaret den sørgmodige tone. The Spell er ikke lydsporet til en dag på stranden. Faktisk får man mest ud af pladen, når solen er gået ned – dér kan man til gengæld også opleve magi.
Radar Bros.: The Fallen Leaf Pages
Amerikanske Radar Bros. lyder, som de altid har gjort. Og dette deres fjerde album vil næppe fange mange nye fans - og formentlig kræve stor tålmodighed hos en del af dem, der tidligere har hyldet Radar Bros. Men hvis man bare giver pladen tid nok, er der momenter af skønhed at finde.
The Jena Campaign: s.t.
Debut fra semi-akustisk duo, der ligger et sted mellem lofi, sadcore og country. Charmefaktoren er pænt høj, men standarden ujævn, og produktionen er sine steder direkte forfejlet. Enkelte skiller sig positivt ud, men man savner en gennemgående nerve.
but his hands were tiny and so she said: Paddington
Hvis man væbner sig med lidt tålmodighed, en mørk efterårsaften og en varm kop te, disker det danske enmandsprojekt but his hands were tiny and so she said op med en nedbarberet, men intens omgang sadcore, der lover godt for fremtidige udskejelser fra den kant.
Ainara LeGardon: Each Day a Lie
Ikke siden F.C. Barcelonas Pepe Guardiola har jeg tabt mit hjerte til en spanier. Ainara LeGardon henrykker med et dybfølt og stilsikkert album, der nærmest uden skønhedspletter portrætterer den ulykkelige kærlighed.
Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur: Queen of Hope
Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilburs officielle debutplade er en samling fine lofi-banaliteter krydret med legesyge tiltag. Det er stille og sødt og ikke uden evne. Men desværre formår de små eksperimenter ikke at forhindre albummet i at gå i stå flere steder.
Picastro: Metal Cares
Picastro er et endnu-et-i-rækken band, der troskyldigt følger strømmen af strygere i et sort hav af melankolsk folk, og de ville gøre godt på en vinterdag, men forsvinder desværre nemt i sommerheden.
Dolorean: Violence in the Snowy Fields
Poeten i Dolorean, Alex James, fører sin lyriske pen hen over mørke sletter, død og fortabt kærlighed, godt inspireret af Robert Blys digtsamling af samme navn. De mange stemninger gør sig godt på de velspillede folksange.
For Stars: …It Falls Apart
Nogle gange er en sang bare middelmådig, og det er desværre tilfældet for hovedparten af numrene på For Stars' fjerde album. Carlos Forster anstrenger sig alt for meget, og kun en enkelt gang lykkedes det for ham at gøre det, som ...It Falls Apart egentlig handler om: at bygge musikken op og lade den falde sammen igen.
Early Day Miners: All Harm Ends Here
Early Day Miners har begået endnu en rigtig god plade. Problemet er bare, at den slægter gruppens tidligere udgivelser lige vel meget på. Musik macht froh, ja - men rigtig lykkeligt bliver det først, når Early Day Miners tør afvige lidt mere fra det, der efterhånden ligner en standardformel.
Low: The Great Destroyer
Low produceret af Dave Fridmann. Ikke helt så bizart som det måske kunne lyde. Spekulationer om hvorvidt albummets titel hentyder til Fridmann kan sagtens stoppes nu.
Cousteau: Sirena
Kodeordene er 'dunkel belysning', 'rødvin' og 'afdæmpet melankoli', hvis du vil have fuldt udbytte af engelske Cousteaus andet album, der dulmer kærlighedens smerte.
Coastal: Halfway to You
Coastal kan godt lide Low. De har bare ikke forstået, hvorfor Low er så fantastiske.
Saeta: We Are All Waiting for Hope
Seattle-baserede Saetas fjerde album er fyldt til randen med både sørgmodige, drømmende og til tider ganske smukke lydlandskaber med piano og cello som dominerende instrumenter. Desværre spolerer Matt Menovciks slæbende og snøvlende sangstemme en hel del.
Murder by Death: Who Will Survive, and What Will Be Left of Them
Med denne opfølger til deres toneangivende debut, Like the Exorcist, But More Breakdancing, spiller Murder by Death kultisk og episk musik. En solid og alternativ instrumentering sikrer, at rejsen i deres dystre verden aldrig bliver fortænkt eller kedelig.
Sophia: People Are Like Seasons
Sophia har mestret ekspliciteringerne af sørgmodigheden. På denne seneste plade introduceres en musikalsk diversitet, som man godt forstår intentionen med, men som desværre bliver en akilleshæl.
Nina Nastasia: Run to Ruin
Nyt album fra den skrøbelige sangerinde Nina Nastasia, der sender hende op i sadcore-genrens absolutte superliga.
Christian H. Sötemann: Seems Ancient to Me
Seems Ancient to Me byder på ni skæve skæringer fra dengang, Berlinmuren endnu stod, støvet af til lejligheden og (gen)indspillet på kun én dag. Resultat er ganske vist tankevækkende, men det er desværre ikke altid det samme, som at det også er godt.
Nina Nastasia: The Blackened Air
Et nærværende og meget stemningsskabende album, der balancerer mellem at være en løs skitse og et aldeles storslået sadcore-værk.
Sophia: De Nachten
Suverænt smukt. Stærkt og smertende. Sophia.