Det kræver en tålmodig lytter at finde sig til rette i Beach Houses alenlange Once Twice Melody. Ikke fordi Baltimore-duoen eksperimenterer med musikalske kludetæpper eller skrigende dissonanser, men fordi det sfæriske udtryk ofte bare flyder sammen i én stor Beach House-pøl.
Med Once Twice Melody giver Beach House en stadigt drømmende og meditativ forsmag på næste års fuldlængeudgivelse af samme navn.
Linn Koch-Emmery formåede ikke at løfte musikken fra sine studieindspilninger ved at fremføre den live. Tværtimod var det som om, at der blot blev skrællet lag af detaljer væk i koncertudgaverne.
Aalborgensiske Rýk debuterer med en stemningsfuld, men ikke ubetinget vellykket EP, der tager lytteren på en tur rundt i shoegazens mange smukke afkroge, men som heller ikke tilføjer noget nyt til genren.
Den danske duo kombinerer shoegaze-guitarer og plastiklydende trommer på deres debutsingle.
På Vand, død & ensomhed leger Himmelrum med grænser på så ekspansiv og ambitiøs vis, at det kan være svært for lytteren at rumme.
Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste udenlandske udgivelser: Tredjesidste omgang bruges i selskab med dobbelt op på Sufjan, samplekongernes genkomst og yngste Knowles' indtræden på den internationale scene.
Følsom, brutal og øresyngende koncert med japansk kultband, der bevægede sig rundt i psykkens ydrepunkter.
Melankoli og stemningsmættet shoegaze er, hvad københavnske Pinemoon leverer på deres debutudspil, Miracle. Ni skæringer, der bringer fordums storhedstider for denne type musik i behagelig erindring. Du kommer ikke til at høre jomfruelig og nyskabende musik, men du kommer til at høre nærvær og intensitet.
De engelske shoegaze-pionerer Ride går tilbage til gamle dyder på deres andet album efter gendannelsen.
Frontpersonen Bradford Cox lader til at have det godt, og bandet søgte tilbage mod rødderne. Men det var en rutinepræget koncert, der ikke tilføjede meget nyt til historien om Deerhunter.
Danske Collider giver på sin debutplade et både eklatant og formfuldendt bud på euforisk støj-rock, og bør falde på et lunt sted hos de støj-elskere, der værdsætter uovertruffen pop-sensibilitet
Nørrebro-festivalen rundede lørdag nat af med shoegazerock fra Philadelphia-bandet Nothing. De lukkede ballet på stenbroen med nærvær og velplacerede støjpassager.
Deafheaven bød efteråret velkommen med bulder, brag og en krydsning mellem postrock, shoegaze og black metal og bekræftede deres position på kanten af genrerne.
Der var dømt indiemusikalsk legetime, da onkel Ira og resten af Yo La Tengo lagde vejen forbi drivvåde Badesøen Festival. Koncerten med indieveteranerne var en ujævn, men sjov og nærværende oplevelse.
Efter tre års ventetid er aarhusianske Tilebreaker klar med deres debutalbum. De positive takter, som de viste på deres selvbetitlede EP fra 2015, fremstår ikke som en hedengangen fortid. De er derimod blevet væsentligt mere raffinerede i deres indspilninger.
Japanese Breakfast er generelt ganske interessant på den nye plade Soft Sounds from Another Planet, men når kun momentant op over alle dreampopkollegaerne.
Dårlig lyd gjorde, at Fugleflugtens aftenkoncert ikke fik publikum til at svæve hele vejen hjem til teltet – kun lidt af vejen.
I forbindelse med deres kommende Roskilde-koncert har vi taget en snak med The Jesus and Mary Chains forsanger, Jim Reid, om at have accepteret at være genert på scenen, og hvad shoegaze er for en størrelse.
Det aldrende shoegaze-orkester leverede en decideret uengageret koncert på NorthSide, som bestemt ikke fik de nostalgiske følelser til at blomstre.
