Tag - shoegaze

Scarlet Chives' andet pladeudspil fasttømrer, at de er et fascinerende band, og understreger, at de kan variere deres lyd. This Is Protection er en rigtig god plade, der belønner de lyttere, der går på opdagelse i den.

Matthew Cooper alias Eluvium forsøger at hive dig ud af mareridtet på en kærlig, men også for langsommelig og omstændig facon.

Plader

Disappears: Era

Disappears' seneste plade er en kombination af postpunk, krautrock og støjrock, der består af mange gode elementer, men ikke imponerer voldsomt.

I løbet af to år kan meget ske. Det må man sande efter at have lyttet til Washed Outs opfølger til 2011-succesen Within and Without. På Paracosm er instrumenteringen mere analogt orienteret og lydbilledet mere konsistent. Resultatet heraf er kreationen af et enormt helstøbt drømmeunivers.

Sunbather er en af de smukkeste, mest emotionelle plader i 2013, der formår sømløst at kombinere en diversitet af genrer til et lydbillede, der er unikt. Black metal har aldrig været så opløftende eller så melodisk som dette.

No Joys andet lp-udspil, Wait to Pleasure, er et grundlæggende godt shoegaze-album, der dog mangler en del opfindsomhed og personlighed.

Ecovillages andet album er mere luftigt og har endnu højere til himlen end debuten. Det klæder den svenske duo, som dog også skal balancere sit enormt åbne udtryk, for ellers får man for meget af den fyldige lyd.

Waldo & Marshas luftige og højtragende debutalbum indeholder både optimistiske og mere alvorstunge toner. Zoo er et interessant udspil, men samtidig risikerer pladens monotone stemning at tabe sin lytter undervejs.

Canadiske The Besnard Lakes leverer på Until in Excess, Imperceptible UFO et noget blødere og mere drømmende materiale end tidligere, hvilket desværre går ud over gruppens ellers fine fornemmelse for himmelstormende og knasende guitarer.

På sit første soloalbum i seks år lyder Ulrich Schnauss stort set, som han plejer. Det er rigtig godt, når han rammer plet med sin formel af lette beats og små melodier pakket ind i en dyne - lige til at putte sig under. Men det sker alt for sjældent på det lidt for lange album.

Fem år efter udgivelsen af den bemærkelsesværdige Dragging a Dead Deer Up a Hill udsender Liz Harris på ny sange fra den periode. The Man Who Died in His Boat er kvalitetsbevidst, om end mere af det samme.

På et spillested i Brixton skete i søndags det, som utallige musikfans verden over i mere end to årtier har hungret efter. Støjrockpionererne fra My Bloody Valentine gik på scenen og spillede nyt materiale. Gruppen lovede efterfølgende, at deres længe ventede tredje album ville se dagens lys allerede i dag. Få et indblik i farcen, myten og musikken, der tilsammen gør My Bloody Valentine til et af vor tids mest sagnomspundne bands.

Plader

Manual: Awash

Manual serverer endnu en omgang ambient, der lyder fantastisk, men hverken formår at bringe meget nyt til bordet eller hæfte sig fast emotionelt.