Serena-Maneesh mødte særdeles veloplagte op for at åbne Odeon med en støjeksplosion. Det var en vedkommende og veludført opvisning af desværre ikke altid lige vedkommende musik.
Chimes & Bells burde have medvind, når det gælder om at opsætte en spændende koncert. Alligevel havde man onsdag en fad fornemmelse af, at bandet sagtens kunne udnytte deres lydunivers bedre.
Joensuu 1685 havde ikke lyden med sig tirsdag aften. Et lidt for monotont tag på støjrocken samt enkelte ulidelige effekter gjorde ikke oplevelsen bedre.
Med hård fornægtelse af alt, hvad der hedder glæde, leverer Sofa Surfers et genresikkert og verdensfjendsk udspil, der hverken vil blive hurtigt glemt eller sent husket.
Small Black placerer sig solidt i sommerens lydlandskab af lo-fi synthpop. Det akustiske udtryk er blevet erstattet med en gennemarbejdet maskine, som spyr sløret støj ud – for derefter at samle sig i skramlende popmelodier.
Der er shoegazer for alle pengene på britiske Air Formations fjerde album. Bandet læner sig op ad genrens gudfædre, men giver alligevel deres eget bud på shoegazer anno 2010: tung, døsig og drømmefyldt.
Rocket Fires tidsmaskine sender post-sortklædte teenagere tilbage til starten af voksenlivet i start-90′erne og tager givetvis ogsÃ¥ en del med, der aldrig har været der før. Det er under alle omstændigheder en flyvetur, jeg gerne tager igen og igen.
Savner du at blive pakket ind i småstøjende shoegazer? En konkurrence kan vel rode bod på dét savn. Du skal bare svare rigtigt og være heldig nok.
Youth Pictures of Florence Henderson er tilbage med et nyt udspil, denne gang bogstavelig talt bygget op omkring billeder i form af en poetisk visuel bog, der komplementerer bandets melankolske og fine postrock på strålende vis.
The Radio Dept. skriver stadig nydelige, små melodier med 60’er-popvokalharmonier og en skrøbelighed under støjen, men der er lidt mere synth på paletten end sædvanligvis, og det klæder produktet.
Who Killed Sgt. Pepper er en genremæssigt og kvalitativt svingende plade. Kun den dronerockende side af pladen svinger rent musikalsk.
Ung psychrock-duo imponerer på deres andet udspil med store klanglandskaber og en snigende melankoli.
Escho forsøger så vidt muligt at give et indblik i selskabets œuvre og sjæl. Det er som at få postkort fra en god ven.
Undertoner-yndlingene i Serena-Maneesh har været en tur i en norsk grotte. Det lyder drastisk, men lyden er aldeles bekendt, og der klatblødes lyserødt ud over den nu ganske polerede garagerock som aldrig før.
På Black Noise føres lytteren nænsomt ud af drømmenes Autobahn. Udflydende klokke-knitrende elektronisk shoegazer fra en anden verden blandes med technoide houserytmer i et konstant rytmisk flow.
Joanna Newsom giver dig det hele på sin regning på sit nye folk-mesterværk, Have One on Me. Men tag dig god tid: Joanna har ikke travlt, og det bør du heller ikke have, for der er masser af perler at finde. Det er bare et spørgsmål om at kunne fokusere.
Med teknisk snilde og veldrejet shoegazer imponerer Dorias Baracca på deres lange debut-ep, der dog ikke kvalificerer sig ved sin originalitet. Alligevel er Handsome Melting Point et fint og lovende bekendtskab.
The Back of His Hands, Then the Palms lever op til alle de krav, man kan have til en støjende og shoegazet omgang drømmepop. Men der mangler ligesom noget, der får det til at kradse.
Ecovillages perlende, psykedeliske pop med masser af nutidige hippie-vibrationer fænger ikke helt.
Som dråber, der triller i ensomhedens hav, er Jesus seneste plade, Infinity, en meditation over ensomheden.
To af de smukke mennesker i Serena-Maneesh. Foto: Ghostkamera.
Efter den chokerende nyhed om Jay Reatards død, er det vist pÃ¥ sin plads med en god nyhed. Roskilde Festival har nemlig …
Vores færøske broderfolk kaster støjende, mørke skygger over hjemlandet, og vi præsenteres for Knút, der lover psykedelisk gospelpop. Han holder sit løfte.
Pg. Lost har skabt et instrumentalt postrockalbum, som med en dragende blanding af det stille og det støjende skaber en stærk og engagerende lytteoplevelse.
Puumaja har udgivet en velspillet, men lidt uaktuel debut-cd, der i kraft af sit finske sprog og musikkens storladne dramatik er mystisk indadvendt. Under alle omstændigheder er Meriselityksiä hurtigt glemt.
