En del bands har holdt liv i shoegazer-genren mere end et årti efter dens storhedstid. Mange rammer helt forbi, mens bands som Auburn Lull rammer lyden lige i hjertet. Dette er soundtracket til dine dagdrømme – der dog godt kunne bruge lidt mere melodisk tæft.
Asobi Seksu fra New York støjer som My Bloody Valentine og synger pop som ingen andre – sangerinden Yuki Chikudates svage, falske vokal ødelægger størstedelen af albummet, der uden hende kunne være gedigent, selvom det endnu ville mangle en god portion opfindsomhed.
Flying Virgins lyder stadig meget interessante, men samtidig er det, som om de ikke helt får forløst deres potentiale.
Med smuk og poppet shoegazer-musik leverer Citizens Here and Abroad en fremragende debutplade.
Cranes' syvende studioalbum fortsætter, hvor det forrige album slap, og viser et band, der er på vej væk fra den dronede shoegazer, som de startede med at spille i slutningen af 80'erne.
Århus:nu er en gruppe ildsjæles forsøg på at gøre opmærksom på andre ildsjæles initiativer. Det er der kommet en spændende lille bog og en temmelig rodet cd ud af.
Noget så uventet som et indietronica-band fra Argentina leverer noget så forudsigeligt som et kun delvist vellykket forsøg på at blande shoegazer-pop og elektronik.
Danske Windermere giver med sit debutalbum opvisning i, hvordan atmosfæremættet shoegazer skal lyde. Dog savner pladen et særpræg.
Den lækre blanding af shoegazer og doven popmusik er midlertidigt lagt på hylden med en plade, der giver sig i kast med blues’et rock’n’roll med tydeligt Starflyer 59-aftryk. Det er meget sjovt i farten, men det bliver aldrig rigtig godt.
Pluramons seneste album på Karaoke Kalk er en overraskende uelektronisk affære. Der er langt mellem det nye shoegazerudtryk og den postrockede electronica, som Pluramon ellers er kendt for.
Frankrigs liga af elektroniske duoer får mere udfordring fra relativt ukendte Nicolas Fromageau og Anthony Gonzalez. Deres anden langspiller sætter dem på landkortet med ét tydeligt slag.
Mange vil sikkert nyde denne opsamling, da den giver et dejligt genhør med klassiske grupper fra begyndelsen af 90'erne.
To bands deler en 7"-single med henholdsvis lidt shoegazer og powerpop. Uden at ændre verdens gang gør de det ganske godt.
Spleen Uniteds vemodige shoegazersange vejrer blidt i vinden. Bandet har fået skruet nogle gode melodier sammen, som nok skal få de danske pladeselskaber til at åbne ørerne. Vi andre kunne dog godt have brugt lidt mere end blot to sange.
