Amerikanske Spoon både forkæler og forskrækker med denne perle af en indierockplade.
The Ruby Suns’ seneste skive burde have et kæmpe advarselsskilt pĂĄ coveret, for sĂĄ lækker og ørehænger-agtig indiepop kan næsten kun betragtes som psykologisk krigsførelse.
Man skal lede efter tyngden i Tunng, for selvom den er der, og melankolske momenter glimtvis optræder, holder bandet ikke fast i dem, men skaber med …And Then We Saw Land solstrĂĄler pĂĄ en grĂĄ vinterdag.
Tidligere Amstrong- og Antenne-sangerinde Marie-Louise Munck har kreeret et album, der i høj grad hviler på den stærke vokal. Samlet set er det dog en for ensartet oplevelse.
Tom McRae laver musik til dage, hvor man føler sig varm om hjertet og måske lidt hyggemelankolsk. Ikke til de dage, hvor ens kyniske side kun kræver originalitet.
Den amerikanske singer/songwriter Adam Green gæstede sent tirsdag aften sit favoritspillested i Danmark. Det blev en koncert, hvor Greens syrede og akavede jeg var langt mere i fokus end musikken.
Setting Sun leverer singer/songwriter, som Lars Olsen leverede fodbold back in the days.
Frontmanden i Larsen and Furious Jane har ryddet op i skufferne. Det viser sig, at kommoden indeholdt både skidt og kanel – men trods alt mest af det sidste.
Er det Tori Amos eller…? Med klaver og sang gĂĄr danske Anna Rosenkilde i sit amerikanske idols fodspor pĂĄ vellykket debut-ep.
Herzog, Seneca, Homer og Sartre er bare et udpluk af inspiratonskilderne på Konstantin Groppers andet album – en teksttung udgivelse om den lange vej til stoisk frihed. Men endnu vigtigere: en melodiøs, interessant og dejlig plade.
Eels tager denne gang skridtet fuldt ud og går undergangen i møde rent tematisk, ikke kunstnerisk. Det er den tungeste plade nogensinde fra en i forvejen mut gut. Gid han snart ville smile lidt igen.
Ninos Dankha, aka Prince of Assyria, lyder som en mand, der har fået slået sit hjerte i stykker, og Missing Note udgør nærmest en form for bekendelser omkring dette. Albummet tegner portrættet af en mand, der har meget at miste.
Som drĂĄber, der triller i ensomhedens hav, er Jesus seneste plade, Infinity, en meditation over ensomheden.
SĂĄ er sidste omgang plader, vi oversĂĄ i 2009, klar, og vi er dermed meget tæt pĂĄ at offentliggøre vores ĂĄrsliste for 2009. I mellemtiden kan du opdage disse plader…
The Czars er gĂĄet fra hinanden, fordi de efterhĂĄnden hadede hinanden og var fyldt op med alkohol og kokain. Det fortæller den tidligere forsanger John Grant i det seneste nummer …
SĂĄ starter vi optakten til Undertoners ĂĄrsliste 2009. Som sædvanlig kigger vi pĂĄ nogle oversete plader fra ĂĄret, der gik, der af den ene eller anden grund ikke blev anmeldt. Her er første del…
Der er ikke sket de store revolutionære tiltag fra Laura Veirs, siden man sidst hørte fra hende, men hvad gør det, når hun nu leverer overbevisende folkpop gang på gang.
Benjy Ferree har kreeret et konceptalbum til Disneystjernen Bobby Driscolls ære og hylder samtidig 1950′ernes rock’n'roll og americana ved en kreativ afvejning af blues og rock tilsat rigelige mængder doowop.
Hvert år udgives de samme gamle julesange på en dobbelt-cd, hvilket er fint, men til dig, der er træt af ”Last Christmas”, ”All I Want for Christmas is You” og ”Søren Banjomus” udgiver Hymns from Nineveh her et rigtig godt alternativ.
Eneste anke mod Daniel Johnstons nye album er i virkeligheden den måde, hvorpå det slutter. Nemlig med pladens dårligste sang. Resten af tiden er Is and Always Was både rørende og strålende.
Tom Waits trakterer med liveperler fra sin “Glitter and Doom”-tour. Det er blevet til et velfungerende dobbeltalbum, der bĂĄde byder pĂĄ sørøverløjer, fængende ballader og veloplagt komik.
Hermed fjerde album fra det akustiske ”The Second Coming”-fænomen Simon Finn, der med sin patos og sans for det indadvendte drama forsøger at udvide udtrykket og ikke mindst følge op pĂĄ mesterværket Accidental Life fra ‘07.
Emily Loizeau spiller pĂĄ alle tangenter, nĂĄr hun blander country, folk, verdensmusik og opera med store doser af hæs fransk charme. Tag med ud i et ‘pays savage’, hvor det ikke er vilde dyr, der er temaet, men derimod en alsidig tour de force i musikalsk kreativitet.
Svenske Lisa Isaksson udgiver jævnt debutalbum, der bærer hendes stockholmske rødder med sig som tunge fodtrin. Der er noget ægte over det, men det er ikke nok til at gøre den akustiske produktion interessant.
Rodeo er ikke for alle. Man skal turde give slip pĂĄ sine hæmninger og turde være sĂĄrbar, for sĂĄrbar er man uanset hvad – og hellere indse det end ignorere det. … Snakker vi stadig om rodeo?
