Tag - singer/songwriter

Den irske singer/songwriter stod for en af søndagens første koncerter, og det kan være en utaknemmelig opgave at vække et træt festivalpublikum på tredjedagen. Ville Damien Rice selv være i sløvt hyggehumør? Heldigvis ikke!

Cody besidder en dobbelthed på det nye album I’ll Ride With You af melodisk lethed og mørke undertoner i tekstuniverset. Den dobbelthed betyder også, at Undertoners anmelder hverken bliver suget ind i albummet eller frastødt af det.

Kurt Viles tidligere bandkammerat Steve Gunn har et nyt album på vej, som han gav en forsmag på på Loppen. Desværre var Gunn en noget fraværende hovedperson, der koncentrerede sig langt mere om sin guitar end om publikum.

Med vokalharmonier og akustisk guitar formidler den svensk-islandske folkduo slægtshistorier, klagesange og vuggeviser på beroligende og nærværende vis. Som en tiltrængt treo til sjælen.

Eleanor Friedberger er med New View flyttet ud fra byen og ind i et nyt fortælleunivers, hvor vi inviteres ind i mere intime omgivelser, end på det hun har lavet før.

På sit sjette album tager Kurt Vile den (igen) lidt med ro og spiller nogle sange på guitar. Og lidt på banjo og klaver. Men det gør den produktive sangskriver nu også så godt, at det ikke gør så meget, at pulsen forbliver lav.

På trods af stormvarsel var Store Vega næsten udsolgt ved udsigten til besøg af John Grant, og de fremmødte fik lov at overvære en suveræn koncert af singer/songwriteren med den store stemme og skarpe ironi.

Med hoftevrid, snake dance, moonwalk, knæfald og fægten med mikrofonstativ bjergtog Father John Misty publikum, herunder Undertoners udsendte, ved sin ekstrakoncert i Vega. En fremragende koncert, der dog også havde et par skønhedspletter undervejs.

Den amerikanske singer/songwriter var tilbage i Koncerthuset, denne gang i mere intime Studie 2, hvor hun stod helt alene på scenen. Det blev dels en nervøs omgang for den uperfekte perfektionist, men der var også mange smukke stunder, hvor sangene talte for sig selv.

Tobias Jesso Jr.'s første soloalbum, Goon, er et håndværksmæssigt fint et af slagsen, om end det til tider godt kan blive en anelse for pænt og upersonligt. Der er øjeblikke der nærmer sig en større skønhed, men flere øjeblikke af en, om end velspillet, så lidt for pæn og velfriseret omgang tomgang.