Tag - slackerrock

Efter tre års ventetid er Aarhusianske Tilebreaker klar med deres debutalbum. De positive takter, som de viste på deres selvbetitlede EP fra 2015, fremstår ikke som en hedengangen fortid. De er derimod blevet væsentligt mere raffinerede i deres indspilninger.

Mac DeMarco bliver også ældre. Det kan høres på canadierens sjette album, der ligefrem har sine livskloge øjeblikke – og meget passende har fået titlen This Old Dog.

På sit sjette album tager Kurt Vile den (igen) lidt med ro og spiller nogle sange på guitar. Og lidt på banjo og klaver. Men det gør den produktive sangskriver nu også så godt, at det ikke gør så meget, at pulsen forbliver lav.

Plader

Alex G: DSU

Alex G dyrker 90'er-nostalgi, slackerrock, shoegazer og sovekammerromantik på en plade, der indeholder et væld af numre og trækker på et væld af genrer. I en grad, så det trods skæringernes kvaliteter hver for sig bliver i overkanten på 15 numre.

Stephen Malkmus ved stadig, hvordan man skriver skæve indiesange, og Wig Out at Jagbags er et fint udspil, der egentlig ikke falder igennem noget sted. Meeen - det behøver altså ikke være så pænt, det hele!

Slackerrocker Kurt Vile ligger ikke på den lade side. Snart tager han på tour, bl.a. til Store Vega den 5. december, men han har også fundet tid til at indspille den nye ep It’s a Big World out There (And I Am Scared).

Tex Fuller albumdebuterer med en - for et dansk band - sjældent international lyd. Inspirationerne hentes tydeligvis fra 90'ernes store ikoner inden for indie- og slackerrock, men på trods af de åbenlyse referencer er gruppen umiskendeligt sin egen.

Guitarteksturerne var skarpe og nuancerede, og når materialet var bedst, var Built to Spills koncert en understregning af indierock-koryfæernes formåen. Et større mod på at eksperimentere havde dog klædt resultatet.

På sit femte soloalbum fortsætter Kurt Vile sin umiskendelige afslappede stil - på både godt og ondt. For godt nok besidder manden nogle evner med en guitar, som er de færreste forundt, men samtidig kunne man som lytter i løbet af 69 minutters spilletid ønske sig en smule flere overraskelser.

Cymbals Eat Guitars er mestre i af afsøge ellers iørefaldende rocknumres afkroge, lade dem skifte retning og nedbryde genkendeligheden. Umiddelbart et fremragende udgangspunkt for en god koncert. Ikke desto mindre virkede det, som om hverken band eller publikum var synderlig engagerede i torsdagens optræden.

Ved man på forhånd, at soldyrkende, slackede hipsterkids med vintagetøj og -instrumenter får aftensmaden til at skifte retning på sin vej gennem fordøjelsessystemet, så er debutpladen fra Craft Spells et absolut no-go!

Enons nye album kommer efter fire års næsten stilhed. Musikken er stadig en blanding af skæv rock og melodisk pop. Men denne gang er der mere fræs i guitarerne, mens den skæve pop er lidt nedbarberet. Som altid er John Schmersals sangskrivning af ganske høj standard.

Herligt melodiske og lettere slackede popsange fylder de fleste af rillerne på 1 2 3 4’s debutplade, In Your Faith. Alligevel halter det hist og her, så bandet gør ikke det mærkbare indtryk, deres sangmateriale egentlig berettiger til.