Tag - slackerrock

Mac DeMarco bliver også ældre. Det kan høres på canadierens sjette album, der ligefrem har sine livskloge øjeblikke – og meget passende har fået titlen This Old Dog.

På sit sjette album tager Kurt Vile den (igen) lidt med ro og spiller nogle sange på guitar. Og lidt på banjo og klaver. Men det gør den produktive sangskriver nu også så godt, at det ikke gør så meget, at pulsen forbliver lav.

Plader

Alex G: DSU

Alex G dyrker 90'er-nostalgi, slackerrock, shoegazer og sovekammerromantik på en plade, der indeholder et væld af numre og trækker på et væld af genrer. I en grad, så det trods skæringernes kvaliteter hver for sig bliver i overkanten på 15 numre.

Stephen Malkmus ved stadig, hvordan man skriver skæve indiesange, og Wig Out at Jagbags er et fint udspil, der egentlig ikke falder igennem noget sted. Meeen - det behøver altså ikke være så pænt, det hele!

Slackerrocker Kurt Vile ligger ikke på den lade side. Snart tager han på tour, bl.a. til Store Vega den 5. december, men han har også fundet tid til at indspille den nye ep It’s a Big World out There (And I Am Scared).

Tex Fuller albumdebuterer med en - for et dansk band - sjældent international lyd. Inspirationerne hentes tydeligvis fra 90'ernes store ikoner inden for indie- og slackerrock, men på trods af de åbenlyse referencer er gruppen umiskendeligt sin egen.

Guitarteksturerne var skarpe og nuancerede, og når materialet var bedst, var Built to Spills koncert en understregning af indierock-koryfæernes formåen. Et større mod på at eksperimentere havde dog klædt resultatet.

På sit femte soloalbum fortsætter Kurt Vile sin umiskendelige afslappede stil - på både godt og ondt. For godt nok besidder manden nogle evner med en guitar, som er de færreste forundt, men samtidig kunne man som lytter i løbet af 69 minutters spilletid ønske sig en smule flere overraskelser.

Cymbals Eat Guitars er mestre i af afsøge ellers iørefaldende rocknumres afkroge, lade dem skifte retning og nedbryde genkendeligheden. Umiddelbart et fremragende udgangspunkt for en god koncert. Ikke desto mindre virkede det, som om hverken band eller publikum var synderlig engagerede i torsdagens optræden.

Ved man på forhånd, at soldyrkende, slackede hipsterkids med vintagetøj og -instrumenter får aftensmaden til at skifte retning på sin vej gennem fordøjelsessystemet, så er debutpladen fra Craft Spells et absolut no-go!

Enons nye album kommer efter fire års næsten stilhed. Musikken er stadig en blanding af skæv rock og melodisk pop. Men denne gang er der mere fræs i guitarerne, mens den skæve pop er lidt nedbarberet. Som altid er John Schmersals sangskrivning af ganske høj standard.

Herligt melodiske og lettere slackede popsange fylder de fleste af rillerne på 1 2 3 4’s debutplade, In Your Faith. Alligevel halter det hist og her, så bandet gør ikke det mærkbare indtryk, deres sangmateriale egentlig berettiger til.

Frontmand i 1 2 3 4 Rune Hedemans tekster er tungsindige, og hans sceneoptræden har fremkaldt sammenligninger med den italienske diktator Benito Mussolini. Alligevel er Rune Hedeman ikke bange for, at folk vil opfatte ham som en vred ung mand. (31.10.07)Frontmand i 1 2 3 4 Rune Hedemans tekster er tungsindige, og hans sceneoptræden har fremkaldt sammenligninger med den italienske diktator Benito Mussolini. Alligevel er Rune Hedeman ikke bange for, at folk vil opfatte ham som en vred ung mand. I løbet af de seneste fire-fem år har Aalborg markeret sig som lidt af en slackerrockby. Rækken af bands, der kan deres Pavement, Sebadoh og Guided by Voices og på en eller anden vis har rødder i den nordjyske hovedstad, er nemlig lige præcis lang nok til, at det er påfaldende. Ud over pionererne fra det nu hedengangne My Friend George og den eneste kommercielle succes Figurines har fine demobands som bl.a. Bought Landings og Torpedoes også slacket rundt på de aalborgensiske spillesteder, mens Charlie, Don’t Surf stadig er i fuld vigør. 1 2 3 4 i landlige omgivelser Næste skud på stammen kalder sig 1 2 3 4 og har tidligere guitarist i Torpedoes Rune Hedeman som frontmand. Trods tilhørsforholdet til Aalborg, der gælder alle i bandet undtagen guitarist Kasper Helweg, går 1 2 3 4 dog for at være et københavnerband. Det var da også i København, at bandet blev dannet for halvandet år siden, og deres nyligt udsendte debutplade In Your Faith er udgivet på ærkekøbenhavneren Nikolaj Nørlunds pladeselskab, Auditorium. Men trods alt fornægter ligheden med ovennævnte Aalborg-bands sig ikke helt, og bandet diskuterer da også stadig selv, om det er et københavnerband eller ej. Rune Hedeman hælder en smule til det sidste.»Vi er sgu et eller andet sted et Aalborg-band. Vi spiller sådan noget Aalborg-rock,« siger han og uddyber: »Dengang jeg boede i Aalborg, var det sådan, at drengene fra Figurines, Oh No Ono, My Friend George og jeg bare kendte hinanden og gik i byen sammen. Der blev skabt en lille klub deroppe, hvor vi lyttede til plader, kyssede med de samme piger og gik de samme steder hen i byen. Det var sgu dejligt, og det kan ikke undgå at præge en. Men det er efterhånden mange år siden, og man kan også mærke, at de fælles udtryk er ved at være væk. Vi har de samme inspirationskilder, og så er der sket noget forskelligt med det.« Selv har Hedeman droppet den smadrede lofi-lyd, der prægede dagene med Torpedoes. In Your Faith er nemlig mere stram og knap så slacket. Og det skyldes ikke, at Nikolaj Nørlund har siddet i producerstolen under indspilningen, men at Hedeman har dikteret over for de andre, at de skal spille ordentligt, da der »kun er en tynd linje mellem at være slacker og lofi og at være en klovn.« Selv om 1 2 3 4 er gode musikere, er de det først og fremmest i kraft af deres sammenspil, mener Hedeman og peger på Pavement som et band, der kan gå lofi, uden at det går op i hat og briller.»Pavement var fantastiske musikere, fordi de var dygtige, men også fordi de turde være dårlige og skrælle deres musikalitet helt ned til det helt basale, så det bare blev rent udtryk i stedet for kunnen.« Homofascistiske armbevægelserAllerede langt før 1 2 3 4 fik en pladekontrakt, har bandet eller rettere Rune Hedeman gjort sig en del bemærket. Hans fagter og armbevægelser under bandets koncerter er så iøjnefaldende, at han er blevet sammenlignet med Morrissey, Mussolini og Napoleon. Hedeman forklarer, at denne måde at agere på er noget, der bare kommer til ham. 3/5 af bandet på visit hos DR – Rune Hedemann halvt skjult bag sin kop »Jeg har ingen indstuderede moves, det er ikke koreograferet. Jeg gør bare det, der falder mig ind. Noget spas,« siger Hedeman, som dog finder det sjovt at få disse kaldenavne.Det samme gør de resterende bandmedlemmer, som på grund af sammenligningerne med Morrissey og Mussolini er begyndt at kalde ham for homofascisten. Du har det også med at kigge ondt ud på folk med et skulende blik?»Jeg skuler aldrig ondt ud mod publikum. Jeg forsøger at kigge dem lidt i øjnene. Se, hvem de er. Publikum forandrer sig altid fra gang til gang, det gør jeg også selv. Så det er en meget god ting lige at se dem i øjnene, og møde dem, hvor de er. Jeg plejer også at gøre det samme med drengene – tage en runde og se, hvordan de har det.« »Vi er jo ikke Grinderman« »Even though I stayed aroundI’d still be the saddest boy in townSo full of gospel, so filled with gossipThe shattered love with its broken logic I foundSo where does it go from here?I don’t care anymore for that toothbrush’s been dropped on the floor«(“œSaddest”) Et mere eller mindre tilfældigt tekstuddrag fra én af Rune Hedemans tekster viser med al tydelighed, hvilken sindsstemning der hersker i 1234’s univers. Med Hedemans egne ord »klassisk ungdommeligt tungsind«, der dog er tilpas reflekteret til, at det ikke er ren weltschmertz. Det nærliggende spørgsmål er, om det virkelig er sådan, han selv går rundt og har det?»Uha, ja og nej. Man kan ikke skrive med andre som udgangspunkt end en selv.« Men man kan godt opfinde et univers?»Ja, men så skulle det være de værste udgaver eller de bedste udgaver af mig selv. Forskellige udgaver af, hvordan jeg har haft det.« Du sammenligner det selv med Charles Bukowksi. Hvad er dit forhold til ham?»Dengang jeg begyndte at læse ham, syntes jeg bare, jeg kunne genkende en mand, der var lige så indebrændt og depraveret som mig selv. Som havde set livets dårskab i øjnene, og som turde udtrykke og konfrontere det. Det, syntes jeg, var smukt. Jeg siger ikke, mine tekster er smukke, men det er i hvert fald der, mit forlæg er. Men der er så mange andre som Hemingway, John Fante og Baudelaire.« Du er ikke bange for, at man ser dig som en vred ung mand? Hvis man kun ser dine fagter på scenen og hører teksterne, kan man godt opfatte dig lidt som den der homofascist…»Ha ha, jeg lugter en overskrift. Nej, jeg synes, der er et glimt i øjet i vores univers. Altså, det er jo ikke Grinderman, det her. Musikken er pop, det forsøger vi i hvert fald at lave, og jeg synes, det er vigtigt at have den kontrast til teksterne, at melodierne er iørefaldende.« Læs også Undertoners anmeldelser af:1 2 3 4: In Your Faith1 2 3 4, 04.07.07, Roskilde Festival