Tag - Slaraffenland

Efterklang og Slaraffenland mødtes som Slaraffenklang i Det Kgl. Teaters Skuespilhus. De to bands har hver for sig arbejdet mod en lettere tilgængelig og ørehængende lyd, men 10 mand på en scene indbød til eksperimenter. Man blev ikke skuffet.

Ja, det er jo sjældent, man får noget gratis i den her verden, så det gælder om at hugge til, når muligheden byder sig. Og det gør den nu. Den franske filminstruktør Vincent Moon har lavet to musikfilm, som hedder “Temporary Slaraffenland” og “Temporary Copenhagen”. Slaraffenland er selvfølgelig hovedpersoner i den første film, der er 45 minutter og 10 sange med Slaraffenland i København. I den anden er Choir of Young Believers, Murder, Jong Pang, Efterklang og en del andre med i en halv times live-optagelser. Samtidig kan man på hjemmesiden Temporary Copenhagen se andre småfilm med I Got You on Tape og The William Blakes, og det er også her, man finder de to main features. Her er et outtake med svenske Taxi Taxi!: TEMPORARY COPENHAGEN _ outtake 02 _ TAXI TAXI! from vincent moon / temporary areas on Vimeo.

Slaraffenland er på vej mod USA for i den næste tid at turnere med Akron/Family, og lørdag spillede de tourens sidste koncert på dansk grund. Det var pænt. Det var rart. Det var en smule skuffende.

Den københavnske kvintet tager endnu et skridt i retning af at blive et stramt, vellydende indierockband. Vokalerne er blevet klarere, sangskrivningen mere poppet – og det samlede udtryk lige knap så interessant.

Sunshines kildrende stråler kaster ikke så mange indtryk af sig, som jungledrengene i Slaraffenlands tidligere udgivelser, men hvad gør det, når alt, man egentlig har brug for på en varm sommerdag, er et letfordøjeligt måltid og lidt glade trommer.

Slaraffenland og Efterklang spiller sammen på gratis live-ep fra Slaraffenklang Nej, jeg har ikke lavet en absurd stavefejl. Men hvis man har fulgt lidt med i kulturlivet i Rødovre, så ville man vide, at Slaraffenland og Efterklang har spillet sammen til Sono Festival den 8. november i Rødovre som Slaraffenklang. Tilbuddet om at spille sammen fik de, mens begge bands var på deres “Danish Dynamite”-tour i Nordamerika, og de fandt ideen sjov og simpel og tog mod tilbuddet. Så det er 12 mænd, der spiller coverversioner af hinandens sange. Og nu har de lavet en gratis live-ep ud af det, som kan hentes som zip-fil her. Jeg kan i øvrigt afsløre, at resultatet er ganske vellykket og optagelsen i rigtig god kvalitet. Trackliste: 1. Cutting Ice To Snow 2. Polaroids 3. Echo Wave 4. You Win

Slaraffenland sælger ud og hyrer en producer til deres næste album Ah, måske sælger Slaraffenland ikke decideret ud. Det er vel egentlig ok at benytte sig af en producer, og det er da imponerende, at de klarede sidste album Private Cinema så fint uden en producer. Og dog er der måske noget om snakken, for ifølge bandets pladeselskab Rumraket, er det album, de er gået i gang med at indspille med den danske producer Fridolin en del mere poppet end deres bagkatalog. Men når det nu er Slaraffenland, det handler om, er der god grund til at tro, at de kan lave popsange uden at forfalde til tåbeligheder. Udgivelsen forventes at være købeklar i april/maj 2009, og man kan følge indspilningsprocessen på deres blog.

Måske er det jazzmusikerens lod, at den frie, skabende åre har udspring i et solidt teknisk og kompositorisk grundlag. Og måske netop derfor var det det den lille smule mere overraskende, at netop dansk/svenske Slaraffenland pludselig tyede til stemmebåndene i deres musik på sidste års Private Cinema. For hverken på debuten fra 2004, Slaraffenland, eller på opfølger-ep’en Jinkatawa, var der vokaler, og ingen af de fem medlemmer kan siges at være trænede sangere. “Ja, nogle af os har måttet træne ret meget hjemme hos vores kærester for at føle os trygge ved at skulle synge for andre,” forklarer Mike Taagehøj, bassist og altså pludselig også sanger i Slaraffenland. Men selv træning betød ikke, at Slaraffenland selvsikkert lod deres afvekslende stemmebånd brede sig ud over spillestederne. Selv om de godt var klar over, at vokalen ville give deres musik netop dét udtryk, de længe havde ledt efter. Ja, faktisk en helt ny farve, ifølge Jeppe Skjold, der spiller blæseinstrumenter og – synger. “For os har tilføjelsen af vokaler været lidt som at opdage en helt ny grundfarve. Og det var svært for os at komme i gang med at bruge den. I starten var det sådan, når vi spillede live, at vi gik hen til lydmanden og bad ham sørge for, at vokalerne endte langt nede i mixet,” forklarer han, og svenske Niklas Antonson, der spiller blæsere, drejer på knapper og synger, tilføjer: “Vi oplevede en del gange, at folk kom hen efter koncerterne og sagde: ‘Det er fedt, at I synger – men man kan overhovedet ikke høre det.'” Hvem skal hvad? Alle skal sammen! For Slaraffenland har vejen mod opdagelsen af deres fælles stemme været essentiel. For de har måttet prøve sig frem, agere bas og tenor, synge højt og dybt. Og det er ifølge dem selv lykkedes at finde en struktur i deres vokaler, som de nu kan lege med og nedbryde og bygge op igen i deres sange. Og det har fået konsekvenser for de sange, der i starten led af manglende tiltro til vokalernes evne til at formidle det budskab, bandet leder efter. Men de har fundet den rette formel – en ret simpel en: “Vores usikkerhed gjorde, at vi havde det bedst med at synge sammen. Og det viste sig at være meget stærkt for os,” siger Jeppe Skjold. Ifølge bandet hang nervøsiteten og tilbageholdenheden sammen med, at det var svært for dem at slippe deres indre sanger løs. Der var hverken instrumenter eller ryggrad at falde tilbage på. Kun en mikrofon foran munden. Væltet sangskrivningslæs skal rejses En helt ny grundfarve betyder selvfølgelig også, at sangskrivningen har skullet tilpasse sig de nye farver i klangpaletten. Tidligere har Slaraffenland ikke skortet på instrumenterne. De nærmest snublende kaotiske lydbilleder på de to første udgivelser var resultatet af en konkret tilgang til musikken. “Tidligere har vi haft en tendens til at skrive sange, hvor vi alle sammen spillede på én gang og for fuld knald det meste af tiden. Da vi spillede live omkring udgivelsen af Jinkatawa-ep’en, kunne det aldrig blive højt og buldrende nok. Det er naturligt, at vi blev trætte af det efter et stykke tid, og da vi så fik vokalerne ind som element, blev vi bedre til at variere opbygningen,” siger Jeppe Skjold. Ifølge Niklas Antonson arbejder bandet stadig med at bryde deres gamle vaner ned. “I en af de nyeste sange, vi har skrevet, har vi f.eks. taget næsten alle lydtæpperne bag vokalen væk, så vores vokaler står helt fremme.” Men Jeppe Skjold er hurtig til at understrege, at idéen om at skråle sammen ikke er røget til fordel for en forsanger og en streng struktur i instrumenternes rolle i musikken. “Det kan ikke understreges nok, at vi ikke skal have en leadvokal.” “Nej, det ville ikke klæde os. Det her er et kollektiv,” påpeger Niklas Antonsen bestemt. Slaraffenland har brugt starten af 2008 i studiet. Forhåbentligt spiller de et par af deres nye, vokalomblæste sange når de i april drager på en spredt mini-turné i Danmark. Hvor? Her: 19. april – Rust, København 24. april – pAKHUSET, Århus (PopRevo-opvarmning med Sha La Las, Men Among Animals og ET Tumason) 30. april – Gimle, Roskilde

2007 blev lidt af et comeback-år. Og her refererer vi ikke til, at Karen Jespersen fik sig en ny ministerbil efter at have lært at lægge trykket i ordet ‘vensteorienteret’ anderledes. Vi hentyder ikke til DR’s tilbageerobring af titlen som landets mest omstridte nyhedsmedie, og vi har endda heller ikke Andrea Elisabeth Rudolphs tilbagevenden til såvel Vild med dans som Se & Hørs glittede sider i tankerne. Nej, vi tænker såmænd bare på, at der har været rigtig meget snak om musikalske comebacks i årets løb. Smashing Pumpkins vendte tilbage med en plade, vi af hensyn til alle parter lader stå uomtalt. Dinosaur Jr. genopstod for alvor med et nyt album og bl.a. en buldrende høj Europa-turné. Ja, minsandten om ikke også Led Zeppelin for ganske nylig spillede en koncert sammen i London. Som om det ikke var nok, kan vi næste år vente os nye plader fra Breeders (sølle seks års ventetid), triphoplegenderne Portishead (11 år) og, nå-ja, efter alt at dømme også selveste My Bloody Valentine, der efter 17 år slipper en opfølger til deres omtrent helgenkårede album Loveless. Dem lytter vi nærmere til næste år. Lige nu er det 2007, det gælder. Redaktionen har nemlig traditionen tro været ved stemmeurnerne, og der er en hel del comebacks at hæfte sig ved – både på og uden for listen. Hvis vi starter med det sidstnævnte, kan det allerførst nævnes, at Anne Linnets tilbagevenden til den danske musikscene ikke overraskende har prellet helt af på Undertoner-anmelderne. Anderledes interessant er det, at to af dette års ellers stort opslåede genhør med amerikanske indie-mastodonter ikke har resulteret i en top 20-placering på listen. Både Modest Mouse og Interpol underpræsterede åbenbart så meget, at de ikke fik lov at komme ind i det fine selskab – hvilket for sidstnævntes vedkommende er noget af et formdyk efter topplaceringen i 2004. Clap Your Hands Say Yeah leverede ligeledes lidt af en uoplagt maveplasker med deres andet album. Animal Collectives relativt lave placering på listen sætter vel også kvaliteten af Strawberry Jam lidt i relief – i hvert fald når man medtænker fjerdepladsen forrige år. Til gengæld var AC-medlemmet Panda Bears soloplade så overrumplende god, at redaktionen har været nødt til at skulderklappe den så meget, at den efterhånden må være helt øm. Mens nogle bands altså ikke nåede tidligere tiders storhed, viser listen, at Arcade Fire var i stand til at leve op til de enorme forventninger, de tre års ventetid siden debutpladen nåede at generere. På de hjemlige kanter lod Efterklangs andet fuldlængdealbum vente på sig lige så længe – og udløste samme store tilfredshed blandt Undertoners skribenter. Men hvor især den danske liste ellers er præget af nye, unge bands som Death by Kite og Odense-triumviratet Rumskib, Causa Sui og Skøtt, Rasmussen & Munk (alle tre bands har nære relationer til hinanden) samt en af årets mest positive danske overraskelser, Slaraffenland – ja, så er der dømt comeback i den øverste ende af både den hjemlige og den udenlandske liste. At Speaker Bite Me ville vende tilbage i foråret, havde været en kendt sag længe – og at forhåbningerne til Action Painting således blev næret i fuld offentlighed, gør det ikke mindre imponerende, at kvartetten ikke blot kunne kapere dem, men også oversteg dem. Helt anderledes uventet var Radioheads genkomst. Ja, man kunne nærmest tro, at det ikke var deres, men Kristi, der blev varslet den mandag i starten af oktober. Musikpressen gik i al fald i totalt selvsving over, at Thom Yorke & co. halvanden uge efter ville udgive deres syvende album, In Rainbows, i digital form uden om hele pladebranchen – og uden at kræve anden betaling end dén, som brugerne måtte finde rigtig. 0 pund ville være lige så okay som de sædvanlige 13-14 stykker. At dømme efter de første danske anmeldelser af albummet havde den omtrent hysteriske fokusering på distributionsmodellen fået alt og alle til at glemme, at de der mp3-filer, som man kunne hente hos Radiohead, rent faktisk indeholdt musik, som man kunne lytte til og mene noget om – også uden at tage musikken som gidsel i en lang udredning om, hvordan denne nye distributionsform er et pistolløb mod pladebranchens tinding. Men det gjorde de altså, mp3-filerne. Indeholdt musik. Og mens musikindustriens fremtid stadig ligger, hvor den hele tiden har ligget – i det kaffegrums, der netop går under navnet ‘fremtiden’ – har Undertoners skribenter lyttet intenst og efter fire års plademæssig tavshed fra Oxford-bandet katapulteret Radiohead tilbage til den placering, de gennem årene har indtaget så mange gange før: helt fremme i feltet. Det er, hvad man kalder et rigtigt comeback. De danske 10 I Got You on Tape: 2 9 Jakob Skøtt, Rasmus Rasmussen og Jonas Munk: September 8 Causa Sui: Free Ride 7 Olesen-Olesen: Kain og Abel 6 Death by Kite: s.t. 5 Rumskib: s.t. 4 Raveonettes: Lust Lust Lust 3 Efterklang: Parades 2 Slaraffenland: Private Cinema 1 Speaker Bite Me: Action Painting De udenlandske 20 Electrelane: No Shouts, No Calls 19 Spoon: Ga Ga Ga Ga Ga 18 Battles: Mirrored 17 Animal Collective: Strawberry Jam 16 Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters 15 M.I.A.: Kala 14 Stars of the Lid: And Their Refinement of Decline 13 Burial: Untrue 12 Iron & Wine: The Sherperd’s Dog 11 Bright Eyes: Cassadaga 10 Of Montreal: Hissing Fauna, Are You the Destroyer? 9 Caribou: Andorra 8 Jens Lekman: Night Falls Over Kortedala 7 Marissa Nadler: Songs III: Bird on the Water 6 PJ Harvey: White Chalk 5 The National: Boxer 4 Okkervil River: The Stage Names 3 Arcade Fire: Neon Bible 2 Panda Bear: Person Pitch 1 Radiohead: In Rainbows

Slaraffenland, 12:00, Pavilion »Keep your kids in / there’s thousands like me,« lød en af linjerne i “Dust (Me as a Monster)”, der åbnede den danske støjjazzrock-kvintet Slaraffenlands show. En koncert, der beviste, at der i hvert fald ikke er et væld af andre bands, der er helt som Slaraffenland. De fem københavneres musikalske blandingsprodukt har været under stadig udvikling i hele bandets levetid, og nu har de ramt lidt af en guldåre. Ikke mindst som liveband er Slaraffenland lige p.t. noget af det fineste i Danmark, og Roskilde-koncerten satte en streg under dét. Bjørn Heebølls præcise trommespil drev numrene fremad, mens bandets særlige kendetegn, de fælles halvråbende vokaler, gav sangene intensitet og nærvær. Samtidig var det en fornøjelse at høre, hvor fint bandet vekslede mellem forskellige udtryk og tempi. Eksempelvis blev den perlende melodiske “Polaroids” afløst af “This One Will Kill Us”, der først lod til at være et mere upbeat og ligefrem rocknummer, men siden blev slået fuldstændig ud af kurs i et tumultarisk støjkaos. Langsomt, men sikkert samlede nummeret sig sammen igen og endte i en herlig finale. Lige så fint et match var det at lægge den korte, ligefremme “Show Me the Way” lige inden den mildt sagt udknaldede “You Win”, hvor Heebølls i forvejen kaotisk buldrende trommer blev samplet og lagt oven i sig selv, mens vokalskrålene blev sendt gennem et solidt lag effekter, så de endte som en bølgende sømandsparallel til Animal Collectives tidlige udgivelser. Og når kvintetten så tilmed lukkede med en udvidet udgave af den fængende “Watch Out”, hvor det afsluttende klimaks i dagens anledning fik fuld skrue – ja, så er der kun tilbage at bukke og takke. (MA) Flaming Lips, 18:30, Orange Scene Det er umiskendeligt flaminglipsk at fylde scenen med folk i pangfarvede alien-, julemands- og superhelteudklædninger, og det samme kan siges om den rundtur blandt publikum – eller rettere over deres hoveder – som forsanger Wayne Coyne tog i en stor oppustet gummiboble. Der er ikke nogen, der er ligesom Oklahoma-veteranerne, og det er svært at komme i tanke om så sympatisk et band oppe i musikkens absolutte superliga. Men det kan ikke redde alt at være noget nær verdens rareste. Og ærligt talt var Flaming Lips’ femte show på Roskilde en rodet og til tider ret ufokuseret omgang. Åbneren “Race for the Prize” var godt nok lige så triumferende og oplivende som altid, og det veritable konfettibombardement fik smilet endnu længere opad. Men ret hurtigt blev det lidt enerverende, at Wayne Coyne koncentrerede sig mere om at skyde med konfetti end om at få koncerten til at glide. Efter næsten hvert eneste nummer gik alting i stå, og selv om Coyne altså er dødsympatisk, blev hans talestrømme om George W. Bush og Red Hot Chili Peppers trættende i længden. Det havde været til at bære over med, hvis musikken havde været oppe at ringe, men det kneb også. Ligesom de mange balloner blæste en god del af den intensitet, man kunne se på scenen, ud til siden og nåede aldrig ørerne. På et mindre spillested ville den smadrede udgave af “Free Radicals” helt sikkert have været stærk, men under den overskyede himmel druknede eksperimentet i bulderet. Med de mange stærke sange fra bagkataloget, som bandet så bort fra, var det noget svært at forstå, hvorfor den (i hvert fald i en livesammenhæng) alt for luftige, prog-influerede “Pompeii Am Gotterdammerung” skulle hives ind. Der var bestemt snert over den karmabevidste protest “Yeah Yeah Yeah Song”, og den totalt nedbarberede version af “Yoshimi Battles the Pink Robots pt. 1” fungerede blændende. Men som helhed var koncerten svær at holde af – og svær at finde hoved og hale i. (MA) Holly Golightly, 19:15, Astoria Klædt i ikke helt nypressede gevandter og med uprætentiøst uglet hår fik Holly Golightly og hendes band den fornemme scene i Astoria-teltet til at føles som et bittersødt afdansningsbal for folk med hang til old-time musik. For godt nok startede Holly som punkrocker, men siden da har hun gravet længere og længere tilbage i musikhistorien for at finde inspiration, og det var tydeligt at se, at det især er præ-Beatles-melodier, der ligger øverst, når hun skal vælge musik derhjemme i England. Sangene – hun nåede at spille 20 på lidt over en time – var alle hentet i den afdæmpede ende af Hollys katalog. Både fra de ældre plader, men især fra den seneste, hvor hun er backet up af guitaristen og sangeren Dave, der går under navnet The Brokeoffs. I “I Let My Daddy Do That”, “Devil Do” og “Medicine Water” fungerede den skrabede lyd fra kontrabassen og de snøvlede trommer perfekt, og backingvokalen fik for en kort stund Astoria til at føles som en røget bodega alt for tæt på lukketid. Bandet forsøgte ingenlunde at overdøve Hollys flossede vokal, der sine steder minder om Patsy Cline, andre steder om en glemt bluessangerinde fra dybet af den amerikanske sump. Og så hjælper en stiv whisky jo altid på evnen til at lade vokalen flyde. Desværre var lydniveauet så lavt, at det ud over en masse snak ikke var til at fange alle nuancerne, når Holly med band bevægede sig helt ned i tempo. Men heldigvis virkede det til, at de alle var tilfredse med den døsige, men løsslupne stemning i tørvejret. (MT)

Den Roskilde-aktuelle kvintets balancegang mellem eksperimenterende jazz og skramlet indierock drejer lidt længere mod rocken på deres anden plade. Samtidig er der kommet vokal på musikken, og i sin helhed er Private Cinema et rigtig godt album.

Denne glimrende ep fra et dansk jazzpostrock-ensemble viser, at kombinationen af guitar og sax kan blive til andet og mere end Moonjam.<

boeger