Tag - slowcore

Plader

Tugboat: Astral

Med udgivelsen af Astral leverer aarhusianske Tugboat en hudløs, grå debut-EP, der på overvejende glimrende vis varierer mellem aggressiv støj og vemodig langsommelighed.

Plader

Low: Double Negative

Amerikanske Low markerer deres sølvbryllup med det mest eksperimenterende album fra deres hånd siden debuten tilbage i 90'erne. En vellykket vekslen mellem støj og engleagtige harmonier resulterer i et vellykket album fra slowcore pionererne.

Amerikanske Low smider endnu en singleforløber til deres kommende album på gaden. Den lettere up-beatede og maskinelle "Disarray" er denne uges fredags single.

Efter tre års ventetid er aarhusianske Tilebreaker klar med deres debutalbum. De positive takter, som de viste på deres selvbetitlede EP fra 2015, fremstår ikke som en hedengangen fortid. De er derimod blevet væsentligt mere raffinerede i deres indspilninger.

Joshua Haden har efter nogle famlende år atter fundet et musikalsk ståsted med Spain i en nyere inkarnation. Carolina er det første album, som Joshua Haden udgiver efter sin fader og mentors død og det er, selvsagt, med denne hændelse i bagagen, at tonerne farves albummet igennem.

På Lows 10. album er der ingen revolutioner at finde. Men den amerikanske trio behøver heller ikke genopfinde sig selv for at levere smukke, indlevende numre baseret på vokalharmonier og melodisk enkelhed.

Plader

Landing: s.t.

Efter seks år er Landing tilbage med en gedigen omgang sløv rock baseret på en grundflade af støjende guitarer og elektroniske beats. Udtrykket er melankolsk, men værket er særdeles troværdigt.

Med udgangspunkt i sit karakteristiske minimalistiske drive spillede Low en koncert, der præsenterede alle de mest indtagende nuancer af gruppens slowcore, men ikke helt undgik at nikke til monotonien.

Doomjazzeksperimental. Så simpel og ligetil er tyske Bohren & der Club of Gores beskrivelse sin egen musik. Det giver i sandhed anledning til en anderledes musikoplevelse.

Low leverer efter en længere udgivelsestørke en velproduceret og karakteristisk blanding af slowcore og drømmepop, der i øjeblikke fremstår relevant og insisterende, men primært er et kedsommeligt bekendtskab.

C’mon er titlen på det nye album fra Low, og det kommer på gaden 12. april. Således melder det legendariske pladeselskab Sub Pop om pladen, der skal opfølge Drums and Guns fra 2007.

Manual har i år udgivet ny plade, og hvis du kan lide den, så burde du nok læse Jonas Munks anbefalinger af musik, der har inspireret Manual gennem årene.

The Treatment er Early Day Miners' mest up-tempo til dato, og der er helt sikkert blevet løsnet op i strukturerne - mod det mere poppede. Men de sætter sig mellem to stole, og det forvirrer mere, end det gavner.

Green Pitch vægter stadig intimiteten højt på deres andet album, selvom det overordnede lydbillede er blevet mere nuanceret. Alligevel er La Jolla en smule stillestående og kunne godt have tålt lidt mere løssluppenhed.

Plader

The New Year: s.t.

The New Year gør brug af skrabede arrangementer og en interessant nøgen produktion på 10 eftertænksomme numre. Desværre er der kun få bæredygtige indslag til at løfte en udgivelse, der tynges af en lidt for svulstig følsomhed og ganske forfærdelige tekster.

43 sange om lige så mange præsidenter Mens valgkampen beskæftiger den samlede amerikanske medieverden, forsøger tre relativt ukendte sangskrivere – Matthew Gerken, Christen Kiefer og Jefferson Pitcher – at benytte lejligheden til at gøre opmærksom på deres noget usædvanlige udgivelse: En tre-dobbelt cd med 43 sange om hver eneste amerikanske præsident. Med hjælp fra Califone, Mark Kozelek, Bill Calahan og mange andre har de skabt albummet Of Great and Mortal Men: 43 Songs for 43 Presidents, der muligvis kan fungere som glimrende debatmateriale i de amerikanske skoler. Albummet kan købes direkte fra pladeselskabet og man kan læse mere om projektet på deres blog. Man kan endda lytte til et nummer med Marla Hansen på vokal. Stadigvæk mindre ambitiøst end Sufjan Stevens’ forsøg på at lave et album om hver eneste amerikanske stat.

Come genforenes på Tanned Tin Festival Den spanske festival Tanned Tin praler af at kunne præsentere Comes første optræden i 10 år, når den løber af stablen 12.-16. november i Castellon de la Plana, der ligger syd for Barcelona. Come var et indie blues-band fra 90’erne, der var karakteriseret ved Thalia Zedeks hærgede stemme, der muligvis havde fået sin klang efter Zedeks år som heroin-junkie. Den anden vigtige person i Come var Chris Brokaw, der også var trommeslager i slowcore-bandet Codeine. Han spiller sjovt nok også til festivalen i en anden konstelllation, nemlig sammen med et par andre gutter, tidligere i Bedhead fra samme 90’er-scene, i deres fælles band The New Year, der lige har udgivet ny plade. Derudover spiller Beach House, Mount Eerie, Radar Bros. og mange flere.

Det går langsomt, rigtig langsomt på amerikanske Matthew Houcks fjerde album under navnet Phosphorescent. Slowcore, sadcore og enormt tyste singer/songwritere kan være interessante, men det er Phosphorescent desværre ikke. Musikken er så indadvendt, at man kommer til at tro, at Houck helst ikke vil have lytteren indenfor.

Plader

V/A: SC100

Pladeselskabet Secretly Canadian kan efter 11 års levetid fejre, at de har rundet udgivelse nummer 99. Det gør de med en jubilæumsplade, hvor 18 kunstnere fortolker hinandens sange. Som en introduktion til SC holder pladen ikke, men den pirrer alligevel nysgerrigheden nok til, at den ender som en fin appetitvækker.

boeger