Tag - slowcore

Plader

V/A: SC100

Pladeselskabet Secretly Canadian kan efter 11 års levetid fejre, at de har rundet udgivelse nummer 99. Det gør de med en jubilæumsplade, hvor 18 kunstnere fortolker hinandens sange. Som en introduktion til SC holder pladen ikke, men den pirrer alligevel nysgerrigheden nok til, at den ender som en fin appetitvækker.

Plader

The Grand Opening: This Is Nowhere to Be Found

The Grand Opening debuterer med en fin dosis melankoli på et album, der ikke er mere, end hvad det giver sig ud for at være. John Roger Olssons sangskrivning er solid og bevæger sig sikkert inden for den sarte og melankolske indierock uden at være banebrydende. Og engang imellem er det, lige hvad man har brug for.

Plader

T.: s.t.

Hvem er T.? Jo, han er en ung, fransk fyr, der hedder Thomas. At dømme efter hans nye album har han haft en smule kærestesorger. Hans numre og tekster lyder i hvert fald sådan. Thomas rammer tit den triste tone ganske godt. Men man savner lidt variation efter endt lytning.Når pladeselskabet ikke linker til en kunstners hjemmeside, kan det være svært at finde viden om kunstneren. Især når Google ikke er til megen hjælp, som det er tilfældet med musikeren T., der senest har udgivet et selvbetitlet album på det svenske pladeselskab Black Star Foundation. Men når man ikke ved noget særligt om afsenderen, kan man jo omvendt koncentrere sig om musikken og ikke alle de på en måde ubetydelige og ligegyldige informationer om, hvordan det hele startede, hvorfor kunstneren laver musik, og hvad budskabet er. Den eneste information, der findes om T. er, at han er fransk, og at den unge fyr bag navnet hedder Thomas. Efter musikken og vokalen at dømme er Thomas en forholdsvis ung mand sandsynligvis med kærestesorger – eller i hvert fald problemer med sit kærlighedsliv; hvis musikken da er et udtryk for Thomas’ følelsesmæssige tilstand i det virkelige liv. Lad os bare tro det. Man skal ikke langt ind på albummet, før det føles, som om Thomas forsøger at favne adskillige, musikalske genrer og stemninger. “Little Hits” er afdæmpet og klagende – nummeret består kun af Thomas stemme, der støttes af en enkelt klaver og strygere. “Dancing Together” er et electropop-nummer med Superheroes-lyd. Nummeret har et ganske catchy omkvæd, der nemt kan sætte gang i fødderne til en fest. Men teksten om at danse sammen med en fælles smerte står i dyb kontrast. Resten af albummet lægger sig musikalsk mest op af åbneren, dog med en mere elektronisk lyd, og heller ikke tempoet kommer ret meget op. Det sætter selvfølgelig en musikalsk stemning – også fordi der er rigeligt med molakkorder. Og albummet udstråler en generel tristhed – det kunne sagtens være et album, som Thomas har lavet for at komme sig over en ulykkelig forelskelse. Antagelsen underbygges da også af tekstlinjer som »Can’t even remember the last smile you gave to me«, som er omkvædet i den ganske triste “Can’t Remember”. Eller teksten i den førnænte “Dancing Together”. En lytter, der netop er blevet forladt af den eneste ene, kan ikke undgå at føle sig ramt. Tristheden holder albummet ud med “Anna” og “In Pose” som de bedste numre. Sidstnævnte har et første halvt minut, der er minimal, skærende støj. Udtrykket ændres til mere pivende hyl, og det lyder, som om en tynd stryger spiller sammen med støjen, inden klaveret og Thomas’ vokal tager over. Brugen af den elektroniske støj som modspil til den lidt ferske, triste pop er bedre netop hér end andre steder på albummet. Det overordnede indtryk af albummet forbliver dog lidt fladt. Poppen har som sådan en god, trist tone, men der mangler en smule dynamik. Man savner lidt, at Thomas rent faktisk fortsatte med at lave numre med mere forskelligt udtryk, som det var med de to første numre. Albummet har gode, afdæmpede numre, men efter hele lytningen er det tydeligt, at mange af numrene simpelthen lyder som hinanden. De mange enslydende numre formår ikke at skabe en god helhed. Og det er lidt synd, da de få, gode (og triste) numre dermed drukner.

Plader

Heligoland: A Street Between Us

Den australske slowcorekvintet Heligoland skriver også på sit andet album fine, sfæriske sange. Sangerinden Karen Vogt har en glimrende stemme, men den kan ikke ændre på, at bandets bedrifter bliver lige rigeligt monotone i længden.

Plader

Oceanographer: On Leaping From Airplanes

Amerikanske Oceanographer har skabt et soundtrack til dage med vedvarende stille regnvejr og melankolsk dagdrømmeri. Pladen byder på mange stemningsmættede og atmosfæriske øjeblikke, men alligevel sniger monotonien sig på undervejs. Og selv om udtrykket varieres undervejs, savner man lidt mere dynamik.

Plader

Young People: All at Once

Læn dig tilbage, indtag en komfortabel position, lad høretelefonerne omslutte en udmattet hjerne, og lad musikken massere den blidt med tonerne fra en underspillet, dragende og forførende plade. Dette er musikterapi på højniveau.

Plader

Radar Bros.: The Fallen Leaf Pages

Amerikanske Radar Bros. lyder, som de altid har gjort. Og dette deres fjerde album vil næppe fange mange nye fans - og formentlig kræve stor tålmodighed hos en del af dem, der tidligere har hyldet Radar Bros. Men hvis man bare giver pladen tid nok, er der momenter af skønhed at finde.

Plader

IDAHO: The Lone Gunman

IDAHO er veteraner på den amerikanske slowcore-scene, og på deres 10. udspil præsenterer styrmand Jeff Martin små filmiske montager. Men trods et fint atmosfærisk startniveau blændes den indre skærm af tilbagevendende hvid monotoni, hvor musikken går i tomgang og ikke rigtig når at berøre lytteren.

Plader

but his hands were tiny and so she said: Paddington

Hvis man væbner sig med lidt tålmodighed, en mørk efterårsaften og en varm kop te, disker det danske enmandsprojekt but his hands were tiny and so she said op med en nedbarberet, men intens omgang sadcore, der lover godt for fremtidige udskejelser fra den kant.

Plader

Green Pitch: Ace of Hearts

Green Pitchs debutplade rummer 13 behagelige og sine steder smukke, kortfattede kærlighedssange, der trækker på både slowcore og drømmende indiepop – alt sammen med et forelsket glimt i øjenkrogen. Og så synger Rikke Garfield imponerende godt.

Plader

Early Day Miners: All Harm Ends Here

Early Day Miners har begået endnu en rigtig god plade. Problemet er bare, at den slægter gruppens tidligere udgivelser lige vel meget på. Musik macht froh, ja - men rigtig lykkeligt bliver det først, når Early Day Miners tør afvige lidt mere fra det, der efterhånden ligner en standardformel.

Plader

Low: The Great Destroyer

Low produceret af Dave Fridmann. Ikke helt så bizart som det måske kunne lyde. Spekulationer om hvorvidt albummets titel hentyder til Fridmann kan sagtens stoppes nu.

Plader

Saeta: We Are All Waiting for Hope

Seattle-baserede Saetas fjerde album er fyldt til randen med både sørgmodige, drømmende og til tider ganske smukke lydlandskaber med piano og cello som dominerende instrumenter. Desværre spolerer Matt Menovciks slæbende og snøvlende sangstemme en hel del.

Plader

Panda: Twenty String EP

Den debuterende kvintet Panda har med Twenty String EP begået en gennemarbejdet skive, der dog næppe rager højt nok op i det musikalske landskab til, at man for alvor hæfter sig ved dem. Dertil er alsidigheden for ringe, men som smagsprøve fungerer ep'en upåklageligt.