Tag - soul

Nyheder

Danske Quadron på Plug Research

I sommers udgav den danske soulduo Quadron deres debut-album, og siden er det gået stærkt. Flere af sangene har været med i DR’s satire-serie “Manden med de gyldne ører”, og de er ikke mindst blevet nomineret til en Robert for “Bedste originalmusik” for deres bidrag til Hella Joofs “Se min kjole”. I udlandet har de også fået øje på bandet og deres sødmefulde musik med associationer til girl group pop fra 60’erne. De holdt sig blandt andet i en top 5 på den legendariske californiske radiostation KCRW i to måneder sidst i 2009 og er blevet inviteret til festivalen SXSW i Austin, Texas, der er ét stort transfer-vindue for nye bands. Men Quadron er allerede blevet handlet. De er nemlig blevet snuppet af Plug Research, der nok mest er kendt for deres ekspertise indenfor leftfield hiphop med navne som Daedelus, Flying Lotus og Nobody, men også har bl.a. Mia Doi Todd. Nu er danske Quadron i hvert fald næste navn i folden, og det bliver spændende at følge, hvordan de klarer sig i drømmenes land.

Plader

Blakroc: s.t.

»Rock’n’roll, I loose control / fuck the white ones but Black Keys got so much soul.« Det har de bestemt, og The Black Keys' soulsjæle og en samling passionerede rappere er ingredienserne i en lytteværdig fusion mellem bluesrock og hiphop.

Plader

Speech Debelle: Speech Therapy

UK-rapperen Speech Debelle tager dig ind i sine inderste hjertekamre. Der er meget at se og høre, og i længden bliver det for navlebeskuende. Et lydtapet af indiepop, indierock, soul og jazz redder dog meget.

Plader

Soulsavers: Broken

Soulsavers har endnu en gang vokalhjælp af Mark Lanegan, som desuden får selskab af bl.a. Jason Pierce og Mike Patton, på en plade, der dyrker livets skyggesider. Måske lidt for intenst.

Nyheder

Hør numre fra Kyp Malones solo-projekt

Det er vel ikke ligefrem nogen nyhed længere, at Kyp Malone fra TV on the Radio snart udsender sin debut med sit soloprojekt. Tunde Adebimpe har jo sit projekt kørende med Doseone og Mike Patton, så det er vel fair nok at Kyp også får luftet sine ideer andre steder. Den 22. september udkommer debuten under navnet Rain Machine, og Stereogum har fået lov til at give smagsprøver på nogle af sangene. Først var det den temmelige energiske, nærmest ustyrlige “Give Blood”, og nu kan man høre den noget mere sjælfulde og rolige “Smiling Black Faces”. Der er ingen tvivl om, at de begge lover godt for albummet. Hør dem her: Rain Machine: “Give Blood” [audio:] Rain Machine: “Smiling Black Faces” [audio:]

Plader

Jack Peñate: Everything Is New

Som titlen varsler, er alt nyt på Jack Peñates andet album Everything Is New, der lyder af soul, pop, funk og rock i en spraglet og talentfuld – men desværre også noget ensformig – blanding.

Artikler Klassikeren

Prince: 1999

Med 1999 skiftede Prince stil til et næsten udelukkende synthbaseret udtryk. Prince-figuren manifesterer her sin sexgale og partyfikserede person totalt via et apokalyptisk festalbum, hvor han fester for at mærke sig selv, før alt sprænges til atomer.

Plader

Jenny Wilson: Hardships!

Svenske Jenny Wilson er tilbage med opfølgeren til succesalbummet Love and Youth. Siden sidst er livet blevet mere alvorligt for Wilson, der udtrykker det musikalsk med nedbarberet R'n'B, som vi ikke er vant til at høre det. Selvom glæden fra debuten savnes, er toeren en stærk præstation.

Plader

Catfish Haven: Devastator

Catfish Haven lyder umiddelbart som autentiske rester fra den tidlige musikhistorie, der kan grovsorteres under kategorierne soul og rock’n’roll. I virkeligheden er de vist et indierockband med en vridende tilgang til traditionen.

Plader

Jamie Lidell: Jim

For tre år siden udgav Jamie Lidell et fantastisk album, hvor han blandede funky Prince-rytmer med elektroniske elementer og soulness. Nu er han tilbage med et album, hvor han har strøget de to første elementer og fuldstændig er gået i Motown-mode. Det er desværre jævnt kedeligt.

Plader

Cat Power: Jukebox

Cat Powers andet coveralbum er ikke helt så godt som det første. Der er lidt for meget soul-agtig vellyd og lidt for lidt nerve. Kunne man lide The Greatest, kan man dog sagtens finde tegnebogen frem.

Plader

The Go! Team: Proof of Youth

Som på debuten fortsætter The Go! Team med sin sample-baserede partypop i en energisk halv time. Det er festligt som til en gymnasiefest, men efterfølgende føles det hele ikke så friskt og frejdigt - The Go! Team gentager med andre ord sig selv.

Plader

Cold War Kids: Robbers & Cowards

Nathan Willett har en stærk soulet vokal, som virkelig brænder igennem og derfor burde være Cold War Kids' store force. Det er bare ikke tilfældet, da bandets primitive spillestil ikke giver ham noget modspil. Vokalen fylder alt i sangene, og den ender med at irritere mere, end den imponerer.

Plader

The Black Keys: Magic Potion

The Black Keys spiller stadig en tung og melodisk opdateret version af deltabluesen, og det er stadig sexet på samme måde som ivrige bondedrenge til pløjekonkurrence på en mudret mark. Men de har ikke de mindste ambitioner om at overraske.