Tag - Speaker Bite Me

Minifestivalen PB43 præsenterer... er nu klar med planen for, hvornår Speaker Bite Me, Blood on a Feather, Svin & Kvindebandet og alle de andre bands spiller på den gamle lakfabrik på Amager.

Der var flere etablerede navne på plakaten ved dette års udgave af den århusianske festival, så forventningerne var selv sagt skudt i vejret. Heldigvis leverede bands som Speaker Bite Me, Xiu Xiu og Frightened Rabbit varen, ligesom festivalen blev afviklet let og upåklageligt.

2007 blev lidt af et comeback-år. Og her refererer vi ikke til, at Karen Jespersen fik sig en ny ministerbil efter at have lært at lægge trykket i ordet ‘vensteorienteret’ anderledes. Vi hentyder ikke til DR’s tilbageerobring af titlen som landets mest omstridte nyhedsmedie, og vi har endda heller ikke Andrea Elisabeth Rudolphs tilbagevenden til såvel Vild med dans som Se & Hørs glittede sider i tankerne. Nej, vi tænker såmænd bare på, at der har været rigtig meget snak om musikalske comebacks i årets løb. Smashing Pumpkins vendte tilbage med en plade, vi af hensyn til alle parter lader stå uomtalt. Dinosaur Jr. genopstod for alvor med et nyt album og bl.a. en buldrende høj Europa-turné. Ja, minsandten om ikke også Led Zeppelin for ganske nylig spillede en koncert sammen i London. Som om det ikke var nok, kan vi næste år vente os nye plader fra Breeders (sølle seks års ventetid), triphoplegenderne Portishead (11 år) og, nå-ja, efter alt at dømme også selveste My Bloody Valentine, der efter 17 år slipper en opfølger til deres omtrent helgenkårede album Loveless. Dem lytter vi nærmere til næste år. Lige nu er det 2007, det gælder. Redaktionen har nemlig traditionen tro været ved stemmeurnerne, og der er en hel del comebacks at hæfte sig ved – både på og uden for listen. Hvis vi starter med det sidstnævnte, kan det allerførst nævnes, at Anne Linnets tilbagevenden til den danske musikscene ikke overraskende har prellet helt af på Undertoner-anmelderne. Anderledes interessant er det, at to af dette års ellers stort opslåede genhør med amerikanske indie-mastodonter ikke har resulteret i en top 20-placering på listen. Både Modest Mouse og Interpol underpræsterede åbenbart så meget, at de ikke fik lov at komme ind i det fine selskab – hvilket for sidstnævntes vedkommende er noget af et formdyk efter topplaceringen i 2004. Clap Your Hands Say Yeah leverede ligeledes lidt af en uoplagt maveplasker med deres andet album. Animal Collectives relativt lave placering på listen sætter vel også kvaliteten af Strawberry Jam lidt i relief – i hvert fald når man medtænker fjerdepladsen forrige år. Til gengæld var AC-medlemmet Panda Bears soloplade så overrumplende god, at redaktionen har været nødt til at skulderklappe den så meget, at den efterhånden må være helt øm. Mens nogle bands altså ikke nåede tidligere tiders storhed, viser listen, at Arcade Fire var i stand til at leve op til de enorme forventninger, de tre års ventetid siden debutpladen nåede at generere. På de hjemlige kanter lod Efterklangs andet fuldlængdealbum vente på sig lige så længe – og udløste samme store tilfredshed blandt Undertoners skribenter. Men hvor især den danske liste ellers er præget af nye, unge bands som Death by Kite og Odense-triumviratet Rumskib, Causa Sui og Skøtt, Rasmussen & Munk (alle tre bands har nære relationer til hinanden) samt en af årets mest positive danske overraskelser, Slaraffenland – ja, så er der dømt comeback i den øverste ende af både den hjemlige og den udenlandske liste. At Speaker Bite Me ville vende tilbage i foråret, havde været en kendt sag længe – og at forhåbningerne til Action Painting således blev næret i fuld offentlighed, gør det ikke mindre imponerende, at kvartetten ikke blot kunne kapere dem, men også oversteg dem. Helt anderledes uventet var Radioheads genkomst. Ja, man kunne nærmest tro, at det ikke var deres, men Kristi, der blev varslet den mandag i starten af oktober. Musikpressen gik i al fald i totalt selvsving over, at Thom Yorke & co. halvanden uge efter ville udgive deres syvende album, In Rainbows, i digital form uden om hele pladebranchen – og uden at kræve anden betaling end dén, som brugerne måtte finde rigtig. 0 pund ville være lige så okay som de sædvanlige 13-14 stykker. At dømme efter de første danske anmeldelser af albummet havde den omtrent hysteriske fokusering på distributionsmodellen fået alt og alle til at glemme, at de der mp3-filer, som man kunne hente hos Radiohead, rent faktisk indeholdt musik, som man kunne lytte til og mene noget om – også uden at tage musikken som gidsel i en lang udredning om, hvordan denne nye distributionsform er et pistolløb mod pladebranchens tinding. Men det gjorde de altså, mp3-filerne. Indeholdt musik. Og mens musikindustriens fremtid stadig ligger, hvor den hele tiden har ligget – i det kaffegrums, der netop går under navnet ‘fremtiden’ – har Undertoners skribenter lyttet intenst og efter fire års plademæssig tavshed fra Oxford-bandet katapulteret Radiohead tilbage til den placering, de gennem årene har indtaget så mange gange før: helt fremme i feltet. Det er, hvad man kalder et rigtigt comeback. De danske 10 I Got You on Tape: 2 9 Jakob Skøtt, Rasmus Rasmussen og Jonas Munk: September 8 Causa Sui: Free Ride 7 Olesen-Olesen: Kain og Abel 6 Death by Kite: s.t. 5 Rumskib: s.t. 4 Raveonettes: Lust Lust Lust 3 Efterklang: Parades 2 Slaraffenland: Private Cinema 1 Speaker Bite Me: Action Painting De udenlandske 20 Electrelane: No Shouts, No Calls 19 Spoon: Ga Ga Ga Ga Ga 18 Battles: Mirrored 17 Animal Collective: Strawberry Jam 16 Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters 15 M.I.A.: Kala 14 Stars of the Lid: And Their Refinement of Decline 13 Burial: Untrue 12 Iron & Wine: The Sherperd’s Dog 11 Bright Eyes: Cassadaga 10 Of Montreal: Hissing Fauna, Are You the Destroyer? 9 Caribou: Andorra 8 Jens Lekman: Night Falls Over Kortedala 7 Marissa Nadler: Songs III: Bird on the Water 6 PJ Harvey: White Chalk 5 The National: Boxer 4 Okkervil River: The Stage Names 3 Arcade Fire: Neon Bible 2 Panda Bear: Person Pitch 1 Radiohead: In Rainbows

Arcade Fire, 18:00, Arena Det kan være svært at fatte, hvad man gør det hele for, når man omtrent står med laks i skulderhøjde foran indgangen til Roskildes næststørste scene. At festivalens første, store navn så samtidig er et af nutidens mest hyldede livebands, Arcade Fire, gav torsdag aften fornemmelsen af, at det skulle lykkes, hvis man skulle opretholde håbet om en reel festival med indhold frem for et nyt Pompeji på en dyrskueplads i Danmark. Men hvordan skulle det næsten gå galt? Arena var proppet til randen, og spændingen over at se et band, der aldrig har været på dansk grund, var enorm. Da de 10 canadiere endelig gjorde deres entre, var forløsningen dermed af dimensioner, der ikke er set så forbandet ofte på en mark. Arcade Fire lagde ud med en trio af numre fra deres anden plade, hvoraf især den formidable “No Cars Go” blev leveret med så megen drive af bandet, at man var lykkelig i en fart. Det er ret uretfærdigt at have så store forventninger til en koncert på forhånd, og når selvsamme så bliver udfriet til fulde, vil man i ordets egentlige forstand pisse på mudderet. De mange musikere roterede konstant rundt, så det ville være forkert f.eks. bare at kalde frontkvinde Regine Chassagne for bassist eller trommeslager. Hun var det hele og havde en epileptisk energi, der drev hende rundt over scenen, når hun da ikke søgte at synge teltet op uden mikrofon. Der var stor vægt på numrene fra Arcade Fires skamroste album nummer to Neon Bible, men det stod klart, at publikum reserverede meget af deres energi til numrene fra årtiets måske bedste debut, den dunkle Funeral. Og mens den neonoplyste dommedag fra de nye numre var mest passende til omgivelserne, var det “Neighbourhood”-trilogien fra debuten, der pumpede både band og publikum op i et satanisk gear, der slettede al erindring om skodvejr og druknede telte. Livemusik fås næppe bedre lige nu. (SJ) Speaker Bite Me, 21:30, Odeon Hvor mange art/støjrock-koncerter har du været til, hvor der er blevet opfordret til at “ryste røv”? Hvis du har været til mere end én, må du meget gerne sige til. Da Speaker Bite Me spillede i et halvfyldt telt blev opfordringen taget alvorligt, selv om det nok mest var mental røv, der blev rystet under regnbukserne. For med et arsenal af alvorligt saftspændte numre fra deres nye plade, Action Painting, samt et par rockende og støjende åreladninger fra fortiden, var koncerten bevis på, at det ikke altid er de helt unge, der besidder ungdommelig spændstighed. “Lesson One” og den vuggende og fugtige “Belle De Boskoop” fik smilebåndene til at låse sig fast i alt andet end botox-stivede folder, imens det spandexklædte kor fik kroppen til at vibrere i lige dele fryd og respekt under crescendoet i “Teach Me Tiger”. Desværre døde vildskaben lidt i midten af koncerten. Biddet forsvandt, og selv om de fine variationer i melodierne trådte bedre frem, var det i de bastant pumpende sekvenser, det for alvor fungerede. Og så er et ekstranummer på to minutters pumpende postrock-finale med bækkener dirrende i den våde luft alt, hvad man har brug for. (MT) Björk, 22:00, Orange Scene Hvis man har gået og været i tvivl om, hvilke hovednavne der egentlig var årsagen til, at årets Roskilde Festival blev udsolgt i lyntempo, gav et blik ud over pladsen ved Orange Scene torsdag aften et godt hint. For selv i den silende regn, der havde været i gang i mere end 18 timer, stod folk tæt pakket i mudderet. Og heldigvis leverede Björk varen – og mere til. Lyden var tilmed aldeles glimrende, så det gik klart igennem, at Björk sang blændende og virkede nærværende og engageret. Koncerten åbnede stærkt med “Earth Intruders”, en indlevende udgave af “Hunter” og flotte korflader i “Pagan Poetry”. Koret var de ti medlemmer af et brassband, som undervejs satte især sangene fra Homogenic ind i nye, interessante arrangementer. Men koncertens største aktiv – ud over Björk selv – var den elektroniske troldmand Mark Bell. Så godt som samtlige sange havde syng-med-potentiale, og ind og ud mellem de slidstærke melodier sprang Bells flossede, buldrende beats. Havde sammenhængen været en anden, ville de skurrende, hvæsende programmeringer nok have sendt tankerne i retning af en mørk klub, men i selskab med Björk kom de snarere til at minde om ustyrlige naturkræfter. Ikke mindst de skælvende beats i “Jöga” lød som jordens plader i kværnende bevægelse. Koncertens klart største bifald tilfaldt Bells fineste genistreg, “Hyperballad”. Det er i forvejen er et superstærkt nummer, og efter et minuts tid blev det splejset sømløst sammen med “Freak”, et af Bells egne, acid-inspirerede numre under navnet LFO. Rave-vildskaben fortsatte i “Pluto”, som lukkede det originale sæt. “Oceania” var et noget tamt ekstranummer, men “Declare Independence” fik energien tilbage – og med løsrivelsestemaet in mente dukkede der både et færøsk og et grønlandsk flag op ved scenen. »Declare independence! Don’t let them do that to you!« proklamerede Björk som afslutning på en koncert, der understregede, at Björk er sin egen – og stadig er sprængfyldt med musikalsk nysgerrighed. (MA)

Med Action Painting er et af Danmarks mest særegne bands tilbage. Speaker Bite Me tager afsked med støjrocken og serverer i stedet skæv collagepop, der låner citater fra hele musikhistorien, men som igennem kreative og overrumplende kompositioner ophæves til at være sit helt eget mesterstykke.

Jomi Massage iklædt en dannebrogs-burka på coveret. Skandinaviske Klagesange vil tydeligvis gerne skabe røre omkring sig. Udgivelsen blev udskudt pga. Muhammed-krisen, men nu er albummet på gaden. Et ambitiøst blandingsprodukt, hvor DR Big Band og jazzmusikeren Lars Møller er Jomi Massages sparringspartnere.

Anbefalet

EP’er

All killer, no filler. Det er titlen på et Sum 41-album, der næppe lever op til titlen. Men det er også det dogme, vi har kastet hen over denne måneds Undertoner anbefaler: Vi serverer ni ep'er uden noget overflødigt fyld.