Tag - Spleen United

Plader

Ecstasy in Order: XIO1 EP

Ecstasy in Order er Vellness Plader-kollektivets post-punkede danseorkester, der på deres første digitale EP forsøger at levere et soundtrack til natlivets meningsløshed.

Nyheder

Distortion Festival offentliggør program

I går offentliggjorde Distortion Festival deres fulde program. Af nye spændende tilføjelser kan nævnes Djuna Barnes, Lulu Rouge, Tomas Barfod samt indiepoppigerne fra Giana Factory. Desuden gæster prominente navne såsom Simian Mobile Disco, Justus Köhncke, WhoMadeWho og Spleen United ligeledes årets Distortion Festival. Så er man i festhumør i dagene mellem den 2. og den 6. juni, er der med årets lineup i hvert fald  rig mulighed for at få sig et par gedigne, og anderledes, byture rundt omkring i København. Festivalen, der fortrinsvis er dedikeret til klubscenen, løb første gang af stablen i 2000 i form af en række undergrundsfester, men i årene mellem 2003 og 2007 udviklede Distortion sig langsomt til en organiseret festival, og i 2008 fik festivalen for alvor sin nutidige form. Distortion Festival finder, som førnævnt, sted fra den 2. til den 6. juni, og de mange koncerter og klubaftener, finder sted på forskellige locations i København. Det fulde program kan ses på festivalens egen hjemmeside.

Plader

Spleen United: Neanderthal

Det er stadig tight og stramt betrukket med oaser af coolness, energi og dystre udladninger, men plade nummer to fra Spleen United har mod på endnu mere, og lysere tider er på vej. Vejen dertil er asfalteret med et stærkt melodimateriale og elementer fra 90'ernes dancescene. Et spændende og særdeles gangbart koncept.

Koncerter

Spleen United, Deftones, 01.07.06, Roskilde Festival

Spleen United, Odeon, 12.30 Det havde ikke virket særlig underligt, hvis der i løbet af Spleen Uniteds timelange middagskoncert var begyndt at vokse Lacoste-krokodiller eller Marc O’Polo-logoer frem på tilhørernes tøj. Kvintetten står i noget nær ubetalelig gæld til den eyeliner-malede del af synth-80’erne, og hvis man insisterer på det, kan man lytte til Spleen United uden at kunne høre andet end Gary Numan, Depeche Mode og Japan. Men slår man den forudindtagede attitude fra, er det svært ikke at være lidt imponeret over, at kvintetten er blevet lidt af et P3-hit. Bandets sangskrivning er temmelig kompromisløs i sin til tider monotone repetition, og på Odeon-scenen trak de flere af numrene ud i længere versioner end på debutalbummet. Men det dæmpede ikke det ganske unge publikums jubel over numre som “Spleen United”, “Peak Fitness Condition” og “Heroin Unltd.”, der ganske forudsigeligt afsluttede koncerten. Men hvor de forskellige P3-hits medførte stor tilfredshed blandt tilhørerne, efterlod lidt for mange af de andre numre – såvel gamle som nye – publikum ret så upåvirkede. Spleen United har en forkærlighed for lange numre, og med de forlængede liveversioner med halv-slæbende introer nåede de smertegrænsen … og lidt mere. Det var godt at høre, at stort set samtlige numre fik en lidt mere beskidt, rocket lyd end pladeversionerne, så den vanlige glatte, ensartede overflade blev gennemhullet lidt. Et af de nye numre havde tilmed en herligt sfærisk og drømmende karakter, primært takket være lys, ringende guitar – og takket være dét blev det tungt rockende klimaks så meget mere effektivt. Der er altså tegn på gode løfter for fremtiden – men lige nu har Spleen United brug for at kravle ud af deres hidtidige formel. (MA) Deftones, Orange, 17.00 Det er elegant lykkedes for Deftones at snige sig uden om rap-metal båsen med deres desperationstunge og kontrastrige fortolkning af midt-90ernes alternative metal. Men det har stået ganske stille i Deftones-lejren, siden White Pony udkom i 2000, og derfor var det også ganske forståeligt, at størstedelen af sætlisten i år var hentet fra netop den plade, der må betegnes som det absolutte højdepunkt i deres karriere, og fra de to foregående Deftones-udspil. Koncerten på Orange Scene kan ikke betegnes som noget højdepunkt i bandets Roskilde-historie. Koncerten var den fjerde i rækken, men hvis man tager en Chino Moreno med en halvslap stemme, adskillige sange der faldt i nu-metal fælden og endte med at lyde som soundtracket til et skaterspil, og lidt for meget gøgl i stil med at stjæle vers fra Gorillaz’ “Clint Eastwood” – ja, så ender koncerten med et halvstort minus på bundlinjen. For plusserne var ganske få. “Knife Party” er stadig et fabelagtigt nærmest støjrocket metalnummer, og her lykkedes det at holde vokalen i nogenlunde ro og uden de mange ekskursioner, der ellers kendetegner Deftones i livesituationen. “Change (in the House of Flies)”, der ligesom “Knife Party” er fra White Pony, fungerede også helt tilforladeligt, men ellers var der ikke mange lyspunkter. Det er ærgeligt, at et orkester som Deftones kan dukke op og spille en koncert, der minder så meget om deres sidste besøg i 2001. Det må betyde, at metalpublikummet for alvor trænger til nye helte, og at Roskilde Festivalen må være mere eventyrlystne, når de skal booke i den genre. Og hvor blev Tool-frontmanden Maynard James Keenan af? Det havde været fornemt med en gentagelse af “Passenger” ligesom sidst. (MT)

Årets bedste plader Artikler

Årets bedste plader 2005

Samfundsudviklingen og ikke mindst dens hastighed forandrer konstant vaner og traditioner. Men der er bare nogle ting, der ikke kan pilles ved – eksempelvis mediernes juletraditioner: Enhver sportsredaktion med respekt for sig selv kårer årets største sportspræstationer. Enhver tv-station med respekt for sig selv opsummerer mellem jul og nytår, hvad den royale familie fik tiden til at gå med, mens apanagen rullede ind på kontoen. Ethvert musikmagasin med respekt for sig selv udnævner årets bedste plader. Eller gør det? For er det egentlig respektfuldt eller -løst at rangordne plader og sige, at plade A lige præcis var to pladser bedre end plade B? Hvordan kan man overhovedet holde en garagerock- og en ambient-plade op imod hinanden og udråbe én af dem som vinder? Nogen vil måske spørge, om det ikke netop er dét, Undertoner gør hver eneste dag ved at sætte karakterer på de plader, vi anmelder – altså at gøre noget så udefinérbart og ikke-målbart som musik til genstand for en opmåling. Til den anke er der kun at svare: ja. Men i de daglige anmeldelser er det den enkelte plade, der bliver bedømt. Måske sammenligner anmelderen den med andre plader inden for samme stilart, men hun holder sig fra at lægge freak-folk i den ene vægtskål og old school-hiphop i den anden. De enkelte karaktergivninger forholder sig altså aldrig til hele den øvrige produktion af plader i løbet af året, men til albummets kvalitet i sig selv. Kunne man så ikke lave listen over årets bedste plader på andre måder? Helt sikkert. Vi kunne for eksempel lade være med at nummerere pladerne med tallene 1 til 20 og bare lade dem stå i alfabetisk rækkefølge. Vi kunne også droppe at lade hver enkelt anmelder komme med en årsliste for i stedet at lave en liste over de plader, der fik høje karakterer i løbet af året. Men her ville vi løbe ind i det “problem”, at nogle plader faktisk viser sig at falme, når der er gået et halvt år, og måske ikke længere helt fortjener den karakter, de fik. Samtidig vil den model fjerne muligheden for, at Undertoners redaktion kan udtale sig som et fællesskab. Uanset indvendingerne har vi valgt at lave traditionelle årslister med alle disses styrker og svagheder. Og igen i år er en række plader blevet forment adgang til listen på trods af førstepladser hos en af skribenterne: Oneida: The Wedding, Jaga Jazzist: What We Must og Tunng: Mother’s Daughter and Other Songs. Se kommentarer til nogle af de plader, vi ikke nåede at anmelde i 2005, i vores opsamlingsheat. Vinderen af den danske liste var særdeles suveræn, mens den udenlandske liste blev meget tæt. De 22 skribenter, der stemte på udenlandske plader, valgte intet mindre end 110 forskellige udgivelser, og det gjorde resultatet temmelig uforudsigeligt. Eller gjorde det? Det må vi nok hellere lade være op til læserne. Her er de i hvert fald: 10 danske og 20 udenlandske plader som Undertoners redaktion i fællesskab har vurderet som årets bedste udgivelser. De danske 10 Lack: Be There Pulse 9 Spleen United: Godspeed into the Mainstream 8 Olesen Olesen: Solsort og forstærker 7 Manual: Azure Vista 6 The Raveonettes: Pretty in Black 5 Jens Unmack: Vejen hjem fra rock’n’roll 4 I Am Bones: Wrong Numbers Are Never Busy 3 Figurines: Skeleton 2 Diefenbach: Set & Drift 1 Mew: And the Glass Handed Kites De udenlandske 20 Depeche Mode: Playing the Angel 19 Earth: Hex or Printing in the Infernal Method 18 Kaiser Chiefs: Employment 17 Boards of Canada: The Campfire Headcase 16 The Mountain Goats: The Sunset Tree 15 Clap Your Hands Say Yeah: s.t. 14 New Pornographers: Twin Cinema 13 Caribou: The Milk of Human Kindness 12 Bright Eyes: Digital Ash in a Digital Urn 11 Wolf Parade: Apologies to the Queen Mary 10 Rufus Wainwright: Want Two 9 Franz Ferdinand: You Could Have It So Much Better 8 Devendra Banhart: Cripple Crow 7 Broadcast: Tender Buttons 6 (Smog): A River Ain’t Too Much to Love 5 Okkervil River: Black Sheep Boy 4 Animal Collective: Feels 3 Antony and the Johnsons: I Am a Bird Now 2 Bright Eyes: I’m Wide Awake It’s Morning 1 Sufjan Stevens: Illinois

Plader

Spleen United: Godspeed Into the Mainstream

Det er dansk, og det er faktisk dejligt! Århus-gruppen Spleen United har udgivet en slags rejse tilbage til 80'erne. Pladen er en sofistikeret leg med musikken fra neon-årtiet med tilførsel af friske lydflader og velovervejede kompositioner, der får de ni sange til at lyse stærkt på shoegazer/synth-himlen.

Plader

Spleen United: s.t.

Spleen Uniteds vemodige shoegazersange vejrer blidt i vinden. Bandet har fået skruet nogle gode melodier sammen, som nok skal få de danske pladeselskaber til at åbne ørerne. Vi andre kunne dog godt have brugt lidt mere end blot to sange.