Shoegazer er ikke en let disciplin at imponere med lørdag middag på en festival. Hatchies sange var kommet mere til deres ret, hvis bandet havde fokuseret på numrenes popdyder frem for deres introverte side.
Tag - støjpop
Julia Holter: »Med det nye album lod jeg mig selv gå amok.«
Roskilde-aktuelle Julia Holter har begået et af årets mest fascinerende og forvirrende albums. Det var derfor med både en god portion spænding og nysgerrighed, at Undertoner ringede hende op til en samtale om det mastodontiske værk Aviary.
Alvvays, 11.03.18, Lille Vega, København
Canadiske Alvvays foldede deres stærke sangkatalog ud for et hengivent publikum i Lille Vega.
Alvvays: Antisocialites
Canadiske Alvvays’ andet album består af en stribe solide indiepopsange med drømmende kvaliteter og melankolske stemninger, men brænder kun for alvor igennem i korte glimt.
The Jesus and Mary Chain: Jeg har accepteret, at jeg ikke er Iggy Pop
I forbindelse med deres kommende Roskilde-koncert har vi taget en snak med The Jesus and Mary Chains forsanger, Jim Reid, om at have accepteret at være genert på scenen, og hvad shoegaze er for en størrelse.
Björn Magnusson: Almost Transparent Blue
I en hvirvelvind af forvirrede og eventyrlystne instrumenter står Björn Magnusson i centrum og prøver at holde styr på det hele. Det lykkes momentvis, men han ender for det meste med at fortabe sig i uinteressant ligegyldighed på albummet Almost Transparent Blue.
Lowly: Heba
I et musikalsk stilleben maler Lowly smukke, forgængelige opsatser af sprogblomster og synthesizer-motiver.
Deerhunter er klar med nyt album og dansk koncert med Atlas Sound
De amerikanske psychpoppere udgiver albummet Fading Frontier til oktober og gæster Store Vega til november. Supporten leveres af Bradford Cox' sideprojekt Atlas Sound.
The Jesus and Mary Chain, 13.06.15, NorthSide Festival, Aarhus
Gendannelser af legendariske bands sker altid med en vis frygt og bæven hos publikum. De legendariske støjrock-skotter i The Jesus and Mary Chain faldt dog på ingen måde igennem, da de genbesøgte debuten Psychocandy på NorthSide.
Vind billetter til Zola Jesus i Lille Vega
Zola Jesus rammer Lille Vega onsdag den 11. marts, og du kan ganske gratis tage en ven med derind – hvis du da vel at mærke bliver den heldige vinder af Undertoners konkurrence.
Far Away From Fiji: The Time Is Now
Danske Far Away From Fiji leverer med The Time Is Now soundtrack til filmen, der kører for det indre øje og udspiller sig uden den store dramatik, men i stedet med afslappende lune.
The Raveonettes: Pe’ahi
The Raveonettes' pludselige sommerudgivelse Pe’ahi er klassiske Sune Wagner-melodier og dejlig sprød Sharin Foo-vokal. Men pladen er også en smule mere sammensat, end vi tidligere har hørt fra bandet. En dejlig kontant omgang støjpop, der næsten holder niveauet hele vejen i mål.
Cheatahs: s.t.
Cheatahs fra London er efter to ep'er nu klar til at indtage resten af Europa med deres fuldlængde-debut, som trækker på både postpunk, støjrock og mest af alt hangen til den gode melodi.
Roskilde Festival offentliggør hidsig støjrock og et twist af sofistikeret pop
Her til morgen serverer festivalen fem solide nye navne, der alle bidrager til et interessant alternativt musikprogram på hver sin måde.
Roskilde Festival 2013: Dråpe, 01.07.13, Pavilion Junior
Den norske støjpopkvintet startede godt og sluttede endnu bedre af. Desværre var numrene midt imellem ikke nær så appellerende, og det var, som om Dråpe aldrig rigtig kom i gang med koncerten. I hvert fald ikke, før det var for sent.
Primavera ’13: The Jesus and Mary Chain, 24.05.13, Heineken, Barcelona
Selvom skotske The Jesus and Mary Chain havde fornøjelsen af at spille foran et stort fremmøde på festivalens hovedscene, var lyden stort set det eneste, der fungerede, og koncerten var præget af manglende engagement fra band såvel som fra publikum.
Yeah Yeah Yeahs: Mosquito
Yeah Yeah Yeahs er tilbage med deres fjerde album, men der mangler fokus og energi.
Roskilde-aktuelle Dråpe giver nyt nummer væk på Undertoner
Shoegazerne i Dråpe har et debutalbum på trapperne. Du kan nyde påsken og varme op til nordmændenes Roskilde-koncert med nummeret "Memories", som kan downloades eller streames via Undertoner.
Cheatahs: Extended Plays
London-baserede Cheatahs har netop sendt Extended Plays på gaden. Pladen er en klapsammen af bandets to ep-udgivelser Sans og Coared. Det er ikke superinteressant, men til gengæld hurtigt overstået.
The Raveonettes, 26.10.12, Store Vega, København
10 års jubilæet for duoen fejredes i Store Vega med en koncert i røg og damp, der mod slutningen mindede Undertoners anmelder om, hvorfor hun engang faldt for The Raveonettes.
Oktober-koncerter II: Tamt rave! Hvordan klæder en snavset bjørn sig?
Undertoner har vovet at stikke hovedet frem fra paraplyens trygge dække for at se frem mod de kommende ugers mest attraktive koncerter.
The Foreign Resort: Scattered & Buried
Danske The Foreign Resort er klar med opfølgeren til sidste års glimrende ep. Scattered & Buried er en samling af nye numre og remix af gamle. Der er ikke så meget nyt under solen, men det kunne man godt have ønsket sig.
September-koncerter I: Dum, vævet hånd med fjer er hvid som elfenben og Graham
Undertoner har samlet de mest anbefalelsesværdige koncerter til første halvdel af september. Der er tre gange »ham fra det der band«, én kvinde-støjpopkvartet, én Undertoner-koncert og så lidt ungdomsrock fra London.
Undertoners guide til Roskilde ’12: sfærisk og støjende, amerikanske rødder og hiphop
Nedtællingen fortsætter. Læs i dag om sfæriske koncertoplevelser, amerikansk klingende bekendtskaber og boppende hiphop, som er værd at sætte kryds ved i årets Roskilde-spilleplan.
The Big Pink: Future This
Big Pink lyder som en radio, man ikke lytter til. Som Crazy Daisy på en ensom onsdag aften. Som en fest, der aldrig helt kom i gang.
Roxy Jules: s.t.
Roxy Jules hiver sine lyttere ind i et underfundigt univers, som står i kontrasternes navn. Albummet er en rejse ind i en æstetisk støj og en støjens æstetik. Roxy Jules tillader intet 'enten-eller', men tilbyder en bred vifte af musikalske paradokser.
Zola Jesus: Conatus
Dramatisk og en smule støjende pop er, hvad Zola Jesus' tredje album byder på.
Male Bonding: Endless Now
Endless Now er faktisk et udmærket Dinosaur Jr.-album - hvis det da var lavet af Dinosaur Jr. Og i stedet føler man desværre bare, at man hørt Male Bondings andet album utallige gange før.
I Break Horses: Hearts
Shoegazer møder islandsk inderlighed på den svenske debut. Resultatet er både intenst og betagende, men desværre også en smule forudsigeligt.
Cults: s.t.
Newyorker-parret Cults lever op til navnet og efterstræber den kulturelle kultstatus med velkendte fif: et markant udgangspunkt i traditioner, her 60'ernes pige-pop, der pakkes ind i nutidige beats og skaber en uskyldig lyd garneret med dystre undertoner.
Roskilde Festival ’11: I Was a King, 03.07.11, Pavilion
Sidste dag på en lang Roskilde-uge startede med det My Bloody Valentine-inspirerede norske band I Was a King. Godmorgen, trætte Roskilde-gængere. Her kan I lige vågne med lidt velgørende støjpop.
Roskilde Festival ’11: The Raveonettes, 01.07.11, Orange
The Raveonettes' spillede for første gang på Orange Scene, til en koncert, der var ramt af først strømafbrydelse og så manglende bas ude blandt publikum. Samt af generel glædesløshed hos bandet.
Undertoners guide til Roskilde ’11: sfærisk og støjende, oversete kunstnere og dramatiske damer
Hvad enten du er til damer, dunder eller det, du ikke lige kender, er Roskilde Festivals program leveringsdygtigt. Se bare nærmere på dagens anbefalinger fra Undertoners skribenter.
Ghost Society – Et folkband?
Roskilde Festival trænger sig endnu en gang på. Inden det går løs, kan du varme op med et interview med Ghost Society, der spillede på sidste års festival – og høre, hvorfor støjrockerne langt hen ad vejen mener, at deres musik er folk.
Primavera ’11: Yuck, 28.05.11, ATP, Parc del Fòrum, Barcelona
Kejtethed, nervøsitet og store følelser. Yucks koncert havde alt det, der hører teenagetiden til – pakket ind i virkelig overbevisende støjpop.
Times New Viking: Dancer Equired
På Dancer Equired tages skridtet mod hi-fi endnu længere end på forgængeren. Dermed står de simple popsange, der er Columbus-trioens varemærke, endnu tydeligere frem end tidligere.
The Raveonettes: Raven in the Grave
Opfølgeren til The Raveonettes' sukkerpoppede In and Out of Control er alt andet end sukkerpoppet. Nærmere er der tale om en af de mindst iørefaldende, men også mest vellykkede plader fra bandets hånd.
The Pains of Being Pure at Heart: Belong
Selvom The Pains of Being Pure at Heart ifølge deres tekster ikke er blevet end dag ældre, er Belong overraskende voksenrocket og velfriseret. Desværre mister gruppens numre til tider gnisten på den bekostning.
I Was a King: Old Friends
Norske I Was a King skuffer slemt med deres tredje album. Inspirationskilderne er for letkøbte, og selve værket er alt for rodet og usammenhængende
Plader vi overså i 2010 (del 2)
Her er anden og sidste del af plader vi overså i 2010, inden vi afslører, hvilke plader, der har været højst skattet på Undertoner-redaktionen i det forgangne år.
Little Black Dress: Snow in June
Little Black Dress mestrer shoegazerens virkemidler. Desværre er hverken stemninger eller kompositioner gennemslagskraftige nok til at gøre værket til meget mere end en behagelig lytteoplevelse – dertil fremstår det for anonymt.
Frankie Rose and the Outs: s.t.
Frankie Rose har smidt trommestikkerne og stillet sig op til mikrofonen med sine egne sange. Resultatet er en atmosfærisk popplade på det jævne, for hun er hverken særlig interessant som sanger eller noget åbenlyst sangskrivertalent.
Love of Everything: Best in Tensions
Best in Tensions er det syvende studiealbum fra amerikanske Love of Everything. På trods af den omfattende diskografi er det småt med anerkendelsen i Danmark. Den nyeste skive ændrer næppe på det.
Light Pollution: Apparitions
Debuten fra amerikanske Light Pollution byder på ambient-inficeret indiepop og -rock. Kvaliteten er høj, men inspirationskilderne mærkes lidt for tydeligt.
Roskilde ’10: Ghost Society, 29.06.10, Pavilion Junior
Danske Ghost Society knoklede for sagen, men forsøget på at forløse bandets fine blanding af støjrock og drømmepop nåede ikke helt i mål. En noget ujævn lyd hjalp ikke kvintetten.
Roskilde ’10: Kandy Kolored Tangerine, 27.06.10, Pavilion Junior
Som kun det tredje band på årets Roskilde Festival gik Kandy Kolored Tangerine på scenen med mørk ørkenrock, mens solen strålede uden for teltet. Når intensiteten var der, var sekstetten meget lovende.
Ghost Society: The Back of His Hands, Then the Palms
The Back of His Hands, Then the Palms lever op til alle de krav, man kan have til en støjende og shoegazet omgang drømmepop. Men der mangler ligesom noget, der får det til at kradse.
Hot shots remixer Liars
Liars er jo på vej med deres femte album, Sisterworld, som vi allerede skrev om sidste år. Et album, der skal følge op på det selvbetitlede genremix, som viste Liars fra en mere tilgængelig side. Nu forlyder det fra Tiny Mix Tapes, at der følger en bonusdisc med den nye plade, hvor nogle alternative stjerner remixer numrene. Det bliver Thom Yorke, Tunde Adebimpe (TV On The Radio), Bradford Cox (Deerhunter, Atlas Sound), The Melvins, Alan Vega (Suicide) og Blonde Redhead. En fornem forsamling, må man sige. Man kan i øvrigt også downloade nummeret “Scissor” gratis på albummets hjemmeside. Her har Angus taget sin lighed med en ung Nick Cave alvorligt og leverer en gotisk ballade, inden de begynder at rocke. Albummet udkommer 8. marts.
Marts, Århus: Times New Viking
Billedet her til højre er en slags fortids-fremtid. I og med at det er et helt almindeligt foto, er det i sagens natur taget engang i fortiden, men der er nu noget fremtid over det. Geografisk set er det nærmere bestemt en ganske nær fremtid, der vil kunne opleves i Århus. Her vil denne nyhed nemlig få alskens musikfans til som Converse-klædte lemminger at valfarte mod byens apoteker, musikbutikker og andre steder, hvor man kan købe ørepropper. Kødannelserne vil antage et imponerende omfang, og det giver sig selv. For lige så vel som det er godt nyt for det århusianske musikpublikum, at amerikanske Times New Viking d. 31. marts spiller på Musikcaféen, er det en nyhed, der gør det nødvendigt at tage hensyn til ørerne. Det temmelig smadrede støjpopband har nemlig ry for at spille højt, og når man tænker på, hvor diskante og skramlede smadrede deres albums – herunder dette års Born Again Revisited – er, forekommer det svært sandsynligt, at det bliver en heftig onsdag i Århus. Og så er bandnavnets indbyggede skrifttype-joke i øvrigt stadig sjov.
Liars udgiver nyt album og mærkelige videoer
Liars er nogle nørder. Så er det sagt. For nogle dage siden lancerede de hjemmesiden Sisterworld, hvor der er tre naturvideoer, der ikke rigtig gør andet end at eksistere. Siden Animal Collectives virale markedsføring af Merriweather Post Pavilion, skal vi åbenbart trækkes med nogle sære indfald, før nutidens musikere vil afsløre, at de udgiver et nyt album. Det er forhåbentlig en trend, der dør snart. Nå, men bandet har nu afsløret, at de udsender deres femte album i starten af næste år. Pladen kommer åbenlyst til at hedde Sisterworld og bliver produceret af Tom Biller, der tidligere har arbejdet sammen med Kanye West og Beck. I en pressemeddelelse udtaler nørderne: »Vi er interesserede i de alternative rum folk skaber for at fastholde en identitet i en by som L.A. Miljøer, hvor udstødte og enegængere hylder et forskruet forhold til samfundet«. Jep, Liars holder fast i deres gode, gamle temaer. Så må vi høre, hvordan den lyder ift. deres selvbetitlede fra 2007.
The Big Pink: A Brief History of Love
The Big Pink blander pop og støj, og det fungerer sådan set fint – det er bare ikke fandens interessant.
The Pains of Being Pure at Heart, 02.08.09, Lille Vega, København
Vega bød søndag aften på et gensyn med überhypede The Pains of Being Pure at Heart. Giraffen gik på scenen kl. 22:25. En halv time senere var koncerten slut. Kan man godt tillade sig at forlange 140 kr. for det? Njaahh...
The Low Frequency in Stereo: Futuro
Den norske kvintet har siden sidste album i 2006 fået to nye medlemmer og har bevæget sig fra instrumental lo-fi-postrock over til et større udtryk med vokaler og varieret støjrock med psykedeliske trip indimellem.
Roskilde ’09: Cut Off Your Hands, Tony Allen, The Pains of Being Pure at Heart, 04.07.09
Garagerock, afrobeat og støjpop stod på menuen, da Undertoners anmeldere fartede Festivalpladsen rundt lørdag aften.
The Jesus & Mary Chain: The Power of Negative Thinking
Bokssættet med The Jesus & Mary Chain er ikke kun en boks med ekstra guf til fans, det er en informativ og smukt indpakket rundrejse i deres og livets store temaer. Sjældent er en rockmyte blevet præsenteret så smukt som på The Power of Negative Thinking.
Ghost Society: Dogs and Desperation EP
Ghost Society er en ny, dansk konstellation bestående af musikere fra bl.a. Blue Foundation og People Press Play, der – som navnet antyder – spiller musik af den sfæriske og drømmende slags. Det er godt, men til tider en kende for pænt.
I Was A King: s.t.
I Was a Kings anden plade er et fremragende opkog af fremragende bands, men heller ikke så meget mere end det. Det er heldigvis også alt rigeligt.
Death by Kite: Wave I
Death by Kite fornyer sig på Wave I – den første ep i en trilogi – men ikke helt så meget, som man kunne ønske sig. Selv om pladen aldrig skuffer, så imponerer den heller ikke. Bevares, det er bestemt fire gode sange, men de hverken genopfinder eller redefinerer hjulet.
The Raveonettes: Lust Lust Lust
Sune Wagner og Sharin Foo fortsætter med at blande uskyldsrene popmelodier fra 50-60’erne med det farlige, beskidte og betændte udtryk, som Velvet Underground introducerede verden for, og hvilken Jesus & Mary Chain tilførte ekstra feedback-støj. Der er ikke noget nyt under solen, men bundniveauet er højt. De har altid været dogmatiske i The Raveonettes. Det begyndte med Whip It On, som kun ville spille i mol, og så kom Chain Gang of Love, som kun ville spille i dur. Sidenhen syntes den restriktive tilgang dog at blive lagt på hylden, og således fik vi Pretty in Black, der viste et mere alsidigt band, som også trådte en smule tilbage fra de rastløse støjangreb og rendyrkede popmelodien. Med den seneste Lust Lust Lust bliver det trefoldigt slået fast, at indholdet kredser om begær, sex og forbudte lyster. Lyden hertil? Ja, den er såmænd atter engang dogmatisk, og støjen er så sandelig tilstede fra starten af. The Raveonettes har ikke tidligere støjet så voldsomt, som de gør i det glimrende åbningsnummer, “Aly Walk With Me”. Sangen projekterer en filmisk faretruende stemning, der mod slutningen brænder gennem celluloiden med hvid skærebrænder-feedback-støj, der overgår alt, hvad forbilledpladen Psychocandy af Jesus & Mary Chain kunne præsentere af spektakel. Men det er ikke støj for støjens skyld. De høje, skærende volumer rummer en coolness og spænding, som Sune Wagner er mester i at levere. Vi har hørt det mange gange før – men i netop dette tilfælde er det som en overrumplende kulmination oven på et nummer bestående af slæbende beats, vokalparløb i monoton stemmeføring og så det dér filmiske element, som The Raveonettes er gode til at skabe. Efter eventyret hos Columbia Records er The Raveonettes nu blevet droppet fra selskabet og står således på egne ben. De har selv forestået både optagelse og mixing af Lust Lust Lust og har efterfølgende indgået aftaler med forskellige pladeselskaber i verden. Man kunne forestille sig, at cheferne hos Columbia har nydt bandets popmelodier, men i langt mindre grad deres støj. Lad det for god ordens skyld blive slået fast, at støjen aldrig igen bliver så voldsom, som den er i “Aly Walk With Me.” Ser man bort fra støjen følges stemning og udtryk fra nummeret til gengæld meget tæt i de efterfølgende numre. Lust Lust Lust vil det simple: Rygraden består af helt basale beats og en lige så basal bas, mens harmoniserende vokaler og twangguitarer fylder på. Oven i det simple er udtrykket ærgerligvis meget ensartet, så pladens spilletid på 40 minutter bliver faktisk for lang, og man når at kede sig lidt gennem pladen. The Raveonettes kunne derimod have begået en rigtig stærk ep, hvis de havde skåret nogle numre fra og holdt spilletiden under en halv time. Men når duoen rammer rigtigt, er der til gengæld også tale om små, fine perler. Titelnummeret (med blot et enkelt “Lust”) er en keeper med dyrkningen af samme sløve, atmosfærerige stemning som i åbningsnummeret. Her sukker Wagner og Foos vokaler længselsfuldt om at være faldet ned fra himlen for at være sammen i helvede på grund af deres synder. Singleudspillet “Dead Sound” er pladens højdepunkt med herlig knas i guitaren og kælne vokaler, der hævngerrigt synger mod en gammel flamme: »Your cheap words that you bought on sale / Won’t help you through tonight.« I “Blush” tager Sune Wagner alene vokaltjansen, og han giver udtryk for en skrøbelighed, der bevæger sig langt ud over de klichéfyldte tekster, som aldrig har været hans force. I “Sad Transmission” står inspirationen fra den tidlige 60’er pop knivskarp. Med tramp og klap bringer introen mindelser om The Chordettes’ “Lollipop,” men Sune og Sharin vil mere end blot tyggegummipop, selvom de lader stilen være afsættet for deres versionering. Bagved syder det med guitarstøj, og guitarsporene får da også overtaget, efterhånden som man kommer længere ind i nummeret. Det sødlige afslutningsnummer “The Beat Dies,” som Sharin synger alene, lukker på afdæmpet vis pladen. Det lyder ganske uskyldigt, når Foo synger, men prøv at tygge lidt på ord som: »The first love you can’t escape / The second love feels like rape.« The Raveonettes fortsætter deres eklektiske pastiche, som indbefatter lige dele 60’er pop og 80’er støj. Wagner fortsætter sit ridt ud i musikhistorien og plukker, hvad han kan bruge af inspirationer. Selvom Lust Lust Lust rummer for mange uvedkommende numre, er bundniveauet stadig højt. Dog savner denne anmelder, at bandet prøver at løsne tøjlerne en smule, glemmer dogmerne og bare spiller uden særligt øje for det ene eller det andet virkemidel. Indtil da vil jeg tillade mig at programmere lidt i det nye udspil for at skabe min egen udmærkede, nye The Raveonettes-ep.
1 2 3 4: In Your Faith
Herligt melodiske og lettere slackede popsange fylder de fleste af rillerne på 1 2 3 4’s debutplade, In Your Faith. Alligevel halter det hist og her, så bandet gør ikke det mærkbare indtryk, deres sangmateriale egentlig berettiger til.